• Af alle de mange forskellige gode værksteder og dygtige mekanikere jeg har hørt om, er der vist ingen der har været fejlfri.

    Ift. Webere: Jeg har gentagne gange fået justeret Webere på rullefelt hos Kurt Mejer i Horsens (som godt nok ikke er LIGE om hjørnet fra Kolding). De har fungeret godt bagefter, men en gang fandt jeg en glemt skruetrækker…[Læs mere]

  • Kan simpelthen ikke koncentrere mig om så mange ting på een gang, Kai.

  • Gå du bare til Yoga. Hvis det er et bare lidt seriøst sted, så er det herrefedt.
    Du vil opdage muskler i din krop, du ikke anede at du havde, være pivømme, efter de første par gange.
    Det er en billig investering […]

  • Der er vel stadig forskel på et køreteknisk kursus og en trackday.
    Et køreteknisk kursus fokuserer på at lære undvigemanøvrer og glatførekørsel, mens en trackday går ud på at køre hurtigt rundt på en bane.

    Et […]

  • Martin Frøkjær blev registreret som medlem 12 år, 3 måneder siden

  • Erik Beranek blev registreret som medlem 12 år, 3 måneder siden

  • Min far har haft en Crown på papegøjeplader, på Jyllandsringen, da bilen var næsten ny. Det må svare til det samme som trackday, dengang hed det nok bare “et kørekursus hvor man selv medbragte bilen”.
    I følge […]

  • Bemærk også det meget mandlige ansigt på 3-pack tingen.

  • Jeg er også med på Track Day idéen. Derfor er Land Roveren nu solgt, da den ikke er egnet. Bil-swingeriet må fortsætte.
    (Fortsættelse følger). Jeg er ved at overtale hustruen til også at tage lidt banelicens, men […]

  • Klassisk trackday – det er et hit – den er jeg med på – melder mig strax :-)
    Må gerne være 2-3 gange om året.

  • Holmen jeg forstår dit trackday dilemma. Efter at jeg solgte min sidste E-type for ti år siden, har jeg som familiefader hygget mig med at køre rundt i familielimousiner af XJ typerne. Men efterhånden savnede jeg […]

  • Skøn model den Espada dér – ja, også bilen.
    Endnu engang rigtig dejlig lørdagformiddagslæsning – især dejligt med en smule fokus på Zenith. Det er et – i mine øjne ufortjent – stærkt overset mærke.
    Har herhjemme […]

  • Tre er en for meget – man har jo også kun to hænder!

  • …. sagde min kammerat for noget tid siden.
    Jeg havde i denne sammenhæng foranlediget behørig transport af den kommende frue med dertilhørende kommende svigerfar, fra Strib ved Middelfart til kirken ved Koldinghus i Kolding på lørdag d. 23. august.
    Dette behørige køretøj er imidlertid blevet meldt ud af projektet, så nu er gode dyr rådne!
    Skulle…[Læs mere]

  • Njah, det er nok rigtigt, Per: Din Crown er ikke oplagt til en trackday som sådan, men jeg vil nu fastholde, at det er en rigtig, rigtig god ting, at man har prøvet hvordan ens bil reagerer, når den er helt ude på […]

  • Jeg holder på at det også er sundt at kigge på gule forlygter, i hvert fald.

    Og så elsker jeg dobbelt forlygteføring, men så afgjort mest i originaludførelserne: For eksempel synes jeg ikke det klæder en […]

  • Skøn morgenlæsning – jeg kan mærke at jeg altid har haft et eller andet forhold til en Espada. Dagens artikel gør det klart for mig at hvis jeg nogensinde kommer i nærheden af en eksotisk klassiker så skal det […]

  • Verden er kompleks og der er mange tilfældigheder i den. Derfor er det så dejligt enkelt at køre klassisk bil.

    I ugens løb var der en del at tænke over. Og det skal man også. Man skal bare også tænke på ikke at tænke for meget over det. Der er nemlig så mange ting, vi ikke kan styre, at det godt kan virke lidt uoverskueligt. Men så er det jo godt, at der kun er tre sikringer i den gamle klassiker – og at de kan skiftes, hvis noget går galt.

    Mens den så kan køre, så handler det virkelig også om at gøre det. Man ved nemlig aldrig, hvordan vejret bliver i morgen.

    Ud på vejene med jer!

    Claus Ebberfeld

    [adrotate group=”5″]devider2
    Espada & Espada
    Af Niels Birkemose

    Jeg skrev for ikke så lang tid siden om Lamborghini Espada serie 1, 2 og 3. Uanset hviken af serierne du måtte falde for kommer her uret, der passer til. Ja, der er jo næsten for oplagt, men når de nu passer så godt sammen, som de gør i dette tilfælde, så skal de altså også have hinanden, Espada & Espada.

    1968_lamborghini_espada
    Hvis du ikke allerede har taget biltoget ned gennem Tyskland. Stået af i Lörrach, og taget de snoede landeveje ned gennem Schweiz og Jurabjergene så er det bare om at komme afsted. Smukkere bliver det ikke. Le Locle i den Schwiziske canton Neuchatel er en af de meget smukke byer i Schweiz. Byen ligger i Jurabjergene med udsigt over Genévesøen med Alperne og Mont Blanc på den anden side. Modsat de yngre og meget forrevne og dramatiske Alper er Jurabjergene meget ældre og lægger faktisk navn til Juratiden og der er her man stadig finder fodspor af dinosaurer. Alderen har slidt bjergene runde og nærmest bakkede på trods af at de alligevel når 1720 meter op.

    Her ligger Le Locle, midt på denne bjergside på grænsen til Frankrig. Le Locle indgår på smukkeste vis i dansk kultur og industrihistorie. H.C. Andersen besøgte byen tre gange. Der hænger i dag en mindeplade hvor han boede og digteren har fået en gade i Le Locle opkaldt efter sig. Byen er desuden kendt for sin arkitektur og sine ure. Her kan du bo på hotel designet af Le Corbusier og besøge nogle af de fineste schweiziske urfabrikker Girard Perregaux og Zenith (og mange andre også, selvfølgelig). Og det er også her at den danske urmager Jules Jürgensen flyttede familievirksomheden ned i 1836 og blev en del af finere schweizisk urmageri under navnet Jules Jurgensen Copenhague.

    Et kompliceret værk.

    Et kompliceret værk.

    Ikke mindst er det midt i disse traditionsrige og skønne omgivelser at Zenith laver deres meget fine armbåndsure. Zeniths topmodel fra 1972-75 var den imponerende Espada. Zenith havde netop manifisteret sig ved at lave den første chronograph med selvoptræk. Med Espadaen trumfede Zenith og udvidede det i forvejen stærkt komplicerede værk med et kalenderværk og en månefase.

    Zenith producerede espadaen i to serier. Serie 1 i 300 eksemplarer og serie 2 i 500 eksemplarer. Desuden blev der lavet en serie under navnet Movado Astronic til det amerikanske marked.

    Espada er ekstravagant, lækkert, kostbart og for de få. Både uret og bilen. Nyd billederne.

    devider2
    Om at køre til grænsen: Trackdays og off-trackdays
    Af Claus Ebberfeld

    I torsdags var jeg på en såkaldt trackday med den gode gamle Triumph Spitfire. Det kom to konklusioner ud af: For den første går den godt igen og for det andet var det så sjovt, at jeg (igen) gerne vil arbejde for at udbrede det til andre. Altså det med at tage bilen på bane og køre den så stærkt man kan. Det var dér jeg omkring 2003 startede med at skrive om biler på det der internet, og da jeg siden aldrig er stoppet kan jeg kun advare mod det. Begge dele, faktisk, både at skrive og at køre!

    Vi tre fællesejere af Spitfiren samlet på eet billede: Per, Michael og undertegnede.

    Vi tre fællesejere af Spitfiren samlet på eet billede: Per, Michael og undertegnede. Michael havde taget sin Elise og Per og jeg delte Spitfiren.

    Jeg tror måske jeg er ved at blive skubbet igang her - tælleren står på nul.

    Jeg tror måske jeg er ved at blive skubbet igang her – tælleren står i hvert fald på nul. En ledning var hoppet af generatoren, men derefter gik alt som det skulle.

    Triumph, Ferrari, Porsche - tre store navne fra racerbanerne!

    Triumph, Ferrari, Porsche – tre store navne fra racerbanerne!

    Sagen er bare, at det er så vanvittigt intenst at køre stærkt på en racerbane: Hvis man tror, at man kommer bare i nærheden af det når man kører “sporty” på landevejen, så tager man gevaldigt fejl. På banen kan man gå til grænsen omgang efter omgang, sving efter sving, og finde ud af, at den måske slet ikke ligger der hvor man troede den gjorde. Præcis det var da også den store erkendelse for mange efter i torsdags, og så er det altså at man kommer tilbage som en bedre, klogere og dygtigere chauffør.

    På denne konkrete trackday var der flere klassiske biler, og det føjede helt klart et ekstra element til for mig: En del af klassikrne var modicerede, enten til bane eller hillclimb, men til min store glæde var der også mange fuldstændigt originale biler fra både tresserne og halvfjerdserne. Briterne var stærkt repræsenteret  men det var vitterligt skønt at se min gode ven Børsmæglerens cremefarvede 911 vise den tyske modifikationsbrigade, at selv en relativt blød 911 kan køre stærkt på en bane.

    Børsmægleren var en af dem, der benyttede sig af chancen for at få en instruktør til at vise, hvordan bilen skulle køres. Han fik John Nielsen med, dansk Le Mand-vinder og meget andet. Og kom ud med øjne så store som tekopper: “Jeg havde aldrig troet at den kunne køre så stærkt!”. Hvilket blandt andet viser, at det med “grænsen” er relativt. Havde der været et passagersæde i Spitfiren havde vi gjort det samme, men jeg måtte nøjes med ture i andre biler. Hvilket nu også var rasende interessant.

    Dagen var arrangeret af Jeppe Rimmen med støtte af Trackdayklubben, Sports Car Club og Classic Race Aarhus, og særligt de to sidstnævnte var en af forklaringerne på de mange klassikere. Men efter min bedste overbevisning kunne det være endnu sjovere med et rent arrangement for klassiske biler, og det var Jeppe egentligt med på. Så lur mig, om ikke der bliver sådan et næste år. Og til den tid vil jeg inderligt bede jer melde til i rigt mål: Trackdays er ikke kun for vordende racerkørere, men for alle, der gerne vil have den ultimative køreoplevelse ud af deres klassiker – og blive en dygtigere chauffør i samme ombæring.

    Tak til Thomas Andersen for nogle af ovenstående billeder: Han havde taget sin vellydende MGB GT V8 (næstsidste billede) hele vejen fra Lundby på Sydsjælland til Jyllandsringen, piskede den rundt hele dagen og kørte så tilbage igen om eftermiddagen – så vidt jeg så uden at reparere på bilen. Sådan skal det være!

    devider2
    SAAB 90 Martini Racing Edition 1985
    Af Claus Ebberfeld

    I kender nok det der forfængelige håb om at gøre et virkeligt røverkøb, ikke? At man køber den bil man nu engang gerne vil have, bare til en knaldgod pris eller superstand eller med en fin historik – eller sågar med en kombination af det hele. Jeg bliver ofte selv fanget af det, senest med den dejlige Maserati Quattroporte fra Bager Busks samling – for den skulle jo angiveligt måske engang vistnok have tilhørt Berlusconi og var der ikke noget med nogle minkpelse gemt bag bagagerumsafdækningen?

    Vel, det viste sig jo, at jeg selv havde skudt papegøjen: Jeg har hele tiden været slemt fornøjet med min treejers SAAB 90 fra 1985, som har vist sig bedre og pænere og mere velkørende end jeg havde turdet håbe på. Jeg manglende intet. Men kort tid efter købet kom jo den sensationelle invitation fra Louwmanmuseet i Holland – om jeg ville udstille min SAAB 90 i forbindelse med deres store temaudstilling om Martini Racing?

    LouwmanMartini1

    LouwmanMartini2

    LouwmanMartini3

    For de havde via SAAB-fabrikkerne selv fået opsnappet, at jeg nu var ejeren af denne ganske specielle SAAB 90: Den unikke 90 Martini Racing Edition blev bygget som en hyldest til Lancias sejr i 1000-kilometer-løbet på Spa i 1985. Det blev vundet af Martini Racings Lancia LC2, der blev kørt af Bob Wollek, Riccardo Patrese og Mauro Baldi, og de tre kørere fik derfor den specialudstyrede 90 til fælles eje. At det blev en SAAB og ikke en Lancia skyldtes, at SAAB og Lancia i de nordiske lande havde et samarbejde, så forbindelsen kunne udnyttes PR-mæssigt. Og at kørerne gerne ville nå frem til en given destination, når de havde sat sig ind i bilen.

    lancialc2giuliobetti

    Historien forklarer min vogns noget skrabede udstyrsniveau, for racerkørerne vil hellere nøjes med det nødvendige: Hvorfor fem gear, hvis fire kan gøre det? Elruder, nej, det vejer jo bare! Een karburator? Ja, det sikrer høj stabilitet over 24 timer – noget de tre kørere i høj grad savnede i Le Mans-Lanciaen. God aerodynamik og komfort kunne langdistancekørerne dog godt bruge, og de blev da også hurtigt så vilde med SAAB’en, at de ikke kunne enes om hvem der skulle køre i den hvornår. Der blev splid i teamet, og derfor blev SAAB’en stillet væk og aldrig rigtigt brugt i markedsføringssammenhæng. En skruppelløs teammedarbejder solgte den derefter til Danmark som en ny bil, og demonterede det helt specielle Martini Racing-udstyr (dekalen bagpå).

    Louwmans researchere havde dog fundet frem til den, men jeg måtte alligevel takke pænt nej til at udstille dernede. Jeg forklarede dem pænt, at det var min eneste bil med anhængertræk, og det skulle jeg bruge til at trække en Combi-Camp 2000 i forbindelse med Classic Race Aarhus. No hard feelings, men da det gik op for mig, hvor fantastisk sjælden min 90’er er, så bad jeg om en hjælpende hånd. Og via Martini Racing modtog jeg så forleden den manglende dekal: Med den behørigt monteret står SAAB’en nu som den forlod fabrikkens PR-afdeling i 1985.

    Det er en utrolig historie.

    SAAB90MartiniRacingEdition

    devider2
    Elvis has left the Building – but how?
    Af Claus Ebberfeld

    Jeg husker ikke hvordan jeg faldt over dette billede, men det var ikke under en rutinesøgning på “Trike” eller “jumpsuit”. Som det fremgår med al tydelighed er det Elvis, der ikke kunne have valgt et mere passende køretøj på vej ind i hans problematiske periode af sin karriere – den sidste.

    Dermed er vi i halvfjerdserne, og mens det kan være skønt nok, så er var Elvis her på et vildspor, der som bekendt også endte blindt. Når det nu åbenbart skulle være sådan, så var triken her et godt valg.

    Det er bare ikke sådan jeg husker Elvis. Ja, også han bekræfter min teori som 1972 som et velvalgt skæringspunkt for retromennesker med sans for det gode. Jamen, han var da brilliant i de sene tressere. Altså før han fik trike. Så lad os i stedet huske ham på tohjulerne, som i galleriet herunder: Som det fremgår klædte de hinanden noget bedre.

    devider2
    ViaRETRO Virker (2)
    Af Claus Ebberfeld

    Vi har før skrevet om de meget særlige ViaRETRO-mærker, der kan monteres på racerbiler og umiddelbart og uden yderligere modifikationer gør dem cirka et rundt sekund hurtigere per omgang. Jaja, vi er da udmærket klar over, at mange tror det er hokuspokus på linie med magnetarmbånd og saltover højre skulder. Men helt uafhængigt af ViaRETRO-redaktionen lavede en deltager i Munkebjerg Hillclimb (læs fuld rapport hér) et aldeles uvildigt forsøg.

    Med samme resultat som andre:

    Før ViaRETRO-mærke = 1:26,1
    Efter ViaRETRO-mærke = 1:24,7

    Fakta taler for sig selv: ViaRETRO-mærkerne virker. Tak til den frivillige forsøgskanin Ole Wichmann i MG B GT.

    devider2
    Hvordan Espadalivet virkelig var
    Af Claus Ebberfeld

    Jeg vil også gerne have en Espada! Og alle mulige andre lækre vogne, der idag er helt oppe at ringe på min personlige klassikerhitliste. Og så ville jeg ellers køre Europa tyndt, måske i en slags Troels Kløvedal-agtigt projekt med mobildannelse af de næste generationer – sådan kører man GT-bil.

    Men jeg har ofte filosoferet over, hvordan det egentligt var dengang. Og lige i Espadaens tilfælde fandt jeg så nogle billeder af, hvordan det var – se herunder:

    Det ser ikke ubehageligt ud at være Espada-man. Jeg holder fast i, at sådan en vil jeg gerne have.

    devider2
    Ugens grafik
    Miuraweb
    devider2
    Renault stimler sammen næste weekend
    “God aften hr. redaktør”, lød invitationen fra Tom Rasmussen. Der fortsatte som følger:

    Fredag 22. til søndag 24. fejrer Renault-autisterne  – undskyld – Veteranerne – de første 25 år. Det sker af alle steder på Ålsgårde Camping ved Gilleleje. Jeg gætter på 65 mennesker og 40 små hækmotorbiler, enkelte lidt større hækmotorbiler, muligvis nogle frontmotoriserede, og måske, men kun måske, en A 110, og (kun også) måske en varmgalvaniseret, men ikke lakeret R4 (den vil vare evigt). Franske Floride/Caravelle-ejere har også varslet en mulig deltagelse, dog tvivler jeg, vejrliget taget i betragtning.

    Behag at komme forbi.

    Måske ikke et arrangement at prale af, men nu vi en gang er overbevist om at franske biler er interessante, og man aldersmæssigt befinder sig i Bardot/Deneuve-gruppen, giver det mening at mødes en gang imellem og synes godt om hinandens biler, nu de nævnte damer ikke kan nå at  deltage.

    Redaktøren siger tak for invitationen, men vi er ikke sikre på at kunne undvære nogle på redaktionen på de givne datoer. I stedet laver vi lige lidt folkeoplysning om træffet, da vi sådan set er helt enige: “Franske biler er interessante”. Og det er ikke ofte, man møder sådan en fransk invasion nogen steder. Og det var altså Gilleleje i næste weekend.

    Blandt andet dem her skulle man kunne se i næste weekend.

    Blandt andet dem her skulle man kunne se i næste weekend.

     

    devider2
    Håbet er grønt

    Håbet er grønt.

    Der er håb for, at din næste bil har den farve. Det indtræk. De fælge. Den tagkonstruktion. Den motorplacering. Den måtte dog godt være kønnere. Damen med det pragtfulde hår er mere end godkendt. Og vi vil vel alle gerne i kan vel alle lide de bukser?

    devider2
    Det nødvendige foto
    ViaRETRO håber for Gud ved hvilken gang, at enden bliver god og at intet går i stykker.

    LotusElite_strong

    devider2
    God weekend
    [adrotate group=”7″]
     

  • Hent mere