Register

8 + 11 =

A password will be e-mailed to you.

Klassisk tidsfordriv på lange køreture med ligesindede: Sammensæt drømmegaragen. Jeg har prøvet mange gange, og nu prøver jeg igen – fordi dette er mit tusindstyvende indlæg og fordi Autoentusiasten i går spurgte, hvordan jeg kunne sælge GT6’eren.

Jeg synes det tusindstyvende indlæg var en passende lejlighed til at dele mindrømmegarage med Jer, og troede faktisk det ville blive et ganske let indlæg at skrive. Så det letteste først: Nej, jeg har ikke fortrudt at jeg solgte min GT6, for uden salget havde jeg ikke fået prøvet så mange drømme af allerede.

En fabelagtig klassiker for pengene, Triumphs 2.5PI, og den nedre grænse for mine drømmebiler...

Men jo mere jeg tænker over det desto mere går det op for mig, at lige præcis opgaven med at sammensætte en drømmegarage ikke er blevet lettere af den ekstremt pragmatiske tilgang til klassiske biler, som jeg har praktiseret i et års tid nu. Mine drømmebiler skifter hurtigere end nogensinde, og der er også flere af dem end nogensinde – jeg er blevet yderst åbensindet. Det gør det let at købe en i praksis, men gør om noget teoriøvelsen sværere.

...og i den anden ende af skalaen står denne De Tomaso Mangusta: Jeg ved bare på forhånd at dens tyve gange højere pris ikke vil give tyve gange så meget fornøjelse.

Drømme har jeg dog stadig, men jeg har trods alt også et ben i den virkelige verden, og har egentligt aldrig syntes, at det var særligt sjovt at sammensætte en drømmegarage uden grænser overhovedet – så vil de fleste drømmere ende i ekstremerne, i mit tilfælde i en 10 millioner kroner dyr Maserati A6G Zagato. I virkeligheden har de fleste et budget, og det er ofte ikke ret stort. Så nu prøver jeg med en række forskellige kriterier, herunder økonomi, og så er I velkomne til at byde ind. Og behov? Har jeg stort set ikke forholdt mig til – bortset fra at de to allerbillgste begge er fire/fem-personers, og også kan dublere som familiebil. Men bær over med mig i øvrigt: Listen kan se helt anderledes ud om en uge. Så altså, jeg starter nedefra:

  • 25.000 kroner: Triumph 2.5PI saloon, helst en Mk1. Det gav jeg selv for min 1969’er, og jeg har aldrig fået mere for pengene i nogen klassiker: Michelottilinier, træ, læder og seks cylindret indsprøjtningsmotor – og fempersoners, med anhængertræk, velkørende og utroligt vellydende. Det er muligt at beløbet ikke længere rækker til en PI, men så ville jeg tage en god 2000 i stedet.
  • 50.000 kroner: 1974 Fiat 124 Sport! Hmm, kan I se et mønster? De to første drømmebiler har jeg allerede haft, pudsigt nok. Fiat’en var den skønneste og billigste og frækkeste blanding af halvfjerdserdesign og farver, og jeg blev glad af den: Den var skør i al sin orangehed, men samtidigt utrolig praktisk og anvendelig.
  • 75.000 kroner: Ginetta G15 – hvis to sæder er nok. En vaskeægte heltigennem hardcore sportsvogn. Men alligevel komfortabel, billig, økonomisk og flot. Bevares, ikke perfekt i sin udførelse, men det er de to foregående jo heller ikke, og det findes formentligt slet ikke på et budget. Eller ved nærmere eftertanke – slet ikke.  Hvis jeg skulle have fire sæder på dette budget, så gerne en rigtigt god Reliant Scimitar SE5, tak.
  • 100.000 kroner: Hvis denne kategori skulle være firepersoners, så ville jeg faktisk pege på en Triumph Stag, og så synes I nok, at jeg er rigeligt selvfed. Men Stag’en havde rigtigt, rigtigt meget at byde på både teknisk, designmæssigt og rent praktisk, så jeg vil fastholde, at det er noget af det mest eksotiske man kan få (og holde kørende) på et lille budget. Men hvis to sæder var nok, så ville jeg nok gå efter en Datsun 260Z (ikke 240’eren, som jeg tror er for dyr).
  • 125.000 kroner: Jeg kan næsten heller ikke selv tro på det, men tilsyneladende kan man jo få en kørende ikke-perfekt-men-god Jensen Interceptor for den pris, med plader og det hele. Det er simpelthen så vanvittigt, at jeg er nødt til at prøve det.

Mine prisestimater kan selvfølgelig diskuteres, men da hele meningen med sådan en drømmegarage jo er diskussion, der skal vare ned igennem hele Tyskland, så gør det jo ingenting, hvis der skrider en ti-tyve-halvtreds tusinde hist og her. Så jeg fortsætter ufortrødent:

  • 150.000 kroner: BMW E9 – det kan knibe med en 3.0CSi til den pris, men da det er stilen der tæller, så ville jeg hellere have en god 3.0 eller 2800 end en ringere topmodel. I dagligdagen ville man næppe mærke forskellen.
  • 200.000 kroner: Alpine Renault 310 – og her er jeg delt imellem en tidlig firecylindret med det utroligt rene design, eller en senere V6 med mere moment og komfort. I praksis ville deres stand afgøre det imellem de to, tror jeg.
  • 300.000 kroner: Hmm, her bliver det sværere, og i praksis ville jeg formentligt for længe siden have splittet den disponible sum op i mere end én bil – en Interceptor og en G15 for 200.000, for eksempel? Eller en E9, en Fiat 124 Sport og en historisk racerbil for 300.000 – ingen racere nævnt, ingen glemt? Hvis de skulle gå i én bil, så måske en Lamborghini Urracco.
  • 400.000 kroner: Jeg kan dårligt forestille mig at have så mange penge placeret i én bil, men det er jo godt for simple living. Hvis det var et krav kunne jeg bruge en Iso Rivolta, en Maserati Mistral eller en Porsche 911 Turbo, helst en 3-liters. Men i praksis nok nærmere et udvalg af de allerede nævnte, måske med en Jaguar XJ-S inkluderet: Med 400.000 disponible kroner til biler må der også kunne være lidt til vedligehold.
  • 500.000 kroner: De Tomaso Mangusta. Den var nem!
  • 750.000 kroner: Mangusta, BMW 3.0CSi og en historisk racerbil – helt klart.
  • 1 million: Tjah, nu er der ikke rigtig nogen grund til at fortsætte længere, for det her svarer stort set til fuldemandssnak klokken seks om morgenen. Det er min helt klare fornemmelse, at fornøjelsen ved så dyre biler i praksis er en smule begrænset af netop deres værdi. Og en detalje: Jeg kan ikke rigtigt se en hel million kroner til bil nogen steder i den nære fremtid. Hvis jeg havde den, så ville den næppe gå til én bil alligevel, men til en kombination på tre-fire biler, hvoraf en Mangusta nok altid ville være med.

Så drømme er der altså nok af, selv efter tusind indlæg. Havde jeg dog bare haft hundrede kroner for hvert indlæg…

De er derude, klassikerne til ethvert budget: Drøm, men gør også noget ved det - og ikke bare i skala 1:24.

Ingen kommentarer

  1. Connoisseur

    I drømmegaragen under kr.25.000,- står der en Austin/Morris Mini, i en eller anden afskygning. Dette hvis det er ens eneste mulighed.

    Derefter kan man jo alti drømme, og som du skriver, så svarer det jo bare til drømme/tågesnak med for mange glas rødvin/hvidvin eller champagne. Ikke portvin, for det får man en fandens hovedpine af.

    Svar
  2. Morten H

    Spændende at sætte drømmebilerne op i prisgrupper, Claus – det bliver jo meget mere håndgribeligt på den måde…

    Det slår mig at du kigger meget tilbage med Scimitar (i parantes), 124 Sport, 2.5PI, Stag… Og ikke så meget fremad ? Jeg troede du var på rejse for at prøve en masse forskelligt? Hvor er Lotus fx henne i drømmene? MEN alligevel en interessant liste, og ret meget i min smag! Ginetta’en, E9’eren, A310 og Interceptor’en ville også være at finde på min liste… (I hvert fal ofte ;-) ) Måske også 2.5PI – hvis de virkelig kan fås for 25K???

    I den lidt dyrere ende ville mit valg falde på Maserati Mexico eller evt. en Khamsin… Underdogs af bedste skuffe!

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    De lave prisgrupper er jo svære, Morten – og både Triumph og Fiat var jo dejlige biler. Jeg kan virkelig godt lide 50.000-kroners gruppen, og vil vældig gerne høre input, der kan slå Fiat’en. RX7, X1/9 og den slags kan efter min mening eksempelvis ikke.

    Men som sædvanligt betyder dagsformen meget, og siden jeg skrev dette i går aftes har noget sikkert allerede ændret sig…

    Svar
  4. jewer

    Heh – Hvis der i et givent prisleje skal vælges mellem Elan +2 og Interceptor kommer der aldrig en Lotus i min drømmegarage.

    Svar
  5. Dennis

    Sige ordet “drømme” garage at det skal være lidt uopnåeligt? Noget man kun kan drømme om?

    Min top 5 ser PT således ud.

    MG Q-type Supercharger
    Lotus 47
    Renault Alpine A110 1600S Gr. 4
    BMW E9 CSL
    Lotus 11

    Svar
  6. Porsche Palle

    Jeg synes begrebet “drømme” er gået hen og blevet Bilka agtigt. Folk skal helst hele tiden have deres drømmestudie, drømmejobs, drømmehuse, drømmebiler, drømmekøkken osv. Alle drømme skal være praktiske og opnåelige.

    Men sådan spiller klaveret ikke her hos mig. En drøm skal være en ledetråd, noget der synes uopnåeligt, og i hvert fald skal være det fra drømmens opståen. Vi lever i et forbrugssamfund uden lige, og folk kan generelt få alt det som de peger på, derfor bliver “drømmene” udhulede og praktiske, for der er jo også den lille grimme fætter vi kalder Janteloven, som vapper nallerne hvis drømmene skulle drømmene skulle flyve højere, “end vingerne bær”!

    Det sjove er jo også, at hvis man prioriterer og er disciplineret overfor udfordringen, så er selv de hedeste drømme realistiske på længere sigt. Vor der er vilje, er der vej ;-)
    Personligt, vil jeg baske med vingerne, alt det jeg kan, for det er oppe i det luftlag mine rigtige drømme er, den slags drømme der er værd at bruge 15-20 år på at opnå :-)

    Svar
  7. Lohmann

    Dansk BMW 3,0CS til 89.000kr, sorte plader, flot farve og ser godt ud (på billederne).
    http://www.veteranposten.dk/visAnn.asp?Id=34444
    Havde jeg den slags penge til en klassiker lige nu, så var jeg allerede afsted for at kigge på den.

    Tror heller ikke en Triumph 2,5 kan fås til 25.000kr. Kan man overhovedet få en 2000 i fornuftig stand til den pris?

    Svar
  8. Morten H

    God pointe Claus.. Ville selv vælge Interceptor frem for Elan +2 – eller ville jeg??? Det er jo to HELT forskellige biler?

    Der har være et par tilsyneladende Triumph’er hinsidan til omkring 20.000 SEK – men så er det MK II 2000…, og MK II er bare langt fra ligeså lækker efter min mening!

    Dennis – du har skifte Matra Djet ud med Alpine A110??

    Svar
  9. SteenMP

    Claus, jeg kan huske øvelsen fra sidste års anti-depresiva-tur, det gav sjove resultater. Jeg vil dog undgå at remse mine op, listen er alligevel forældet om en time. Eneste konstant er nok Iso Rivolta.

    Lohmann, jeg så nævnte 2800CS på VP for snart to år siden. Jeg syntes godt nok at hækskørt og skærme bag så … lidt anderledes… ud, men kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Jeg kørte alligevel op og så den og allerede på 10 meters afstand tænkte jeg “Oh, horror!”. Der er brugt skærmkanter og mere fra en Volvo Amazon! Og sådan fortsætter historien; jeg kan nok ikke udtrykke mig uden bandeord, så jeg lader være. Men den er pæn på billederne! Nå, beklager, det var drømmebilerne vi kom fra…

    Mvh,
    SteenMP

    Svar
  10. Connoisseur

    Jeg har i øjeblikket min aktuelle drømmegarage:
    3 formelbiler, hvoraf den ene på et tidspunkt bliver forvist til min dagligstue, hvor den kommer under et glasgulv til skue.
    En GTS bil, som ikke er almindelig: MATRA Djet
    En MGB som er min søndags/morgenbrødsbil i sommerhuset.
    Et par projekter: BMW 1800, samt en hydroplane racer fra 50´rne, som lige skal hjem fra USA.

    Jeg kunne sagtens se alt det forsvinde, til fordel for min ultimative drømmebil, nemlig en 300 SL mågevinge. Hvis den rette dukkede op.

    Svar
  11. kroehl

    Drømmegarager – en meningsløs forfølgelse af automotive sindbilleder, skabt i øjeblikket garagen opstår, men den pointe er vist kommet godt hjem allerede.

    Min øjeblikkelige drømmegarage:

    Maserati Quattroporte Ia (1963-71): Luxobarge til de lange ture med hele familien i elegant, skødesløs henslængthed.

    Maserati Bora: Kongen over midtmotoriserede GT biler, når det gælder looks og præcens.

    Volvo TGB 13: 6×6 til alle de mest krævende transportopgaver og generel fuck-you-too køreoplevelse. B30 motor med stor tørst og god lyd.

    Fiat 500 Giardiniera: Til de mindst krævende transportopgaver. Sjældenhed og alternativ cuteness sikrer opmærksomhed og den gode 500 køreoplevelse.

    Alfa Romeo Giulia GT 1300 Zagato: Den fine 105, men så bare en Zagato.

    BMW Z1: Underlig, men appelerende roadster. Sjælden og så de døre!

    Lancia Beta Montecarlo: Midtmotoriseret kompromis på alle fronter, but I like!

    Fiat 130 Coupé: Elegant Pininfarina GT cruiser.

    Fiat Moretti Sportiva: Opnåelig drøm om den lille, lette sportsvognssjældenhed.

    Argh – det holder nok bare aldrig op. Den her liste kunne fortsætte meget langt……

    Svar
  12. Morten H

    Mågevinge, Junior Z, Matra Djet og Bora: Ja tak – dem snupper jeg.. :-)

    Svar
  13. Connoisseur

    Ja, min favorit Triump 2500 PI er stadig den Mk.II stationcar en kollega havde i Vejle, Claus kan nok stadig huske den, og jeg undre mig hvor den blev af ?

    Svar
  14. Dirch

    Rart at se at min MK1 PI, stadig hører til i din drømmegarage. Min kone spurgte til min helbredstilstand, dengang du havde sat din til salg og jeg så prisen, skiftede jeg vist ansigtskulør og fremstammede et par ukendte ord!
    Nå, jeg har jo ikke set din bil nedefra, men med det antal timer jeg lægger i restaureringen og de få biler der er tilbage
    skal prisen forhåbentlig rykkes et par klasser op på din liste. Bilen stå jo allerede i MIN drømmegarage (dog på højkant) så jeg skal nok ikke bruge prisen til noget, før lægen ikke vil forny mit kørekort.

    Svar
  15. Claus Ebberfeld

    Den er solgt til Sverige hvor den måske er rustet helt op: den var anløben da jeg så den for mange år siden.

    Mmm, Quattroporte…på den rigtige dag kunne den godt være med.

    Svar
  16. Lars D

    Mangusta?????

    Hvor fan´ er Alfa og Lancia henne og jeg ville ikke kunne komme uden om en Dino og Daytona i den dyre ende.
    men allerøverst står for mig et meget beskedent ønske nemlig en OSCA 1600 GT Zagato. Den vandt sidste år best in show på classica i Essen foran alle milliardær slæderne – meget fortjent. Hvor kan bildesign dog være enkelt i en mesters hånd..

    Hov der fik jeg vist taget de italienske briller på nok engang

    Svar
  17. Morten H

    Ja Lars – det er en fin bil, sådan en OSCA – Daytona er ‘over the hill’ i min verden – der tager jeg pengene tak!

    Skal du til Essen igen om et par uger?

    Svar
  18. 02Anders

    Hmmm… drømmegarage…??
    Tjaa… som Steen meget rigtigt skriver, så ændre det sig jo hele tiden – det er faktisk til at blive helt rundtosset over…

    Men lige nu og her…

    – Min Veronarot BMW 2002 fra ’73 fordi det var min første bil og fordi jeg stadig ejer den i dag – 19 års tro venskab. Et så tæt og intimt forhold skal man ikke bare uden videre sætte over styr for en model med lidt frækkere kurver…

    – En hver drømmegarage skal naturligvis have en ordentlig GT-bil, og min bliver en af de kun 99 producerede Gordon Keeble GK1. Underskønt design, pragtfuld historie, stærk Corvette motor og måske det lækreste instrumentbord i bilhistorien – næsten ligeså inspirerende som cockpittet i et WW2 fly!! Tror i øvrigt den skal være helt lysblå og med sort kabine.

    – Til familieudflugterne må jeg have mig en Lagonda Rapide. Det er bare overklasse så det stinker og så er den også en anelse bizar. Jeg snupper min i mørk blå med oxblood red læder.

    – Superbilen i samlingen bliver en naturligvis en BMW M1. Den første centermotorbil som almindelige mennesker også kunne håndtere på grænsen, og måske selv til dato en af de finest afstemte centermotorbiler nogensinde produceret. Et sandt ikon!! Min bliver hvid, ingen spoilere og selvfølgelig de originale og funky Campagnolo fælge.

    – Jeg er egentlig ikke meget til åbne biler, men en ordentlig drømmegarage skal da have en, så jeg snupper mig en Lotus Elan Sprint, da den samtidig kan bidrage med at gøre søndagsturen efter morgenbrød enormt underholdende!! Min skal da være Lagoon Blue…

    – Ligeledes skal en drømmegarage da også have en italiener iblandt!! Det høre sig jo til… En Alfa-Romeo Montreal har altid været en storfavorit, meeeen jeg tror nu alligevel at den må se sig slået af en Maserati Sebring 3500. Men så skal det også være en Serie 1, med dens vidunderlige pressefolder som starter som en fordybning mellem dens dobbelte forlygter og pludselig forvandler sig til en forhøjning som løber langs hele forskærmens overkant – designdetaljer af aller højeste kaliber!! Min skal være dyb bordeaux rød med biscuit læder og så skal den naturligvis stå på smalle Borrani trådfælge.

    – Beklager hvis det er for forudsigeligt, men min drømmegarage vil bare aldrig føles komplet uden en 911. En Carrera RS 2.7 ville da være sjov, men også alt for indlysende. Nej, så heller ‘back to the roots’… Den hardcore-911-entusiast ved jo at der er intet som en swb, så jeg må da eje en ’66 Porsche 911S 2.0 og helst i gul med originale sorte Recaro sæder og de 4½” smalle Fuchs fælge.

    En baneracer til HMS må jeg da også eje! En hidsig lille racer-Imp frister gavaldigt når jeg storgrinende mindes min Sunbeam Imp Sport, som jeg blæste rundt i da jeg boede i Oxford. Men BMW-entusiasten i mig tager alligevel over, og jeg kan se at det må nødvendigvis blive en original fabriks BMW 1800 TiSA i Bristolgrau, uden et eneste sponsor klistermærke og med de 6″ brede stålfælge. Uha den skal blive spass i 65-klassen….

    Og for nu at bryde lidt med kotyme, så skal der da også være noget fra “The Land of the Rising Sun”. Den ultimative Nippon klassiker må vel være en Nissan Skyline GT-R KPGC10, men af uvisse årsager brænder mit hjerte bare for en baggårdsfræk lille sag som Isuzu Bellett GT-R – vel nok Japans svar på en Escort Twincam mk.1, æhrm…. bare federe…!! Min skal selvfølgelig være en 69’er i orange med mattsort motorhjælm og på brede, sorte Watanabe fælge. Hmmm… jeg forudser at det bliver denne som vil blive luftet oftest…

    Ude foran bindingsværk laden med denne skønne samling holder så min hverdagsbil, en tidlig Peugeot 504 Familiale i guldmetallic og med dybe, brune velour sæder, og ved siden af den min Ford Transit mk.1 med tvillingehjul som skal trække min TiSA-racer rundt til alle Europas pragtfulde racerbaner…

    Det er kun en drøm – men åhhh… hvilken drøm…!! :-)

    Svar
  19. kroehl

    Den OSCA var nu også usædvanligt fin.

    I min drømmegarage befinder sig en blanding af praktisk opnåelige og dog interessante biler og så en kollosal række af uopnåeligt exotica – ikke fordi de er så dyre (nogle er) men fordi der ikke er så mange af dem. OSCA kunne være et eksempel. Andre kunne være en Fiat 8V Supersonica, Bandini Saloncino Coupe, Siata Fiat 1400 Coupe, Siata 208 8V Coupe Farina, Siata 208 CS Farina Spyder (matching set), Nardi BMW Coupe, Moretti Super Sport, Abarth 305 Vignale, Abarth Corsa 750 Zagato, Gordon Keeble GK1, Aston Martin DB4 Zagato, Alfa Romeo Giulietta SVZ, Ferrari 250 GT Bertone Berlinetta, Lancia Flaminia Super Sport Zagato, osv osv osv

    Svar
  20. Dennis

    Anders det var sgu en drømmegarage der vil noget. Jeg så sådan en Bellet i Japan da jeg var derovre.
    FED bil.

    Svar
  21. vincenzo

    Det har du vist brugt mere end et øjeblik på 02Anders :-) Mange fine valg der.
    Claus, det kunne godt se ud som om, at du ikke nåede at blive færdig, med en del af de biler,
    der kom og gik i løbet 2010?

    Svar
  22. Claus Ebberfeld

    Tak for kommentarerne og Jeres drømme. Jeg har efterfølgende spekuleret på, om jeg var for uambitiøs og kedelig i min liste, men tror egentligt mere det handler om, at jeg ikke kan se Daytona-penge ude i horisonten – NOGEN steder. Dermed drømmer jeg ikke om den på den måde – det bliver meget abstrakt derude.

    Og så er min liste også lavet med et øje på at leve (med) drømmen, og det liv skal være enkelt. Derfor kommer Interceptor og Mangusta højt på listen. Og begge er biler, der hhv sagtens og engang KUNNE betales ud af min flade økonomi. Value for money betyder selv i mine drømme noget, og her synes jeg 911 Turbo tager prisen – den vil jeg bare SÅ gerne.

    Mange af de dyre eksotika nyder jeg da også, men på samme måde som Michelangelos lofter: flot, men jeg kan ikke se dem hjemme hos mig. Bortset fra en Sebring. Og en OSCA.

    Svar
  23. Morten H

    @Anders – 504 Familiale har jeg gode minder om. Det er en fed bil!

    Men vi kan jo ikke snakke drømmebiler uden at nævne delebiler?

    Her er mit ret realistiske bud (synes jeg selv !!):

    1/4 Jensen Interceptor 6.3
    1/3 Ginetta G15 i fast road / race trim
    1/4 Alpine A310 V6 (apropos dagens indlæg)
    1/3 Lancia Fulvia Sport

    Det kan formentlig gøres for meget realistiske 150-175.000 kr. Fællesgarage downtown Aarhus nænsomt pyntet med automobilia (som man ellers kun ser det i bladene) er en selvfølge… Kan I se det for jer?

    Så kunne jeg sagtens nøjes med en en Citroën Ami 8 break, der var helt min egen) til at trille rundt i indimellem… :-)

    Svar
  24. 02Anders

    @Vincenzo, en ordentlig drømmegarage er vel også værd at bruge lidt tid på…?? ;-)

    @Dennis, jeg tænkte nok at du ville godkende den frække lille Bellett!! Men udover min bilbuddy Steen, er du sikkert også den eneste anden herinde som forstår den – eller ØNSKER at forstå den…

    @Ebberfeld, bemærk venligst at mens flere er klassikerne i min garage uden tvivl er uden for min rækkevide, og desværre sikkert altid vil være det, så er det ikke samlerobjekter som er fuldstændig urealistiske. For ligegyldigt hvor pragtfulde de er, så er her ikke nævnt nogen Jaguar XKSS, Alfa-Romeo Tipo 33 Stradale, Maserati A6G Zagato, BMW 507, ATS 2500 Scaglione, Ferrari 250LM eller Bizzarrini 5300GT Stradale. Netop fordi de som du siger er så vanvittigt uopnåelige, så det på en eller anden måde virker helt omsonst selv bare at drømme om dem. Bilerne i min drømmegarage er ganske vist drømmebiler, men de er også drømmebiler som med lidt held og en masse hårdt arbejde teoretisk set godt kunne finde vej ind i min garage en dag ude i fremtiden… Haber jeg. ;-)

    Svar
  25. Autoentusiasten

    Det er jo altid en fin lille leg til de lange køreture sådan en drømmegarage. Jeg foretrækker dog klart, at opstille en eller anden form for kriterie, økonomi, antal osv. Og så er der jo lige det punkt for mig, at drømmegaragen konstant forandrer sig. Nye kommer til, og gamle venner falder fra. Men set ud fra min nuværende situation, single, et barn, ansat hos et sted der forhandler dele til Triumph, let hang til playboylivet, anglofil, og budget på 100 til 130 kilo, så HAR jeg min drømmegarage.. Triumph GT6 mkll

    Svar
  26. Porsche Palle

    Min drømmegarage. F… det realistiske, drømme skal sætte overliggeren højt.

    Porsche 968 Turbo S (lavet i 14 eksemplarer)
    Porsche Carrera GT
    Lamborghini Countach
    Ferrari Testarossa
    Ferrari F40
    McLaren F1

    Jeg kan sagtens finde på mange jeg gerne vil have, også langt billigere, gamle som nyere. Men drømme skal i min verden, bare være det ultimative, jeg skal kravle op ad hele stigen før jeg kan nå dem, det er jo selve meningen med drømme.
    For 20 år siden virkede min nuværende Porsche, også som en uopnåelig drøm. Men giv tid, og tro på det, drømme må gerne tage lang tid at opfylde, og må gerne kræve meget at nå frem til, det er kun viljen og troen der sætter grænserne.
    Inden jeg går i graven, er det min drøm at have ejet mindst en fra min liste, og listen er ikke prioriteret, og jeg har sikkert glemt et par stykker. Men så er overliggeren sat ;)

    Svar
  27. Claus Ebberfeld

    Palle, Porsche Carrera GT tror jeg er voldsomt overvurderet, så når bunden går ud af det marked (hvilket umuligt kan vare tyve år), så er det bare om at slå til!

    Morten H’s drøm kan jeg derimod virkelig, virkelig godt forholde mig til. Ja, jeg synes faktisk stadig det er noget af det mest oplagte i hele verden. Sådan realiserer man de drømme, som man ikke kan nå helt alene.

    Autoentusiast, hvis man også har en sideløbende dagsorden om Simple Living, så ER du ganske rigtigt allerede hjemme: Hele vejen, endda, for den GT6 er jo nemmere at holde kørende end en hvilkensomhelst Zagato eller lignede eksotiker.

    Når alt det er sagt, så fik jeg i morges en stærk trang til noget fra Carrozzeria Frua, kender I det? Så min drømmegarage er nok mere end noget andet et øjebliksbillede.

    Svar
  28. Connoisseur

    Jeg spurgte min kone, hvad hun kunne tænke sig i sin drømmegarage, og da hun aldrig har haft et kørekort, blev det til mere en snak om hvad hun kunne tænke sig at blive transporteret rundt i.
    1: Budgetbilen blev en Jaguar Mk.II
    2: Hvis der ikke var grænser, en Bentley Corniche 72 model, eller en Aston Martin V8 Volante.

    Så mine surt opsparede midelr kommer til at gå til flydere, ikke racere.

    Svar
  29. Claes

    Alle kvinder elsker MK2. Det er derfor man kan tjene gode penge med sådan én -til bryllupskørsel! Det skulle min MK2’er i Old English White have været brugt til, som supplement til driftøkonomien.. ;-)

    Svar
  30. Claus Ebberfeld

    Det er der dælme også en vis mand der gør: Undertegnede!

    En Mk2 eller i virkeligheden hellere forgængeren er ret højt på dagsordenen på min 2011-plan. Haha, jeg spøger, sådan en plan har jeg selvfølgelig ikke. Ikke desto mindre har jeg virkeligt overvejet, om ikke den til efteråret skulle afløse min Blue Wonder til efteråret. Så vidt jeg forstår havde de fleste af disse sportslige Jaguar saloons nemlig spær, og det vil jeg bare have til næste vinter.

    Hold op, hvor er jeg blevet snusfornuftig.

    Svar
  31. Fritz Hansen

    Citroen B 11 Sport

    Riley TT Sprite Spl.

    Jaguar E Type 3.8 Cupe

    Corvette Sting Ray 1965

    Lotus Super Seven Series II

    Svar
  32. jensby

    Hvis der skal være en snert af realisme over det så følgende:

    Til at suse rundt herinde midt i København, til og fra arbejde, bageren etc: Messerschmitt KR175 eller Abarth 695 Esse Esse

    Til at fragte familien rundt i og med masser af børnesæder på bagsædet: RR Silver Shadow / Bentley T1 eller Merc 300 SEL 6,3

    Til skovturen eller på stranden med fruen: Frøøje eller Guilietta Spider

    Til en meget tidlig søndag morgen i bakker og sving: Lotus Elan eller Djet

    Til turen ned igennem Europa: Bora, Ghibli, Espada, Dino, Fiat Dino, Montreal eller den maroon Ferrari 250 som Kaffe Kaj har til salg!

    Desuden skal der bare på et eller andet tidspunkt en Porsche 911 igennem garagen og helst en tidlig model.

    Hov blev måske en anelse urealistisk hen ad vejen alligevel :)

    erik

    Svar
  33. Lars D

    Eneste urealistiske er da frøøjen – kan du få den lange krop foldet ned i den? nå ja Djetten var vist heller ikke skabt til den nordiske race.

    Svar
  34. kroehl

    Og hvor bliver din af, Lars? :-P

    Kommer hele tiden på nye kandidater.

    Aston Martin Lagonda eller Lamborghini Espada til familien. wow

    Svar
  35. Cavis

    Min nuværende drømmegarage i de senere år, har ikke overraskende bestået af de – for mig – flotteste biler fra de 3 største italienske sportsvognsmærker.

    Lamborghini Countach – den første model, i sort med beige læder.
    Maserati Khamsin – her er den faktisk ret pæn i en Le Mans blå. Evt. i sølv
    Ferrari Daytona Spyder – sort med beige læder, samt Borani trådfælge.

    Men med købet af min nuværende Maserati 3200 GT, er jeg så i tvivl om jeg nu ønsker at have en Khamsin, da jeg selv synes den er virkeligt godt designet, og en ret hardcore racer, når den får pedalen.. Derudover er den overraskende cruiser kultiveret, og den kan endda medtage 4 personer – hvad kan man så forlange mere.!?

    Derudover vil en rød Alfa 1300 GTA en dag måske supplere min nuværende 1300 GT Junior..

    En rød Alfasud TI serie 1 er også på listen, og faktisk allerede fundet – hvis ejeren ellers vil af med den..

    Af ikke italienske biler, skal der gerne på et tidspunkt prøves en 911 GT2 – og i den mest hardcore gaderacer der er lavet. 356 er vildt flot, men er valgt fra pga. italiernerne. 928/944 var i mange år en drømmebil, men ikke mere.

    En Ferrari 348 har været målet i de senere år, og købte næsten også en i 2007. Men i dag koster en F355 & 360 kun lidt mere, men er langt mere “Ferrari”, og 360 kan tåle at blive brugt, samt langt billigst i service. En Testarossa trækker stadig som det ultimative 80`design (om man kan lide det eller ej), og de er ikke vanvittigt dyre..

    Og som Palle skriver – visse af bilerne er dyre, men med den rette prioretering og en arbejdssom indsats kan alt lade sig at gøre. Lev drømmen før det er for sent..!

    Svar
  36. Cavis

    PS: Glemte lige en Aston Martin – en af de nye – i sølv. Tak.!

    Svar
  37. Morten H

    @Cavis – når jeg en gang skal have en Ferrari bliver det sandsynligvis en F355 GTB med manuelt gearskifte i blåmetal… :-)

    Men nu og her er jeg begyndt at spare op til en Alpine A310 !

    Svar
  38. Lars D

    De der drømmelister ender altid med at samtlige attraktive biler er blevet opremset i forskellige sammenhænge. Fakta er jo at vi kan lide dem allesammen, er vilde med et dusin, er helt eksalterede over en håndfuld og kan med held i kærlighed, investeringer, arvefølge, få børn, spidse albuer og prioriteringer i dagligdagen få råd til en enkelt af dem.

    Jeg har tidligere haft råd til en drømmebil. Det blev en Alfasud 1.5 Ti, senere byttede jeg den til endnu en drømmebil nemlig en Giulia 1750 Gtv. Så kom den periode mange mænd oplever sidst i tyverne, der kom kone, børn, villa og alle de omkostninger der følger med disse glæder og drømmebilen blev udskiftet med en praktisk SAAB og sådan har det så kørt i de efterfølgende tyve år. Så fik jeg fyrreårskrise og råd til endnu en drømmebil og købte en Alfa 2000 spider, nok mest fordi den var fra Santa Monica og broncemetallic – det smagte lidt af det liv vi vel gerne engang imellem ville leve på de californiske strande. Så fik jeg lyst til at blive selvstændig og Spideren blev brugt som kapital i et anpartsselskab og siden har der ikke været råd til endnu en drømmebil.

    Dermed kommer jeg frem til den næste drømmebil for jeg kan godt lide drømme der er mulige at indfange, for en OSCA 1600 Zagato kommer jeg nok aldrig til dreje rattet i. Derfor sparer jeg nu op til at få råd til en Giulietta Sprint. Den må meget gerne være fra mit fødeår, hvid eller lyseblå og jeg vil følges ad med denne tøs ud af landevejene indtil politiet en dag tager kørekortet fra mig.

    Desværre bliver der færre Giuliettaer og de bliver stadigt dyrere så drømmen er ikke helt indenfor rækkevidde endnu.

    Men hun venter på mig et eller andet sted derude vi skal bare mødes og jeg vil knæle og fri til hende og have mulighed for at købe hende fri af sin far.

    Hvad kan man ønske sig mere her i livet en verdens smukkeste lille coupe.

    Svar
  39. Claus Ebberfeld

    Min første Ferrari bliver med stor sandsynlighed en 308GT4. Den kunne også være havnet på listen, men dagsformen var ikke til det. Giulietta Sprint har længe været min drøm om en MPV: gadebil og racer i een. Priserne er bare blevet for høje, så den er parkeret for nu – ville ellers være fin til 61-klassen.

    Men lige for tiden kan jeg ikke få Alpine ud ad hovedet. Måske den næste deler, Morten?

    Svar
  40. Morten H

    JA – jeg er som skrevet i gang med at spare op !

    Jeg drømmer om mange forskellige biler… Og dagsformen svinger MEGET !!

    Men nogle biler er selvfølgelig meget mere hyppige end andre… Blandt dem Alpine A310, Interceptor, Maserati’er og pre-Fiat Lancia’er…

    @Cavis – Den Maserati 3200 GT – det må være den med de vinkel-formede baglygter??? Det er en TOP FED bil…

    Svar
  41. Porsche Palle

    Cavis: Dejligt at møde en med samme holdning, og dit valg af biler kan jeg jo kun bifalde!

    Ferrari Daytona Spyder var en af dem jeg havde “glemt” på min liste.

    “Alt godt kommer til den der venter”. Carpe diem!

    Svar
  42. Claus Ebberfeld

    Jeg var egentligt ikke så vild med 3200GT da den var helt ny, men synes den er ældet med ynde. Ja, den er jo ikke engang rigtigt ældet. Ja, jeg ser faktisk meget frem til en køretur i Cavis’ sølvgrå eksemplar. En skam nummerpladerne er noget dyrere end til min Mazzer.

    Øh, Palle: “Alt godt kommer til den der venter” OG Carpe diem? Er det ikke to ret forskellige livsfilosofier?

    Mht. drømmebilerne: Min liste stoppede jo ved en million, og hvis man kan finde en Daytona til den pris, så er den godt nok ringe. Men skøn, skøn, skøn, det er den da.

    Svar
  43. Morten H

    Daytona – det bliver ikke som deler med mig Claus!!

    På lørdag vil jeg påtage mig at nævne de første 50 biler i nogenlunde samme prislag jeg hellere vil have.. (altså +/- en million eller to ikke?)

    Svar
  44. Claus Ebberfeld

    Arjh, nu har du jo afsløret, at det ikke er en Daytona vi skal hente næste weekend!

    Men Daytona er nu stadig en lysende stjerne i mit bilunivers, Morten. Og med alle mine forbehold for at placere så vanvittigt mange penge i en bil, så ER Daytonaen en af de få biler, hvor jeg kunne forestille mig det ske. Men i virkelighedens (drømme-) verden stod der i praksis nok alligevel hellere en Mangusta, en 930 Turbo, en Ginetta G4 racer, en Interceptor, en G15 hillclimber, en 124 Sport OG en XJ12 i garagen. Og likvider til rådighed til det næste køb.

    Svar
  45. Cavis

    @Morten H – det er den med Boomerranglygterne. Den kan ses i BM februar nummeret, under “min bil” sektionen. I marts nummeret er Palle i med hans 968. Skal MotorRetro have en læsers bil i hvert andet nummer.!?

    @Palle – min liste er nogenlunde uændret gennem mange år, men den er helt sikkert blevet inspireret af Bl.a. Ud at køre med de skøre 1, samt Miami Vice – dertil tusindvis af timers læsning af Bilrevyen i barndommen. For mig er bilens udseende nok det vigtigste, dertil teknik, og så har vi pludselig Cuore Sportivo`en. Primært fra italienske biler, men har da favoritter i det engelske (har et TR4 projekt til kommende vinter), tyske, enkelt fra frankrig, USA – og ikke mindst Japan (og Mavda 626 Coupe er så ikke liige en af dem).!

    @Ebberfeld – vi skal nok få lavet en fotosession en dag..

    Daytonaen Spyder ER min absolutte favoret gennem de sidste årtier. Den originale er dog kun lavet i 152, eller 157 eksemplarer – aldrig til salg – og hvis endelig, så snakker vi 15 mill. Det var BM`s vurdering – for 15 år siden.!! En “almindelig” Daytona i fin stand koster knap 2 mill, og en del af de oprindelige couper har siden fået skåret taget af. Drømmer stadig om at finde detr der ladefund, men selv hvis det en dag kom på Ebay, ville det uanset stand nok ikke gå for under mindst en ½ mill. Jeg kunne selvfølgelig også få en lille redningsjolle i Marselisborg havn, sælge alt, og da have råd til en fin Daytona. Men har nu aldrig været så fanatisk, at en bil kom før alt andet.

    Svar
  46. Lohmann

    Nogen vil måske mene, at jeg sænker ambitionsniveauet så meget, at der blot skal tales om en garage og stryges drømme. Men for mig er drømmebiler ikke umiddelbart forbundet med pris, selvfølgelig ville jeg virkelig gerne eje både Lamborghini Islere og Urracco, DeTomaso Pantera, BMW 507 mm., men de er så langt fra min nuværende økonomiske formåen, at det ikke rigtig giver mening at nævne dem.

    Så her må det blive Bilka-drømmene i vilkårlig rækkefølge:
    Saab 96 – Svensk funktionalitet og totakt!
    Renault Dauphine – Min fars første bil og et sjovt hækmotor alternativ.
    Renault 4 – Minimalisme når det er bedst.
    Renault 16 – Komfortabel familie bil med sjove tekniske detaljer, inkl. alu-motor (som endte i Lotus Europa).
    Citroën GS – Luftkølet boxer og hydraulik – igen komfortabel familie bil med rigtig sjove tekniske detaljer
    Citroën CX – Virkelig fransk 70’er rumskib! Komfort, teknik og mulighed for at blive velour-konge.
    Mercedes W123 – Sedan eller Stationcar, elegant hverdags slider, mulighed for fede farver og hjulkapsler.
    Toyota Celica RA 23 eller 28 – Fint japansk kopidesign, men i ordentlige (ikke amerikanske) proportioner.

    Hvis prisen kommer noget op, kan der tilføjes følgende:
    BMW 2000 CS – Kun fire cylindre, men til gengæld smuk og elegant 60’er stil.
    Citroën SM – Speciel fransk GT med Maserati hjerte og den fedeste læderkabine.
    Alpine 310 – Den tidlige model er intet mindre end fransk glasfiber (og forlygte) kunst.
    Saab Sonett – Svensk sportsvogn med totakts motor, fedt!
    Jaguar Mk. X – Kæmpe engelsk limo, inkl. nødetræs/læder-orgie!
    Lotus Elan +2 – Tilpas engelsk og Chapmansk!

    Hvorfor skal drømme helst være dyre? Som det måske fremgår, er jeg ikke mærketro overhovedet og det er tilfældigt, at der lige pt. ikke er noget italiensk.
    Alle ovennævnte biler er ikke en del af min vognpark pt., og må derfor være drømme, selvom flere af dem er realistiske. Men må hellere starte med at få renoveret min VW Scirocco fra ’76 inden der købes mere.

    Svar
  47. Claus Ebberfeld

    Drømme er jo ens egne, personlige, og i drømme behøver man ikke stå til ansvar for nogen (medmindre man blogger om dem, selvfølgelig): Ansvarfriheden er vel også en del af charmen ved dem. Men jeg er nu helt enig med dig, Lohmann – de behøver ikke være dyre, og jeg måtte da også tænke langt mere over mine bud i den lave budgetklasse end længere oppe i kassekredittens røde felt.

    Men OK, dyrt er relativt! Det er dog tankevækkende (for mig selv), at jeg sådan umiddelbart ser Citroën CX og Citroën SM som drømmebiler i cirka samme stil og som to biler, der formentlig vil have cirka samme effekt på mig. Men CX’eren koster en brøkdel. Og er pænere.

    Hold da op, kan du også lide en Jaguar MkX? Hmmm, har du nogensinde høre om konceptet “delebil”?

    Svar
  48. Morten H

    @Lohmann: Hvor fanden ligger Herning ?? Nå spøg til side… Jeg er også ret vild med sådan en Mk X, og de fine liste bekræfter mig jo i at vi har nogenlunde ens smag i biler!

    Svar
  49. Claus Ebberfeld

    Lohmann, Herning er da tættere på Varde, hvor Jaguaren står, end Aarhus er. Og der er også bedre plads til biler derovre. De har endda deres eget AutoGalleri.

    Svar
  50. Jacob Pedersen

    Så kom debutten. Jeg ville også gerne komme med min liste over drømmebiler.

    Citroën DS – Jeg synes det er et af de smukkeste køretøjer som findes. Både i design og teknisk var den forud for sin tid.
    Lotus Super Seven Series 2 – Den kompromisløse bil. Er ren køreglæde.
    Ford Cortina 1500 GT – Den skal bare med. Samme smukke bil som Ford Lotus Cortina, men jeg synes bare der er en charme over den. Det er som den lidt klumset fætter, der stadig udseendet med sig.
    BMW Isetta – Tja, jeg synes, det er en sød bil. Slår en Fiat 500 på udseendet.
    Chevron B8 – A blast from the past.
    BMW 507 – Den har kæmpet tæt med DS’eren om pladsen som en smukkeste bil.
    Marcos Mini – Endnu en sød lille bil, som jeg synes fortjener en plads i min garage en gang.
    NIssan Skyline 2000GT-R – En sej bil.

    Jeg bliver nød til at stoppe nu, men listen bliver ved.

    Svar
  51. Claus Ebberfeld

    Tak, Jacob: Jeg kan godt lide din sammenblanding af dyre anerkendte sager og underdogs som Cortinaen. Jeg ville nok også selv sammensætte en drømmegaragen på fire biler efter de retningslinier: En brugsklassiker (Triumph PI, Amazon, BMW 3.0, Jaguar MkX – med anhængertræk), en lidt hurtigere GT-sag, en sportsvogn og en racer. En million burde kunne gøre det.

    Og så ville jeg pendle i en af de to første…

    Svar
  52. Jacob Pedersen

    hehe, ja. Det er godt princip. Men da jeg først var begyndt kunne jeg ikke lade være. Men det forbliver nok en drøm indtil videre. De to der er pengene slugerne er vel nok Chevronen og 507’eren. Resten kunne man godt holde lige på den ene eller anden side af en million.

    Men jeg mangler faktisk en god stor GT’er og en stor cruiser. Jeg tænker en Opel Diplomat som cruiser. Men jeg kan ikke lige helt finde på GT’eren.

    Svar
  53. Dennis

    Jeg er kommet på en GT bil til og tilføje min liste. En AC 428. Sådan en ville jeg virkelig gerne eje engang, og skulle jeg have en GT bil så skulle det være sådan en.

    Skulle man forøvrigt have en rigtig amerikaner slæde/flyder så skulle det være en Oldsmobile 442. Husker en artikel jeg læste engang, de skrev at den havde moment som en Peterbilt lastbil, og bremserne var lige så dårlige som sådan en. Det lyder som en spændende cocktail.

    Svar
  54. Anonym

    GT-kategorien er sjov, for hvad er en GT, ret oversat er den en Grand Tourismo, men nogen kalder begrebet Grand Tourer.
    I gamle dage var det en bil man kunne drage på Grand Tours med, altså = Store Ture ud i Europa.
    Så en GT kan efter min mening også godt være en Jaguar Mk.II eller en Alvis TA/TD 21

    Svar
  55. Morten H

    @ Jacob – GT bil og Opel Diplomat – den er jo oplagt: Bitter CD !

    Svar
  56. Claus Ebberfeld

    Anonym, GT-begrebet er ganske rigtigt ikke entydigt – nøjagtigt som mange andre kategoriseringer af biler ikke er det. Men Gran Turismo (Italiensk, uden “d” og “ou”) og Grand Tourer er nu det samme, bare på forskellige sprog. Og mens man sagtens kan komme på en grand tour i en Jaguar Mk2, så er den altså en saloon.

    Det mest udbredte GT-format er topersoners karosserier eller 2+2. Men der er sikkert en masse undtagelser.

    Svar
  57. Connoisseur

    GT er nok det bedst begreb i bilsammenhæng som har mest karisma, ligesom Orient-Expressen/Train Bleu har det blandt tog-freaks.
    Det er kombinationen mekanik og stil. Som man meget forbinder til englændere der skulle til Cote dAzur, fra det kolde England, på den mest behagelige måde.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.