Register

five × 3 =

A password will be e-mailed to you.

Bogen Bag Et Rat er fra 1966, og handler om hvordan man bliver en god bilist. Jeg havde ikke forventet det store, for hvor relevant kunne den lige være i dag? Særdeles, viste det sig: Den er velskrevet, morsom og intelligent – og Køsters Motorboghandel har tre. Tag til deres åbne hus på lørdag og køb.

Jeg lånte Bag Et Rat af min BMW-mentor Anders. Han havde en personlig relation til den, og hans affektion for bogen gjorde indtryk på mig – egentligt var jeg på nippet til at takke nej til lånetilbuddet, for jeg regnede simpelthen ikke med, at den kunne tilbyde noget i dag.

Forfatteren Hans Eric Boesgaard – 37 år gammel i 1966 og tydeligvis en chap.

Stor var min overraskelse derfor, da bogen viste sig at være en fin balance mellem teknik, filosofi og snusfornuft og ikke mindst stor kærlighed til automobilet. Herunder at føre sådan ét på en ordentlig måde. Den er skrevet af Hans Eric Boesgaard, da han var 37 år og gik for at være en af landets bedst skrivende motorjournalister. Hans motiv for at skrive bogen var dette: At videregive sin positive indstilling til automobilet til de tusinder af nye bilejere, der kom til i tresserne. Den er tilmed smukt illustreret af Bo Bonfils, der med enkle streger tegner Bentley Continental, Ferrari 250 LM og Citroën 11, så man ikke er i tvivl om kærligheden til biler hos ham heller.

De enkle stregtegninger fra Bo Bonfils medvirker til stemningen fra 1966, der gennemsyrer hele bogen.

Mange flere burde læse den bog! Ja, den burde faktisk være pligtlæsning til kørekortet, for som forordet siger så er den “bogen for manden bag rattet. Ham, der forstår, at en bil både er en nyttig, fantasibefordrende, glad og æstetisk ting”. Hans udgangspunkt er “brug bilen, nye den – men husk, at den ligesom violinen kræver, at man øver sig med den”.

Tegningen her er fra afsnittet om nattekørsel, og mange andre fanger en lignende dynamik, der er fint afpasset til teksten.

Og derfra tager bogen så fart med en sproglig veloplagthed, som jeg ikke har oplevet meget længe på vort modersmål. Naturligvis er sproget gammeldags, og det er en del af charmen, men prøv selv lige at smage på dette uddrag:

Automobilet bor så tæt ved det menneskelige hjerte, at det i virkeligheden er blevet miljøskadet af det nære naboskab, befængt med alle de grunde, hjertet kan have – og som fornuften kun nødigt vedkender sig, så humant et redskab – smittet på det mest psykopatiske af forskelligheder i geografi, økonomi og ikke mindst sine skaberes virvar af divergerende intentioner, at mange forsøg på kølige overlæg fra eksakt-tænkende frigidaire-hjerners side har mødt deres foreløbige Waterloo.

Hvadbehager? Så er det på plads! Bilemnet er komplekst. Og det har han jo ret i, den gode Hans Eric, og det har ikke forandret sig. Også hans almene betragtninger om folks motiver for valg af bil holder:

…så mange u-egentlige, samt på livsløgne og ammestuesnak baserede motiver spiller så afgørende en rolle, at man kan pakke sammen med sine gode råd.

Og det kom fra en erfaren motorjournalist! Hans mere konkrete råd til valg af bil er måske endnu mere på sin plads at huske i dagens trafikale situation:

Det er lige så menneskeligt, som det er uomtvisteligt, at alt for mange mennesker, ansporet af en eller anden drøm om til enhver tid at kunne køre til Rom, vælger en for stor vogn – selv herhjemme. Man skal ikke ret længe have haft den direkte mulighed i sin husstand for at vælge mellem en helt lille, tæt shopping-bil og den almindelige mellemstore familievogn, før man vil mærke de store fordele, lillevognen har i byen.

Det var så lige et råd om downsizing – fra tresserne. Men forfatteren havde skam også et hjerte, der bankee meget stærkt for sportsvognstypen, om hvilke han skrev dette:

Briterne og italienerne, som i dag fører stærkt i bygningen af sådanne biler, er mere og mere kommet ind på at konstruere sportsvogne, hvis langbenede vejegenskaber er kombineret med en familieanvendelighed, der efter alt at dømme vil give sportsvognen en renæssance i disse år uden at kompromittere den renlivethed.

Og passagerne, hvor selve kørslen er beskrevet er næsten lægeroman-kærlige, som her om nattekørsel:

Med et indreguleret, afdæmpet lys fra vognens instrumenter og en velgående bil kan denne form for kørsel give både hygge og en fornemmelse af intimt samliv med sin maskine, som måske endda honorerer én ved den ekstra veloplagthed, mange bilers karburatorer får i den kølige, fugtige natteluft.

Og apropos kørsel: Jeg har de seneste par måneder haft fornøjelsen af en del kilometer på landevejene i England, Holland, Sverige og Danmark, og det er tåkrummende, så pinligt smålige danskere er i trafikken i forhold til de tre nævnte lande. Det er som regel fuldstændigt nyttesløst eller direkte skadeligt at være aggressiv i trafikken, og jeg ville ønske, at bogens slutlinier blev taget alvorligt af flere:

Lad os gøre det til en gentleman-opgave at køre ordentligt. Til syvende og sidst er det jo også i vid udstrækning et spørgsmål om almindelig dannelse. Og en sådan vil de fleste af os utvivlsomt lige så nødigt have frakendt som kørekortet.

Kort sagt er det en pragtfuld bog, hvor sprogelskere kan fordybe sig i et dansk, som det hverken tales eller skrives i dag. Det var muligvis at forvente af en gammel bog, men manden var trods alt motorjournalist, ikke skønlitterær forfatter. Den største overraskelse for mig var dog, at mange af bogens pointer om bilisme er SÅ gyldige den dag i dag.

Mine varmeste anbefalinger til denne bog: Køb den hos Køsters på lørdag.

Da jeg besøgte Køsters Motorboghandel sidst, opdagede jeg tre eksemplarer af denne fine sag i en kasse på loftet. Mon ikke de er der endnu? Og da Køsters holder åbent hus i butikken i Randers på lørdag den 17. september (fra 13-17), så var det da en oplagt lejlighed til at smutte forbi og hente “Bag Et rat”. Den får mine varmeste anbefalinger – og tak for lån til Anders!

Tre styk i en kasse på loftet. Og der er meget andet at se på også.

20 kommentarer

  1. Morten H

    Jeg har allerede bag et rat i arkivet, men skall da helt sikkert en tur til Randers på lørdag alligevel !!

    Svar
  2. Ib Erik

    Forsidebilledet er en Jag-E, men den sort/hvide stregtegning oven over, er en Porsche.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    Morten, du er en belæst mand. Jeg læste den jo kun ved et tilfælde (eller rettere, ved at få den anbefalet af en belæst mand). Hvor opdagede du den?

    Cavis, det er den slags spørgsmål, som du hellere må ringe eller skrive til Tom Frandsen, den nye Mr. Køster. Og anledningen til det åbne hus, i øvrigt.

    Fællestur lyder som en god idé, for jer der kan – jeg kan desværre ikke den dag. Vær opmærksom på parkeringsforholdene deroppe i den smalle gade – der bliver nok en vis trængsel, så I kan ikke alle holde lige uden for forretningen.

    Svar
  4. Morten H

    Belæst er måske så meget sagt… Der er jo meget jeg mangler at læse op på endnu. Men jeg har da tilbragt en del tid med mit fædrene ophavs samling af både bilblade og -bøger. Og faktisk har jeg for ganske nylig taget en stor del af selvsamme samling – herunde den omtalte bog “Bag et rat” – i min varetægt (der var et fyldt Volvo 740 bagagerum). Den ‘gamles’ samling supplerer nu mine egne bogindkøb og de mange engelske bilblade på fornem vis oppe på loftet, i kælderen, og hvor det nu ellers lige var plads…

    Svar
  5. jewer

    @Morten. Ved ikke rigtigt hvor meget spændende, der er. Det drejer sig primært om div. Classic & Sportscar, Thoroughbred & Classic Car, Bilmagasinet osv. Mener der er en del hele årgange af T & CC.

    Svar
  6. Claus Ebberfeld

    Byttebørs! Det lyder da vældigt spændende, jewer. Og “hele årgange” er sådan en slags bladenes “matching numbers”.

    Morten, husk der skal være plads til en bil i garagen stadigvæk.

    Svar
  7. Morten H

    @Jewer – jeg vil meget gerne have de engelske blade – Bilmagasinet har jeg vist komplet frem til 2007 eller noget, hvor jeg så stoppede med det !

    @Dennis – fællestur er jeg med på ! Europa, Vignale eller kortege ? Volvo’en er også klar i tilfælge af regn..

    Svar
  8. Dennis

    Har desværre lige fundet ud af at jeg ikke kan komme alligevel.
    Æv så må det blive en anden gang.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.