Sidste gang en italiensk kører vandt det italienske Grand Prix på Monza var i 1966. Altså bortset fra i går.
Italien er jo en kæmpe motorsportsnation og med Ferrari har de også altid haft et sandt fyrtårn at styre efter. Især i Formel 1 (eller Grand Prix-løb, som de hed tidligere), hvor Ferrari er det eneste mærke, der har været med i hver eneste sæson siden starten. Ikke altid succesfulde, bevares – men de har i det mindste haft mere succes end de utallige italienske kørere, der har forsøgt at vinde hjemlandets Grand Prix på Monza.
Det er nemlig ikke sket siden Ludovico Scarfiotti vandt i 1966 – i netop en Ferrari. Dén sæson markerede sportens tilbagevenden til treliters motorer som det største tilladte slagvolumen, og da man kom fra en årrække med halvandenliters blev det markedsført som “Return to Power”. Hvilket var helt rigtigt – bortset fra, at ikke alle teams nåede at få fat i en passende trelitersmotor. Ferrari gjorde – selvfølgelig, for de var formentlig det stærkeste og bedst finansierede og alt muligt andet positivt at sige om teamet i 1966. Der i øvrigt også vandt VM i halvanden litersæraen med den berømte “Sharknose” kørt til titlen af Phil Hill i 1961 og igen med 158’eren kørt af John Surtees i 1964. Så de kunne godt.
“Sharknose” -156’eren fra 1961 vandt VM-titlen for Phil Hill og mærketitlen for Ferrari.
Det viste 1966 på en måde også, for Ferrari var først med en helt nykonstrueret treliters Formel 1-maskine, og de fulgte deres klassiske opskrift med tolv cylindre i et V. Rygtet sagde, at den var langt den stærkeste i feltet ved sæsonstarten – og det med “bare” omkring 360 hestekræfter. Forklaringen er, at konkurrenterne ikke var klar med deres nye motorer og at de andre treliters maskiner var baseret på gamle designs og ydede omkring 50 hestekræfter færre. Først senere kom Honda og BRM med deres op med 400 hestekræfter stærke maskiner – og med de mange kræfter fulgte manglende pålidelighed.
Som skulle vise sig at være koden til VM-titlen i 1966, da den som bekendt gik til Jack Brabham i sin egen vogn monteret med en Repco-V8 baseret på den gamle Buick-alu-motor og med godt 300 hestekræfter tilsat pålidelighed. En smuk vogn, i øvrigt. Som mange var, dengang – suk!
Jochen Rindt kæmpede med understyring i sin Cooper med den gamle og store Maserati V12-motor.
Men tilbage til Monza, der virkelig krævede motorkraft – og det havde Ferraris 312 altså nok af. Løbet var midt i sæsonen og nu var selv Honda endelig klar med deres V12’er, men lige meget hjalp det mod overmagten fra Ferrari. Italienerne havde tre fabriksbiler med og de to var ført af italienere, Lorenzo Bandini og Ludovico Scarfiotti mens Mike Parkes kørte den sidste. Eller næstsidste? For 1966 var også det sidste Grand Prix, hvor et privat team indsatte en Ferrari – men Giancarlo Baghetti kvalificerede sig kun som nummer 16 og kørte ikke omgange nok til at kvalificere sig. Parkes tog pole position og Scarfiotti startede som toer.
Jim Clark og Scarfiotti.
Rygtet siger, at der var politisk pres på, at Scarfiotti skulle vinde – for han var barnebarn af Lodovico Scarfiotti, en af de oprindelige ni grundlæggere af FIAT og dermed også under vingerne af Giovanni Agnelli, paven af FIAT i tresserne og mange år frem. På den anden siden sagde rygtet også at netop Agnelli senere beordrede Ferrari til at undlade at sætte Scarfiotti ind i Formel 1-bilerne, men kun i sportsvogne, hvor Scarfiotti havde fejret sine største succeser – ikke mindst en sejr i Le Mans i 1963 for Ferrari. Der er en skøn bette video fra dét løb her:
Ikke mindst anså Agnelli sportsvogne som sikrere. Vel, alt er relativt, og Scarfiotti døde i 1968 bag rattet af en sportsvogn. Fra Porsche, bare lige for at tvære salt i såret. Scarfiotti var på det tidspunkt ude af Formel 1 for Ferrari og havde første kørt for andre teams men derefter meldt sig under fanerne hos Porsche og gjort det rigtigt godt i hillclimbs i deres ekstreme letsvægtsbiler perfektioneret til denne disciplin. Under et hillclimb i Tyskland gik det galt og en afkørsel ud over en skrænt kostede Scarfiotti livet.
Scarfiotti i nummer 6 startede toer og vandt.
Men inden da vandt han altså Det Italienske Grand Prix på Monza i 1966. Og ja, det kan godt være at Ferrarien var den bedste bil, men Mike Parkes og Lorenzo Bandini som teamkammerater var ikke langsomme heller – og Scarfiotti slog dem begge. Og Jim Clark, Jack Brabham, John Surtees og Richie Ginther med flere. Sejren forblev Scarfiottis eneste i Formel 1, og man kan vel sige, at det bare har gjort myten bedre. Den om, hvor svært det er for en italiener at vinde det italienske Grand Prix på Monza.
Før Scarfiotti skulle man tilbage til 1952. Og efter ham op til i går: Kimi Antonelli vandt på Monza. Og det er selvfølgelig flot. Men han kørte altså i en Mercedes, så i ViaRETRO-øjne er det kun en halv sejr for Italien!
Skriv en kommentar