Frøken Winthers fornemmelse for transport

Man må forestille sig et hurtigt arrangeret møde mellem en kvinde og en mand, et forudbestemt sted på den svenske vestkyst en kort sejltur fra Danmark. Mødet var kommet i stand på opfordring af kvinden, som havde et håb om, at mødet skulle blive intenst og frugtbart og til sidst ende med en form for afkom.

Kvinden havde forberedt sig på mødet efter bedste evne, og skulle manden have nogen form for afregning, så havde hun medbragt en diskret, men fuldfed kuvert.

Aftalen var kommet i stand efter kvindens længere tids søgen i mange tidsskrifters annoncesektioner. Det havde ikke været muligt at finde nogen egnet i Danmark, så eftersøgningen havde måttet udvides til nabolandet Sverige

Manden hun endte med at udpege som den rette partner i sit forehavende boede i Göteborg, men havde indvilget i at tage turen til Helsingborg for at vise sagerne frem. Kvinden havde taget turen alene over Øresund og taget opstilling på det aftalte sted. Utålmodigt havde hun ventet og i dag kan hun huske, at spændingen ved at gøre noget grænseoverskridende for første gang og følelsen af debut var næsten overvældende.

Manden mødte op på deres mødested kørende i sin bil. En BMW fra engang i slutningen af tresserne og enkel i sit design og stilfuld med masser af sportslig udstråling. Det var dén kvinden havde i tankerne og det var den som var årsagen til at mødet kunne ligne en lummer sammenkomst på neutral grund. Her var den så, hendes udkårne og hendes første klassiske bil. Dén som skulle give hende fornyet indhold, stunder med kvalitet og glæder i tilværelsen. Parringsakten blev kort, de obligatoriske trin i dansen som udgjorde eftermiddagens ritual blev alle gennemført som det er skik og brug. Lidt spark på dækkene, motoren startet og en kort prøvetur gennemført. Efter lidt anekdoter og de nødvendige tips om bilens personligheder og særheder endte manden på toget med retning mod Göteborg. Nu uden bilnøgler, men med en kuvert i inderlommen. Han må have følt sig fattigere alligevel og hun langt rigere.

Det var faktisk sådan nogenlunde det gik til da Tina fik sin første klassiker. Og skal det være helt sandt, så var det også den allerførste bil hun havde set på efter at hun besluttede sig for at ville være klassikerejer. Modellen var blevet udpeget på et træf i Græsted, som hun besøgte sammen med sin bror. Han bor ikke længere i Danmark, men kommer hjem en enkelt gang om året. Det var på disse besøg han mente, at det kunne være rart med lidt kvalitetstid i en klassisk bil. Søskendeparret aftalte at købe bilen som delebil og arrangementet bestod i, at bilen var i Tinas varetægt resten af tiden. I virkeligheden – og dette er jeg ikke sikker på at broderen helt er klar over – er han på tålt ophold i bilen, for den er med sikkerhed mere Tinas end nogen andens.

Som sagt, så var modellen udpeget på træffet i Græsted og den endelige vogn fundet og købt i Sverige. Efter afskeden med sælger havde Tina sat sig bag rattet og kørt bilen hjem til Danmark. Modellen er en 2000 C og denne fra 1968 med automatgear. Det automatiske gear var det eneste Tina syntes, at hun skulle vænne sig til, men det er faktisk gået så godt, at hun mener, at automatgear godt kunne komme på tale i en moderne hverdagsbil.

Det er ikke svært at forestille sig euforien og begejstringen Tina må have følt ved sin første færd alene i sin nye bil akkompagneret af alle de nye lyde og dufte i kabinen. Jeg tror personligt ikke jeg kender ret meget som kan hamle op med den oplevelse. Det er nogle øjeblikke mættet med lykkefølelse og tilfredshed og ikke længe efter begynder drømmene om fremtiden med den nye bil, både på landevejene, men også i værkstedet. Dét og dét skal laves og så skal den have en ny af dén der og de der skal have lidt ny maling. Foran Tina stod nu den sædvanlige kraftanstrengelse overfor de danske myndigheder når en bil skal adopteres ind i det danske system. Tina fandt også sine overraskelser og sine egne kafkaske momenter i det trælsomme arbejde med at få ordnet toldsynet, afgiftvurderingen og den endelig afgiftbetaling. Afslutningen på dette administrative værk blev kronet med et par sorte nummerplader som Tina mener bare hører til på bilen.

Når man tager den ikke særligt grundige gennemgang af bilen ved købet, dengang på gaden i Helsingborg i betragting, så er det fristende at spørge til, om der blev fundet ubehagelige overraskelser på bilen, da den kom helt hjem og skulle gøres klar til syn? Dem var der heldigvis kun meget få af og i virkeligheden kun småting, fortæller Tina, og heldigvis ikke noget overvældende. Bilen skulle have nye bremserør og nogle andre småting. Mens arbejdet stod på fik Tina lov til at gå sammen med mekanikeren og følge med og pille lidt ved bilen selv. Hun vil gerne have indsigt i miljøet og værkstedsstemningen, når der arbejdes på bilen. Hun fik skrabet en del store kager af gammelt rustbeskyttelse af undervognen og penslet et nyt frisk lag beskyttelse på. En kosmetisk, men ikke mindst klog beslutning. Vi kender vist alle mulighederne for skjult terror de store klumper af bitumen kan skjule i et gammelt bilkarosseri. Tina fik syn for sagen og fandt heldigvis ingen rust.

Den første rigtige køretur i ens nye klassiske vogn, på danske nummerplader og med gyldig forsikring, er altid en af de oplevelser man sent glemmer. Det er her det hele gerne skulle gå op i en højere enhed. Det blev en uforglemmelig oplevelse for Tine, og kort fortalt endte turen med en sammenbrudt gearkasse. Det var en bestemt del som var brændt af – en helt normal fejl på automatgearkasserne på disse BMW-modeller – fortæller Tina. Det var ikke den originale gearkasse som sad i bilen, men hun havde fået den originale med i bagagerummet, da hun købte bilen. Og dén gearkasse havde samme problem. Løsningen var enkel nok: Få repareret den originale gearkasse og sæt den i bilen. Og sådan blev det. Dog måtte hun bruge utallige timer på internettet før de rette stumper blev fundet og bestilt. Tina fortæller, at hun kunne vågne midt om natten og huske reservedelsnumrene på de stumper hun var blevet orienteret om at finde. Særligt nummeret på den ødelagte del CF3HP12 står tydeligt i hendes erindring efter de lange internetsøgninger.

Nu er gearkassen nyrenoveret og kører som den skal. Desværre har Tina og hendes mekaniker opdaget, at to af cylindrene har lavere kompression end de andre og noget tyder på, at der venter et job med ventilsæder eller nye stempelringe. Under alle omstændigheder tager de hånd om problemet den kommende vinter, så bilen er klar når sæsonen begynder igen.

Jeg spørger Tina om standen på hendes bil er som hun vil. Jeg er ret vild med at den er lidt ramponeret og brugspatineret, og synes det står lidt i kontrast til Tinas meget soignerede og stilsikre fremtoning og det finder jeg interessant. Hun fortæller, at hun ønsker, at bilen skal bevare sin nuværende finish, men at hun gerne vil have sædebetræk og interiør til at fremstår lækkert og uden fejl og mangler. Ligeledes vil hun gerne, at alting virker som det skal og at bilen er i god mekanisk stand. Tina vil gerne bruge bilen til ferieture, så hun ser nødvendigheden i at have tillid til bilen. Hun fortæller, at hun er blevet ganske overrasket over HVOR mange som har negative kommenterer til bilens patina og at hun ofte er nødt til at forsvare sin bevæggrunde for at holde bilen som hun gør. Det kræver ikke meget pres fra mig for at få hende til at indrømme, at hun finder det temmelig irriterende og generende. Det forstår jeg så udemærket. “Jeg vil ikke have en nyrenoveret bil, men en bil der fortæller om det lange liv den har haft”, siger hun.

Tina ved, at inden hun fik sin BMW, har den opholdt sig i Sverige i hele dens levetid, og langt hovedarten af den tid på øen Gotland. Der begyndte den sit liv og blev brugt som en sommerferiebil af en famile som kom til øen i feriesæsonenerne. Da den havde aftjent sin værnepligt hos familien stod den stille i næsten 15 år, stort set indtil Tina købte bilen af manden i Göteborg. Samlet har bilen kørt 85.000 km og de sidste 5.000 km i Tinas ejerskab. Man forstår godt, at Tina værner om BMW’ens fremtræden, simpelthen fordi det virker som det mest sympatiske.

BMW 2000C 1968 i farven Charmonix Weiss

Baggrunden for modellen var succesen med 1500, 1600 og 1800-modellerne, hvor BMW besluttede sig for at at lancere en coupéversion af den populære sedan. Bilen blev kaldt 2000C (eller CS) og var en ægte GT-bil. Bilerne blev bygget hos karosserifirmaet Karmann i perioden mellem 1965 og 1969. Det var første gang BMW havde brugt en 2-liter version af M10-motoren i en produktionsbil

Klik på billedet for stor størrelse.

2000C-chassiset blev brugt til at udvikle den senere E9 Coupé, herunder den legendariske 3.0CSL. Den nye motor på 1990 ccm havde oprindeligt 100 HK i 2000C-versionen. Senere i 2000CS (CS står for Coupé Sport) fik BMW med et par forbedringer, primært en ekstra karburator og et anderledes tændingssystemen, 120 HK ud af motoren. Men begge biler havde samme 4-trins manuelle gearkasse som standard, mens 2000C havde en valgfri 3-trins automatisk gearkasse som option til købere.

Udformningen af den nye coupé var kontroversiel. Det meste af designet er inspireret af den tidligere 3200CS Coupé og Neue Klasse-sedanen, men den forreste del af bilen var helt ny. Den havde de klassiske to nyreformede kølergitre sammen med forlygterne og en rustfri stålkofanger. Forlygterne havde kromlister på yderkanten og resten af fronten af bilen var lavet i lakeret stål. Det er BMWs daværende direktør for design Wilhelm Hofmeister som bliver krediteret for designet, men der har nok også været andre til at føre blyanterne hos BMW, idet Hofmeister mange steder er beskrevet som en bedre leder end som designer. Dengang var der mange – både fagfolk og private – som kritiserede 2000C’s dristige design og de klagede over, at det så stumpt og mærkværdigt ud. Den fik næsten øjeblikkeligt ry for at ligne en båd, men i årenes løb er bilen blevet accepteret som klassiker og dens design værdsat og de fleste nikker i dag anerkendende til bilens særlige kendetegn.

Wilhelm Hofmeister bliver også udødeliggjort i designkredse idet han får lagt navn til Hofmeister-knækket (på tysk Hofmeister-Knick, på engelsk Hofmeister Kink). Knækket er en designdetalje som levede længe hos BMW. Detaljen består i al sin enkelhed af en fremadrattet bøjning ved C-stolpen. Blandt de første biler med dette designtræk var General Motors todørs biler fra 1949, Lancia Flaminia Sport Zagato fra 1958 og Lancia Flavia Coupé fra 1961. Trods det at detaljen bliver brugt bredt i hele bilindustrien er udtrykket “Hofmeister-knæk” generelt anvendt i forhold til biler fra BMW, hvor detaljen ellers først optrådte fra 1961, nemlig på 3200 CS og 1500 på Frankfurt Motor Show.

Hofmeister-knækket – den fremadrettede bue ved bagruden lige ved BMW logoet – er en karakteristisk detalje på 2000C-modellen.

I løbet af de fire års produktion blev der bygget 13.248 eksemplarer af Neue Klasse Coupéen. Ud af disse var de 9.999 2000CS og 3249 var 2000C.

Tina fortæller mig, at hun har et blødt punkt for Sverige, for som hun siger, så har landet en enestående natur med masser af ro og mulighed for eftertænksom “stilletid” i bilen. Det er allerede blevet til længere ture i Sverige med besøg på træf og et par runder på Mantorp Park. Det bliver til flere ferieture der fremover. Sveriges store motorkultur har haft indflydelse på hendes kærlighedsforhold til landet, et forhold hun har dyrket igennem sin anden store passion, motorcyklen. Tina har kørt motorcykel i over 15 år så helt jomfruelig i oktan er hun altså ikke. Hvilket mærke hun kører når det gælder køretøjet med to hjul? Gæt selv!

Jeg mødte Tina og hendes BMW i farven Chamonix Weiss på Arne Jakobsen-tanken denne sommer. Alle kan vel forstå, at jeg nød synet af den sødmefulde ekvipage og straks måtte lave en aftale om en snak om hendes bil og muligheden for at fotografere dem begge til ViaRETRO.

“Det må du meget gerne, hvis du mener bilen kan bære det”, svarede hun.

“Er du da tosset? Om den kan bære det? I allerhøjeste grad!!!”, må jeg udbryde i dag.