Bilmesse i Fredericia igen: Velkommen stærkt tilbage!

Det føltes som om det var to år siden sidst, og jeg var langt fra den eneste med messeabstinenser. Det var turen værd: Danmarks største klassikermesse er tilbage.

Så vidt jeg kunne afgøre med det blotte øje var konceptet egentligt helt sig selv: Officielt hedder messen “Bilmesse & Brugtmarked”, og den indeholder præcis det der står på emballagen. Undertitlen er “stedet hvor købes og sælger mødes”, og det er ligeså rigtigt. Kodeordet er her “mødes”, og det har jo generelt været en mangelvare i over et år. Det var nok en af årsagerne til at der var helt usædvanligt mange gæster den første åbningsdag lørdag, hvor jeg besøgte messen. Det førte først på dagen til køer for både bilerne og ved personerne ved indgangene, men alene det at det ikke er forbudt at stå i kø føltes jo nærmest som et privilegium.

Allerede ude på parkeringspladsen var det godt: Knivskarp Supra her.

Jeg mødte de første kendte ansigter allerede på parkeringspladsen, og sådan fortsatte det faktisk dagen igennem: Jeg var der som udsendt reporter for ViaRETRO og ikke som køber, ligesom dem jeg mødtes med ikke nødvendigvis var sælgere – men det er jo altså det fysiske messer også kan som mødested, og jeg havde en pragtfuld dag. Jeg ved at flere på højden af coronaangsten spekulerede på, om messer og håndtryk nogensinde ville vende tilbage, og svaret er heldigvis ja. 

Med det sociale aspekt dækket så er der selvfølgelig bilerne at bedømme en bilmesse efter, og det aspekt skuffede heller ikke: Det er klart, at hvis man er til superbiler og eksotikere fra den øverste hylde, så havde man været bedre tjent med en billet til Padova i Italien, der samme weekend holdt deres messe. Men hvis man kan lide hverdags-, budget- og lønmodtagerklassikere, der er lige til at køre hjem i, så var der masser at komme efter i Fredericia. Og ikke mindst, så synes jeg selve bilerne var bedre end på de sidste messer. 

Morgan Plus 8 i en rigtig lækker farvekombination til 350.000 kroner.

Uoriginal motor som purister vil hade – men andre ser som en forbedring. 

Således var der mindst en håndfuld biler, der virkelig ville have været kandidater til min garage, hvis jeg havde været på indkøbstur – så det var godt nok, at det ikke var tilfældet. Den første bil jeg blev imponeret af var en tidligere Teknisk Skole-bil, en 1977 VW Golf 1,1 med under 1.000 kilometer på tælleren. Jeg har altid været glad for den første Golf, der er genial i al sin enkelhed, og det her var en af de bedste jeg har set længe. Til 109.500 kroner? Jo, det er helt fint med mig for en praktisk taget ny Golf. Og jo, jeg ved godt der har været skruet på den, men det bar den altså ikke præg af. 

Hvis man var til lidt mere autentiske klassikere og måske lidt mere kant og finesse, så var der to brilliante franske kandidater lige ved siden af hinanden: Renault 16 og Citroën GS Break. GS’eren var dyrest men 16’eren bedst, og dén diskussion bliver man ikke færdig med lige med det samme. Min stemme gik til Break’en, som bestemt også kunne stå i min garage. Hvis det var. Hvilket det ikke var. 

De tre førstnævnte her var helt regulære klassikere, men hvis det skulle være lidt mere eksotisk (dog uden at nogen opdagede det), så kunne den blå BMW 5-serie bruges. Den lurede jeg noget på, da den trods beskrivelsen “helt original bil” ikke var det – men den var heller ikke langt fra. Standen virkede fornuftig og en 1986 M535i er nu engang noget særligt, og denne var med dansk afgift. Og blå stofsæder, gudhjælpemig: Lige som jeg vil have det! Men den var dyr og special nok til, at det nok ville være klogt at rådføre sig med en ekspert i modellen lige under M5. Hvis en sådan sagde god for den, så ville denne fint kunne afløse min S-klasse som firmabil – selvom den ville være lidt over minimumbeskatning.

Samme tanke havde jeg med en endnu mere afvigende fra original Jaguar Mk2. Det var en 3,8 med femtrins Getrag-gearkasse, sæder for og bag fra en BMW, andre skærmkanter og med Minilitefælge under, men den var renoveret for tyve år siden og karosseriet så stadig virkelig godt ud. For 250.000 kroner får man normalt ikke meget manuel 3,8, men en køber med dårlig ryg ville måske synes det var den helt idéelle køre-Mk2? Jeg kunne godt lide den. 

Men som sagt: Sådan havde jeg det med så meget. Urestaureret Ford Granada van? Original Honda Civiv 1,3S (ligesom min gamle, bare perfekt!)? Flot Mercedes 190E 2.3-16? Jatak til det hele. Sådan er der også andre der har tænkt – og gjort, for der var lørdag eftermiddag allerede mange “Solgt”-skilte i bilerne. Mazda RX7, Ford Escort XR3i, Mercedes 190 2.3-16, BMW M3, Folkevogn Boble med flere. Igen efter fornemmelsen: Der var også mere gang i handlen end på den sidste messe. 

Min favorit blandt alle bilerne: Den røde Lotus Elite Super 95 fra 1962. Prisen på 690.000 kroner var måske i den høje ende, men Eliten er i mine øjne Lotus, når de var bedst – og så er det en virkelig smuk og veldesignet lille bil. Ikke perfekt, bevares – men det har Lotus heller aldrig handlet om.

Det var denne konkrete bil heller ikke, men der er kun lavet omkring 1000 Elite og væsentligt færre Super 95, og der var ingen biler på messer jeg hellere havde taget med hjem. 

Hvad siger I andre, der var på messen – og jer, der ikke var? 

Som afskedssalut messens mest ambitiøse projekt: En Daimler SP250 “Dart” til rørende billige 60.000 kroner. Forkert motor, forkert og virkelig frygtelig grill og bare ringe stand generelt. Men altså: Det er billigt.

OBS: Mange gange undskyld for billedkvaliteten. Jeg var blevet så rusten med de messer, at jeg nok havde husket at lade mit rigtige kamera op – men havde glemt at kontrollere, om der var hukommelseskort i. Så alle billeder er taget med en gammel telefon, hvorfor de ligner noget fra en Ugens Fund-annonce. Endnu en gang undskyld!