Bilhygge på Techno Classica

Det er altså lidt pudsigt som hele verden tilsynladende ikke helt kan slippe hele “post-Corona” emnet. Selv i år – Techno Classicas andet år efter Corona genåbningen – var det et tema som der stadig blev talt om. Men uanset, så var der virkelig mange godter som man kunne beundre, drømme om og investere i. Alt fra billige youngtimere til det mest sjældne og eksotiske man nærmest kan forstille sig.

Personligt så nyder jeg altid Techno Classica. Det gjorde jeg første gang jeg trådte ind på messen omkring 20 år siden, og det gjorde jeg bestemt også denne gang. Der var også flere udstillere i år end der var sidste år, som indrømmet var en lidt sløj start ovenpå Corona nedlukningen. Når det er sagt, så var i år ikke oppe på niveau med Techno Classicas storhedstid omkring ti år siden, hvor både Mercedes-Benz, BMW og Porsche hver især fyldte en hel hal. Deres tilstedeværelse er nu markant mindre, og dertil har Brexit ført til at de engelske forhandlere desværre helt udebliver.

Jeres to ViaRETRO-korrespondenter på deres rigtige arbejde!

Men kvaliteten af bilerne fejlede bestemt ikke noget! Det er naturligvis et temmelig grundliggende element, og spændviden var dejligt bred. Nu var jeg ret beset på arbejde i Essen, men jeg nåede dog rundt i de forskellige haller, og jeg mener umiddelbart at den billigste bil jeg spottede var en lille rød Peugeot 205 CJ 1,4 som stod til EUR 5,000. Jeg fik desværre ikke lige taget et billede, men med taget nede vil den uden tvivl gør sommeren lidt mere sød for næste ejer, og så er det vel en pris som de fleste nok kunne overskue. I den modsatte ende stod der en sand drøm af en Ferrari 250 GT swb Berlinetta hos Lukas Hüni – og ikke bare hvilken som helst swb, men den ultimative spec i form af en sjælden SEFAC hotrod udviklet til NART, og så var denne tidligere kørt af intet mindre en Rodriguez brødrene! Der stod ganske vist at bilen ikke var til salg, men det ved vi jo alle sammen ikke passer.  Står bilen præsenteret forrest på Hünis stand, så kan den nok også købes, men vi er oppe i tocifret million beløb i Euro, og mon ikke det skal starte med et 2 tal?

Som altid i Essen, så var der et helt urealistisk antal Mercedes-Benz 300 SL i både Gullwing og Roadster format. Og 911ere i enhver afskygning selvfølgelig. Men det hører sig ligesom også til når nu man er på bilmesse i Tyskland, og faktisk synes jeg at der var større og rigtig flot variation end sædvanligt blandt de italienske klassikere, mens også de britiske og franske var fornuftigt repræsenteret.

Personlige favoritter var der mange af, og måske er jeg en anelse farvet når jeg starter med at nævne en bil som stod på vores egen stand. Normalt ville jeg faktisk ikke gøre det, men jeg var og er fortsat helt forelsket! Det skete allerede første gang jeg så denne bil, og jo mere jeg gik og kiggede på den i løbet af ugen, jo mere voksede min fascination for den skønne italienske diva. Enhver Daytona er jo pragtfuld, men én af de 122 fabriksbyggede Spidere trækker jo straks bilen op i en helt anden liga. Lig dertil at bilen er 1-ejers, har kørt sølle 3,862 miles fra ny, og fuldstændigt urenoveret og fortsat står i sin originale Marrone Metallizzato lakering… jamen, jeg er tabt for ord… Men læs lige navnet på den farve igen – det smagere altså godt.

Marrone Metallizzato

Men som sædvanligt, så var der også en Maserati som gjorde særligt indtryk. Ja, faktisk var der flere, men en Maserati A6G/54 2000 Allemano vækker for alvor romantikeren i mig. Denne fremstod med solid patina, som nok ville sætte min respekt for bilens historie og originalitet lidt på en prøve. Men så kunne man jo bare køre i bilen og nyde den som den er i et par år, mens man fundere over hvorvidt renoveringen skal begrænses til ny lak, eller om den aldrene italiener skulle have hele turen både inde og ude. Det er et luksusproblem som jeg ønsker mig inderligt.

Efter fem dage på messen var det helt tydeligt at publikum – ligesom jeg – hyggede sig gevaldigt, og nød alle drømmene og diskusionerne som de dejlige klassikere sætter gang i. Udstillingen var flot og de besøgende virkede glade. Men uden at jeg endnu har haft adgang til besøgstal for 2023, så virkede det altså som om at der var færre besøgende end normalt. Bevares, flere end sidste år naturligvis, men lørdag var den eneste dag hvor der var fyldt godt op i hallerne, og pre-Corona var den slags altså utænkeligt.

Dertil virkede købelysten desværre også lidt begrænset. For at vende tilbage til overskriften, så var der måske lidt for mange som kun var kommet for at hygge? Vi havde jo ikke noget til salg på vores egen stand, da vi var i Essen mere for at promovere vores kommende auktioner og for at networke. Men de forhandlere jeg talte med, de virkede alle en anelse mellemfornøjede. Nu var det ikke bål, brand og katastrofer. Slet ikke. Der var da SOLGT skilte spredt rundt i diverse forruder, men det er lidt bekymrende at der ikke blev lukket handler på nær samme niveau som sædvanligt. Det er jo helst ikke en trend som skal have lov til at udvikle sig, for standene på messen er dyre nok, så hvis ikke forhandlerne tjenere pengene hjem igen, så vil de jo ultimativt set nok ende med ikke at støtte op omkring messen. Og det ville altså være en katastrofe, for jeg kan virkelig ikke forstille mig at skulle undvære Techno Classica hver april måned. Men nu er det jo heldigvis heller ikke der vi er endnu, så jeg vil bare glæde mig over endnu en fin Techno Classica og til sommeren som er lige om hjørnet…