Miura. 

Så behøver man ikke sige mere, før alle bilentusiaster ved hvad man taler om. Og er enige om, at det her er een af verdens smukkeste biler nogensinde. Nu er smuk selvfølgeligt stærkt subjektivt og evig genstand for diskussion – men lige præcis Lamborghini Miura er en af de ganske få biler, der simpelthen er hævet over den diskussion. Og er der engang imellem en kontrær person, der mener noget andet – så er det ham, den er gal med, ikke bilen.

Man kan stadig diskutere, om Miura nu helt eksakt var verdens første supersportsvogn – men man kan ikke se bort fra, at det er den status den har fået i den brede befolkning. Det er sådan en prestigeting, kan man sige, og ud fra dét er en Miura noget ganske særligt og vil altid forblive det. Det er tusind årsager til det og mange steder man kan tage fat i at forklare og meget er skrevet, sagt og fotograferet og fortalt. En af de ting, der altid har fascineret mig er farverne.

Blu Spettrale Metallizzato

Jeg postede ovenstående billede på Facebook forleden, ikke mindst på grund af farven. Den hedder “Blu Spettrale Metallizzato”, og selv navnet alene er jo fantastisk smukt. I dén farve spiller Miuraens skønhed på den helt klassiske elegance, tresserdesign fra Italien i sin allerbedste form. Sådan noget som Agnelli kunne have kørt i. Bortset fra, at han selvfølgelig som øverste chef for FIAT ikke kunne køre en Lamborghini – men I forstår hvad jeg mener. Der er flere af den slags afsindigt smukke nuancer, og jeg ser næsten dagligt en “Azzurro Mexico Metallizzato” ude på mit arbejde – lysere, lettere og om muligt endnu mere elegant.

Men en af de mest berømte farver gør bilen til noget helt andet. Det ligger også at høre i navnet. Jeg tænker på “Verde Scandal”, der også var en af de første farver Miura blev vist i, og farven er også kendt simpelthen som “Verde Miura”. Intet er simpelt med Lamborghini og Miura, så at en farve har flere navne er noget af det mindste af det, men “Verde Scandal” er det bedste navn. Prøv at forestille jer, hvordan den farve har set ud i gadebilledet i 1966, hvor mænd gik i jakkesæt med hvide skjorter og damer i den lille sorte. 

Der har mig bekendt aldrig været noget lignende på en bil (på det tidspunkt), for “Verde Scandal” er ikke rigtig grøn, men sådan næsten gul-grøn. Den er heller ikke neon, og heldigvis heller ikke rigtigt skrigende og ja, den er nærmest skandaløst svær at indplacere på en farveskala. Sådan rent stiligt er den også nærmest stik modsat af de førnævnte elegante blå metallakker. 

Verde Scandal

Men utroligt nok fungerer Miura ligeså godt i “Verde Scandal” – det bliver bare en helt anden bil. Verdens hurtigste og smukkeste sportsvogn er det jo stadig, men nu er det utænkeligt at en respekteret forretningsmand kunne køre i den. Nu udstråler den ikke længere klassisk skønhed og statuer i marmor, men høj musik, fri sex og forbrugsræs. Hvor passende af supermodellen Twiggy kørte i en – og ja, hendes var “Verde Scandal”. Superrockstjernen Rod Stewart kørte også Miura, og jeg mener han havde flere – herunder en gul, der giver bilen et helt tredie udtryk. 

For at gøre en lang historie kort: Den findes ikke en dårlig farve til en Miura, og bilen udtråler uanset hvilken kulør altid supersportsvogn. Men jeg har altid fundet det fascinerende, hvordan den eksakt samme form kan ændre så meget udtryk alene med en farve. Endnu en superkvalitet ved denne supersportsvogn.

God weekend

Claus Ebberfeld

Mere citron end Citroën …

Af Michael S. Lund

Alejandro de Tomaso solgte i 1970 Carrozzeria Ghia til Ford, fordi han havde svært ved at drive butikken. Der eksisterede allerede en relation mellem de to, da Ford jo leverede motorer til de Tomaso, så det var et oplagt sted for ham at henvende sig, da han skulle sælge firmaet. Dermed var Ghias lykke dog ikke bare sådan lige gjort (bortset fra, at de slap for at lukke!), for allerede i 1973 endte Ghia reelt med kun at være et udstyrsniveau hos Ford.

Det er således 50 år siden, men nu er det er ikke en fødselsdag, klummen skal handle om, så vi går hurtigt videre i teksten. Ghia fortsatte nemlig også som et værksted, der byggede konceptbiler for Ford, og det er nogle af dem, vi skal se på.

Ford kaldte flere af deres konceptbiler for Probe, hvor den første (big surprise!) hed Probe I. Navnet ”Probe” giver i sig selv mening, for det betyder ”Sondere” (og som substantiv: “Sonde” i betydningen f.eks. “rumsonde”; en genstand der bruges til/ “sendes ud” for at undersøge XX) – og det var netop, hvad Ford gjorde … de sonderede terrænet (tog temperaturen på markedet) med deres konceptbiler.

Som en lille sidebemærkning til det, så lancerede Ford også en produktionsbil, i 1988, der havde modelnavnet Probe. Bilen blev til i et samarbejde med Mazda og var tænkt som en Mustang-afløser. Ford Probe var en total fiasko (og tilfældigvis 35-års fødselar, men ej heller den fødselsdag skal der dvæles yderligere ved) … Ford og Mazda havde med Ford Probe-produktionsbilen åbenbart ikke fået sonderet terrænet godt nok!

Ford Probe I (den første af Probe-konceptbilerne) fra 1979 var baseret på Fords Fox-platform, som blandt andet Ford Mustang af 3. generation var bygget på. Men i stedet for den meget kantede profil, var der virkelig gået til den, når det gjaldt aerodynamikken i Probe I. Med en cw-værdi på 0,25 var timingen egentlig meget god, for verden stod lige midt i den 2. oliekrise, men formen var alligevel for outreret til kunderne.

Senere kom Ford Probe II fra 1980, der var en 5-dørs hatchback, men brugbare billeder eksisterer ikke rigtigt, så vi lader det blive ved det.

Anderledes forholder det sig med Ford Probe III fra 1981, der allerede året efter, i 1982, endte som produktionsbilen Ford Sierra for mange af detaljernes vedkommende.

Ganske vist var noget af aerodynamikken gået fløjten ved transformationen til produktionsbil. Cw-værdien i Ford Probe III var 0,26 og 0,34 i Ford Sierra. Alligevel var Ford Sierra en af undtagelserne fra reglen om, at biler fra 1980’erne var kantede. Sædvanligvis bliver Uwe Bahnsen – som leder af designteamet – krediteret for designet, men i virkeligheden var det franskmanden Patrick Le Quément, der stod bag. Patrick Le Quément blev senere designchef hos Renault, og det var under hans ledelse, at biler som Renault Twingo (1. generation), Avantime og Vel Satis blev til.

I 1983 kom Ford Probe IV, som igen var et lidt for outreret design, men med en cw-værdi helt nede på 0,152. Under huden var den ret traditionel … med 1,6 liter frontmotor (dog tiltet over på siden for at muliggøre en lav motorhjelm) og træk på baghjulene.

De omtalte konceptbiler har alle været Ford Prober, men under blåoval-mærket var der jo også Lincoln-divisionen for luksusbiler, og for dem byggede Ghia (også i 1983) Lincoln Quicksilver. Hold da op for en bil, det ville have været nemmere at tro på, hvis nogen havde sagt, at det var en Citroën-konceptbil!

I og for sig synes jeg, at Lincoln Quicksilver var ret sej, men der var noget med proportionerne: den eksorbitant lange akselafstand og den korte front. Og hvad med ventilationsåbningerne bagtil? Forklaringen var, at Lincoln Quicksilver havde centermotor. Det med centermotor skal forstås helt bogstaveligt, for alle Ford-konceptbilerne kunne faktisk køre og således også Lincoln Quicksilver, der var baseret på … og hold nu fast: AC 3000ME!

Jeg mindes at der på et tidspunkt var en vis interesse i AC 3000ME i det chefredaktionelle hjørnekontor (Rigtigt husket, genlæs eventuelt denne artikel: The one that got away (episode 47): AC 3000 ME – RED.)  . Sådan set gav det jo mening for redaktøren, for AC 3000ME var drevet af Ford Essex V6’eren, så der kunne dannes en fælles motorpool med Reliant Scimitaren.

Ghia havde forlænget AC 3000ME-rammen med den centralt placerede tværliggende motor og transmission. En interessant detalje var, at gearkassen blev trukket via en triplexkæde. Alt i alt var Lincoln Quicksilver en aparte bil … faktisk så meget, at den heller aldrig gik i produktion. Hvem skulle have troet, at en Lincoln næsten kunne se mere citroënsk ud end en Citroën …

Ford fortsatte med yderligere en konceptbil, der skulle blive den sidste i Probe-sporet, nemlig Ford Probe V fra 1985. Ford Probe V gik formmæssigt helt amok i sin stræben efter fremtiden, der (meget apropos fremtiden) fik en DeLorean DMC-12 til at fremstå som en oksekærre til sammenligning.

Til gengæld kunne Ford Probe V brillere med en cw-værdi på bare 0,137. Under skallen var drivlinjen en 4-cylindret motor med 4 ventiler per cylinder på tværs lige foran bagakslen, så ikke noget med brændselsceller eller atomreaktor – og flyve, det kunne den dog heller ikke!!

Med Probe-konceptbilerne fik Ghia noget at lave, og Ford kunne fremstå som dristige, næsten på den tids Citroën-niveau. Meget lidt endte dog i produktionsbilerne, det sørgede bønnetællerne i Dearborn for. I modsætning til deres franske kollegaer i Paris – men til gengæld gik det jo heller ikke så godt for Citroën …

Ugens Foto: Twiggy

Ugens Skuffelse: Ingen plader

I går fredag formiddag kom der endelig brev fra SKAT i forhold til afgiften på min nye firmabil. De havde problemer med deres IT-system og kunne derfor ikke noget som helst med veteranbiler. Jeg gætter på, at flere af jer derude må være blevet ramt af det samme? Jeg er dog ikke sikker på, at der findes nogle, der er blevet mere skuffede og frusterede end jeg! Jeg havde SÅDAN glædet mig til at skulle køre til messe i Fredericia i den fede nye slæde – men sådan bliver det ikke. 

Da jeg for længe siden (dengang jeg troede at jeg rent faktisk fik bilen snart…) har planlagt en debuttur til det sydtyske inden Techno Classicamessen 12. april (som jeg også ville køre i den til), så måtte jeg nøjes med at køre en længere testtur på prøveplader i går. Det var desværre en udsøgt fornøjelse. Jeg er dog nødt til at køre endnu flere testture henover weekenden og i næste uge, for jeg vil være sikker på at den virker inden jeg kører tusind kilometer sydover på en flot debuttur. 

Og krydse fingre for, at SKAT får deres system op at køre. Hvilket jeg dog er stærkt pessimistisk overfor, da næste uge er påskeuge, og jeg tænker de alle tog på påskeferie i går. Så jeg er faktisk alvorligt bange for, at jeg slet ikke får min nye bil før efter Techno Classica. Hvilket gør det endnu mere vigtigt med mine testture i de kommende dage: De skal læse min ufattelige skuffelse væk. 

Ugens Fund: 1992 Opel Corsa GSi til 75.000 kroner

Sælgeren beskriver sin bil som en “lommeraket”. Det er en meget god betegnelse, for en GSi (når det er en Corsa) er ikke helt en GTI-klasse-bil, men sløv er den heller ikke. Blandt andet fordi den også størrelsesmæssigt er under GTI-klassen så rækker de omkring hundrede hestekræfter fra 1,6-liters motoren til en hel del – ikke mindst ren spas og køreglæde. Corsaen blev faceliftet i 1990, og det er sådan een vi har at gøre med her. Hvilket også betyder, at den ikke er veteran endnu. 

Den konkrete bil er renoveret, siger annoncen også. Jeg bemærker med glæde, at der ikke står totalrenoveret, men det efterlader selvfølgelig en del spørgsmål om hvad der egentlig er lavet. Som det fremgår af billeder fremstår den ikke helt originalt: Den er sænket og fælgene er forkerte, men det ser ikke decideret skrækkeligt ud – men den rigtige køber ved selvfølgelig godt den rigtige vej at gå! En original Corsa GSi ser man ikke hver dag. 

Den står til denne pris på messen i Fredericia, så jeg ser den senere i dag. Og det kan I også. 

Tak for tip til redaktøren, der fandt den selv. Se annoncen her: Opel Corsa GSi

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens bonusannonce: “Totalrenoveret dog skal have tjekket bremser og lys”

Dét der kan man simpelthen ikke skrive, men det står der ikke desto mindre i annoncen. Sælgeren har tydeligvis ikke læst min artikel for halvanden uge siden om “Hvorfor man ikke kan få en totalrenoveret bil for under en million”, eller også er han ved at smide næsten en million ud af vinduet, for han har sat prisen til 65.000 kroner.

Men det er en lækker nok vogn han prøver at sælge under den falske beskrivelse (der også kalder bilen for “den grønne frø”, selvom den er blå?), for en NSU Sport Prinz er noget ganske særligt. Ægte italiensk design og solid og lækker tysk mekanik. Hvis man kalder den førnævnte Opel Corsa GSi en “lommeraket”. så ved jeg snart ikke hvad man skal kalde den her, men den er i hvert fald både mindre i størrelse og i raketfart. 

Sælgeren har ikke gidet at køre bilen ud af garagen, og der er heller ikke plader på – så måske kan den slet ikke køre? Noget er der sikkert lavet, men jeg har den klare fornemmelse, at dette er et af de tilfælde, hvor det er nemmere at spørge konkret hvad der ER lavet, end hvad der IKKE er lavet og at ordet total kan nok højest bruges i forbindelse med den olie der (måske) er hældt på den. 

Hvis ikke bilen havde været så lækker, herunder i den aldeles pragtfulde farve, så havde jeg ikke gidet omtale den. Men I kan finde annoncen hér, og så selv arbejde videre derfra: NSU Sport Prinz

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend