Register

9 + 2 =

A password will be e-mailed to you.

Fredagsfrustration: Min garage er ikke færdig

Efterhånden laver jeg jo ikke andet end “noget med biler”, og det er skønt. Men mit eget garageprojekt lider under det.

Altså, jeg HAR jo en garage. Men før den bliver min drømmegarage, så er der et stykke vej. Det var sidste vinter/forår, at planen for hvordan jeg kunne få noget lidt lækkert skruet sammen langsomt meterialiserede sig. Og jeg kom endda i gang. Og kom så langt, at jeg kunne se teorien holde nogenlunde stik: Det skulle nok blive godt. Eller godt og godt – i hvert fald med masser af atmosfære. 

Men så gik jeg i stå. Henover denne vinter og indtil videre i dette forår er jeg stort set ikke kommet videre. Til gengæld har jeg lavet alt muligt andet med biler, og ja, har faktisk haft det virkeligt sjovt med det. Og der er flere spændende ting i kalenderen for i år – herunder selvfølgelig vores Klub ViaRETRO-ture, diverse historisk motorsport, køb og salg i forbindelse med mit arbejde (men stort set intet på privatfronten), besøg, snakke og i det hele taget alt det jeg elsker med biler. Hvilket er rigtigt meget, hvorfor jeg også grundlæggende er nærmest lykkelig.

Frustrationen over det stagnerede projekt toppede bare lige præcis denne fredag morgen, da jeg jog en kat ud af garagen! Dét var ligesom topmålet. Meget kan jeg acceptere i min garage af mangler – men jeg vil satme ikke have katte derinde! 

Så jeg har brug for en åndelig opbakning, trøstende historier, hjælp til at se lyset igen: Er I gået i stået med projekter? Hvordan kom der gang i dem igen? Har I et godt middel imod katte? 

Jeg var på besøg i Classic Car House i Lyngby i går. De har lavet et værkmesterkontor i deres værkstedsudstilling. Sådan eet vil jeg også gerne have. Men jeg er frustreret over, at jeg skal have et værksted først…

14 kommentarer

  1. Dan Wils

    Hr. Ebberfeld… Et godt råd fra én som ved et og andet om projekter..
    Tag et langt skridt væk fra det (ikke længere end du stadigvæk kan se det) og lav så nogle delmål.. Det besværlige og tunge arbejde betaler du dig fra, dermed sker der en fremdrift der gerne skulle foranledige dig til at træde tilbage med fornyet kræfter..
    Katte… Cayennepeber og Chili.. Drys det i rigelige mængder…

    Svar
  2. Skaanning

    For at komme videre og finde gejsten har man ofte brug for inspiration og indspark. Og det kan du helt sikkert få fra folk her på siden. Men mon et det kræver et par fotos eller 3 af garagen? Så vi andre kan se, hvad vi skal få gode, vilde eller tossede ideer om? Og på den måde få hevet inspirationen fra dig….. Giver det mening?

    Svar
  3. Henrik Kusk

    Hej Claus

    Mod katte er lille Aston et stærkt våben, men han er ikke til udlån🐕

    Jeg har lavet mange byggeprojekter over årene, også da jeg rejste meget; og mit råd vil være “lav noget hver dag”, også selvom det kun er småting eller oprydning

    Svar
  4. Batman

    Ja, tag det i små bidder, betal dig eventuelt fra de store grimme ting. Jeg er gået i gang med at male småsprodsede vinduer, et rent helvede. Men har taget det i bidder, stille og roligt, så går det.
    Katte: Jeg har besøg af en kat, som hver aften lægger sig oven på min nyere bils kaleche. Kalechen er lys og bliver møjbeskidt af kattepoter og hår. Jeg har nu lagt et dækken over, men det kan jo ikke være rigtigt, at man skal finde sig i det?
    Tror ikke det er godt med chili og Cayenne-peber på kluden, og det er ikke en Porsche. Gode råd velkomne.

    Svar
  5. Martin Lindø Westergaard

    @ Claus: Når der er en kat i garagen, er der ingen mus. Og når der ikke er mus, er der ingen, der gnaver i ledninger, slanger og indtræk.
    @Batman: Hvis du ikke kender kattens ejer, så sæt en mårfælde op. På et tidspunkt bliver katten træt af at gå i den. Ellers er der ikke så meget andet at gøre, end at lægge et dækken over bilen.

    Svar
  6. Peter Cocopelli

    Garager har det vist med hurtigt at blive fyldt op til renden med biler – uanset størrelse. Tænker at det der kontor er temmelig urealistisk IRL…

    Svar
  7. Jensby

    Arranger en ViaRetro arbejdsdag derhjemme og få lidt assistance fra nogle her på siden som er lidt mere til projekter end du selv er :)

    Svar
  8. Daniel

    Du er ikke alene Claus….. jeg kommer bare aldrig igang med den workshopdeltagerne garage slash man-cave (som jo var derfor jeg partout ville have hus og have)
    Købte hus med gammel garage for ca 13 år siden…rullede som det første en nylakaret projekt bil derind efter at have lavet et midlertidigt tag.. De 2 andre klassikere boede på skift i indkørslen.
    Har udskiftet det midlertidige tag en gang og det skal skiftes igen projekt bilen er nu et kørende projekt (og allerede med lidt ny rust)

    Den ene kørende klassiker blev til et projekt som jeg solgte, men nu har købt tilbage… det projekt er der ikke plads til i min egen garage så der kører jeg 25km hver vej en gang imellem.

    Har planlagt en carport i 5 år men ikke nået at bygge den…
    Ny garage ved huset afventer at jeg får solgt min fjerngarage som PT kun huser lidt stumper da der er hul i taget.

    Og nu jeg tænker over det var de 2 kørende klassikere ikke kørende da sæsonen sluttede i 2023……

    Overvejer faktisk om man ikke skulle leje bare en enkelt plads i det der classic House i Lyngby……

    Svar
  9. Claus Ebberfeld

    @jensby, var det på tirsdag du ville kigge forbi?!?

    Hvad skuer mit øje, @wintager: Er det ikke Trommeslagerens gamle Beta, der hænger dér på liften? Og en masse andre dejlige ting i eet billede og på eet sted, i øvrigt.

    Jeres gode råd har faktisk allerede hjulpet på motivationen, d’herrer: Jeg tager lige en runde derude i weekenden. Alt er bedre end ingenting. Tak!

    Svar
  10. Jensby

    Ja, det var tirsdag 😬
    Men da jeg bor på femte sal og har A112eren holdende i en offentlig p-kælder og Vespaen i knallertskuret så er jeg vist ikke den rette til at hjælpe med en garage 😂
    Ja, den Beta lagde jeg også mærke til. Sæderne hentede jeg i Motala for efterhånden nogle år siden.

    Svar
  11. Bo Jacobsen

    Jeg flyttede i andet hus for et år siden, der er garage, men den er fugtig og mørk.
    Først her i det nye år har det været muligt at fokusere på det projekt.
    Jeg har indrettet mig således at der ikke rigtigt kan ske andet før projekt værksted er færdigt, ingen olieskift på hverdagsbiler, ingen småprojekter på sidelinjen. Alt tilgængelig tid bliver brugt i værkstedet. Det er træls, men så sker der noget.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.