Hvor ville det være skønt at kunne svare entydigt på det spørgsmål.
Det tror jeg dog er umuligt, da jeg synes historien har vist os, at der kan være meget irrationelle grunde til at noget bliver en stor klassiker. For eksempel er Folkevognsboblen noget mere populær som klassiker i dag end den på stort set alle måder bedre NSU Ro80. Ikkesandt?
Men måske behøver man heller ikke noget endeligt svar, men kan bare nøjes med at snakke om det? Jeg har i skrivende stund stadig ikke sommerferie, men har som sædvanligt været meget på landevejen i den fornøjelige unævnelige. Nogle gange går vejen dog til fjernere destinationer, og så skal der motorvej til. De lange rutinetræk finder jeg jævnt monotone, og dér griber jeg ofte til podcasts. Hvor jeg faldt over serien Future Classics, der netop forsøger at finde svar på spørgsmålet om hvad der bliver fremtidens klassikere.
Navnet til trods er den befolket af tre tyske bilfolk (i øvrigt kendt fra andre podcasts, nemlig Alte Schule og Zwo aus 11), og ja – det hele er således tysksproget. Men det virker nu også meget passende, når man kører på Autobahn. Og de ved alle en hel del (muligvis årets underdrivelse, faktisk!) om biler, og konceptet er derfor ufatteligt løst: Hver episode handler om en bil, og derefter går snakken – hvorefter de efter en halv times tid afgiver deres tre stemmer på hvorvidt en given bil bliver en kommende klassiker.
Jeg finder det umådeligt interessant, det må jeg tilstå. Ikke mindst fordi nogle af bilerne slet ikke var på min radar som kommende klassikere. Mest overraskende kandidat var jo nok (blandt dem jeg har hørt indtil nu – de er oppe over på over fyrre episoder) VW Bora, som jeg synes er en dødkedelig pensionistbil. Også efter at have hørt afsnittet om den. Hvorimod jeg sagtens kan se noget potentiale i en Citroën C6. Ligesom jeg er enig i, at en Audi A2 allerede ER en klassiker.
Men at de overhovedet taler (længe og seriøst) og Porsche Cayenne, Ford Fusion, Volvo V70 Crosscountry og Opel Adam kom noget bag på mig. Til at begynde med. Snakken går altid på design, markedsposition, historisk betydning, teknik, kvalitet og alt muligt andet – altså det samme vi ofte drøfter på ViaRETRO – bare om biler der allerede er anerkendt som klassikere. Og efter at have vendt skråen en gang eller to kan jeg dog godt se, at man nødvendigvis må være tidligt ude på kurven, hvis ikke det skal blive for let.
Som for eksempel episoden om Porsche Boxster? Ja, den får enstemnigt prædikat af en Future Classic, men det tror jeg selv kræsne ViaRETRO-læsere vil være enige i – ligesom priserne også siger det: De bedste Boxsters er steget i pris. Men selv det kan vel diskuteres: Er en bil en fremtidig klassiker, fordi de begynder at stige i værdi? Fordi den solgte bedre end konkurrenterne? Fordi den var bedre kvalitet? Kørte bedre? Eller bare var kønnere?
Dér kender jeg svaret: “Ikke nødvendigvis”. Og det er derfor interessant at tre meget bilvidende mennesker diskutere det. Jeg glæder mig til afsnittet om Nissan Cube, Chrysler Crossfire, Alfa Romeo 156 og Toyota GT86/Subaru BRZ. Men knap så meget til dem om Hummer H2, Audi Q7 og Opel Signum. Og så igen: Sidstnævnte kendte jeg overhovedet ikke, så jeg fandt lige nogle billeder og hopla – kan den alligevel ikke et-eller-andet?
Man kan finde podcasten Future Classics her på Spotify og på mange andre kanaler, hvor man normalt hører sine podcasts. Og altid på tysk, det internationale autosprog: God fornøjelse på Autobahn!
AUDI R8 Gen 1 V8 Manual i Launch Color Daytona Grey Metallic.
Modellen har fløjet under radaren i flere år og gør det til dels stadigvæk..
Mere end 20 år gammel, holder designet stadigvæk og så er den tilmed håndbygget i aluminium…
Konservativt, grænsende til lidt kedelig, men det opvejes til fulde af bilens køredynamik, som uden sammenligning overstiger en 911’er fra samme periode..
Maseratti 3200 GT er absolut også en klassiker som der skal holdes øje med,
Her lidt umiddelbare kommentarer.
Det er min mening, at hvis biler skal blive klassikere, skal de kunne noget særligt – allerede fra nye.
Ja, og sportsvogne kan altid blive “klassikere”, men lad os se på andre.
En bil bliver ikke klassiker blot, fordi der er få af dem, der er bevaret (måske fordi de ikke er værd at bevare).
En Ford Fusion var en skodbil allerede fra ny. Kunne intet særligt. Så den bliver aldrig en klassiker.
En VW Bora kunne heller ikke noget. Så den bliver heller ikke en klassiker.
En Opel Signum. Nej, nej. Det er bare en stor hatchback – en Opel Vectra, hvor bagenden er blevet kappet af (og pudsigt nok med lidt større akselafstand). Det kvalificerer ej heller. Ingen gad købe den fra ny. Og den kan ikke noget særligt.
En Renault Twingo derimod. Allerede fra ny var den noget særligt. Det smilende “ansigt” og one-box-design, en helt fantastiske plads på bagsædet, som kunne forskydes frem og tilbage, og interiøret med alle de farvede knapper. Den skal nok blive til noget.
Og hvorfor blev en VW Boble og en Volvo Amazon en klassiker? Ja, det har sammenhæng med en meget stabil konstruktion, der giver eminent holdbarhed. De bare kører og kører.
En Lancia Thesis? Ja, der skal nok være nogle, der synes om den til sidst. Den var ubeskrivelig grim fortil, mens baglygterne var meget karakteristiske. Men klassiker med god værdi? Jeg tvivler lidt.
Audi A2. Ja, selvfølgelig. Eneste alubil i den lille klasse. Lav luftmodstand og 3L-varianten, der kører 33 km/l.
Alfa 156. Ja, selvfølgelig. En af de smukkeste biler i nyere tid. Og med fantastiske køreegenskaber. Rusten tager dem desværre, men den har potentiale.
Den første BMW 1-serie. Den er så grim (uden at kunne noget, som en tidligere 3-serie ikke kunne), at det er tvivlsomt. Tror snarere, at det skal være den næste 1-serie, som er den sidste baghjulstrukne, lille BMW.
Uha – nu nævner jeg min hustrus Z3 igen. En fantastisk bil med et (i mine øjne) flot design. Og den skal være af første, pre-facelift generation med wide body. Og ligesom Claus’ mening om Boxsteren også i sølv med rødt indtræk. Prøv at se på den bagfra, når den står med rigeligt med camper grundet M undervogn. Og så også fordi den var en del af det samtidige TT/Boxster/Z3 trekløver. Den er undervurderet i mine øjne.
Efter min tidsregning stopper klassiske biler ved årgang 1978. Det har vi diskuteret mange gange her på kanalen. Jeg kan dog godt se, at Alfa Romeo 156 og Maserati Quattroporte kunne være fine kandidater – så meget endda, at jeg kunne tænke mig at købe nu som hverdagsbil.
@peter-dyrelund, rigtigt gode betragtninger: Jeg er (måske ikke overraskende…) fuldstændigt enig angående Renault Twingo, som jeg egentligt allerede nu anser som en klassiker. Og hør hov – det ER den også allerede helt officielt i flere andre lande, da den kom i 1993.
Ford Fusion er derimod ti år nyere, der kører stadig masser af dem og dermed er den måske ikke på samme nostalgiske afstand som Twingo. Jeg er helt enig i, at den ikke er på samme niveau rent designmæssigt, men jeg tror din klassificiering af den som “kan ikke noget” er forkert: Jeg er ret sikker på, at den som bil betragtet er bedre end eksempelvis en Twingo, herunder at den kører bedre – og også ret sikker på, at det er forholdvist ligegyldigt i forhold til dens muligheder for at blive en kommende klassiker. Men de tre bileksperter/entusiaster argumenterer forholdvist solidt for, at dens design og koncept faktisk ER noget særligt – mini-MPV, den sidste New Edge-Ford og den slags, Men jeg indrømmer gerne, at den var ligeså lidt på min radar som Opel Signum – FØR jeg tilfældigvis kørte en for nogle måneder siden: Den kan faktisk nogle ting, der er rare i den virkelige verden. Men jo, jeg har faktisk kigget efter Fusions til salg!
Når det er sagt, så er jeg ellers meget på linie med @alfahahn helt personligt: Efter 1978 gik det noget ned af bakke generelt. Men det er jo en holdning, der gør det svært at arbejde med begrebet “future classics” :-). Jeg vil dog langt hellere have en Nuova Giulietta (jeg har faktisk haft een…) end en 156. Eller en 1750. Eller en 1300. Eller…men nu handler det jo om kommende klassikere, og så er 156 bare et godt bud.
@dan-wils, jeg er enig med dig om den R8 på flere områder med manuelt gear. Men dens design er dens akilleshæl: Nul charme. Nul kant. Utroligt svære odds for en rigtig klassiker. Men OK, det lykkedes jo for Boblen, så måske gør det også for R8.
@claus-eberfeldt
Hov, hov. Du skriver, at en Twingo allerede er en klassiker, blot fordi den er fra 1993.
Men hvis du mener, at det alene er et alderskriterie at være/blive en klassiker (måske 25 eller 30 år), så behøver vi slet ikke dette her indlæg, for så er der ikke noget at diskutere.
Jeg troede, at du mente, om modellerne bliver eftertragtede som ældre biler (klassikere – 25 eller måske 30 år gamle)? Og det er jo noget andet.
Og nej, en Fusion kan intet. Den er grim og har ingen særlige egenskaber. Vi kan snarere snakke Citroën Xsara Picasso eller Renault Scenic, hvis vi skal i den retning.
Det kan være, at vi skal prøve at adskille en klassisk bil fra en klassiker.
En klassisk bil er simpelthen mindst 25 år gammel (nogle siger 30 eller 35 år, og at over 25 år blot er “youngtimers”).
Mens en klassiker er en klassisk bil, der er blevet eftertragtet. Og så passer dit spørgsmål her jo fint (men en Twingo er ikke en klassiker, bare fordi den er fra 1993).
I øvrigt kom jeg til at læse nogle af historierne her på sitet. Og det er jo fremragende historier – det havde jeg næsten glemt. Jeg har været meget stresset og optaget, men nu er jeg gået på pension, og så er der blevet mere “luft” i hverdagen til at nyde f.eks. indlæg på ViaRetro.
Senest har jeg lige læst historien om Audi 50, der var min drømmebil, da jeg var barn. Jeg havde den hængende på mit børneværelse i den fine orange på min væg i fem udgaver. En stor plakat i midten og så fire mindre (A3-størrelse) rundt om den store plakat. Jeg har altid været fan af små, men fine biler. Og ja, det blev jo så Alfasud, der blev mit “livsværk”. Jeg var også vild med historien i Bilen, Motor og Sport, hvor de byggede en “luksus-Fiat 127”, den guldfarvede.
Bemærk i øvrigt, at en forskel på en Audi 50 og en VW Polo var, at Audi’ens pynteliste på siden krummede opad til sidst, mens Polo’ens sluttede lidt tidligere uden krumning.
Have to agree that the Alfa 156 will be a future classic, even if my own experience with one was disastrous. I would also suggest the first generation Audi TT, and BMW E46 – they look good, they drive well, and in the case of the TT, was a trendsetter in design. The FIAT Barchetta, FIAT Coupé and Honda S2000 are also destined for classic status, in my opinion.
406 coupe og alfa 156 må være garanteret. At de ikke er dyrere end de er fatter jeg ikke
Jeg skal høre nogle af de podcast i ferien.
Man skal selvfølgelig huske at det er en tysk podcast, ellers ville Ford Fusion og Opel Signum slet ikke blive nævnt.
Jeg er ikke enig i at VW Beetle er mere populær eller anerkendt som klassiker end NSU RO80, der er bare mange flere af dem!
Sandt, @peterdyrelund, det skrev jeg vist – men der er i min optik ingen tvivl om, at en Twingo ER en klassiker, for den kunne faktisk en hel del designmæssigt. Og kan stadig: Det er en af de biler jeg gerne selv vil have i dag – ligesom jeg faktisk ville da den var ny.
Men rigtigt nok skal man skille veteranstatus, som det hedder i Danmark og H-nummerpladerne (historisk status) i Tyskland, fra egentlig status som en “rigtig og anerkendt” klassiker. Det er også det de prøver på i podcasten. Men jeg må da selv konstatere, at når man prøver at kigge ind i fremtiden og bilerne bliver så nye, så er det meget svært for mig at pege på andre end nogle få åbenlyse kandidater, der primært brillerer ved deres design – og derfor enten er sportsvogne eller coupéer eller limousineundtagelser i form af Alfa Romeo 156. Men efter at have hørt de tre snakke Ford Fusion, VW Bora og BMW 1-serie er jeg blevet inspireret til at se det bedste i dem – og så kan jeg faktisk godt se noget. Ikke noget stort, bevares – men heller ikke “den kan ingenting”.
Og det kan da godt være at en Berlingo bliver en klassiker engang – så dog nok ldt ligesom Allegro, sådan med et glimt i øjet. Men det betyder ikke at jeg gerne vil have en Berlingo, for det vil jeg ikke. Medmindre jeg måske får behov for at køre med paller? De tre herrer var ikke helt sikre på, at der kunne være en palle i en Fusion, men hvis der kan vil den stadig være mit valg :-)
En klassiker køre sq.da ikke rundt med paller :-)
Det er da fordi de færreste klassikere har plads, @alfahahn!
Og så hænger det nok også lidt sammen med hvorfor man egentlig har en klassiker. Hvilket er et andet og måske i virkeligheden ligeså stort spørgsmål…
@claus-ebberfeld
Nu måtte jeg så lige bruge de 36 minutter på at høre podcast’en om Ford Fusion.
Men de var jo heller ikke enige. Og de ved ikke engang alle, hvordan bilens navn udtales.
Jeg fastholder, at en Ford Fusion ikke har noget som helst, som en Fiat Idea, Hyundai Matrix, Mazda Demio og Opel Meriva ikke har.
De taler om “høj siddeposition”, “god plads” og “Eigenständiges Design”.
De to førstnævnte ting har alle de nævnte bilmodeller også – alle har større bagageplads:
– Ford Fusion: 337-1.175 liter.
– Fiat Idea: 320-1.420 liter.
– Hyundai Matrix: 354-1.284 liter.
– Mazda Demio: 330-1-300 liter.
– Opel Meriva: 350-1.410 liter
Og hvad angår designet, så er Fusion ikke smartere end nogle af de andre nævnte – tværtimod. Men dette afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser.
Næ, hvis der er nogen af disse biler, der var lidt “særligt”, så var det Opel Meriva, hvor du kunne klappe det midterste bagsæde væk, og de to yderste kunne du så skyde ind mod midten og bagud, så du fik kongelig plads – både sideværts og benplads. Jeg har selv prøvet det på en tur til Techno Classica i importørens Meriva pressebil.
De taler også om, at en fin Fusion er svær at opstøve – men det giver den som tidligere nævnt ikke klassikerstatus. Men det er da sjovt at komme ud til et træf og se nogle biler, som ellers er totalt væk. Men klassiker? Nej.
Ja, hvem skal/kan være dommer for hvad en “klassiker” er ? – hvilke kriterier kan der stilles op ? , etc.; det er alle spørgsmål som ikke kan besvares.
Men vi har det jo nok alle “lidt mellem fingrene” hvad en klassiker er, og kan derfor “snakke lidt med”.
Jeg tror selv på Jaguar S-type hvis ikke den allerede er en klassiker, og ligedan på MG-F og -TF modeller, her kan vi tale om “meget god bil og køreglæde for pengene”.
BMW 1-coupe fra 1. generation er vel også godt på vel, trods kun 15 år på bagen.
.. og nu griner I alle af Ford Fusion og Citroen Berlingo, men prøv lige at se hvad der er sket med Renault 4 og Renault 4 Van :-)
Nu fik jeg hørt podcasten om Alfa Romeo 156.
Jeg er positivt overrasket over hvor betingelsløst begejstrede tre tyskere er over 156eren. For en Alfist der har haft 4 156ere var det rørende. Fik lyst til at få en igen.
Jaguar S-type tror jeg ikke bliver en klassiker. Den var over retro da den kom, det tror jeg eftertiden er træt af. Den moderne XF har mere potentiale. Da XJ40 kom frem var den upopulær fordi den var for moderne og kantet. Den er vokset med tiden og i dag fremstår den knivskarp. Lidt det samme med XJ-S.
Tak til Claus for tippet til Future Classics. Har allerede hørt 4 afsnit. Bl.a. det om Boxster 986, som Claus nævner. Kiggede lige på Mobile…ja, de er sgu ikke helt billige længere…
Som andre her i tråden mener jeg også, at de biler der over årtier bliver til klassiskere, er biler, der allerede som nye kunne noget særligt. Det er i hvert fald sådan det meget ofte er.
En bil bliver ikke fed, blot fordi den er blevet gammel. Og den bliver heller ikke en klassisker, blot fordi den er blevet gammel. Der skal mere til end tallene på første reg-attest. Det kan være sjovt at se fx en Ford Orion til et træf, men den er ikke en klassisker. Den er bare gammel. Og rent logisk er det jo også åbenlyst, at betegnelsen “klassisker” kun giver mening, hvis der er noget, der IKKE er en klassisker. For hvis alle biler over 35 år er klassiskere, bliver betegnelsen totalt udvandet.
Modsat flere andre tror jeg faktisk på, at en tidlig Berlingo kan blive en klassiker. Den satte helt nye standarder for, hvor meget det praktiske kunne overtage pænt design, køreegenskaber etc. Den var så rædselsfuld i sit komplette udtryk. Et stjerneeksempel på, at enhver glæde ved biler faktisk godt kan jævnes med jorden. Alle elskede at hade den, men mange købte den. Den lagde sågar navn til mennesketypen “Berlingo-mand”. Altså ham der tøffer rundt i træsko uden kap, altid har slidte joggingbukser på og ikke gå af vejen for en lunken dåseøl, når lillemor ikke ser det.
Men den gamle Berlingo har een ting, de fleste blier ikke har. Den er en del af dansk kulturhistorie for fuld skrue. Alle kender den, alle kender en, der havde en. Og netop DET faktum gør Berlingo til noget særligt. Noget der kan gøre den til en fremtidig klassisker. Jeg vil ikke blive overrasket over at se smarte hipstere fra Østerbro køre Berlingo S1 om nogle år.
Enig i, at en Berlingo faktisk vil blive en klassiker – fordi den kunne noget særligt/anderledes, allerede da den var ny (i modsætning til Ford Fusion eller Ford Orion).
Den gav helt vildt god plads i en billig bil. Ja, og vi drillede, hvis der var en mandlig chauffør, som var “under tøflen”. Men den skal nok blive en klassiker, som vi glæder os til at se til træf om nogle år.
En klassiker er en bil, entusiaster kan drømme om at få råd til. Jeg mener, at BMW 135i Coupé, M235i Coupé og M240i Coupé alle bliver klassikere, fordi de er mindre end 3-seriens coupéer og derfor byder på større adræthed på de små landeveje, samtidig med at de er lige så hurtige. M2 Coupé? Måske. Men den er mere vulgær i sit udtryk end de andre, og man behøver strengt taget ikke de ekstra hestekræfter. Suporebiler kan ikke blive klassikere i min verden.
Hvis vi skal snakke nyere biler, som kunne opnå klassikerstatus, kommer vi vel ikke uden om elbiler ? Jeg tænker at den første Tesla (Lotus-baseret) allerede er ved at være der, men hvad med BMW i3 ? Carbonchassis og bygget som elbil fra første streg.
@Leo Jensen El-biler som klassikere? Uha, bliver helt trist bare ved tanken. Men nuvel. Den BMW du nævner var da noget særligt, da den kom i sin tid. Faktisk ret modigt af BMW dengang.
Mht kommende klassikere skal det også blive interessant at se, hvordan det vil gå med japanske og koreanske biler. En del japanske er så småt kommet ind i varmen, men tag til en familiefest og sig at du har en klassisk bil. Når du så fortæller folk, at det er en Toyota Camry fra 1989, vil jublen nok være til at overse. Stadig her i 2024.
Det er måske et generationsspørgsmål, og jeg kan da også se fx Supra s3 stiger lidt nu. Samme med visse andre af de sportige modeller. Men måske de japanske mærkers mangel på kulturhistorie her i Europa stadigvæk er en hæmsko i klassiskerkredse?
Håber, de kommer helt med de næste 10 år.
Personligt er jeg desværre for gammeldags og snobbet til en japansk hobbybil. Det er vildt irriterende og latterligt! For en Mazda 929 coupe eller en 818 kunne være lækkert.
Jeg er vist bare for dum…
Ford Fusion har en en sød barnlig generisk Playmobilagtig form, lidt ligesom Land Rover Discovery 3 faktisk, så jeg kan godt lide designet.
Ved ikke rigtigt om biler efter årtusindeskiftet kan blive klassikere i gængs forstand. Der er allerede nævnt et par mulige kandidaterog vi kan nok godt brygge en liste sammen med biler der har noget kant eller innovativt over sig.
Noget andet er så hvad der bliver eftertragtede biler og de er nok nemmere at fastslå. Så lige et afsnit af wheelers dealer hvor de fandt en SAAB 93 Viggen Cabriolet og istandsatte den og solgte den for 7500$ den ville jeg gerne have i garagen. Skøn bil der har 230 turboheste og fire pladser og et tidløst design men dog mangler den kant 900 cabriolet har.