Register

five − 3 =

A password will be e-mailed to you.

Selv navnet er lidt kikset, og alle modeller af Toyota Camry har haft noget pensionistmålgruppe over sig.

I dag tror jeg faktisk det er et ægte segment – som kinesiske MG i øvrigt går hårdt efter. Men engang var det ikke cool, og det har Camry heller aldrig nogensinde været. Heller ikke på den netop overståede Interclassics messe i Maastricht.

Der var også hård konkurrence fra Mercedes-Benz 300SL, Aston Martin DB4, Dino 246, Lancia Stratos, Nissan Skyline R32, AC Cobra og formentlig samtlige varianter af Porsche – plus og alt det andet, som vi elsker at elske. En proces, hvor Camry oftest bliver bænkevarmeren.

HVordan kan en Toyota Camry konkurrere med ovenstående?

Ikke desto mindre var en Toyota Camry meget omtalt på messen: En andengenerations-model fra senfirserne med under 50.000 kilometer på tælleren, afsindig flot stand, topmodellen med V6-motor og automatgear. Og som rosinen i pølseenden i en dybblå metallak og med blå veloursæder. Der var ikke et øje tørt. Med en pris på knap 15.000 Euro solgte den da også og jeg er ikke den eneste, der stadig ikke har glemt den. Navnet minder mig stadig om min afdøde Onkel Henry – der også ville have været oplagt køber til sådan en bil. Selvom lige han måske var lidt for veloplagt og Otto Leisner-agtig til den ret dovne dovne Camry.

Men som den konkrete Camry stod dér og glimtede under projektørlyset tvivler jeg ærligt talt på at nogen Camry har været tættere på smuk end lige præcis denne. Den var spektakulært flot.

Alligevel har jeg ingen billeder af den! For det var en Camry og den var jo stadig kedelig, ikkesandt? Jo. vurderet efter alle traditionelle kriterier. Men nu irriterer det mig grænseløst: Den var for ordinær til at jeg tog bare eet billede, den blev solgt og nu er det for sent.

Og her bagefter kom jeg til at tænke på, at vi skal passe på den holdning ikke spreder sig: Det var ikke Camryen, der var doven – det var mig. Nu er den væk – mens der stadig er usolgte Porsche, Ferrari og Astons tilbage. Hvor vil det være sært, hvis det var alt vi kunne snakke om, se på og sågar køre i ude i vores klassikerhobby – ville det ikke?

18 kommentarer

  1. Nold

    Camry er ikke blevet et segment. Camry blev skabt til et segment. Kendte medlemmer af segmentet kunne være Opel Kadett, Volvo Amazon, Sunbeam Avenger. Den sikre, pålidelige, holdbare investering for middelklasseejeren, der ikke ville rode sig ud i noget. Det er svært at finde eksempler fra Italien og Frankrig, der ikke havde bare en snert af ambition om noget avantgarde, som ejeren kunne stive sin selvfølelse af med, men de findes nok, jeg kan bare ikke lige på stående fod…
    Da jeg fandt Via Retro for en del år siden var der stadig en del glæde over almindelige biler der bare var gamle. De seneste år har focus i forum dog drejet sig mere over mod biler der skulle være MEGET sjældne og dyre for at være interessante. Det er også rigtig spændende at læse om for os almindelige dødelige, og skriv endelig meget mere om dem og jeg savler over alle de skønne billeder, men hvor mange herinde havde en 911 eller en E-type som første bil…?

    Svar
  2. Ole Wichmann

    @nold Min første bil var en Jaguar E-type, sammen med min bror Søren, så det…
    Claus, lyt til din foto-personlighed, der ikke tog fotos af den Camry.
    En Camry var en pålidelig men kedelig hverdagsslider da den var ny, og det er den stadig. Hvad skulle du bruge den til? Ville du køre hverdagskørsel i den i stedet for Alpinaen? Nej vel? Det kan godt være sjovt at gense en kedelig bil, når den er blevet gammel. Men den er stadig kedelig. Det er godt at der er nogen der vil være kustode for dem, så vi kan se den en sjælden gang imellem. Men os bilentusiaster har brug for en bil med lidt mere personlighed, for at vi gider køre i den og passe på den. Det behøver ikke være en supercar, men den skal have noget der gør den charmerende..
    Det er dog mit indtryk at i hos vores tidligere allierede USA, har Camry næsten defineret en klasse af hverdagsagtige mellemklasse sedaner. Man hører i hvert fald ofte Amerikanere sammenligne hvad man kan købe af spændende brugt eller gammel bil “for the price of a new Camry”…

    Svar
  3. Batmand

    Jeg er ikke helt enig med Nold vedr. hans vurderinger om Camry-segmentet benævnt som Volvo Amazon, Opel Kadett og Sunbeam.
    Lige bortset fra Amazon ejere, synes jeg der er en indikation på, at Camry segmentet m netop den 6 cylindrede model, ligger en økonomisk tand over. Jeg kan tage fejl, men den er langt mere rummelig, luksuriøs, og er faktisk eksemplet på en vanvittig holdbar, lækker luksusbil beliggende under Lexus mærkets herligheder.

    Svar
  4. Batman

    Og vi har netop set et hav af Jaguar E’ere, 911ere, ja, de er gudesmukke.
    Men som Claus skriver, Camryen er smuk i den nævnte farve, og efter min mening ikke kedelig. Den er reelt et bud på mere hippe “hverdags biler”. Godt spottet, deraf også prisen.

    Svar
  5. Nold

    @OleJagman : HÆ, der fik du mig!
    @Batmann : Åh ja, havde lige glemt det var den sexcylindrede med ekstra lir…

    Svar
  6. Holm

    from the news:
    Toyota Recalls 1993 Camry Due To Fact That Owners Really Should Have Bought Something New By Now

    Svar
  7. Onsdag aften

    I øvrigt flotte billeder, Camry eller ej 😊
    I collagen med de, lad os kalde dem, dyre biler. Hvilken bilmodel er den røde på det midterste billede? Altså den med gællerne?
    En Camry er for mig altid den amerikanske stationcar med 2 viskere på bagruden – lidt amerikaneragtigt 😊

    Svar
  8. TOCOMAN

    Hvis jeg også må stille et spørgsmål til @ce om billedserien.
    Foto af Stratos, er det ikke Stratos-prototypen med de dobbelte viskere og en mindre motor?. Jeg synes baglygterne ligner dem fra prototypen. Men den er indregistreret? Jeg husker en historie om, at prototypen blev solgt til Schweiz. Bertone har den ihvertfald ikke i sin samling.

    Svar
  9. Skaanning

    Hvis fotoet af den mørkerøde kabine er fra en Camry, er der da LIDT en Camry kan gøre rigtigt.
    Men ellers en sådan en bil et godt eksempel på, at en bil ikke automatisk bliver fed bare fordi, den er blevet gammel. Den var karakterløs som ny. Og det er den også som gammel.
    Heldigvis kan en del biler tiltuske sig noget charme som årtier går, men hvis alle biler efter 35 år pludselig er en “klassiker”, udvander vi begrebet fuldstændig. Forleden så jeg en annonce på nettet. En Mazda 626 fra 1992. Der stod “en rigtig klassiker”. Nej. Det er bare en gammel bil. Sikkert sjov for nogen. Men ikke en klassiker.
    Som jeg ser det…..

    Svar
  10. Claus Ebberfeld

    Jeg er egentlig enig med flere af jer på een gang – også selvom I har modstridende holdninger :-). Herunder at en Camry ikke er spor ophidsende – heller ikke den omtalte.

    Men den var edderbankemig i afsindigt fin stand, og det er uanset hvordan man vender og drejer det mere sjældent for en hverdagsslider af en Camry end for en Ferrari F40 af samme alder. VÆSENTLIGT mere sjældent. Nuvel, jeg ville hellere have en F40 alligevel – eller en Porsche 911, Stratos og alt det andet. Men det er bare så tankevækkende, når man pludselig står overfor sådan en overlever af en Camry. Så ER den pludselig charmerende. Attraktiv. Noget meget særligt.

    Og det, @nold, elsker jeg stadigvæk. Ellers havde jeg aldrig skrevet om den. Jeg ved, at nogle ikke bryder sig om udtrykket, men jeg elsker også stadig budgetklassikere – selvom jeg ved nogle ikke bryder sig om udtrykket, så holder jeg som god jyde meget af genren. Min gamle SAAB 90, Rover 3500, Honda Legend og mange andre faldt (i min bog – det kan selvfølgelig diskuteres) i den kategori, og jeg tror såmænd bare min firmabil har ændret balancen lidt. Det kan jo være jeg dropper den engang, hvem ved?

    Ville en Camry så være en kandidat? Måske. I en kortere periode: Den vil aldrig give samme køreglæde som min Alpina – men så giver den nok noget andet. Tror jeg.

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    @ole-wichmann, jeg ventede lige præcis på at du kom til undsætning her – det ER en elskelig historie med en E-type som første klassiker.

    @holm – dét er sjov. Og jeg hører det heller ikke er langt fra sandheden: Gamle Camryer rustede, men jeg så faktisk en førstegenerations til salg i Danmark for nylig med knap 700.000 kilometer på tælleren.

    @onsdag-aften, det er en Ferrari 330 GT 2+2.

    @tocoman, det var en tidlig Stratos forsynet med en front og hæk ligesom prototypen havde den. Motoren var den helt rigtige Dino 246.

    Svar
  12. Petrol Head

    Der er åbenlyst meget forskellige opfattelser af, hvad en klassisk bil er. For mig er det bare en bil, der har nået en vis alder, for eksempel 35 år.

    Og min interesse for klassiske biler har to kilder:
    1) Nostalgi (kunne f.eks. være en Camry)
    2) Drømme (bilerne fra plakaterne på drengeværelset)

    Nostalgi-bilerne er nogle, jeg forbinder med personer eller episoder, jeg har minder om fra barndommen eller de unge år, Her opstår tidslommen, som kan være svær at forklare, men som mange herinde helt sikkert forstår – minder om en svunden tid, som man selv har oplevet den med de almindelige biler, man var omgivet af.

    Drømmebilerne har også deres egen tidslomme, som jeg elsker, men det er ikke min personlige tidslomme, men virker alligevel fantastisk :-)

    Sammensætter man indholdet i sin garage af nostalgi og drømme opnår man en dejlig DIVERSITET, og så er man lige pludselig havnet i den helt nutidige tidslomme…

    Svar
  13. Claus Ebberfeld

    Dét er kloge ord, @petrol-head. Og den måde at tænke på er nøjagtigt sådan min drømmegarage også altid vil være sammensat. ALTID. Uanset budget.

    Svar
  14. Casper

    Om 2 år kan den youngtimer forsikres så kan der spares på forsikring. Alle syn fra 06 til i dag er godkendt! Den er ikke dumpet en eneste gang.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.