Det behøver ikke altid være sensationelt.
Jeg havde et af de her eftertænksomme øjeblikke på messen i går. Der er som altid hundredevis af biler. Og jo, jeg HAR haft et af de her øjeblikke, som jeg sætter så stor på pris: At se noget, som jeg ikke har set før. Men øjeblikket i går handlede nærmest om det modsatte, nemlig da jeg passerede nedenstående bil:
Jaguar XK120 har man jo set før. Mange gange. Og halvtredserbiler har det svært i markedet. Mærket selv har det også skidt. Man drømmer ikke lige om en XK120. Men så står der sådan een der. I al sin pomp og guldpragt. Og så stoppede jeg op og tænkte: Hvor er den dog bare smuk.
Og først bagefter gik det op for mig, at det helt klart er et sundhedstegn: Det behøver ikke altid være det sensationelle nye fix. Og med de ord over på messen igen, hvorfor denne Matiné bliver een af de kortere – men der kommer mere fra Interclassics Maastricht senere.
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Hvordan fik du benzin i blodet?
Tekst Michael Sehested Lund
Foto Haaning Collection
Spørgsmålet stillede jeg mig selv for nylig, da Haaning Collection åbnede deres seneste særudstilling ’Gashåndtag & Rævehaler’, hvor 70 knallerter er udstillet. For mig var svaret netop en knallert, og spørgsmålet sender jeg direkte videre til jer, kære læsere. Men jeg er allerede ret sikker på, at udstillingen også vil kunne sende flere af jer ’Down the Memory Lane’.
Selv voksede jeg op i sovebyen Birkerød nord for København og nåede knallertalderen i begyndelsen af 1970’erne, som på det tidspunkt var 15 år. Jeg må med det samme tilstå, at jeg allerede havde prøvet at køre knallert inden. Først på en VéloSolex, som jo med sin motor med rulletræk på forhjulet kunne være ret udfordrende i glat føre, og dernæst på en Puch 3 gear, hvor jeg lod som om, at jeg allerede var rutineret i at betjene et fodgear …
Desuden blev der talt en del om, hvad der kunne gøres for at få knallerten til at køre hurtigere end de nominelt tilladte 30 km/t maksimum. Det hed at bore, hakke og plane for motorens vedkommende, og for at få mere fart ud af de ekstra kræfter, skulle der også ændres på totalgearingen. I dag, hvor alt oversættes til engelsk, ville det, der foregik, kunne oversættes til ’Suburban Outlaw’, for ulovligt var det naturligvis. Hvis man var så uheldig at blive stoppet af politiet, lød bødeteksten noget i retning af, at den var blevet tildelt, fordi køreren havde ført cykel med hjælpemotor uagtet, at der var foretaget konstruktive ændringer, som satte den i stand til at blive fremført hurtigere end de maksimalt tilladte 30 km/t.
For mit eget vedkommende gik jeg, eller rettere kørte, hele vejen. Efter at have haft et feriejob, havde jeg tjent det meste selv til at købe en Yamaha FS1K med 4 gear, som jeg godt kan sige var noget af det sløveste, man kunne forestille sig. Men det kunne der heldigvis gøres noget ved. Yamaha FS1 fandtes motormæssigt i to udgaver: styring af skylningen i 2-takts motoren med enten drejeventil eller membran. Min var en tidlig udgave med drejeventil, som gjorde det muligt at eksperimentere med åbne- og lukketiderne, men det var lidt mere besværligt at gå til, fordi en stor del af motoren skulle skilles ad først. Men det gav pote, så med kombinationen modificeret drejeventil, indsugningsplade uden plombe, større karburator, cylinder med ændrede skyllekanaler, planet topstykke, anden udstødning og ændret gearing blev det til en knallert, der på en god dag kunne gå 95 – 100 km/t. Det var pænt meget mere, end hvad en Everton, Kreidler eller Puch kunne præstere i byen. Og hold da op, når jeg ser sådan en flot restaureret Yamaha FS1 i dag, kan jeg godt drømme mig tilbage. Men det bliver ved drømmen, for der skal et ret dybt greb i lommen til; et pænt eksemplar koster nemlig i dag ikke under 50 tkr.!
På et tidspunkt kørte jeg træt på Yamahaen, noget andet (herunder biler) trak i stedet, og i et uopmærksomt øjeblik gik jeg til sidst i politifælden. Jeg solgte Yamahaen kort efter og skiftede til en Mobylette, men hvorfor dog skifte til en typisk pigeknallert? Svaret er, at jeg havde en avisrute med Frederiksborg Amtsavis, og det var ikke lige noget, der passede til en hysterisk Yamaha. Mobyletten købte jeg for 250 kr., og hende jeg købte den af havde også brugt den til avisudbringning. Hun kendte en, der arbejdede hos B&W Motor, som dengang lå på Christianshavn. Cylinderen fra Mobyletten var blevet boret i en værkstedsmaskine derinde. Det blev den brølstærk, men ikke hurtigere af, og kørte derfor lige hurtigt op og ned ad bakker – med og uden aviser …
En anden fordel ved Mobyletten var også, at politiet simpelthen ikke havde fantasi til at forestille sig, at sådan en kunne være boret. Der var det lidt anderledes med Puch Maxi, for der kunne det … med eller uden mælkekasse … godt forekomme.
Sådan så 1970’erne knallertmæssigt ud for mig, men i virkeligheden var knallerterne startet i tiden lige efter 2. Verdenskrig med de første ’røvskubbere’, hvor der blev placeret en motor med rulletræk direkte over baghjulet på en helt almindelig cykel. Der var således en grund til, at en knallert i det mere officielle sprog hed en cykel med hjælpemotor. Det var også en tid med flere lokale aktører som Everton, SCO og Skylon, der senere blev fortrængt af udenlandske producenter med Puch i spidsen i begyndelsen, men kulminerede i 1970’erne med de japanske knallerter fra Honda, Suzuki og Yamaha. Honda-knallerterne brillerede med at have 4-takts motor, og i det hele taget var de japanske knallerter nok, hvad der kom tættest på en motorcykel. Det blev jf. mine egne aktiviteter et stigende problem, og reglerne blev siden lavet om med hævet aldersgrænse og 45 km/t knallerter. Men det virkede også som om, at det med at have knallert, i hvert fald i byerne, gik af mode. Min bror og hans kammerater, som er en del yngre end mig, interesserede sig overhovedet ikke for knallerter, men kørte i stedet på racercykler.
I indledningen har jeg delt lidt af det, som gjorde, at jeg selv fik benzin i blodet. Hvordan med jer, gik I direkte fra Corgi- og Tekno-bilerne til biler i 1:1? Eller var der også lige en mellemfase med knallerter? Måske I lige som min bror er yngre end mig og fik benzin i blodet på anden vis?
Alt dette er der rig lejlighed til at fundere over, ikke mindst ved at se knallertudstillingen, der varer resten af januar måned hos
Haaning Collection
Smørmosevej 16
2880 Bagsværd
For de mere videbegærlige afholdes der desuden et foredrag hos Haaning Collection torsdag d. 23. januar fra kl. 19:00 under overskriften ’Knallerten igennem 70´erne, 80erne og 90`erne’.
Ugens Fund: Kan jeg finde een i Maastricht?
Ja – den herunder:
Hvem siger at Ugens Fund ikke kan være en racerbil? Ingen, nemlig.
Bilen her er som det fremgår en DTM-racer og er næsten klar til et nyt liv i historisk motorsport. Motoren er renoveret for nyligt og bilen står i en bemaling som i sæson 1988. 325 hestekræfter og en vidunderlig lyd når de alle bliver lukket ud på een gang.
Den er faktisk næsten prisen værd for lyden alene. 249.000 Euro er en fin pris for en ægte DTM-racer fra seriens “Goldene Jahre”.
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens Le Mans historie
Nu er det jo ikke fordi vi prøver at lokke nogen til Le Manc Classic. Men. Lad os lige gøre opmærksom på (for 128’ende gang), at det oprindelige Le Mans-løb var legendarisk og at Le Mans Classic fejrer alt det. Om det så eksakt er lige så legendarisk kan man som professionel skeptiker sagtens betvivle (det er det ikke!), men det ændrer ikke på, at hvis man ikke kunne være med til alle Le Mans-løb fra 1923 til årtusindskiftet, så er Classic-udgaven det næstbedste.
I går fik jeg så den første “Nu kan du godt pakke til Le Mans Classic”-besked, og den slags skal man tage alvorligt. Er der andre ViaRETRO-læsere, der overvejer at tage derned? Lad høre i kommentarerne, så. Det kan blive en fin roadtrip, som man siger på nydansk.
Apropos roadtrip. Ugens Le Mans-historie handler om en af de fedeste af den slags nogensinde – og billederne herunder er derfra:
I 1997 kørte Ray Bellm via offentlig vej i den samme McLaren F1 GTR, hvori han blev nummer 9 ved 1996-udgaven af Le Mans, til løbet som tilskuer. Han havde fået bilen ombygget så den var gadelovlig:
Gadedæk erstattede racer-slicks, og den fik blinklys, en tågebaglygte, et horn og anden udstødning. Af hensyn til komforten blev kørehøjden hævet et par centimeter, og der blev monteret blødere fjedre. De keramiske bremseskiver blev erstattet af stål, buret blev fjernet og et kulfibersæde monteret til venstre for føreren. Resten af bilen blev stort set efterladt som den var – hvilket også betød, at den nemt kunne konverteres tilbage til en racer – hvis det lige skulle blive nødvendigt igen. Cockpittet var fortsat racerbil, og uden ordentlig lyddæmpning var den eneste måde at kommunikere på via samtaleanlæg. Bremserne skreg, den store V12 sang, der var ingen bagageplads, og der var varmt: En rigtig gaderacer.
Mindre kan også gøre det. Så som sagt: Skal I afsted?
Et “sponsorat” på en Itom knallert i 1968 blev starten på de sorte fingre! Knallerten, som en kammerat var blevet træt af, havde en motor som mindede meget om en Derby Ferrari men med en tandrem mellem krumtap og kobling. Selve knallerten var malet køkkengrøn med gule prikker overalt – så der blev slebet og slebet inden maling med støvsugersprøjte i cykelkælderen. Jeg kørte på den et års tid – skiftede tandremmen et par gange (den kunne ikke modstå hjulspin)
Den blev “vekslet” til en 2-gears Puch – som efter en uge blev stjålet og parkeret hårdt bag på en Volvo 210. En tidligere stjålet Puch blev købt fra forsikringsselskabet – og det hele blev til én god knallert.
Det skulle gå hurtigere, så en 250 Husqvarna motocross blev indkøbt – og næsten samtidig en afdanket VW T1 transporter som kunne transportere cross’eren og samtidig var min daglige bil. VW’en blev således den første i rækken af (p.t.) 40 biler af vidt forskellige fabrikater, dog flest Citroëner. Bl.a. genopbygning af et par Dyane 6.
Et antal gademotorcykler er det også blevet til, bl.a. en helt original Nimbus fra 1939 med sidevogn.
Benzin i blodet? Javist!
Kørte ikke knallert, men har dog en Vespa i dag og det er meget hyggeligt.
Interessen kom via min far tror jeg. Blev taget med til rally og manøvre prøver på ungskuepladsen i Herning. Der blev også kørt lidt sne og is prøver om vinteren når vejret tillod det. Der var ikke så mange regler der i 70erne 😀
Har aldrig haft en knüllert. Lod jeg andre om at rode med. Men Volker Strycek har en mindre lager af rævehaler til sin Opel Manta-racer, sådan en dusk forsvinder åbenbart somme tider, men det kræver også sin rævehale at hænge fast i en Opel…
Sjovt som Bremen Classic bryster sig af at starte sæsonen for udstillinger, når det i virkeligheden lader til at være Interclassic i Maastricht, der er årets første…
Jeg kommer sandsynligvis aller højst til messen i Fredericia, det vil så blive min debut, når/hvis det sker…
Jeg blev teenager i slut 70’erne og jeg er vist af samme slags som de fleste knægte fra landet var dengang. Jeg kørte traktor og andet grej fra jeg kunne gå, og havde også et par biler til markræs som 13-14 årig, samt en Suzuki 125 to-takt crosser. Det meste fritid blev brugt i værkstedet sammen med kammeraterne, resten på fodboldbanen.
Som 14 årig købte jeg naboens flotte metalgrønne Yamaha SS fra 1975 for de penge jeg havde tjent ved høstarbejdet. Det var modellen med lodrette metal sideskjolde. Den blev selvfølgelig hidset lidt op med større cyl og top, større karburator og sidestykke samt en 5 tands gearing. Så kunne den løbe godt 80, og det holdt den faktisk til i næsten 3 år. Jeg undgik også at blive stoppet af ordensmagten.
Som 17 årig købte jeg min første bil, en Ford Capri 1600 GT fra 1969. Og Yamaha’en blev byttet med et sæt 3-delte Compomotive splitfælge, som en lokal rallykører havde til øvers.
Vi var til Bremen Messen sidste år, og det var da kæmpestort. Det var første gang jeg var til en af de store messer, og det var en fed oplevelse. Jeg havde dog nok forventet at se lidt flere klassiske sportsvogne end tilfældet var, tror kun der var en lille håndfuld Ferrari, en enkelt Maserati og ingen Lamborghini. Jeg gætter på at op mod halvdelen af alle bilerne var klassiske BMW og Mercedes. Ikke at der er noget galt i det selvfølgelig, men man bliver måske lidt mæt af det…
Min bilinteresse blev grundlagt da jeg var 4 år gammel og min far blev hentet i en mørkeblå Jaguar E-type serie 1 roadster.
Min egen motoriserede karriere startede med en splinterny Suzuki K50B i 1978. Det er så det eneste japanske køretøj jeg har haft…
@bisgaard
Det er rigtigt, at bilerne på Bremen Classic Motorshow er lidt mere “normale” end på f.eks. Techno Classica Essen.
Men det er en befrielse. Jeg er træt af at se Ferrari’er, Porsche 911 og en hel masse helt ens Mercedes 300 SL (Mågevinge), som det findes i Essen.
Jeg vil gerne til Le Mans Classic, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få arrangeret det, så hører gerne fra nogle “rejsefæller” – måske endda nogle, der har prøvet det før.
Jeg må give dig @peterdyrelund ret. Gider heller ikke at se på de allestedsnærværende Porsche 911’ere, Ferrarier, Mercedeser osv.
Køretøjer for os alm. dødelige, er langt de mest interessante.
@bisgaard og @Claus N
Ja, det er de nu sjældne, men (engang) almindelige biler, som man bliver draget hen mod på sådan en udstilling.
Og i Bremen skal man huske at gå ud i parkeringshuset, hvor private sælger biler. Det er det aller sjoveste, og der er somme tider nogle rigtige perler imellem. Sidst havde jeg kig på en hvid Audi 100 1986, der kun havde kørt 17.000 km, og en BMW 318i Cabriolet (E36) også med meget lavt km-tal. Pensionisten var der selv og fortalte om sin øjesten, som han måtte sælge. Den var helt perfekt.
Jeg har altid været bilinteresseret – lige fra jeg var helt lille har biler draget mig.
Min motorkarriere startede med En Yamaha FS1 DX. Skivebremsen virkede ikke, der var slør i kronrøret, baglygten virkede ikke, men den var flot malet. Med 70 (måske 80) kubik tun gik den over 100 med min “kraftige” ven bagpå. Alle defekterne, min manglende brug af hjelm og manglende kørekort fik min far til at kræve, at jeg skulle af med den… så det var et forholdsvis kort bekendtskab.
Herefter gik der et par år inden det blev tid til bil. Her var den første en Ascona B 2,0s 2-d. Jeg elskede den bil!! Herefter købte jeg en 81′ ascona b sport i 2,4. Den elskede jeg lige så meget..
I år kommer jeg ikke på Le Mans. Der er allerede lagt planer for tiden (og pengene) til rejser i år. Jeg er lige vendt hjem fra Sicilien (og skal derned igen!) på gå turene mødte jeg mange gamle Fiat’er bla. den på billedet. I min bog er den ypperligste måde at have en klassiker på, at bruge den!! og det gør de dernede!
og billedet, der smuttede
Min bilinteresse blev skabt gennem bilbladene. Dengang man først kendte resultatet af et formel 1-løb, når “Skandinavisk Motor Journal” udkom. Drømmebilen var en Matra Simca Bagheera efter præsentation i november 1973-bladet af SMJ. Kan I huske forsiden af den gule Bagheera med den mørke skønhed på frontklappen? Begge dele kunne sætte sjove tanker i gang hos en teenager.
Min første bil blev en Fiat X1/9, og det kører jeg stadig, dog ikke den samme, men har haft 7 stk. X1/9’ere gennem tiden. Der har også været Peugeot 205, Ford, Fiat og 3 Alfa Romeoer, der har blandet sig i indkørslen
@peterdyrelund: Var på Le Mans Classic 2023 (fantastisk oplevelse – det skal prøves). Var heldig at finde et hotel i Le Mans by. Det er meget nemt at køre fra byen til banen, hvis man tager tidligt ind til banen. Ellers er alternativet at campere ved banen, men hotel er at foretrække. Orker man ikke at køre turen til Le Mans, kan man flyve til Paris og tage hurtigtoget til Le Mans. Et godt køretip. Kør uden om Paris (specielt hjem) og tag til Le Mans via Amiens og Rouen. Det er en længere tur i kilometer, men du slipper for de dræbende trafikpropper gennem Paris’ motorvejssystem, og brug altid betalingsvejene i Frankrig, når det kun handler om at komme hurtigt frem.
Skal ikke til Le Mans Classic i år, men skal til det aktuelle Le Mans 14 dage før Le Mans Classic. Nu har Ferrari vundet 2 år i streg uden jeg har kunne fejre med, så i år SKAL Ferrari vinde for tredje gang, og den store pokal til ejendom. Hvis Ferrari ikke vinder er sandsynligheden for, at der sidder en dansker i vinderbilen stor med alle de danske kørere, der sidder i en Hypercar i år. Var til stede i 2015, da Nico Hulkenberg frisk fra formel 1 vandt Le Mans, så mon ikke Kevin kan gøre kunsten efter. Og husk – alle Le Mans bliver klassisk med tiden.
Et par korte kommentarer:
1. Den sidste klassiker jeg købte er fra 1957. Jeg kan sagtens forestille mig at den næste klassiker jeg køber også bliver fra 50’erne, eller om ikke andet så først i 60’erne. Er sådan set lidt ligeglad med hvad alle profeterne har at sige om disse bilers værdi forringelse på klassiker markedet…
2. Jeg forventer i høj grad at køre til Le Mans Classic igen i år – enten i Tiger eller i 2002.
Ja, naturligvis skal vi til le Mans! (igen!, tur nummer 45, plus 4 gange til Classic!)
Det har været et helvede at få billetter til løbet i år!
ACO har nedlagt vores elskede Tertre Rouge campingplads, og lavet tribuner der i stedet!
Så kan vi stamkunder selv finde pladser! Arrogante frøsnappere!!
Har billetter nu, men de er blevet markant dyrere!
Internettet har skabt forøget interesse, og der er næsten ikke plads til flere tilskuere på det ellers store område!
Det med at køre på offentlig vej i sin Le Mans racer er prøvet før!
Chris Lawrence vandt en klassesejr i 2-liter klassen i 1962 i sin selvtunede Morgan +4 Supersport !
Da løbet var slut , tog Lawrence og konen på ferie til Rivieraen i bilen!
Der findes fabriksbyggede replikaer af denne bil, endda her i DK!
Håber vi mødes ved Champagnebaren på banen i Juni!
Hilsen Henning Hjorth
Jeg kan se, at der er pænt meget parallelitet i vores oplevelser @Hjorthoej , @Jensby, @Bisgaard og @stefan . Helt tydeligt havde I fra landet flere muligheder i forhold til at prøve større maskiner. Min far var ikke selv synderligt interesseret i biler, men han læste mig godt og vendte det døve øre til, når jeg pillede ved knallerten. Alligevel syntes han, at det var nødvendigt at skælde ud, da jeg røg i politifælden.
@michaelsehestedlund ja ingen knallert men den sommer jeg blev 16 købte mig og to kammerater en Moskvich for 250 kr Den kørte vi på stubmarkerne indtil den døde og vi fik hentet den af skrothandleren. Vi kunne ikke forstå at man kunne hælde en hel spand vand i køleren! Det var lige indtil vi gik om bagved bilen og vandet løb ud af udstødningen 😂
Året efter købte vi en Simca 1501, den holdt kun en dags tid til race omkring halmballerne.
Tilmelding til arrangement A VINTAGE RUN på Padborg Park.
Her vil vi kunne prøve kræfter og køreegenskaber af, af vores klassiske biler.
Medlemmer af ViaRETRO der ønsker at deltage i eventen, kan tilmelde sig ved at bruge funktionen “Friends eller Groups” her på profilsiden.
For at holde prisen på baneleje nede pr.pers kræves mindst 20 deltageres tilmelding.
I forummet under : Arrangementer/Rejser: Hvor, hvornår, hvem og hvordan? kan vi kommunikere og aftale nærmere om eventen : Hjælp til arrangementet, hvilken dato passer, mad og drikke mm.
Betaling sker først :
Når vi er mindst 20 deltagere og vi har fundet en gruppe der vil stå for afviklingen af arrangementet sammen, med mad, drikke, dato og tidsrum. Info her omkring senere!
Så har du lyst, tilmeld dig!
Arrangementets mødested :
Padborg Park Flyvepladsen 10 – Vesterbæk DK-6330 Padborg
Mvh.
Njal Fredhave
Jeg arr en køretur til Le Mans Classic ‘25 i år.
3 (eller måske 4 biler) følges ad dertil.
Start fra min adresse uden for Vordingborg onsdag morgen kl 08 efter aftensmad, overnatning og morgenmad her i mit hus som nu rummer 8 sovepladser.
Onsdag eftermiddag måske noget kulturelt/bilmuseum? Og ad hoc overnatning findes på vejen. Torsdag ankomst til Hotel i Le Mans by ude i den vestlige industri del. Hvor 4 nætter er reserveret. Twin rooms m pæn stor morgenmad. 20-25 min kørsel ind til banen, hvor der er reserveret adgang billetter til Classic P plads inde på/langs med banen, adgang til alle ryttergårde men ikke udvalgte special tribuner.
Mandag morgen opstartes hjemkørsel efter sidste morgenmad på Brit Les Event hotellet.
Pt søges en bil med sin ejer der kan medbringe en codriver der allerede er tilmeldt.
Mulighed at der måske også kan blive option for en bil mere med fører/codriver.
Ring 23732126. Mvh. Michael (Aston Martin DB6 Vantage).
My father was the one who ignited my interest in cars when I was very young – 5 or 6, maybe – though I never got interested in the mechanical side of things, to my detriment. We used to go to local used car dealers to see what he might buy next – he came close to getting a Lancia Berlina 2000, which would have been interesting, but it was a little too expensive, and he bought a Morris 1800 instead – and to the local Jaguar showroom to see what he could only dream of. We also used to stand on bridges over the motorway to car-spot. The first car of his that I got to drive was his Volvo 144E, followed by a VW K70, after which I got my own first car – a Dolomite 1950HL, after which I got company cars from BL. I enjoyed working in the car industry even though the cars I was selling were often terrible (Morris Ital, anyone?) and have often wished I stayed in it.
I am currently planning a trip to the Spa Classic in my 911 – anyone have any advice as to what to look out for?
Tak til @TOCOMAN, @AndersBilidt, @HenningHjorth og @MichaelValentiner-Brandt for indlæg.
Jeg har været på Nürburgring omkring 100 gange, de sidste 15-20 år et par gange om året som instruktør/coach til et 3-dages kørekursus på banen.
Og jeg har været en del gange til 24H på Nürburgring – og herunder har jeg tre gange deltaget i det 4-timers Youngtimer-race, som køres dagen før.
Så jeg kender omgivelserne dernede særdeles godt, og jeg ved lige præcis, hvor jeg skal bo (stampension), hvor jeg skal parkere, hvilke sving, der er gode at kigge på, og hvordan man bedst kommer rundt dernede under hele arrangementet – herunder med shuttle-busser.
Men jeg er helt ny til 24h Le Mans, så der er mange ting, som jeg skal lære. Derfor vil jeg meget gerne slå følge med nogle, der har været der før.
Egentlig havde jeg tænkt mig at flyve derned, tage tog/bus videre og ellers gå samt blive kørt rundt med shuttle-busser – hvis de findes.
Jeg skriver nok til et par af jer for at høre nærmere.
Jeg fik faktisk lov til at være med til lidt markfræs i en Opel Rekord P1, @Jensby. Den holdt heller ikke længe og på et tidspunkt, røg forbindelsen fra gearskiftet til gearkassen. Vi væltede den om på siden og fik det til at virke igen. Men kort efter stødte noget andet til, som vi ikke kunne gennemskue …
Hvordan jeg fik benzin i blodet? Det kunne slet ikke undgåes. Min far havde et smedeværksted ude på landet, og her foregik der lidt af hvert.
En kunde, som havde en ICM knallert med kileremtræk, fattede min interresse som 17 årig. Jeg købte den for penge, som var tjent for traktorkørsel på nabogården. Den ICM havde faktisk kun den fordel, at man ikke skulle bruge pedalerne bortset fra, når den skulle startes.
Så fik jeg pludselig øje på noget meget bedre. En Derby Ferrari med 2 gear og alu-skærme. Den gik dejlig blødt i motoren uden skraldelyde. (som Estlænder- motorens kædetræk ellers frembragte) Den bløde motorgang skyldes tandremmen mellem krumtakhjulet og koblingen. Dengang benævnt synkroniflexremmen. Men forløberen for tandremmen var, som Hjorthoej aller øverst skriver, ikke særlig holdbar. Vi er jo noget tilbage i tiden til dengang, hvor man fulgte piger hjem fra ungdomsfester, ved at pigen på cykel tog fat i skulderen på den stolte knallert-kavaler.
Det kostede næsten hver gang en ny dyr synkroniflexrem.
Så blev der indkøbt noget kraftiger i form af en Triumph 500 Speed Tween. Men den var til gengæld nærmest afskrækkende til formålet. Så gik det meget bedere, da der blev skiftet til en Fiat 500 “Mariehøne”. (Ja dengang skulle der ikke så meget til), ;-)
Hej Peter Dyrelund!
Erfaringer fra Le Mans Classic:
Flyv til Paris, tag TGV expressen til Le Mans, lej en bil på banegården, og kør ud til banen!
Shuttlebusser er ikke stabile!
Bestil billetter til arrangementet! Husp p.billet!
Vigtigst af alt, er måske at finde et hotel i nærheden af banen! Der er mange, der allerede er udsolgte!
Tilskuere til LM Classic er ikke campister, så der er stor efterspørgsel på overnatninger!
Go tur!
Henning Hjorth
Hej Henning
Mange tak for god basisinformation.
Jeg håber, at der bliver en tur ud af det
Peter