Weekend Matiné Nr. 561

Alfa Romeo versus Audi er en tabt kamp for begge.

Da jeg landede i Hamburg og fandt min Alpina stod den ved siden af en Mercedes-Benz 190E. Fed bil. Meget forskellig og meget ens. Jeg elsker dem begge, og nu mangler jeg bare en 190E. Engang. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne lide den.

Jeg er glad for den ene og det ville jeg også blive med den anden.

Tidligere på ugen så jeg en sølvgrå Audi 80 i virkelig flot stand i Milano. Den kunne jeg også godt lide. Jeg ved også på forhånd, at jeg ville blive knap så glad for dén – fordi den simpelthen er lidt mere kedelig. Uanset hvilken parameter man måler på. Se den selv:

Endnu een jeg kan lide: Og se engang hvor pæn den er i forhold til de nyere biler foran og bagved. Tankevækkende.

Den parkerede Audi fik mig til at tænke på en Alfa Romeo 156 som jeg så på en tur til vistnok Torino i foråret – og som jeg huskede som meget pænere endnu. Jeg fandt billedet, og jo, den var god nok – en 156 var og er en meget smuk bil, et mesterværk fra Alfa Romeo. Igen: Se selv.

Nej, hvor er den bare flot, sådan en 156. Ikke?

Den ville jeg også blive glad for. Men det er af forskellige årsager, og jeg gider ikke engang begyndet at påstå, at Alfaen skulle være en ligeså god bil som Audien. Det er heller ikke nødvendigt, for det skal nogle Alfisti nok ordne for mig! På samme måde har Audiens sine tilhængere, der heller ikke kan se skoven for bare træer.

Jeg tror jeg har den realistiske tilgang, at ingen af dem er perfekte biler, men at hver har nogle forskellige kvaliteter. Jeg kan så tilfældigvis lide dem alle, og derfor tror jeg også begge ville glæde mig med deres tilstedeværelse i min garage. I en periode.

Men at sammenligne dem direkte – både dengang og i dag? På bizar vis synes jeg de begge taber den kamp, og så vil jeg hellere hylde dem hver for sig. Men det bliver efter Pandaen, Jimnyen og XJ-S. Hvilket vel siger noget om, hvor jeg prioriterer kvalitet som kvalitet.

God weekend

Claus Ebberfeld

Concorso d’Eleganza Villa d’Este 2025 – BMW amok

Tekst og fotos Michael Sehested Lund

Sidste weekend fandt årets Concorso d’Eleganza Villa d’Este sted i Cernobbio, lige udenfor Como i Italien – og det har det gjort siden 1929. Nogle ældes med ynde, men det gælder desværre ikke for Concorso d’Eleganza Villa d’Este. Det var dog ikke fordi, der ikke var rigtig fine biler imellem – for det var der skam; de druknede bare i BMW! Som BMW-tilhænger burde jeg ellers kunne tåle mosten (jeg har trods alt haft flere af dem stående i garagen gennem tiden), men det var svært …

Jeg har været til Concorso d’Eleganza Villa d’Este et par gange tidligere, og hver gang var det en oplevelse. Derfor glædede jeg mig virkelig til gensynet, men efterfølgende måtte jeg konstatere, at forventningens glæde ikke matchede virkeligheden. Nogle vil sikkert sige, at når BMW nu er hovedsponsor, er det vel bare, hvad man kan forvente. Men BMW har faktisk været hovedsponsor gennem mange år, hvor det ikke har været sådan. Arrangementet finder ganske vist stadig sted på Villa d’Este, hvor der nok er en roligere stemning inde bag lågen end på Villa Erba, hvor de udvalgte biler trillede hen om søndagen for at forsvinde i ”hoppeborg” og BMW’er i metermål. Som sagt er dette skrevet af en BMW-tilhænger, og jeg kan derfor levende forestille mig, at andre uden for BMW-sfæren må have skyndt sig væk.

Et forsonende træk er naturligvis Como-søen, der er et eksempel på, hvor nærmest overjordisk smuk en italiensk bjergsø kan være. Problemet er bare, at stedet er ved at blive kvalt i masseturisme a la Rom – hvor horderne sopper i Trevi-fontænen eller brækker et stykke af Colosseum for at tage det med hjem.

Men ok, BMW havde også nogle fødselarer i år:

BMW 3-serie: 50-års jubilæum, der startede med E21.

BMW Isetta: 70 år.

BMW 507: 70 år – som kronen på værket.

Den hvide BMW 507, som tilhører Dirk de Groen fra USA, endte da også med at blive årets vinder ved afstemningen blandt publikum.

De to 70-års fødselarer – roadsteren 507 og kabinescooteren Isetta – afspejler BMW’s usammenhængende modelprogram på den tid: en model i toppen og en i bunden. Forklaringen var selvfølgelig, at BMW havde mistet sin afdeling i Eisenach, som havde stået for udviklingen af bilerne. Efter delingen af Tyskland blev Eisenach en del af det østlige Tyskland og senere DDR. 507’eren var som bekendt afledt af “barokenglen” 501, og det anskueliggør virkelig de udfordringer, BMW stod overfor dengang. Ganske vist havde BMW også sine motorcykler, men der var ikke noget at sige til, at BMW stirrede ned i afgrunden …
Fair nok at fejre de nævnte fødselarer, men det var tilsyneladende ikke nok. BMW syntes åbenbart også, at der skulle slås et slag for M3 Coupé E36 – de fleste af dem i grøn. Jeg kan faktisk meget godt lide BMW M3 Coupé E36, og den er også fra 1995 (30 år), men behøvede der at være så mange af dem?

Det samme gjaldt BMW 1-serie Coupé E82 fra 2005 (20 år) – hvorfor så mange?

På den anden side skal jeg være den første til at støtte op om, at nyere biler må til, hvis vores hobby skal overleve. BMW skal selvfølgelig også have noget for de penge, de hælder i arrangementet – få solgt nogle biler, hvor der følger en god historie med.
En anden pointe i forhold til BMW-dominansen er måske den triste kendsgerning, at den italienske bilindustri er faldet af på den. I dag er der vel blot et par producenter af hyper- og superbiler tilbage – resten under Stellantis’ paraply udgør en lidt trist forestilling, og der er ikke de store tegn til bedring.

Men nu skal ikke det hele være brok – for der blev skam kåret biler, der var interessante og diversificerede, både hvad angår typer og alder, som det fremgår af Tina Winthers video (sørg for, at der er skruet passende op for lyden) nedenfor.

Der var to danskejede biler i blandt, nemlig en 1950 Bugatti Type 101, ejet af Christian Troelsfeldt, og en 1996 McLaren Fi GTR, ejet af Jacob Brunsborg – endnu et godt eksempel på diversiteten.

Og hvem kan ikke falde for en spider fra 1950’erne, selvom de tilsyneladende var bygget til mindre personer …

Der var også et enkelt kuriosum i form af prototypekatamaranbilen OSI Silver Fox fra 1967.

Skulle det have givet nogle af de besøgende blod på tanden, stillede det Hagerty-ejede Broad Arrow op med biler, der kunne bydes på.
En af dem var netop en BMW 507, der som ovenfor nævnt blev kåret af publikum. Således inspireret, var det muligt selv at blive ejer af en i samme farve.

Der var også en Lancia Flaminia Zagato – måske noget for Keld Jørgensen …

For ikke at tale om en Alpina Z1. En BMW Z1 er i forvejen en relativt sjælden bil, derfor er en Alpina Z1 det ikke mindre. Måske noget chefredaktøren bør overveje at have i garagen, så der er noget at køre hjem fra havbadet i!

Selv kunne jeg gå den modsatte vej og tage en Ferrari 250GT Lusso. Nogle kalder det lidt af en stangvaremodel, men jeg synes, at bilen er fed og giver pokker i det.

Endelig er det da værd at omtale den del af plænen omkring Villa Erba, hvor mere jordnære biler kunne stille op. Selvom det er overflødigt at skrive det, repræsenterede BMW også et overtal her. Som BMW-tilhænger kunne jeg godt overveje en 850i og dermed komme til de efterstræbte 12 cylindre.

Men også overveje en BMW Z4 Coupé fra 00’erne som bilen for sommer halvåret – den er allerede en klassiker og er med til at sænke gennemsnitsalderen.

Sammenfatningen af Concorso d’Eleganza Villa d’Este 2025 ender blandet. Stadig med noget storladent over sig, men med for meget BMW. Alligevel kan jeg godt anbefale at tage til Como i maj. Der er, som sagt, noget næsten overjordisk over Como-søen, og bliver hele cirkusset Cernobbio (Villa d’Este og Villa Erba) for meget, kan man nøjes med at køre halvvejen (eller tage begge!) og se Fuoriconcorso – andre har allerede indset, at Concorso d’Eleganza Villa d’Este bare er for meget og har derfor lavet et alternativ.

Ugens “Virkelig?”-øjeblik:

Ugens Fund: 1967 Volvo 1800 S til 135.000 kroner

“En rigtig klassiker”, skriver sælgeren – og det er en Volvo 1800. Smuk, smuk bil – og solid. En god første klassiker, som jeg godt tør anbefale til nye i hobbyen. Ja, hvis nogle vil vide mere om modellen, så kan de jo tage til Classic Race Viborg og møde Michael S. Lund på Klub ViaRETRO – han er nemlig kørende i sin.

Den røde herunder er ikke perfekt, skriver sælgeren. Men den ser heller ikke helt skidt ud, og den har fået en helt ny motor for 5.000 kilometer siden. Egentligt underligt, da det er noget af det stærkeste ved bilen. Og havde det været en Ferrari, så havde det nedsat værdien! En skør verden, men den slags tænker jeg en Volvomand er ligeglad med?

Jeg ville bekymre mig mere om karosseriet og chassiset, og det bør en eventuel køber også se godt efter. Men ellers har vi her at køre med noget af tressernes mest stabile mekanik overhovedet – og en af de mest markante biler. Joeh, det kunne godt gå an, synes jeg – hvad synes I?

Tak for tip til Søren Rahbek. Find annoncen hér: Volvo 1800S

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.