One-off onsdag: Bentley Cresta II

Med et navn som Bentley Mark VI Cresta II Facel Métallon, så SKAL man næsten vinde noget.

Det gjorde denne bil med det fantastiske navn så også, eftersom den tog titlen som “Overall best of Show” på Goodwoods og Cartiers Style et Luxe-concours sidste weekend. Og når man tænker over, hvordan den binder to store bilmærker og -historier sammen, så giver det faktisk meget god mening. Selvom den i sig selv var en slags fiasko.

Forhistorien er, at Bentley efter Anden Verdenskrig havde introduceret deres nye Mk VI, den første egentligt masseproducerede Bentley (og senere også søstermodellen Rolls-Royce Silver Dawn). Tigerspringet rent teknisk var, at begge modeller fik serieproducerede stålkarosserier – mens alt andet (herunder selve designet af det karosseri) egentlig var ret konservativt og tilsammen ramte meget præcist i hvad efterkrigstidens luksuskunder ville have, hvorfor Mk VI blev en stor succes.

Den oprindelige Bentley MkVI til højre var en traditionelt designet og meget opret bil helt jævnfør efterkrigstidens normer. Prototypen til Cresta ved siden af er nærmest en revolution i forhold til.

Og hvis kunderne partout IKKE ville have en Mk VI med det almindelige standardiserede karosseri, så kunne både Bentley og Rolls-Royce fortsat leveret bare chassiser, hvor forskellige karosseribyggere kunne forme noget mere spektakulært. Park Ward, H.J. Mulliner og Hooper var nogle af dem, der med held forsøgte sig med mere flydende former – men alle var alligevel begrænset af MkVI’erens meget oprette profil. Det ændrede sig først med Continental i 1950, hvor Bentley leverede et chassis med lavere køler og styretøj, hvorved H.J. Mulliner kunne bygge en lavere bil. Og lettere og hurtigere. Men det er måske en anden sag.

Så lad os blive ved designet, hvor mit mantra jo er, at man skal spørge en italiener. Det gjorde Bentley ganske vist ikke af egen fri vilje, men forbindelsen til dagens bil kom, da franskmanden Jean Daninos sammen med den parisiske Bentleyforhandler med det fantastiske navn “Franco-Britannic Automobiles” foreslog Pinin Farina, at de skulle bygge en smuk sportslig coupé på basis af teknikken fra Bentley MkVI. Daninos var på det tidspunkt direktør for Facel-Métallon, der var specialiseret i metal til bilindustrien og ikke mindst karosserier. Tidspunktet var godt valgt (for ham), for Pinin Farinas produktionsbygninger var blevet ramt af en brand, og aftalen blev derfor at italienerne skulle designe bilen og franskmændene bygge den. Det blev til “Cresta” i 1948 – den færdige udgave så således ud:

Uendeligt meget mere moderne end Mk VI, ikke? Ulempen var dog, at vi med Cresta var tilbage ved rigtige håndbyggede biler efter de gamle og fine og dyre traditioner – som Bentley havde forladt med MkVI netop for at kunne lave en billigere bil og sælge flere af dem. Cresta var nærmest stik modsat, og den væsentligt dyrere bil endte med kun at blive solgt og bygget i 12-13 eksemplarer. Men for Facel-Métallon lykkedes missionen, for bilen gav dem værdifuld PR som karosseriproducenter i eget navn. Den inspirerede i sig selv også Bentley til senere at komme med Continental – men jeg synes ikke man kommer udenom, at netop Cresta er den mest vellykkede specialmodel af alle MkVI-baserede biler nogensinde, specialkarosseri eller ej.

Bortset lige fra Jean Daninos efterfølger, som han ønskede bygget specielt til sin kone – og som blev endnu mere sporty, let, elegant og bare vellykket. Den her:

Den bærer det lange navn fra indledningen, men lad os for nemheds skyld bare kalde den Cresta II: Den er i princippet bygget i samme ånd, men her er der bare strammet op på samtlige fronter, Ikke mindst fordi den nu er en ren coupé og i navnets oprindelige betydning er kortere – men også lavere og simpelthen mere spændstig i hver en linie. Det gælder som nævnt også sjældenheden, for der er kun den ene. Daninos’ kone må have været glad.

Den blev oprindeligt i 1951 vist i sort, men senere lakeret grå som på ovenstående fotos. Engang efter årtusindskiftet blev den renoveret tilbage til sin oprindelige sorte farve, og det var sådan jeg så den på Goodwood:

Det giver den et meget alvorligt udtryk, der kun blødes op af ganske svage undertoner af en tagchopning af en sportslig coupé. Taglinien er ligeså svunget som resten af formerne, men hvis jeg skal være piværlig – og det skal jeg – så synes jeg ikke det var den smukkeste bil i concoursen: Er det mon et tilfælde, at damen på begge periodebillederne er placeret præcis så man ikke ser det en anelse for lange panel bag C-stolpen og det ikke helt harmoniske hoftesving?

Ligemeget, for jeg er sikker på, at sejren også skyldes bilens hædersplads i sin klasse: Concoursen var underopdelt i syv forskellige klasser, og den deltog i “Viva Las Vega” – en hyldest til det mærke, som Jean Daninos blev inspireret til at skabe efter historien med Cresta I og Cresta II. På det tidspunkt var Facel-Metallon blevet opdelt i to selskaber, og det første af dem lancerede i 1954 den første Vega. Sjovt nok var prototypen til HKII’eren også med og vandt klassen – mens Cresta II altså vandt “Best of Show”. Den var ikke den eneste unikke bil, ej heller den hurtigste, smukkeste eller dyreste blandt alle deltagerne i de syv klasser. Men den var den eneste, der på denne elegante måde forbandt eet prestigemærke med et andet, og dén historie var jeg ret vild med. Dommerne åbenbart også. Hvad siger I?