Der har aldrig været mindre tvivl om Ugens Fund eller mere tvivl om alt muligt andet.

Jeg skriver disse ord fra Bruxelles. Og tvivlen stammer fra aftenens store øjenåbner, da der her nær mit hotel holder dels en SAAB 900 og dels en Daihatsu Copen parkeret på gaden. Og jeg synes begge er fede biler. Så på den måde er tvivl måske slet ikke det rigtige ord? Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have dem begge i min garage.

Omvendt er de to jo meget forskellige – for at sige det mildt. Den ene en anerkendt klassiker og beundret for sin intregritet såvel som som kvalitet (det er SAAB’en, bare lige for god ordens skyld…) og den anden en total skævert set her i Europa – men ikke desto mindre en kei-car, der trods sin unge alder har kvaliteter til at blive en rigtig klassiker. Og hvis ikke – jamen, så er det en bil, som jeg bare altid har kunnet lide.

Den egentlige tvivl er mere noget uklart spørgende mig selv om, hvorfor jeg kan lide begge – og hvilken jeg helst ville have? Ikke “bedst kan lide”, men den praktiske vinkel. Der burde være nemmere at besvare.

Det synes jeg bare ikke det er. Den viste SAAB er ikke en Cabriolet – det er Daihatsuen. Copen er ikke en rigtig klassiker – det er SAAB’en. Til gengæld er Copen væsentligt mere sjælden. Men på den anden side er der – bogstaveligt talt – bare mere bil i SAAB’en. Akja – det er umuligt at besvare. Hvor heldigt, at det heller ikke er nødvendigt har på ViaRETRO, hvor vi godt kan rumme begge. I hvert fald denne ene redaktør.

God weekend

Claus Ebberfeld

Retrobølgen i bilindustrien omkring 1990

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: Mazda og Nissan billedarkiver

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne opstod en markant tendens i bilindustrien: Retrodesign. Det var ikke blot en æstetisk flirt med fortiden, men en bevidst strategi fra producenter, der ønskede at tilføre biler personlighed i et marked præget af rationel teknik og kantede former.

Vi hedder jo ViaRETRO, og derfor er det helt oplagt at tage fat i den tendens igen med nogle eksempler. Jeg skriver udtrykkeligt ”igen”, for der er tale om et genbesøg, men under en lidt anden vinkel, med særlig vægt på Nissan Pike‑bilerne og Mazda MX‑5 som to af periodens mest tydelige udtryk.

Baggrund

1980’erne var domineret af funktionalitet, aerodynamik og kantede linjer. Designere fokuserede på effektivitet og produktion, og mange modeller blev visuelt ensartede. Mod slutningen af årtiet begyndte nogle mærker at søge efter noget andet: biler, der kunne fortælle en historie og skabe identitet. Resultatet var en række modeller, der bevidst hentede formsprog fra 1950’erne og 1960’erne, men byggede dem på moderne platforme og sikkerhedsstandarder.

Nissan Pike

Nissan Pike er et af de mest illustrative eksempler på, hvordan retro blev omsat til kommerciel praksis. Under ledelse af et specialprojektteam (Water Group) udviklede Nissan en række små, postmoderne biler:

• Be‑1 (1987): Inspireret af Mini; produceret i 10.000 eksemplarer; top‑hængslet bagklap og stofrulletag.
  
• Pao (1989): Mere detaljeret retroreferencer; udvendige hængsler, pressede profiler og flap‑op sideruder med tydelig Citroën 2CV‑inspiration; cirka 20.000 produceret.
  
• S‑Cargo (1989): Varevogn baseret på Sunny; form og forlygter med 2CV‑association; navnet leger med “escargot (snegl på fransk)”; cirka 10.000 produceret.
  
• Figaro (1991): Designet af Shoji Takahashi; to‑farvet karrosseri med pastelfarver for årstiderne; turboladet 1,0‑liter motor; cirka 20.000 produceret og den mest populære af Pike‑serien.
  
  Pike‑projekterne blev bevidst holdt som begrænsede serier og solgt via lotteri, hvilket skabte eksklusivitet og kultstatus. Selvom bilerne var stærkt inspireret af europæiske ikoner, var materialevalg og farvepaletter tydeligt japanske — en hybrid af Europa og lokal fortolkning set gennem japanske briller.

Mazda MX‑5 og andre nøglemodeller

Mazda MX‑5 (1989) står som et centralt eksempel på, hvordan retro kan være både tro mod tradition og kommercielt succesfuld. MX‑5 var en moderne fortolkning af Lotus Elan – pop‑up forlygter og proportioner med klassisk roadster‑layout, DOHC‑motor, 5‑trins gearkasse og en robust, driftssikker konstruktion. MX‑5 genoplivede roadster‑segmentet og blev hurtigt et ikon — der tilmed stadig eksisterer.

Andre vigtige eksempler fra perioden inkluderer tidlige koncepter som Volkswagen Concept One (forløberen til New Beetle) og senere modeller som Chrysler PT Cruiser, som viser, hvordan retroæstetik blev brugt i forskellige markeder og segmenter.

Hvorfor retrodesign vandt fodfæste

• Emotionel appel: Retro gav genkendelighed og nostalgi i et marked, hvor mange biler var teknisk ens.
• Markedsdifferentiering: Retro var et effektivt værktøj til at skille sig ud, især i livsstilssegmenter, hvor købsbeslutningen er følelsesdrevet.
• PR og eksklusivitet: Begrænsede serier og konceptbiler skabte medieinteresse og testede markedets appetit uden store investeringer.
• Kulturel timing: I en tid med økonomisk og teknologisk forandring søgte forbrugere ofte tryghed i velkendte former og symboler.

Risici, begrænsninger og arv

Retroprojekter bar også risici. Nogle blev opfattet som gimmicks, andre skuffede, hvis teknikken ikke levede op til den nostalgiske forventning. Alligevel efterlod 1990’ernes retrobølge en varig arv: den viste, at historiske referencer kan kombineres med moderne platforme, og den banede vejen for senere, større succeser som Mini (2000) og Fiat 500 (2007). Nissan Pike‑bilerne forblev nichefænomener, men deres eksperimenter demonstrerede, at selv konservative markeder (som det japanske) kunne tage imod legende, historisk inspirerede designs.

Konklusion: Fortiden var stadig relevant

Retrodesign omkring 1990 var ikke blot en æstetisk modreaktion på 1980’ernes kantede formsprog. Det var et strategisk og kommercielt fænomen: en måde at tilføre biler personlighed, skabe differentiering og engagere købere følelsesmæssigt. Fra Mazda MX‑5’s genfødsel af roadsteren til Nissan Pike-bilernes legende, begrænsede serier — retrobølgen viste, at fortidens former stadig kunne være relevante, når de blev genfortolket med respekt for moderne krav.

Retrobølgen sluttede aldrig

Fiat 500 kom eksempelvis igen i 2007 – og efter min mening er det et af de bedste eksempler på vellykket retrodesign. Også selvom det var rimeligt skamløst hugst på det oprindelige design. Dén sti for FIAT så forladt godt og grundigt med de nyeste 500’ere i SUV og stationcar og hvad ved jeg udgaver – men den oprindelige (altså fra 2007 – ja, også den fra 1955, selvfølgelig) holder stadig.

Ugens Foto: Noget der ligner Ugens Fund lidt

Ugens Fund: 1992 Autozam AZ-1 til 17.000 GBP

Dén var nem i denne uge, for bilen her er svaret på rigtigt mange ting – og 17.000 er ret billigt. Det er bilen herunder, og jeg har svært ved at tro, at man kan få mere visuelt drama for pengene:

Den står til salg i England, og så skal man selvfølgelig lige huske at der kommer told og afgift på – men man kunne jo vælge at køre den på leasing hvis det bare er en sommerforelskelse. Hvad afgiften bliver er nemlig lidt svært at sige, da bilen ikke er veteran endnu, og derfor skal vurderes efter sin handelspris i Danmark – og der er ingen ting salg og har mig bekendt heller aldrig været det.

Hvilket ikke betyder, at der ikke findes en Autozam AZ-1 herhjemme allerede, for det gør der – og den har jeg kørt. Det var til dato noget af det sjoveste køretøj jeg nogensinde har kørt på landevejen, og jeg kan kun anbefale at genlæse den gamle artikel. – klik på billedet herunder:

Jeg tillader mig lige (for de dovne…) at gentage min afsluttende konklusion efter den prøvetur (efter lige at have svælget i dens benzinøkonomi også):

Det er dét jeg mener med, at Autozam AZ-1 er svaret på alt. Gal og genial i det helt korrekt afmålte forhold og en ærefrygtindgydende underholdende sportsvogn, der er kompetent nok til at kunne bruges i hverdagen. Jeg bøjer mig i støvet i respekt og er SÅ glad for at have prøvet dette vidunder: Årets maksimalspas på hjul, og det siger ikke så lidt.

Sådan her så jeg ud efter prøveturen, og smilet var ikke til at RIVE af:

Det skal siges, at Rune Gravengaards blå Autozam her ikke er helt original længere – men den er den røde engelske heller ikke. Så vidt jeg kan læse så er Runes noget mere optimeret end den røde, herunder i motoren, og det er ganske normalt at pille lidt ved sin Autozam. Og så er der jo også lidt at arbejde med i de lange vintermåneder, ikke?

For ellers skulle den engelske røde nemlig være helt klar til den næste ejer: Nyserviceret og godt vedligeholdt over de sidste tre år – ifølge annoncen. Og ja, det er en lille verden så vores danske Autozamekspert kender den godt, og siger også, at det er et godt eksemplar. Hvorfor han sendte den til mig, velvidende at jeg er absolut begejstret for den lille supersportsvogn. Det var jeg for to år siden efter at have prøvet hans – og det er jeg stadig efter at have set denne annonce. Ja, jeg overvejede om det skulle blive min på leasing – og det gør jeg faktisk stadig. Men det kan godt være, at mine mange motorvejskilometer bliver lidt for meget – og derfor bliver den Ugens Fund i fuld offentlighed på ViaRETRO i stedet.

Tak for tip til Rune Gravengaard. Find annoncen hér: Autozam AZ-1

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Bonusfilmen: Jayemm tester Ugens Fund

Og ja, det er faktisk den konkrete bil til salg – som youtuberen Jayemm kørte tilbage i 2022 engang:

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.