Det er en talemåde, ganske vist – men mange gør da. Nogle er bare via omveje!
Vi er ikke to uger inde i det nye år, og jeg synes allerede vi har set ViaRETRO-ånden leve i bedste velgående – eksempelvis med jeres velvillige råd til den unge mand, der bad om hjælp til valget af hans første klassiker (mellem Audi Coupé GT og Fiat X1/9, som nogle måske husker). Jeg hørte i weekenden, at det førte til, at han ikke bare har valgt i teorien, men også købt, og det håber jeg der kan komme mere om senere.
Så vidt, så godt. I reflektionerne over den artikel var der en læser der skrev, at “Når man spørger andre, hvilken klassisk bil man skal købe, er man ikke 100% klar til en gammel bil.”. Det tænkte jeg lidt over, og kom frem til, at jeg er uenig: Der er simpelthen masser af veje til, hvordan man får sig en klassisk bil – om det så er den første eller den tiende. Og de spænder da ganske rigtigt helt fra den mangeårige drøm, som nogle har, inden de endelig realiserer den – måske fordi midlerne først er til det mange år efter den første tanke. Men en anden mulighed er, at man slet ikke har haft tanken, men pludselig bare står overfor en bil hvor man kan se, at det her kan blive et godt eventyr på klassikerrejsen. Jeg havde for eksempel aldrig planlagt, tænkt på endsige drømt hverken kort eller længe om, at jeg skulle have en Mitsubishi Colt, en Renault 5 GT Turbo eller en Alpina C1 – det skete bare.
Jeg HAR derimod drømt om, at jeg skulle (skal!) have en Jaguar MkII, og det er faktisk kun cirka ti år siden, at jeg var på vej over for at hente en hvid 3,8’er ligesom den fra Ugens Fund – kun for undervejs at få en opringning fra sælgeren om, at en anden havde lagt pengene først og dermed fik bilen. Drømmen om en MkII lever dermed stadig, og ja – er efterhånden ved at være gammel. Men det betyder nu ikke, at den har prioritet over alt muligt andet, og det synes jeg jo selv er det ganske smarte ved at være en troløs pragmatisk bilswinger: Anything goes!

Mine øjne ser her tre virkelig fede biler.
Smart Roadster, Triumph TR3, Maserati Ghibli II, BMW 5-serie (den første), Honda Prelude, Opel Monza, Citroën CX, SAAB 900 – og alt muligt andet solidt, anvendeligt og allround-agtigt? I ringer bare. Eller sender jeres kandidater ind til ugensfund@viaretro.dk, måske nærmere. For det hele skal jo lige passe sammen: Tid, budget, behov og resten af den realistiske virkelige verden.
Men der er jo flere variable i den livsligning, og en anden læser skrev følgende kommentar til Ugens Fund af en Jaguar MkII, der jo fik den titel, fordi den konkrete bil tilsyneladende er god værdi for pengene: “Bare Rolig: Priserne bliver ved at falde – så hvis man har tid så vent til om 10 år, så vil ingen have dem”.
Her tror jeg dog lige jeg vil komme med et andet velment råd: Der er SÅ mange andre kvaliteter ved livet med en klassisk bil, at hvis man vil vente ti år med at købe een, så er man nok simpelthen for kedelig, dødbider- og bønnetæller-agtig til overhovedet at forstå ViaRETROs motto: “Enhver Klassiker Er Bedre End Ingen Klassiker”.

Men det ser mine øjne også her – og det er endda billigudgaven 240 og 340.
Jeg var i lørdags lige så uenig i holdningen om, at man ikke er klar til en klassiker, hvis man ikke ved hvilken, man vil have. Jeg købte min første i 2016, og jeg var vidt omkring i mine overvejelser. Men, jeg var ikke i tvivl om, at en klassiker skulle anskaffes. Der blev overvejet Midget, 450 SL, TR6, Spider og flere andre. Og flere af dem kunne garanteret have gjort mig lykkelig. Det endte med, at den fantastiske Midget var den, der gjorde det. Og mon ikke også en X 1/9 kunne….?
Fra da jeg var Vor mand i Sverige skulle jeg nord for Stockholm besigtige en BMW 700 Coupe som dele racerbil.
Den blev også solgt undervejs, men turen var ikke forgæves da vi i stedet købte en Lancia Fulvia i rallytrim 😂
En af de først veteraner jeg prøvede var faktisk en MKII, men den Moss (stavecheck rettede til miss!!) gearkasse kunne jeg slet ikke forliges med, så det blev ikke dengang og nu er jeg vokset fra den og vil hellere have noget nyere.
Jeg er lidt bidt af det der bevægelige ståltag på Peugeot 206 cc. Eller 207 cc… Men min sønnike siger: “Far, det gør du bare ikke!” Men de er godt nok billige!
Den der evige kritik af Moss-gearkassen forstår jeg simpelthen ikke: Jeg har kørt XK og E-type med den, og bevares så er den da ikke lige sukkersød som gearkassen i en MG MIdget (den er fantastisk :-) og især til prisen). men så ringe så mange vil gøre den til er den bestemt heller ikke. Jeg siger bare: Porsche 911-gearkasse? Jamen, de Moss jeg har kørt har været bedre end de bedste gamle 911’ere.
Et hurtigt positionsskift fra BMW 700 coupé til Lancia Fulvia Coupé understreger jo virkelig pointen med dagens indlæg, @jensby (AKA “Vor Mand i Sverige” – i gamle dage): De to har ikke meget andet tilfælles end Coupé-titlen i navnet :-)
@Carsten W, du kan jo godt have mere end én klassiker :-)
Nu ved jeg jo ikke om en Peugeot 207CC er en rigtig klassiker, men for et par år siden købte jeg en som ekstra sommerbil i sommerhuset.
Året før, fik vi ved et tilfælde MG-TF’en med i sommerhus, og så hvilken frihed det gav at have to biler der.
Da jeg altid har syntes, at Peugeot 306 cabriolet (Pininfarina) var noget af det smukkeste cabriolet, gik jeg på jagt efter en sådan til sommerhus-sommerbil; men måtte desværre erfare, at dem var var til salg, var for ringe til formålet (og samtidig dyre ift. stand)
Undervejs i min søgen, fik jeg kontakt til en Peugeot sælger (der selv havde en 306cab. til salg), og her fik vi en god snak om biler/formål, herunder muligheden med en 206CC eller 207CC; og han anbefalede at vi gik efter en 207CC.
Så blev der søgt lidt, og en 207CC med automatgear (og det var Pia ikke ked af) blev indkøbt :-)
.. og jeg spurgte ikke engang min søn :-)
Men det er jo et udmærket spørgsmål om DÉN vej fører til Rom, @henrik-kusk – eller bare til Paris.
Hvis man ikke ved, hvilken klassiker man skal have er man da heldig. Hvis man har lysten til at køre gammel bil er det da fedt, at ens verden ligger åben. Jeg har været vidt omkring – dog primært i den verden, hvor de fleste kan være med. Jeg bliver ved med at køre gammel bil og ønske mig en gammel bil… Om det er en morris 1000, el camino, en gammel mercer/bmw eller noget helt tredje ved jeg ikke. Lige gyldigt hvilken gammel bil jeg har haft har jeg været glad for den!!
Det må faktisk være trist, hvis man kun vil have en 911/e-type/355 eller noget helt andet man måske aldrig får – og hvis man er så ensporet er, det så i virkeligheden “gammel bil” man ønsker?
Det største problem med en Moss gearkasse er ikke manglende syncro på 1. gear – men slidt syncro på 2. gear. I min XK150dhc fungerede Moss gearkasse fremragende og var en fornøjelse at køre i 8 år. Men det var virkelig et irritationsmoment med en slidt syncro på 2. gear i min Mk2.