Den uskyldshvide Lancia Abarth A112 så pæn ud på afstand, men da jeg kom tæt på fandt jeg prisskiltet mindre skønt: 30.000 Euro!
Og SÅ pæn var den altså heller ikke. Den var imidlertid noget andet, og det krævede lidt forsigtig læsning af den franske tekst at forstå den. Altså overskriften “Ex-Mafia” var jo ikke til at tage fejl af, men det kunne jeg ikke lige se skulle kunne fordoble prisen? Der er jo immervæk tale om en organisation, der ikke ligefrem er kosher i vores civiliserede verden. Jeg kunne umiddelbart ikke lade være at sammenligne det med at annoncere en meget gammel Mercedes som “Ex-Hitler” eller andre fra det slæng. Bevares, der findes købere til det hele, men det er sjældent annonceret så åbenlyst som her. Jeg overvejede kort om det var en spøg, der bestod i at “enten betaler du 30.000 for den her bil nu eller også sover du med fiskene i morgen”? Hvilket på den anden side også ville være en af de grovere indenfor værkstedshumor. Med andre ord: Jeg forstod ikke prisen.
Jeg læste bare 29.900 Euro for en 1981 Abarth A112. Indrømmet, med lavt kilometertal, men det er alligevel en stejl pris.
Hvorfor jeg lige stak hovedet ind i bilen – eller rettere sagt, ikke det hele: Hvis der var noget om snakken så kunne jeg jo meget vel risikere, at det ikke kom ud igen. I hvert fald ikke sammen med resten af kroppen. I kender historien om den italienske organisation, ikke sandt? De var kendt for noget hårdhændende metoder. Abarthen så nu ikke ud til at have levet et alt for hårdt liv, tværtimod – den så rigtig flot ud. Og i kigget til kabinen så jeg derved noget meget interessant – det herunder:
Kan I se noget usædvanligt ved denne siderude?
Ja, først så jeg det faktisk ikke, fordi jeg fokuserede på det indre af kabinen, der hovedsageligt bare var rigtig fræk Abarth, sportsrat og sæder og selv gulvmåtterne var lækre. Tiøren faldt, da jeg så sideruderne, der var omtrent firedobbelt tykkelse af et almindeligt stykke glas – ahhhhhhhhhaaaaaaaa, bilen var pansret! Da jeg jo stadig ikke taler fransk anede jeg ikke hvad “Voiture Blindée” betød, men det gør jeg så nu – nemlig at bilen er pansret. Hvormed det hele jo giver mening – selv prisen!
Der kan ikke være mange pansrede Lancia A112 Abarth derude, vel? Heller ikke Abarth’er med 11.500 kilometer. Hvor mange der har mafiahistorie er et godt spørgsmål, men umiddelbart vil jeg ikke afvise, at det er mange! Den lille Abarth må have været en glimrende flugtbil – tænk bare på filmen The Italian Job, hvor briterne bruger Minier til deres kup: En stor slæde er ikke smart på snævre italienske flugtveje.
Hvor væver en Abarth forbliver efter armering er et godt spørgsmål: Det findes i flere niveauer og sælger angiver det til B6. Jeg er bestemt ikke ekspert på armerede biler, men jeg kunne ikke mærke noget på karosseriet udefra. Men jeg læste op på det, og B6-niveau betyder normalt skudsikkerhed op til 7,62 mm rifler, men igen er det lidt eleastik i metermål: Bløde projektiler skulle ikke kunne penetrere armeringen – men en full metal jacket 7,62 mm “AP” (for Armour Piercing…) kunne nok godt. Jeg ved ikke hvilken form for garanti den (typisk uafhængige) montør af armeringen tilbød dengang? Men hvis jeg var dem ville jeg være forsigtig med at love for meget til nogen fra mafiaen. Som jeg læser det omfatter B6 ikke beskyttelse mod håndgranater eller bomber fra under bilen, og brug af den slags var så vidt jeg husker populært i Italien i halvfjerdserne og firserne. Men den eksakte mafiaboss har måske følt sig hævet over den slags?
Masser af indbygget indslukningskapacitet også.
Med rette, så det ud til: Bilen lignede ikke noget, der nogensinde havde set hverken et projektil eller en granat af nogen art. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at noget har ladet livet i dens intime kabine, men så næppe med noget der svinede – måske et stykke ledning eller ståltråd, kunne jeg forestille mig.
I det hele taget kunne man forestille sig meget, lige med dén bil. En ting jeg IKKE kunne forestille mig var dog at jeg selv sad bag rattet af den som ejer: Mens jeg ganske vist elsker en A112 Abarth så synes jeg netop dette eksemplars historie og vægt (historiske vægt?) ville tage lidt for meget af køreglæden ud af den glade lille Abarth. Men det er måske bare mig? Der var masser og masser af alternativer i samme prisklasse og sågar lavere – for slet ikke at tale om hvad der fandtes i de højere og mindre kriminelle luftlag af bilverdenen som den var udstillet på Retromobile. Men jeg vil gerne indrømme, at Abarth hørte til i den ret usædvanlige ende af spekret – uanset pris.
(Mere følger fra Retromobile i den kommende tid)
Det var desværre ikke så ualmindeligt i 70/80 i Italien at have disse armeret
biler i husstanden hvis man have en større formue…De røde flasker i bagage rummer rummer ikke slukke midler men derimod
ekstra luft og lappeskum hvis dækkede skulle blive saboteret under kørsel…Jeg har siddet til bords med en del Italiener hvor sådan en bil vækker lidt dårlige barndom minder og erindringer om en daglig dag med bodyguard…Så ikke en Mafia bil…
Ja, det er det jeg mener, @keld: Det var ikke rigtigt gode tider for Italien – men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt over, at det kunne gælder på begge sider af dydens smalle sti.
Om dén her hører til på den gode eller den onde side har vi kun sælgerens ord for, og da han skrev “ex-mafia” så gik jeg ud fra det. Hvordan han kan vide det gik jeg ikke nærmere ind i: Nu havde den organisation det med at bruge en del stråmænd, så jeg tænker næppe den var indregistreret i Don Corleones navn…
Denne fine stod i Bremen, den var mega flot.
Lige et mere
Mens jeg sidder her og fortærer en pizza, tænker jeg, at den pansrede A112 måske har kørt på Korsika, som også er berygtet for sin brutale mafia, bare med fransk fortegn og dybe rødder i den italienske ditto.
Velbekomme!
Man kan åbenbart ødelægge en A112 Abarth på flere måder, @juhle :-)
Prøv at søge på skudsikker Alfa Romeo, Franco Muto på YouTube. Den har en speciel historie.
Og glem det vedhæftede. Telefonen har sin egen vilje.
Og slet gerne vedhæftede billede. Telefonen har sin egen vilje…