Hvordan man kender en kender.
Frisk afrejst fra Retromobile (men endnu ikke hjemme – der er også Bremen Classic Motorshos denne weekend…) er jeg så fuld af indtryk, ny viden og handler at jeg faktisk stadig føler mig dejligt mæt. Og een af historierne handler om overskriften.
Erkendelsen kom til mig under et besøg på en af klubsstandene (eller hvad det nu var – jeg kiggede ærligt talt mere på bilen), hvor der stod en Panhard CD. Fascinerede biler fra dengang der faktisk fandtes rent franske biler – som i Panhards tilfælde i mærkets senere år netop fik lov til at være meget franske. Blandt andet mente de på klassisk fransk manér at vide bedre, herunder at man da godt kunne lave dyre biler med aluminiumskarosseri og kun to cylindre, for selvfølgelig værdsætter folk da fransk sophistication. Det gjorde nogle måske også – bilkøberne købte bare ikke ret mange, og Panhard byggede deres sidste bil i 1967.
En Panhard CD var trods sine kun to cylindre helt bestemt en sportslig bil: Den vejede omkring 600 kilo og var ligeså aerodynamisk, som den ser ud – og gik derfor let over 160, de hurtigste henved 180 km/t.
Heldigvis er der så entusiaster, der holder arven i hævd – meget ofte båret af klubber og ulønnede entusiaster, der egentlig burde have skattefradrag eller få kulturstøtte for at gide at belære andre om, hvad eksempelvis Panhard egentlig handlede om. Og ærligt talt forventer man jo heller ikke kvart i lukketid på en messe i Frankrig at møde en rigtig kender udi de finere detaljer – strejke havde måske været mere fransk? Men der står jeg så og kigger på en gennemskåret motor fra en Panhard, en klassisk luftkølet tocylindret sag, der er kendt for at være ret højtydende – og kommenterer så, at den har fire stempelringe. Som man tydeligt kan se:
Grunden til at at jeg overhovedet kommenterede på det er, at færre stempelringe generelt er bedre for mindre friktion og dermed højere ydelse og fire derfor er usædvanligt for en højtydende motor. Som man må sige, at 50 hestekræfter fra 850 kubik er for midttresserne.
Hvorpå manden på standen, der ellers startede vores snak med at undskylde, at han ikke kendte bilen på standen så godt, lige kan fortælle at den faktisk har fem – den sidste bare indenfor den del af cylinderen, der ikke er skåret væk på udstillingsmotoren. Dér vandt han min store respekt, og jeg vil dermed ophøje denne oplevelse på Retromobile til eet af kriterierne for, hvordan man kender en kender.
Nu har jeg så ikke lige haft tid til at faktatjekke, men det kan være nogle af læserne kan bekræfte udsagnet? Så tager jeg i mellemtiden videre til Bremen.
God weekend til alle bilkendere!
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Og vinderen er … Volvo 850!
Tekst: Michael Sehested Lund
Afstemningen om årets veteraner fra 1991 er nu afsluttet, og resultatet er både klart og tankevækkende. Med 29% af stemmerne løber Volvo 850 med sejren – foran et felt af både luksusmastodonter, sportsvogne og retrocharme: Volvo 850 – en sejr med historisk tyngde
Foto Volvo Cars
At Volvo 850 vinder er på mange måder logisk. Som jeg tidligere har skrevet, var 850’eren den mest afgørende satsning i Volvos nyere historie. Den introducerede tværstillet motor, forhjulstræk og en helt ny platform, som blev fundamentet for Volvos personbiler i årtier frem. Uden 850 er det tvivlsomt, om Volvo havde overlevet som personbilsmærke. At læserne har givet den sejren, understreger bilens status som både teknisk milepæl og kulturelt ikon.
Porsche 968 – en værdig 2. plads
Foto Stuttcars
På 14% finder vi Porsche 968, der elegant afsluttede Porsches transaksel‑æra. Hvor 924 og 944 lagde grunden, bandt 968 sløjfen med forbedret teknik og et design, der understregede familieskabet med Porsche 928. Den står i dag som en af de mest harmoniske coupéer fra Zuffenhausen.
TVR Griffith 400 og Peugeot 106 – delt 3. plads
Foto Stellantis arkiv
Med 13% hver deler TVR Griffith 400 og Peugeot 106 tredjepladsen – to biler, der næppe kunne være mere forskellige. Griffith 400 repræsenterer britisk sportsvognstradition med glasfiberkarrosseri og Rover‑V8, mens Peugeot 106 var den lille, lette og charmerende minibil, der gjorde bilkørsel tilgængelig for en hel generation. Sammen viser de spændvidden i 1991.
Mercedes‑Benz W140 S‑klasse – kompromisløs luksus
Mercedes-Benz Media
På 12% finder vi Mercedes‑Benz W140 S‑klasse, symbolet på en tid, hvor Mercedes byggede biler uden hensyn til pris eller vægt. Dobbeltlagsruder, soft‑close døre og V12‑motor – alt sammen i en bil, der stadig står som et monument over teknologidrevet udvikling.
Subaru SVX – særpræg og teknik
Foto Subaru arkiv
Med 9% placerer Subaru SVX sig midt i feltet. Giugiaro‑designet med de karakteristiske ”vindue‑i‑vindue” sideruder og en kraftig boksermotor gjorde SVX til en af de mest særprægede coupéer fra 90’erne. Den var både komfortabel og avanceret – men måske for speciel til at vinde bredt gehør.
Citroën ZX, Nissan Figaro og Lexus SC – nichefavoritter
Foto Stellantis arkiv
Foto Nissan arkiv
Foto Lexus arkiv
- Citroën ZX (4%) viste, at Citroën kunne bygge en kompetent Golf‑klassebil, men uden den særlige aura, der ellers kendetegnede mærket.
- Nissan Figaro (3%) indfangede retrotrenden og blev kult, men fik kun få stemmer her.
- Lexus SC (2%) var Toyotas bud på en luksuscoupé, men forblev en outsider i afstemningen.
VW Golf Mk3 – uden stemmer
Foto VW arkiv
Overraskende nok endte VW Golf Mk3 med 0%. Selvom den tilbød både ABS, airbags og VR6‑motor, har den tilsyneladende ikke samme klassikerstatus som konkurrenterne – mærkeligt!
1991 i bakspejlet
Afstemningen viser, hvor forskelligartet 1991 var: fra Volvo 850’s tekniske nybrud til Porsche 968’s elegante afslutning, fra britisk sportsvogn til fransk minibil. Læserne har talt, og resultatet understreger, at klassikerstatus ikke kun handler om luksus eller drømmegarager – men om relevans, historie og sjæl.
Tillykke til Volvo 850 – årets veteran 2026!
Hvilken bil er jeres favorit blandt de 10 biler på listen fra 1991?
- Volvo 850 (29%)
- Porsche 968 (14%)
- TVR Griffith 400 (13%)
- Peugeot 106 (13%)
- Mercedes-Benz W140 S-klasse (12%)
- Subaru SVX (9%)
- Citroën ZX (4%)
- Nissan Figaro (3%)
- Lexus SC (2%)
- VW Golf Mk3 (0%)
Indlæser ...
Ugens foto
Og så skal der bare køres nogle biler ind…
Ugens Fund: Ford eller Ford? Lad os høre!
Det er en Granada og en Consul Coupé. Same-same but different, ikke? Njah, i dette tilfælde er det to meget forskellige biler og der er også meget stor prisforskel. Jeg kan ikke helt afgøre hvilken der er mest rimelig – men nemt hvilken af de to, jeg helst selv ville have.
Granadamodelrækken synes jeg faktisk har mange dejlige modeller, men for mig har de altid stået som sekscylindrede. Der var imidlertid også fattigmandsudgaver men kun fire – og en sådan er den billige. 2 liter og manuelt gear rækker vel? Det er i hvert fald det man må nøjes med for 45.000. Plus det, at det er en meget sen faceliftet udgave i klassisk firserhvid – bilen herunder:
Men se så lige her i den stik modsatte ende af registret: En 1974 Consul 3.0 GT Coupé. I metalgrøn med vinyltag. Wow! Den er heldigvis også med manuelt gear, og selvom det stadig ikke gør den til en sportsvogn, så har man med den motorisering et helt andet overskud end med den firbenede. Og ikke mindst: En helt anden lyd. Jeg ved godt, at mange øffer over den lidt hestekraftsvage Essex-motor, men lyden kan man ikke sætte en finger på, og men den bløde buldren følger der bølger af drejningsmoment. Det er den her:
Den fornøjelse koster så også 100.000 kroner, altså over det dobbelte. Personligt synes jeg egentlig man får mere end det dobbelte klassiker for pengene – men omvendt for man jo ikke mere end det dobbelte bil. Hvis det skulle betyde noget. Gør det det? Eller er det en god handel at få halvanden gang flere cylindre for den dobbelte pris? Lad høre hvad I synes:
Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncerne hér: Granada 2.0 og Consul 3.0
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Og så lige en fed brochure at slutte på i en superfransk uge:
Panhard 24, som brochuren herunder gælder, var ikke længere i aluminium som den eksotiske CD, motoren var en videreudvikling af den gamle men stadig på 850 kubik, og stilen var for så vidt stadig sportslig – men tiden var lidt løbet fra den franske avantgardier. Det sjove er, at det kan man faktisk ikke se af brochuren fra 1966, der er ligeså lækker som bilen gerne ville være:
Hvis jeg ikke husker forkert stemte jeg (også på 850). Den var og er en lækker bil – og for Volvo et stort skridt fremad.
968 har jeg aldrig forstået. Faktisk opdagede jeg ikke engang, den kom frem. Hvilket jeg nok ikke skal være stolt af – og heller ikke er. Men jeg har altid oplevet 968 som en lidt kedelig opdatering af 944. Og med et resultat, der i mine øjne slet ikke overgår 944, der er så flot, stram og sportslig i linjerne.
Hvad angår Ford’erne er jeg mest til den gamle generation af Granada/Consul. De var amerikanske i linjerne – men flottere på en fed europæisk måde. Dejligt at tænke på i denne kolde tid… jeg kan dog bedst lide en sedan – en sådan havde vor nabo – og den 3.0 lød skønt, når automatgearet skiftede til andet trin, når de langsomt forlod deres bopæl.
Hej Claus
Jeg bekræfter udsagnet om de fem stempelringe … pistons 5 segments…kan også findes på en traktor og en MGB – god tur til Bremen
En CD Panhard havde 60 hk i normal versionen, medens den i Rallye versionen havde 80 hk. Bl.a. pga to karburatorer. Panhard BT/CT havde 50 hk eller 60 hk i Tigre versionen.
Det giver en liter effekt på hhv 59hk/l, 70 hk/l eller 94 hk/l.
Topfarten på CD’en er hhv 165 km/t eller 180 km/l.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve 180 km i en tocylindret bil😊.
Var de direktører, @carsten-goth – altså din nabo? Så har de jo været succesfulde. Ikke bare fordi de havde en sekscylindret Ford, men fordi du skriver de forlod bopælen “langsomt” – den ultimative indikator for succes: Man har ikke de travlt – det kan de andre have!
Tak for faktatjekket, @peter-plys-karlsen: Og ja, den femte sidder under stempelpinden, så det vil på længere sigt nok give bøvl at skære mere af cylinderen fri på en udstillingsmotor. Fin sammenligning med traktorer, der jo netop er alt andet end højtydende. Udover friktionen er den reducerede styrke i stemplet også et problem med udskæringer til de mange stempelringe.
@kjeld-jensen, af den brochure jeg lagde ved fremgår det, at de 60 er SAE-heste. Måske talte jeg med en moderne franskmand, der trods sin forkærlighed for Panhard og gamle dage regnede i DIN? Så tror jeg pengene passer nogenlunde. Og ja, jeg kunne også godt tænke mig at prøve en CD for fuld udblæsning – med dobbeltkarburatoren! Det er nok en anden, der skal holde stopuret, tænker jeg…
Da 850 kom var jeg produktchef i et fransk firma, og vi fik en ny Nordenchef der kom fra US. Han fik naturligvis en 850, som han blev så begejstret for, at han mente at vi alle skulle have en 850 som firmabil :-)
Men vi måtte slukøret sige nej tak, da vi ikke havde råd til at betale beskatningen af en 850 i DK.
Nu skal man ikke nedgøre en 2.0 4 cylindret Ford Pinto motor i forhold til en V6. Som jeg husker de sidste Taunus og de første Sierra, var en firecylindret 2,0 både væsentlig stærkere og også dyrere en V6 2,0.
Tror i øvrigt det er en Køln V6 og ikke en Essex V6, da langt de fleste Ford kom fra Tyskland i de årgange.
Jeg havde på et tidspunkt en Taunus V6 Automatic der kørte på autogas, tro mig, det var ikke nogen racer!
@henrik kusk: uden på nogen måde at være Fordmand: Er de tyske V6 ikke på 2.8 liter, mens de engelske er på 3.0 liter ?
@henrik-kusk : Jeg var ude i det samme med Volvo 850. Vældig dejlig bil, men alt for dyr. Det spillede også ind, at den næstkommanderende i den hollandske virksomhed, jeg arbejdede i havde en …
Jeg er helt enig med dig i forhold til 2 liter Pinto-motoren, den skal man ikke rynke på næsen af. 2 liter V6’eren var noget død i sværen til sammenligning, dens eneste fordel var lyden af de 6 cylindre.
Til gengæld er jeg enig med @leo-jensen i, at en 3 liter V6 i en Granada er en Essex. Den største Kölner V6 på den tid var på 2,8 liter og nåede til først til sidst op på 2,9 liter i Scorpio.
Det undrer mig egentlig ikke, at Golf 3 ikke fik nogen stemmer. Der stod en gadeparkeret i Bremen på vej til messen, og jeg tænkte netop at den jo bare passer fint til de fejlfarvede ejendomme bagved.
Den rigtige stod i Bremen..
Og prisen
Nej Claus, vor nabo var ikke bankdirektør. Det var så meget bedre – manden var kørende sælger og tekniker udi højtryksrensere. Allerede dengang i sluthalvfjerdserne/startfirserne havde han hang til ældre biler. Før Granadaen kørte de i BMW 2000 Neue Klasse. Da den blev træt, købte han Granada’en, som var en GXL 3.0 Aut. Granada’en satte han selv i stand i sin lille garage. Det omfattede pladearbejde, lakering, nyt vinyltag og alt det andet kosmetiske. Og derefter tog han fat på automatgearkassen, som han adskilte. Det var åbenbart kompliceret, så han spurgte Ford i Nykøbing, om de kunne samle den igen. Det kunne de ikke – kun Ford i Tyskland havde tilsyneladende ekspertisen i deres øjne. Dermed havde Jim ikke anden mulighed end at gøre det selv – og den skiftede som sagt pragtfuldt derefter. Jim var en tålmodig mand. Han spurgte pænt ind til, om jeg ikke nok ville radiodæmpe tændingen på min cross maskine – han kunne ikke se TV, når jeg brugte vejene til leg. Vor anden nabo ringede bare til politiet. Da jeg rykkede til motorcykler og ville købe en Honda 500 Four, prøvede Jim at få mig til at købe hans restaurerede BMW politimotorcykel – han ville redde mig fra japaneriet. Det kunne han ikke, og der skulle gå endnu 20 år, inden jeg skiftede til Bayern. Han var en cool mand – og jeg kiggede langt efter hans køretøjer der i fattigfirserne, hvor mine forældre havde fornuftige ting som Escort, Maxi og Derby.
Smuk historie, @carsten-goth: Han har haft god indflydelse på dig!
Dén så jeg også, @juhle: Superlækker. Så vidt jeg husker sagde jeg dog til mig selv, at jeg ikke ville kunne leve med sæderne…
Og vupti, nu er den hvide Granada solgt: Betyder det, at dén var den bedste fund?