Jeg synes ikke man kan andet end erkende, at begge disse to biler er rasende lækre biler – og på Retromobile stod de til salg til samme pris, 30.000 Euro.
Den ældste først – dels af respekt for alderdommen, men også fordi den er den mest franske af de to. Ikke at det siger så meget, men alligevel: Dens fulde navn er Talbot Sunbeam Lotus, og den var født ud af den absolut kaotiske koncern der nok er bedst kendt som Chrysler Europe. Det var amerikanske Chryslers forsøg på at få fodfæste i Europa, og koncernen omfattede fra 1967 Simca, Rootes og (ærligt talt nyt for mig, men dukkede op under researchen) spanske Barreiros, der lyder som en knaldsød dessert. På en-eller-anden måde hænger det i dag vist sammen med Stellantis, hvilket i sig selv vel indikerer hvor rodet det hele var. En del af Chrysler Europe var Chrysler UK, der i 1975 modtog et lån på 162 millioner pund (det var mange penge dengang…) fra den britiske regering for at undgå at gå konkurs. På en-eller-anden facon fik de midt i det kaos udviklet en ny bil som konkurrent til blandt andet Ford Fiesta – men da den var baseret på en gammel platform var den nye Chrysler Sunbeam fra 1977 baghjulstrukket.
Baghjulstræk var allerede dengang gammeldags – men indebar ikke desto mindre nogle fordele, når man skulle køre stærkt. Indledningsvist var en 100-hestes ti topmodellen i programmet, men den viste faktisk potentiale til mere, og Lotus ville gerne levere en motor: Deres 16-ventilede sportsmaskine fra Esprit med mere kom først i som to-liters og senere som 2,2’er, og begge blev indsat i rally lige fra starten. De var straks hurtige, og da der senere også kom pålidelighed til, så havde Chrysler pludselig en bil, der kunne slå både Ford Escort RS og Vauxhall Chevette.
Verdensmesteren fra 1981 var en forfinet familiebil undfanget i kaos og med hjerte fra Lotus.
Noget så eftertrykkeligt faktisk, for Talbot Sunbeam Lotus vandt verdensmesterskabet i rally i 1981 – og Chrysler Europe har sikkert være lige dele overraskede og glade. Ingen skal bilde mig ind, at det kørte efter en fast plan! Til gengæld er det åbenlyst for enhver, at gadebilen er møgfed: Dens 150 hestekræfter gav den en 0-100 km/t tid på under syv sekunder og det var rigtigt hurtigt for 1980.
Jeg vil mene, at den her har overhalingsprestige!
Og sådan een stod der til salg på Retromobile til 30.000 Euro. Altså en gadebil. Delvist, i hvert fald. For den havde skærmforøgere med plads til bredere Minilite. Og var i øvrigt opgivet til 180 hestekræfter, 30 mere end standard. Men bortset fra de små detaljer så den godt ud – og der skal nok være nogle, der foretrækker den med dem. Kabinen var ikke ligefrem nystrøget, men dens stofsæder var heller ikke ligefrem kendt for uopslidelig kvalitet. Ekstralygterne ude foran var lige i øjet, og jeg elskede modellens trods opgraderingerne forholdvist uskyldige fremtoning: En ganske enkel, opret og firkantet familiebil fra senhalvfjerdserne – med et alvorligt twist. Til 30.000 Euro fik man helt sikkert meget sjov for pengene.
Det mener jeg faktisk slet ikke er til diskussion. Men nu til det svære: I samme hal 4 stod nemlig en seks år yngre fortolkning over stort set samme skabelon, bare konstrueret og bygget og indsat af en tysk gigantkoncern fuld af ingeniører – Mercedes-Benz lancerede i 1984 deres lille 190E som 2.3-16, der også var tænkt som homologeringsspecial til motorsportsbrug. Og også bar et prisskilt på 30.000 Euro. Så bliver det svært, ikke? Det var den herunder:
Denne 1986 Mercedes-Benz 190E 2.3-16 er på mange måder en komplet modpol til den britiske haveskursspecial – men på andre måder totalt det samme. Også prisen.
Mercedes-Benz havde på samme måde lanceret en lille fornuftig familiebil og da 190E kom i 1982 blev den straks sammenlignet med BMW 3-serie. Forskellen var bare, at BMW’en havde en sportslig åre, og det havde Mercedes’en ikke. Den blev rost for fremragende og sikre køreegenskaber, men det var tydeligt, at den kunne tåle nogle flere kræfter. Det fik da så i 1984, da 2.3-16 kom med 185 hestekræfter.
Det er bemærkelsesværdigt, at tyskerne også tænkte på rally, også bad en britisk motorkonstruktør (Cosworth) om hjælp og ikke mindst at de 185 hestekræfter var omtrent det forventelige niveau af forbedring fra Sunbeam Lotus fra 1979, når man tager den fire-fems års forskel på dåbsattesten i betragtning. 16 ventiler har de også begge to – og heri ligger også en del af forklaringen på deres store potentiale for tuning.
Undervejs ændrede tyskerne retning, da nogle andre tyskere havde fundet på firehjulstrukne rallybiler – med turboladning. Det blev senere til Gruppe B, og dér kunne den masseproducerede 2.3-16 ikke være med. Men Gruppe A krævede netop masseproduktion, og da mindst 5.000 biler var bygget, så kunne Mercedes stille op i mesterskabet for standardvogne i Gruppe A.
1985 var første sæson, hvor den nye sportslige 190’er blev indsat i banerace.
Her fik de i mange år alligevel stryg af BMW M3 og andre, men ikke uden kamp til stregen og duellen mellem de to er legendarisk og noget af det bedste standardsvognsrace verden har set. Og Mercedes-Benz’ deltagen og succes var med til at ændre mærkets profil. Men det er en anden historie.
Og her stod der altså ligesom med Sunbeam Lotus en gadebil, ikke en racerbil. Og den så knaldgodt ud i den helt rigtige farve – den ene af to, der kunne fås på 2.3-16: Rauch Silber Metallic. Ligesom briten også med stofindtræk, på alufælge og i pæn stand generelt uden at være perfekt – men da den var fransk fra ny med gule forlygter, hvilket i min bog giver bonuspoint. Og kabinen var i langt bedre stand, i øvrigt.
Til gengæld er det faktisk sådan, at briten trods højere alder var hurtigst i en sprint ligeud – især hvis den her virkelig havde 180 hestekræfter. Den er også meget mere sjælden med godt 2.000 byggede mod Mercedes’ knap 20.000. Men uden at det skal lyde som et ledende spørgsmål – hvilken mon er den bedste bil i dag som fyrre år gammel klassiker? Altså som transportmiddel betragtet? Og modspørgsmålet: Hvilken mon er sjovest?
Jeg var dybt fascineret af de to lignende men utroligt forskellige biler til samme pris. Ja, jeg syntes eksotikeren Sunbeam Lotus var virkelig, virkelig fed og den måtte hjertens gerne bo i min garage. Men jeg kan sige eksakt det samme om 2.3-16’eren. Jeg ville helst køre Munkebjerg Hillclimb i den første og helst til Le Mans Classic i den anden – mens det nok ville stå lige på min daglige tur på arbejde. Jeg tænker stadig over det en uge senere, og har endnu ikke fundet svaret. Kan I hjælpe?
..og så må vi ikke glemme, at de to køretøjer herover kom i familie, da Daimler-Benz og Chrysler fusionerede i 1998.
Men skulle jeg vælge mellem de to, tager jeg den med den femtakkede stjerne.
Som jeg skrev for en uges tid siden (Talbot Horizon) er jeg inhabil i den diskussion. Men svært at sige nej til en aggressiv Mercedes når den har farven Rrrauch Metall !
Må jeg være politisk ukorrekt?
Talbot Lotus vil være sjov en kort stund. Som en våd nat med en eksotisk, men ustabil, flamboyant og grænsesøgende kvinde. MB’en er den kvinde, der er raffineret og spændende, men ikke i fare for impulsivt at rejse til Nepal for at lave non-verbal buta-dans med en stak langhårede verdensfrelsere fra Tvind.
MB’en er det sikre og langstidsholdbare. Men dermed ikke noget kedeligt bekendtskab. Slet ikke. Den er bare klogere og har mere klasse.
Politiet i England havde 6 styk Talbot Sunbeam Lotus, som var forklædt som standard – altså uden Lotus farver.
Det må have været en træls overraskelse. En ting var at blive løbet over ende af SD1 jam sandwich, men af noget der tilsyneladende var en standard Talbot…?
Som redaktør, bil- og til dels personkender (i hvert fald i ViaRETRO-regi :-)) synes jeg at kunne fornemme, at der er flere inhabile her: Vil dem, der allerede ejer en Sunbeam venligst række hånden i vejret?
@skaanning, altid. Du får den første (kvinde/bil – jeg er i tvivl :-)) til at lyde som et dårligt alternativ!
@lau-mortensen, dét var sofistikeret. Og lumsk! Men du har ret i, at Sunbeam Lotus var meget kendt og dermed genkendelig for sin bemaling. Det er et af de aspekter jeg altid har kunnet lide ved den – for selv med kampmalingen er den jo stadig ret diskret, og kræver trods alt fortsat, at beskueren ved hvad det egentlig er. En hårfin balancegang – og en kunst, der i dag virker lidt glemt.
Sunbeam Lotus – den kørte min gode HillClimb ven Poul i sæson 2011, hvor jeg kørte Abarth 130 TC. Husker den som en yderst kompetent bil, der med Poul bag rattet leverede gode resultater. Jeg fik en meget grundig introduktion til bilen i forbindelse med det Sprint Løb, der blev afviklet dagen før det egentlige HillClimb ved Munkebjerg. Så nogen gange skal man bare vælge det eksotiske frem for det sikre…..siger en mand der kører MB til hverdag. Netop derfor skal den næste klassiker også være noget andet – hvem ved…måske skal vi til Frankrig, hvor Claus lige har været….
Hmm, den må jeg egentlig også have set ude i kulissen et sted, @jens-ole-petersen, men jeg kan faktisk ikke huske den.
Frankrig? Det er aldrig helt forkert med Frankrig!
For nogle år siden var der en Sunbeam Lotus til start i en af klasserne ved Spa Six Hours Den var hurtig husker ikke placering Den var ret anonym sort og kunne godt forveksles med en Ford Fiesta i forbifarten