Register

ten − 2 =

A password will be e-mailed to you.

Hvad de unge vil ha’: Triumph Speed Twin fra 1954

Det kom derfor bag på mig, at jeg gerne selv vil have sådan een!

Jeg har aldrig haft en motorcykel, men sjovt nok – som så mange andre – engang drømt om livet med sådan een, den ultimative frihed på hjul. Sidst er ved at være længe siden, og dengang var det om en caféracer baseret på noget japansk, der ikke var så forfærdeligt gammelt, og det har sikkert været moderne den gang.

Det er jeg ret sikker på, at en Triumph fra 1954 ikke er. Heller ikke selv om denne er modificret til en caféracerstil, der ikke er helt fri for at minde om dem fra sidst. Eller kun koster 36.500 kroner. Hvorfor jeg skrev overskriften i fuld ironi: Jeg tror faktisk ikke det er det de unge vil ha’. Det er der nok ikke så meget overraskende i, faktisk. Det er ærligt talt mere overraskende (også for mig selv…), at jeg gerne vil!

“Men du er jo heller ikke ung”, kan man så sige. Nej, og det er måske netop dét, der er problemet? Hvorfor i alverden skulle jeg have en gammel Triumph NU?!? Jeg er blevet 57 – er det et godt tidspunkt at starte med motorcykler? Er jeg blevet en gammel runkedor? Har jeg en midtlivskrise?

Teknisk set er det sidste stærkt usandsynligt med min alder, og hvis det er tilfældet, så er jeg kommet for sent til min midtlivskrise. Men på den anden side: Det vil faktisk ligne mig meget godt.

5 kommentarer

  1. Nold

    Hvis man går efter udseendet synes jeg ikke om de hvide fælge og den moderne forlygte, men det er jo smag og behag og kan hurtigt ændres. Den er jo heller ikke nogen racer, så hvis man vi ud og slide lidt på undersiden af fodhvilerne er det nok heller ikke liige modellen. Men til prisen får man en god brugscykel til søndagsturene på de varme dage og frem for alt er der jo LYDEN. Skal det gå lidt mere raskt så skal man nok gå efter en 6 ½-er af enten Britisk eller Japansk oprindelse. Paralleltwin-lyden er lyden af Rigtig Motorcykel efter min beskedne mening, selvom man med de rigtige potter godt kan snydes af en tysk boxer.

    Besvar
  2. Michael

    Jeg kører selv motorcykel, og kan også lide cafe racer stilen, og de tanker det sætter i gang hos mig. Det er både æstetisk og lidenskabeligt, men kørestillingen er elendig ved ture længere end 20km. Den er en nydelse at se på, røre ved og lægge øre til, men køre på, nej. Så hvad handler drømmen i virkeligheden om? Måske det frie liv, væk fra informations teknologi, tilbage til rødderne, den ærlighed som den fremstår med i modsætning til opslag på sociale medier. Det er simpel teknik, der er til at forstå. Har selv haft en T120 fra 1969, og er bidt af den glæde som godt håndværk giver.

    Besvar
  3. Niels Peter Thuesen

    Da jeg fik kørekort som 18 årig, blev Derby Ferrari knallerten straks udskiftet til netop ovennævnte dagens emne. Som Nold ovenfor er inde på, havde den det legendariske lygtehus, som var sammenbygget med forgaflen. Øverst var instrumenter og kontakter indbygget i lygtehuset på smukkeste vis. En designperle som for mig var argument nok for at vælge netop den motorcykel.
    Et andet argument var netop lyden fra motoren.
    Speed Twinen var brugt og monteret med uorginale lydpotter aldeles uden indmad. Det gav en uudholdelig skarp og høj lyd. I handlen medfulgte originale lydpotter, som var beskadiget i afgangsrøret.
    Originale lydpotter har direkte gennemgang og man kan se lige igennem som om, der ingen lyddæmpning er. Men det gennemgående rør er perforeret, og udenom er der fyldt op med glasuld, som dæmper den skarpe lyd. Eftersom de sidste 20 cm afgangsrør var beskadiget, blev disse savet af. Det gav et ekstra bidrag til den i forvejen bløde lyd. Virkelig herlig lyd.
    Det var ikke kun mig der synes det. For flere år efter, at Speed Twinen var solgt, fik jeg af ligesindede at vide, at når jeg kom kørende, stoppede de op på deres cykler og nød lyden, indtil lyden ikke kunne høres mere. ;-)

    Besvar
  4. Claus Ebberfeld

    Det er både gode spørgsmål og ligeså gode svar, @michael. Omend jeg kan love dig for, at hvis jeg får klassiske motorcykel, så kommer den også på de sociale medier! Herunder nærværende kanal, selvfølgelig. Og jeg har 14 kilometer på arbejde, hvilket lyder som for lidt til at blive helt ødelagt.

    Jeg må med skam tilstå, @Niels-Peter-Thuesen, at jeg ikke var klar over at lyden på en Speed Twin var så speciel, men efter jeres beskrivelser herover har jeg fundet nogle lyd- og videoklip, og jeg kan godt se (høre!) hvad I mener. Et godt argument i sig selv, absolut!

    Besvar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.