Register

thirteen + nine =

A password will be e-mailed to you.

Nogle gange går det stærkt, selvom det ser langsomt ud.

Det er et fænomen vi kender fra racerkørere, der kører rent og disciplineret og kontrolleret – og på den måde kan være hurtigere end dramatiske på-kanten-kørere, der med tydelige forbremsninger, overstyring og vildt akkordarbejde ved rattet ellers viser, at de giver den gas. Og i denne uge har ViaRETRO udvist en paradoksal kombination af de to stilarter!

Ham her kunne jeg godt lide som kører, for han var både hurtig og spektakulær. Lidt modsat denne uge!

Altså, det er analogisk talt, det er klart. Men radiotavsheden har været usædvanlig lang (en hel uge, faktisk), og det er vist aldrig tidligere sket medmindre det skyldes teknisk uheld. Det kan man på en måde også sige at det gjorde denne gang – bortset fra at uheldet ikke er indtruffet endnu. Kryptisk? Javist. Lad mig bare sige at selv hvis det ikke indtræffer (men også hivs det gør), så hører I nærmere om det her på kanalen. Af erfaring klog vil jeg dog undlade at nævne hvornår.

Jamen, har det overhovedet noget med biler at gøre, vil de skeptiske måske spørge. Og svaret er et klokkeklart “delvist”. Lad mig bare sige, at det ikke er helt tilfældigt, at jeg for lidt tid siden skrev (endnu en gang…) om min gamle drøm om at bo med biler. Akja, måske har jeg allerede sagt for meget, men ellers: Gæt selv videre!

Nu skrev jeg godt nok biler, men motorcykler er måske lidt nemmere.

Der er ikke noget om mine køreture på Den Nationale Køredag, fordi – jeg kørte ingen steder. Eller – i hvert fald ikke i andet end konebilen. Som jeg også skal huske at præsentere. Igen: Ingen tidsprognoser, sådan eksakt – men det bliver før end senere.

God weekend

Claus Ebberfeld

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Fiat 124 Sport Spider – italiensk lethed, teknik og temperament fylder 60 år

Tekst: Michael Sehested Lund

Fiat 124 Sport Spider blev lanceret i 1966 – samme år som Alfa Romeo Duetto, dens mest oplagte rival og åndsfælle. Begge var designet hos Pininfarina, Fiat’en af Tom Tjaarda, Alfa’en af Battista Farina selv. Men hvor Duetto var dyrere, mere eksklusiv og mere aristokratisk i sit udtryk, var Fiat 124 Sport Spider en mere folkelig og tilgængelig fortolkning af den åbne italienske sportsvogn.

Fiat i 1960’erne var et kraftcenter af innovation, volumen og selvtillid. Modeller som Fiat 124, Fiat 125, Fiat 128 og Fiat 130 viste i kombination med sportslige aflæggere af dem en producent, der både mestrede masseproduktion og raffineret teknik – det var i sandhed Fiats guldalder. I dette miljø blev 124 Sport Spider født – som en bil, der skulle kombinere sportslig teknik, civiliseret komfort og italiensk flair i en pakke, der kunne eksporteres i titusindvis. Og det blev den; over 200.000 eksemplarer blev produceret, langt de fleste til USA.

Tjaardas design med den lange motorhjelm, den korte bagende, de bløde skuldre og den lave hoftehøjde var opskriften på den klassiske roadster‑silhuet. Hvor Duetto flirtede med runde, næsten organiske former, er 124 Sport Spider mere stram. Fra front til hæk er 124 Sport enkel og venlig – smuk på den klassiske måde.

Den anden nøgleperson bag bilen var Aurelio Lampredi, tidligere Ferrari‑ingeniør og manden bag nogle af de mest robuste og avancerede Fiat‑motorer nogensinde. Hans twin‑cam‑motor var en teknisk perle: let, omdrejningsvillig, moderne og robust.

Fiat 124 Sport Spider fik motoren i flere størrelser gennem årene – fra 1,4 liter til 2,0 liter – men fælles for dem alle var en karakter, der gjorde bilen mere end blot en cruiser. Den kunne køre civiliseret i byen, men den kunne også tage omdrejninger med en lethed, der gav bilen en sportslig sjæl, som mange af de engelske konkurrenter manglede.

Fiat 124 Sport Spider blev hurtigt en attraktiv vare – især i USA – hvor den blev solgt i store tal.
Det betød, at 124 Sport Spider i 1970’erne og 80’erne blev løbende tilpasset amerikanske krav: større kofangere, ændrede lygter og katalysator.
Produktionen fortsatte helt frem til 1985, og i de sidste år blev bilen produceret hos Pininfarina under navnet Pininfarina Spider Europa. Det er sjældent, at en sportsvogn får næsten 20 år på markedet, selvom 124 Sport Spider på det punkt blev slået af Alfa Romeo Spider. Men 124 Sport Spider tilbød noget af det samme: tidløst design og køreglæde, men til en lavere pris.

I dag står Fiat 124 Sport Spider som en af repræsentanterne for Fiats guldalder – en tid, der desværre nok ikke kommer igen. Fiat havde hele paletten fra biler til folket til elegante, sportslige coupéer, og Fiat 124 Sport Spider befandt sig imellem.

Et stort tillykke med de 60 år, Fiat 124 Sport Spider – de er fortjent om noget.

devider2

Ugens Foto

Hvis dette er et reklamefoto for VW-Porsche 914, så fokuserer den helt rigtigt.

devider2

Ugens Fund: 1967 Volvo Amazon til 65.000 kroner

Og den er lakeret i 2023, synet i 2024 og farvekombinationen er bare i top: Jeg ved godt jeg meget, meget tit har fablet om grøn over brun i alle mulige nuancer – men denne Amazon er grøn over rød, og det er næsten endnu bedre. Det hele (af det man kan se på de få og sært vinklede billeder) ser godt og sælgerens beskrivelse “mange nye dele mm” rejser flere spørgsmål end svar. Men hvis nogle af dem er de dyre dele, så er det jo fint nok. Så vidt jeg kan se står bilen vældigt originalt – og det er godt.

Sært nok har den ikke anhængertræk, men bortset lige fra det kunne den her godt friste: Jeg ved godt alle vil have en Herregårdsvogn, men dels er de jo dyrere og ikke mindst – sedanen er faktisk en pænere bil, ikke?

Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen hér: Volvo Amazon

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.

2 kommentarer

  1. Kai Bach Andersen

    Paller og benzin/olie/diesel indendørs, det bliver også et stort nej tak herfra. Paller og kabelruller er mere kitch end en tagbagegebærer med en brun kuffert på.
    En 124 sport spider er en virkelig smuk vogn, jeg kan overhovedet ikke forstå at alderen er så fremtræden på sådan en skønhed.
    En Amazon, jeg har aldrig fundet den smuk, jeg synes at den ser så tung og træt ud, den minder mig altid om den der blodhund der blev luftet af den gamle betjent, da jeg var barn. Den så så trist ud (men ejeren var altid glad og rar).
    Jeg så en 914 i fredags, da jeg kom ud fra min frisør, jeg synes at sådan en bliver mere og mere lækker. Jeg kan godt huske da jeg så sådan en første gang, jeg var måske 10 år, jeg troede at det var en mislykket kitcar, min storebror fortalte at det skam var en Porsche. (samme historie med SAAB Sonett, et par år senere).

    Besvar
  2. Tony Wawryk

    The 914 has grown on me more and more over the years and I would happily own one (preferably a 2.0-litre) but I am not sure I could get in and out of it these days – need to try it sometime…

    Besvar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.