Register

16 − 7 =

A password will be e-mailed to you.

På Motorama i New York City i 1953 præsenterede Chevrolet en bil, der skulle fungere som en imageforstærker for dem. Det kom den i dén grad til.

Det var kun syv år efter Anden Verdenskrig, og Amerika buldrede derudaf – ikke mindst på bilfronten, hvor det gik rigtigt stærkt med at gøre biler til konsumvarer, som alle skulle have. Hvorfor det var vigtigt at have noget for alle og at appellere til alle. Chevrolet manglede lidt i sortimentet og begik den genistreg at lave en åben glasfibersportsvogn: Noget som Amerika aldrig havde haft som masseproduceret sportsvogn før. På en måde var konceptet inspireret af de britiske sportsvogne fra især Jaguar, og derfor er det egentlig ironisk, at netop Corvette gik hen og blev det helt store symbol på den amerikanske drømmebil. 

1953’eren havde en rækkesekser med 150 heste og to-trins automatgear og var endnu ikke en rigtig sportsvogn.

Men der gik også et par år: Designet blev vel modtaget på Motorama, men 1953’eren havde en lidt svagbrystet 3,9-liters  sekscylindret motor og kunne alene fås med totrins automatgear og kun i hvid – plus at det var gået stærkt med at få den klar til produktion, så den var lige knap færdigbagt, og solgte ikke ret godt. Året efter kom der tre nye farver til, men det helt store gennembrud kom i 1955, da Corvetten for første gang fik en V8 og manuelt gear: Så var det en rigtig sportsvogn, og den grundlæggende opskrift for de næste syv generationer var på plads. Den ottende lader vi lige ligge et øjeblik.

Syv generationer af Corvette deler samme koncept.

Der er sagt og skrevet meget om Corvette, og som udpræget amatør på området er det svært for mig at føje noget nyt til. Og så er jeg jo europæer, mens Corvetten egentlig altid har været bygget med Amerika for øje. Som så mange andre europæere har jeg derfor altid set Corvette som noget der hører til “over there” – og derfor altid set en Corvette som noget eksotisk på vores breddegrader. Næsten på samme måde, som en Ferrari var det i Amerika. Den store forskel var bare, at Corvette ikke var for eksotisk – og ikke mindst ikke for dyr. 

Anden genereation blev et amerikansk designikon.

Jeg tror det var Chevrolets helt store genistreg, at Corvette var prissat et sted, hvor mange millioner (amerikanere) kunne drømme om den, og selvom langt fra alle endte med at kunne opfylde drømmen om en (ny) Corvette, så ramte Chevrolet balancen mellem drøm og realisme helt rigtigt. Det var en opnåelig drøm for mange. Og, skulle det senere vise sig, hvis ikke en ny Corvette, så en brugt eller ligefrem en gammel – og dem er der i sagens natur mange af. Det meste baseret på godt og grundigt afprøvet solid Chevroletmekanik, hvorfor driftomkostningerne ikke var meget højere end på en helt ordinær Chevrolet af familieslædevarianterne. 

Tredie generation ligeså: Dette er måske i virkeligheden selve billedet på den amerikanske drøm? En funklende Corvette i indkørslen foran et hus i forstaden.

For mig har Corvette altid handlet meget om designet og V8-motorerne, og den første jeg rigtigt faldt for var C4’eren fra 1983. Selvom designet her var pivmoderne og meget aerodynamisk, så var den stadig absolut genkendelig som en Corvette og selv europæerne måtte anerkende, at den eksotiske amerikaner kunne noget – uden dog på nogen måde at true de etablerede sportsvognsproducenter på europæisk jord. Det tog mange år før jeg endelig prøvede en C4, men ligesom da jeg første gang prøvede en C3 havde jeg en fornemmelse af justitsmord: Hvorfor var disse biler ikke mere anerkendte i Europa, for de så jo ikke bare godt ud, men kørte også godt?

Jeg var fuldstændigt begejstret for C4’erens design dengang i firserne – og synes stadig det holder.

Corvette blev med den næste generation en torn i øjet på de europæiske prestigemærker, da de med C5’eren tordnede ind i motorsport, og med ikke mindst danske Jan Magnussen bag rattet satte sig på GT-klassen i Le Mans. Jeg må indrømme, at gadebilen dengang ikke sagde mig så meget, men det blev alligevel dén jeg valgte, da jeg på et tidspunkt filosoferede over, hvorfor så mange af mine bilentusiastvenner valgte nyere Porscher som deres hobby- og entusiastbil. Efter min bedste overbevisning var Corvette på dette tidspunkt nået til en sportsvogn, der var fuldt på højde med Porsches samtidige 911.

Min gamle Corvette C5 var en stor positiv overraskelse for mig.

Jeg blev ligeså overrasket, da jeg på et tidspunkt prøvede efterfølgeren i en Z06-udgave: Syvliters sugemotor med stødstænger, femhundrede hestekræfter, manuelt gear og virkelig sjov at køre på bane med. Hvor den faktisk kørte rigtigt  godt, hvilket selv en hoben rutinerede banekørere lettere overraskede måtte indrømme. Hvad var der lige ikke at kunne lide? Jo, at den var for ny, selvfølgelig.

Jeg tror de her har gjort en del for Corvettes image i Europa.

Men det tænkte jeg ikke over i situationen, må jeg indrømme. Designet var stadig absolut Corvette. Det samme kan man sige om C7’eren, som jeg også prøvede på både landevej og bane – men her var der ikke længere manuelt gear, og så mistede jeg interessen. Alt for nyt for mig. Jeg tror bestemt ikke bilen fejler noget, og Corvetterne blev også ved med at være en magtfaktor på racerbanerne, og C7 var i øvrigt også hundrede procent genkendelig som en Corvette. 

Der hvor det helt går galt for mig er med den ottende generation, der pludselig fik centermotor. Det er sjovt nok en idé, som Corvetteprototyper har leget med lige siden tresserne, da de første eksotiske europæisker gadesportsvogne dukkede op med centermotor.

Men det er også en skillelinie mellem en Corvette baseret på en “almindelig” Chevrolet og en Corvette, der ikke bare ser eksotisk ud, men er ret eksotisk. Nu er konceptet så nyt endnu, at jeg ikke helt kan vurdere, hvordan det vil gå over i historien, men mig som klassikerentusiast siger det ingenting.

Det er gået lidt ned ad bakke med stilsikkerheden, synes jeg.

Jeg køber derimod helt ind på den oprindelige Corvette som Den Amerikanske Drøm, og melder mig på et tidspunkt helt klart under fanerne igen: Min C5 lærte mig, at jeg skal have en ældre Corvette for at virkelig at få hele oplevelsen med, og jeg ved nøjagtigt hvilken – den efter min mening flotteste af dem alle, anden generation C2. Brochuren herunder er fra 1967 og opsummerer alt det jeg synes er fedt ved den:

Jeg diskuterer stadig med mig selv, om den skal være åben eller lukket, men tror faktisk det vil blive afgjort af hvad der lige dukker op til hvilken pris og i hvilken stand og i hvilken farve. Og nej, det behøver ikke være en splitscreen heller. De er ALLE fede. Ligesom de fleste andre Corvetter, faktisk. Som bilentusiast er modellen bare umulig at komme udenom, og jeg ønsker det store amerikanske ikon hvertelig tillykke med de 70.

Og Dagens Spørgsmål er selvfølgelig: Hvilken er jeres yndlings-Corvette(r)?

32 kommentarer

  1. Kai

    Jeg tror at jeg vil svare: alle
    Skal jeg vælge en fra, bliver det dog C3, jeg forbinder den for meget med flødebolletyper fra min opvækst, meget subjektivt.

    Svar
  2. Soren W

    Jeg forstår ikke helt sammenligningen med Jaguar sportsvognene? De har aldrig lavet en bil i glasfiber! Jeg tænker mere nogle af de små sportsvognsproducenter i England, specielt TVR? Corvette er nok den mest klassiske sportsvogn fra USA, men jeg tror hellere jeg ville have en Mustang Fastback coupé? For øvrigt sjovt hvordan du i teksten starter med Chevrolet Corvette og slutter med Corvette. For undervejs blev Corvette et selvstændigt mærke. Så vidt jeg husker, var det dengang GM overtog Daewoo i Korea og overnight omdøbte dem til Chevrolet. Da blev Corvette skilt fra, da den ikke kunne dele navn med Daewoo…
    En af mine venner gav mig den anden dag et gammelt svensk bilblad han havde fundet ved en marskandiser. Det har en dobbelt test af en tidlig Corvette og en tidlig Jaguar E-type på forsiden. Men som de skriver, kommer Corvette ikke i nærheden af E-typen i elegance…

    Svar
  3. Tony Wawryk

    For me, it’s the C2 and C3 that are the most desirable, especially the coupe version of the C2, which is a huge jump from the original car. I’m not keen on the later editions at all, but one of my cousins has a C8 (his 6th or 7th ‘vette, I forget which) and took me out in it last year – while the (over) styling is a taste I shall never acquire, the performance is awesome, and of course it’s full of modern tech. How it compares with other modern high-end sports cars I have no idea, but in and of itself, it’s one hell of a car, and when you’re in it, you can’t see it…

    Svar
  4. westmus

    Soren W, en Corvette og E typen har vel faktisk netop det tilfælles at deres store succes et godt stykke hen ad vejen var baseret på de var “billige”? Billige som i at de prismæssigt lagde sig under det øvrige udbud af “eksotiske” motorstærke sportsvogne.

    Svar
  5. Niels V

    Søren W
    Nej sammeligningen med Jaguar er helt korrekt.
    Der er var jo ingen som havde lavet masser produceret Glasfiber sportsvogn i 1953.
    Men tænk også på hvad der var på markedet af masseproducerede engelske sportvogne i Juni måned 1953 da Corvetten blev afsløret: MG TD, Austin Healy 100 og Jaguar XK120.
    Triumph TR2 kom først i senere på året, der gik et år før Porsche blev overtalt til at skære taget af en 356, og TVR rode stadigvæk rundt med deres første chassis design.
    Så det Claus skriver passer vel egenligt meget godt.

    Svar
  6. Carsten Goth

    For mig er det C3 fra før 74. Alene pga. designet. Jeg har dog aldrig kørt en og er bekymret for at blive skuffet. Jeg forestiller mig et knirkende karosseri og et kedeligt interiør ?
    Jeg har dog prøvet en C6 Z06 LS7 med manuelt gear. Motoren trak meget langt ud (over 7000 rpm som jeg umiddelbart husker). Lyden var nærmest skrigende racer. Jeg var høj adskillige dage efter. Jeg husker ejeren hævdede 0-300 på 25 sek og 325 på toppen. Jeg nåede ikke længere end x25 på motorring 3. Det var i en frokostpause…

    Svar
  7. Carsten Goth

    Og ja. Corvette fascinerer mig. Undskyldningen for at lade det blive ved det er størrelse på dem kontra størrelsen på min garage. Og så at der allerede holder en bil i garagen – og bilen skal forhåbentlig blive der i mange år endnu. Afbrudt af køreture naturligvis. Den var på vejen forleden. Alle vinterens arbejder ser ud til at have båret frugt. Især fartpiloten er jeg stolt over at være lykkedes med. Styreboksens min. 75 lodninger blev ‘gen-smeltet’, hvilket ser ud til at have løst problemet.

    Svar
  8. Peter

    Jeg havde fornøjelsen af at låne chefredaktørens Corvette C5, og jeg må sige at jeg var imponeret: Kører glimrende og sporty, god lyd og oven i købet nogenlunde økonomisk med ca. 10 km/l. Da den holdt i indkørslen, var min kones første bemærkning: “Den sætter jeg mig altså ikke ind i”. Men det synspunkt ændrede hun og medgav senere at den var cool – og dejlig at være chauffør i.

    Er alt bare fantastisk? Nej, interiøret er “tatty” og tilsyneladende hurtigt slidt. Men det glemmer man, så snart man drejer nøglen.

    Jeg ærger mig over at Claus ikke gav mig buddet, før han solgte den.

    Svar
  9. Niels V

    Glemte i øvrigt at hvis jeg skulle have en Corvette ville det nok være en replika 68 L88 NART, (en 63 Grand sport er nok udelukket)

    Svar
  10. Claus Ebberfeld

    @niels-v forklarer det så glimrende, @soren-w: Jaguar var inspirationen som koncept, og det har ikke så meget med glasfiber at gøre. TVR fandtes ikke dengang, Lotus var eet år gammelt, Porsche og Ferrari fem! 1953 er altså længe siden.

    Derfor er det også lidt snyd at referere til Nostalgia, der er et nutidigt magasin, der kigger tilbage. Og jeg tillader mig at være uenig i det med at “kommer Corvette ikke i nærheden af E-typen i elegance”: Den kommer efter min mening MEGET tæt på – og slår E-typen i modernitet.

    @carsten-goth, jeg har kørt fire generationer Corvette fra C3 til C6, og de har alle overrasket mig positivt. Muligvis også fordi forventningerne var lave, da man altid hører (her i Europa), at “de kan kun køre ligeud”. Men det passer simpelthen ikke. Hvis du har en kort garage, så sæt lige et spejl op over fronten på din kommende C3’er, så du kan se præcis hvor tæt den kommer på endevæggen. Prøv at bemærke hvor mange C3’ere der har tegn efter skader helt ude på den spidse næse – den er UMULIG at se indefra.

    @peter, jeg savner faktisk nogle gange den C5! Men du har helt ret i det med kvaliteten i kabinen: Handskerumslåget kunne sagtens være fra en Daewoo.

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    I øvrigt finder jeg det tankevækkende, at den bedste bog om Corvettens 70-års-jubilæum bruger en C3 som forsidebillede (det er Richard Princes bog “Corvette 70 years – The One and Only”) – en forside, der også er forside til denne ViaRETRO-artikel.

    Jeg tror det er fordi C3’erens udprægede Coke Bottle-facon for mange mennesker simpelthen er synonymt med Corvette – ikke mindst fordi den levede så længe (fra 1968-1982). Og så er jeg igen enig med @niels-v: Sådan een som racerbil – uhauhauha, det er vildt!

    Svar
  12. Bisgaard

    Jeg havde min C3 fra 71 i 10 år. Den blev solgt fordi der så kunne blive plads til en 911 i garagen i stedet for, sådan havde fruen ønsket sig.
    Som klassiker er den taknemmelig at eje og have. Den er nem at skrue i, stumper er billige, og alt kan fås.
    Min havde power steering og power brakes med skiver hele vejen rundt. Jeg skiftede bøsninger og lejer i undervognen, og da jeg skulle have nye dæk fik jeg samtidig 17″ TT2 fælge på. Havde det været idag, havde jeg brugt de originale 15″ fælge med ringe og centerkåber, det synes jeg bedst om.
    Bilen kørte, styrede og bremsede rigtig godt. Ikke som 911’er gennem små sving, den er lidt tungere i næsen. Men jeg var vild med den og savner den ofte.
    Jeg skal helt sikkert have Corvette igen en dag, men næste gang må det gerne være en C2 coupe fra 66-67. Så hvis nogen vil bytte med en fin 911 coupe fra 76, såååå… :-)

    Svar
  13. Carsten Goth

    Tak for tippet med spejlet Claus ! Selv brugte jeg en ophængt tennisbold dengang garagen var en carport. Da jeg i 2009 kom hjem med min nye Golf gik bagklappen op i udhænget og lavede en bule. Da kom bolden op. Bulen kunne jeg så se på hver dag i flere år !
    Jeg tror C3 forbliver en imaginær drøm. Jeg swinger ikke så meget. Min første MC havde jeg i 22 år og jeg er kun kommet til klassiker nummer to på 7 år. Den seneste er bygget af tyskere med et større blik for gennemarbejdede tekniske løsninger end teknikernes holdning hos Chevrolet. Eller – det kan jeg i hvert godt lide at bilde mig selv ind…,

    Svar
  14. westmus

    Carsten Goth ,amerikanske køretøjer er generelt velbyggede og driftssikre når det gælder teknikken. Flere europæiske mærker har jo gennem tiden haft store problemer med sælge biler til amerikanerne, da deres biler viste sig ikke at være i stand til at leve op til den gennemsnitlige amerikanske forbrugers minimums forventninger mht hvor problemløst det skal være at ejer en bil.

    At europærer så tit opfatter dem som billigt byggede, kommer sig af sikkert af at de opfatter store veludstyrede biler som værende et luksus produkt, mens f.eks en Chevrolet i dens hjemland er bygget til det præcist samme forbruger segment som f.eks en Opel i Europa. Amerikanerne har motorkraften, udstyret og komforten vi kendet fra europæiske luksus mærker, men normalt ikke de samme dyre materialer eller dyre tekniske løsninger. Mindes i øvrigt Ebberfeld engang om køreturen en lettere kedelige Chevrolet Monte Carlo, skrev følelsen bedst kunne sammenlignes med at køre Rolls Royce.

    Svar
  15. Carsten Goth

    Westmus jeg betvivler overhovedet ikke dine udsagn – for jeg har omtrent slet ikke haft oplevelser med amerikanske biler. Dette til trods for, at jeg finder dem (de gamle altså) meget fascinerende. Deres formsprog fra halvtredserne og frem (til midthalvfjerdserne cirka) er jo en helt anden verden, end den jeg kender (lidt) til. Her til lands er ejerne bag US biler blot på underlig vis i høj grad i deres egen gruppering. Dette skrevet helt uden fordomme !
    På bilmuseet hvor jeg en gang imellem arbejder, talte jeg med en ung herboende amerikaner. Jeg roste Corvette for dens lækre plads i amerikansk bilhistorie. Han kunne godt lide dem, men ville ikke have en. Årsagen var, at han ikke ville sættes i samme bås som de andre Corvette ejere. Ifølge ham var ejerne i bås med dem, der også kørte Harley Davidson. Fordomme eksisterer åbenbart (også) derovre.
    Slutteligt er netop deres i mange sammenhænge konservative teknik en fordel også i mine øjne. Motorrenovering eller simpelthen en ny motor har jeg hørt ofte er billigere end på en simpel klassisk europæisk bil.

    Svar
  16. Sport

    Uha – min yndlings-Corvette?
    Den bliver nem. Ingen af dem faktisk. De falder igennem på design og teknik. Indrømmet – de tilfører kategorien biler noget nyt. Jeg synes bare, at vi er vi er i den lidt kedelige, tunge og simple afdeling. At lade svaret på noget hurtigere blot være et spørgsmål om kubiktommer – det er lidt ideforladt. Jeg vil til enhver tid foretrække de samtidige europæere og deres bagvedliggende filosofi. At Corvetterne så tilmed anses for det 4-hjulede modstykke til en Harley Davidson …. – så er valget ikke så svært. Nej tak herfra.

    Svar
  17. stefan

    Jeg elsker alle corvetterne – måske lige med undtagelse af den nyeste. De er flotte, “billige”, stærke og lyder godt. Desuden kører i hvert fald de nyere rigtig godt.
    De er naturligvis stigmatiseret, da de er amerikanske. Et faktum der vist har været diskuteret her mange gange.
    @sport jeg kunne godt unde dig et lysere mere nysgerrigt syn på Corvetten. Måske det ville give lidt mere krydderi på “bil-livet”

    Svar
  18. Sport

    Tak – jeg ville såmænd gerne prøve en, men grundkonceptet appellerer ikke voldsomt i en sammenligning med de måske lidt mere sofistikerede fra Europa. Lyden – der har du nok fat i noget..

    Svar
  19. Sport

    @stefan
    Hej Stefan

    Sofistikeret var måske nok en lidt hurtig sammenfatning.

    Se, jeg kan rigtig godt lide, når man kan se, at nogen har gjort sig umage.

    Hvis du ser på fx en motor i en Lancia Fulvia, så syner den ikke af meget. Men når du så ser, hvor meget energi der er lagt i at lave så fin en motor på (i den jeg havde) 1,3 liter med 90 heste, som bare kører godt med en 5 trins gearkasse og skivebremser for og bag. Det aftvinger respekt i min optik. Også respekt for dem, der forstår det.

    Den er altså lavet i 60’erne – fik måske først 5 trins gearkassen sidst i 60’erne men var født med skiver hele vejen rundt i – vel 1963. Når du så kigger i motorrrummet med aluminiumsmotoren og fx vandpumpehus i aluminium. Hold fast det er flot lavet – OG den kører godt. Rigtig godt endda. Tør jeg sige det… – nok bedre end en 1300 Alfa.

    Et andet eksempel er Abarth. De tog måske afsæt en relativt simpel stødstangsmotor fra Fiat men fik noget helt andt ud af det med polerede stødstænger, overliggende knastaksler mv. Alt tjente et formål og var en optimering ikke bare i heste men også vægt vindmodstand o.a.

    Det ser man bare ikke med amerikanske biler. At der tales om landbrug i den forbindelse er jo ikke en tilfældighed. I sammenligning forekommer de “grove”.

    V8 – flot men med stødstænger og tromlebremser og høj vægt. Kører de – jo vist. Men sofitikeret i ordets egentlige forstand er det ikke.

    Det er et andet afsæt, som ikke tiltaler mig. Fred være med amrikanernes evne til at producere i store mængder og til at få det ud til en stor kreds til billige penge. Men det er i min optik ikke en kvalitet. Det svarer lidt til at købe billigt værktøj fra fx Kina. Måske virker det i starten, men i længden vil man hellere have noget, der er lavet i Europa.

    Når det er sagt, så ved jeg godt, at en stor V8 kan være sejlivet som få – og tåler meget mere “mishandling” end en “europæer”. Man kan formentlig også hale flere heste ud af dem (men ikke i forhold til slagvolumen).

    Det er måske her, hvor “sofistikeret” kommer ind i billedet.

    Svar
  20. Peder Carstensen

    @stefan
    @sport
    Jeg finder det tankevækkende, at Lancia Aurelia havde radialdæk som standard i 1950, at Jaguar E-type havde diagonaldæk som standard i 1961, og at den første amerikanske bil med radialdæk som standard var Lincoln Continental Mark III i 1970.

    Svar
  21. Claus Ebberfeld

    @sport, at “De falder igennem på design” synes jeg er lodret forkert. Corvette har altid stået for et andet designsprog end det italienske, men at sige at en C2, 3 eller 4 falder igennem synes jeg ikke kan stå uimodsagt.

    Som du ved elsker jeg Lancia og deres juvel af en V4-maskine, ligesom jeg altid har været fascineret af fire overliggende knastaksler og mindst lige så mange (dobbelt)-karburatorer. Men jeg må jo nok sige at min De Tomaso Deauville med dens 5,7 liters V8, ene karburator og 300 hestekræfter har lært mig at holde af enkelheden i dén skole. At levere det samme som eksempelvis Maseratis V8 i Khamsin for en brøkdel af teknikopbuddet kan man jo ikke sige er dumt heller.

    Bevares, jeg vil så stadig hellere have en italiensk V8 for alle andre årsager end de rent praktiske. Hvilket man måske nærmere kan sige er dumt! Nej, spøg til side: Jeg er bare virkelig glad for at have prøvet begge dele, og som sagt vil jeg virkelig gerne omkring en C2 en dag.

    Jeg tror ikke sammenligningen med billigt Kinaværktøj holder heller: @westmus nævnte en Chevrolet Monte Carlo jeg engang kørte, og sandt at sige havde den samme liden fornemmelse af kvalitet i kabinen som min Corvette C5 – men det virkede jo faktisk stadig fyrre år senere.

    Når det er sagt, så husker jeg fornemmelsen af kvalitet i min gamle Lancia Fulvias blinkerarm af metal: Vanvittigt lækkert. Så i min drømmegarage stod der nok både en Corvette C2 og en Lancia Flaminia Touring, og så ville der virkelig være noget at tænke over.

    Svar
  22. Michael Sehested Lund

    Gerne en Corvette C2 Coupé med manuelt gear til mig! Og den behøver ikke at have splitbagrude, der også bare spolerer udsynet bagud, som Zora Arkus-Duntov sagde.

    Svar
  23. westmus

    I den virkelige verden er dygtigt ingeniørarbejder vist at udtænke enkle og billige løsninger som løser en given opgave. De mindre smarte ingeniører får sig rodet ud i komplicerede løsninger som meget tit viser sig at være ikke specielt holdbare, samt dyre og svære at vedligeholde/reparere.

    Fordomme mod biler er i øvrigt tit baseret på simple uvidenhed og en god portion snobberi. Tror i øvrigt Ebberfeld, Sport og andre skal til at missionere meget kraftigere for det storslåede i sofistikeret italiensk teknik. For som jeg forstår historien så fejlede bilen i videoen her vist ikke det store, men når der ikke kunne findes nogle interesserede købere var løsningen at skrotte: https://www.youtube.com/watch?v=QL2-HMS_N8k

    Minder mig lidt om UpNdown på YT, som vist også har et dilemma med hans Citroen C6. For nu har den kostet mere i reparartioner end den reelt er værd og den er samtidigt for dyr i drift til hverdagsbrug.

    Svar
  24. Claus Ebberfeld

    @westmus, sådan var det engang og for nogle, ja. Men sådan har det for eksempel aldrig været for Bugatti – og i mindre grad heller ikke for Lancia. Og der er masser af eksempler på at producenter bevidst har holdt fast i løsninger, der er mindre end optimale – luftkøling, for eksempel. Eller Wankelmotorer. Eller centermotor og mågevingedøre. Fordi det giver noget andet.

    En Maserati kan ikke have en amerikansk V8. Men en De Tomaso kan godt. Det gør også den ene mere fuldblods end den anden, og det tror jeg ikke nogen behøver missionere for, for sådan er det bare. Det er klart, at “enhver V8 er bedre end ingen V8”, men jeg vil stadig hellere have een med fire overliggende knastaksler og fire dobbelte karburatorer – og det samme vil mange andre. Hvorfor? Fordi man kan, tror jeg.

    Svar
  25. Niels V

    Jeg kan kun give Westmus ret med hensyn til Ingeniørarbejde, man vil altid gå efter den simple løsning hvis slut resultatet er sammenligneligt.
    Men samtidigt kan jeg også se hvorfor nogen måske har sværere ved at tale for eller retfærdiggøre at have en ældre amerikaner sportsvogn, da der ikke meget fancy teknik der kan adskille den fra en samtidig hverdags bil udover er par cylinder og slag vol.

    Jeg kan nu stadigvæk godt lide at en Ferrari 312p og Porsche. 908/917 blev slået af en bil med motoren fra kedelig hverdags Ford

    Svar
  26. westmus

    Ebberfeld nu er vi vist allerede kommet langt, når du indrømmer at mange mere fancy løsninger er mest fordi man kan, fordi fimaet har en stivnakket chef, eller at kunderne synes det er sejere og ikke fordi det rent teknisk set nødvendigtvis er den optimale løsning.

    I øvrigt altid interessant når sådan en Fulvia med stiv bagaksel og bladfjedre både for og bag bliver brugt som eksempel på en sofistikeret bil. Hvis samme tekniske valg havde siddet på andre biler, havde de sikkert fået en del hånlige ord med på vejen, uanset hvor godt det ellers fungerede i praksis.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.