Register

seven + 15 =

A password will be e-mailed to you.

Lad mig være i fred når jeg kører!

Gamle biler er mere lydsvage end nye.

Der er ingen af bilerne vist i dagens fotogalleri, som jeg ikke gerne vil både eje, køre og sågar leve med. En af de utallige årsager dertil er, at de ikke siger noget. Altså kunstigt. De siger alt muligt andet, ikke mindst fra motor og vind, og det er slet heller ikke utænkeligt, at de både knirker og knager fra sæder, instrumentpanel og diverse løse (eller faste) dele. Det kan jeg leve med, for de har så meget andet.

Herunder at de ikke bipper af mig, når jeg kommer tæt på en væg i et parkeringshus. Kører med åben dør. Skifter bane. Eller ved andre almindeligt forekommende situationer, hvor jeg slet ikke forstår hvorfor der skal bippes. Apropos skifter bane: De hiver heller ikke i rattet, når jeg ikke vil. Og blinker ikke i instrumentpanelet, når en bil er tæt foran mig. Eller bagved. Eller siger “Vær opmærksom på dine omgivelser” når jeg starter.

Og det er jeg glad for. “Der er et stort objekt foran dig”. Ja, det kan jeg se: Det er en lastbil. Han holder i kø, jeg holder i kø, det vil ikke være anderledes et stykke tid. Lad være mig at fortælle mig det åbenlyse. Eller det unødvendige. Eller det virkelig tåbelige som et blinke med et katastrofebremsesignal i instrumentpanelet: Det er bedre at se ud af forruden og på dén måde opdage, at man skal bremse, ikke? Jeg læste et sted, at mange af disse systemer er blevet obligatoriske i nye biler, og man kan som forbruger derfor ikke slippe for dem. Helt uforståeligt for mig, når mange af bippene er for ting jeg ikke opfatter som et problem overhovedet. Men derimod er forstyrrelsen af mig der kører problematisk i sig selv.

Den ene ting jeg nogle gange gerne vil have er kaffen, som nogle biler viser jeg skal have efter to timers kørsel. Selvom signalet har virket i flere af mine lejebiler, så er selve kaffen dog aldrig kommet, og så dur det jo alligevel ikke.

Jeg kan under alle omstændigheder også bedre lide at drikke kaffen udenfor bilen, og i morgen tager jeg den i Fredericia: Der er Bilmesse & Brugtmarked og jeg tror der er flere af bilerne derovre, der er uden hjælpemidler. Til gengæld er der kaffe ved siden af.

Ses vi?

27 kommentarer

  1. Carsten Goth

    Tak for alle de pragtfulde billeder Claus. Stærkt hypnotiserende, farverigt, drømmefremkaldende og vidnesbyrd om, at der er så mange biler, jeg gerne vil opleve. Og minder om dem, der allerede er i erindringen. Og nej, vi ses desværre ikke i Fredericia – jeg har endnu engang disponeret uden overblik 😳

    Svar
  2. Soren W

    Det var eddermademe mange fotos af mange biler. Ja der burde kunne findes værdig transport imellem…🙂 Og ja, vi ses i Fredericia i morgen 😀

    Svar
  3. Martin Lindø Westergaard

    God tur til Fredericia – jeg er udenlands, selvom jeg gerne ville have set nærmere på den Fiat 125.

    Er i øvrigt helt enig med din irritation over de stadige alarmmeldinger fra moderne biler. For nylig havde jeg det uheld at have en spritny BMW 520d som lånebil fra mit værksted. Det var et rent helvede af skrigen og vrælen og røde blink og nødopbremsninger bare at få det store skrummel ind i min carport. Hvad med bare at bygge bilerne i rimelig størrelse, med en ordentlig underdrejning og med et ordentligt udsyn, så man kan overskue hjørnerne?

    På Zwischengas.com rendte jeg på en helt fantastisk salgstekst til en Mercedes W124, som peger på alt, hvad der er galt med nye biler og konstruktørernes manglende tiltro til os bag rattet. Den lyder i uddrag:
    ”(….) Den, der fra en moderne bil stiger om til en E280 oplever følelsen af den enkle grundighed: Ingen overflødige greb, alt er forståeligt, ingen komplekse menuer, kun enkelte knapper. Tryk, træk eller drej. De virker også med fedtede fingre. Man nyder kørslen, glæder sig over den lyse kabine og nyder at være helt fri for moderne bilers formynderi: Når De forlader vognen er der ikke en eneste advarselslyd, der minder Dem om at slukke lyset. Der er intet, der summer, brummer, bipper, vibrerer eller tuder. Ligegyldigt, om De har spændt selen eller ej, kører over en spærrelinje, kører over for gult, er lidt træt eller skal bakke. Hvordan og hvornår De kører, bestemmer De selv. Konstruktørerne bag denne bil er gået ud fra, at føreren er et voksent menneske, som er i stand til at tænke selv.”

    Svar
  4. Carsten Goth

    Mere Fiat til dig Martin – du har jo en topfin 130 med orange velour ?
    Og jeg kan også godt være enig med jer begge i alt det der overgjorte nymodens alarmværk. Jeg lejede en Swift i mandags på Bornholm. Sådan set en fin bil – men at give føreren mulighed for at aflæse grafer med torque og power i en lille bovlam ting er vel overgjort. Og grafik visende fordeling af kraft mellem elmotor og benzinditto – eneste evidens på, at der åbenbart var tale om en hybrid. Dernæst en kompliceret fartpilot og grafiske advarsler, når jeg krydsede linier – også uden at den forsøgte at hjælpe mig væk fra den truende ulykke. Læg derudover til, at den nok ringer op til nogen, når ulykken indtræder – og at kabinelydene åbenbart lagres på fabrikanternes servere uden skelen til GDPR. Det gør hverken min Octavia, Yaris, 911, Z3 eller Fiat 500. Selvom alle vore samtaler naturligvis tåler dagens lys….. Forresten ringer min Vespa heller ikke til nogen, hvis jeg kører i grøften…

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    Aah, billedet af Fiat’en er fra 2023, @martin-lw, så bare rolig: Den går du ikke glip af.

    Jep, netop sådan en ny 5’er har jeg også haft som lejebil: Udlejningsfirmaet fortalte det var en opgradering, men den var 506 centimeter lang og 190 cm bred og skulle altså rundt i et parkeringhus bygget i halvfjerdserne, så jeg kunne kun se det som en elefant i en glasbutik. Men den kunne bimle og bamle så det var til at få stress af. Forfærdelig start på en tur.

    Tak for teksten: Virkelig essensen af problemet. “Den enkle grundighed” er fuldstændigt gået fløjten.

    Svar
  6. Lars D

    Ha du er endelig blevet en grumpy old man Claus velkommen i klubben. Du glemte den mest tåbelige besked som min bil siger hver gang jeg forlader den. Husk mobiltelefonen ? Den ligger jo i lommen da det er ulovligt at bruge den under kørslen så bilen opfordrer ligefrem til ulovligheder åbenbart eller er der indbygget et lille kamera der sladrer til bilens computer. Jeg er nu blevet ret glad for adaptiv fartpilot når man pendler.

    Svar
  7. Bisgaard

    Helt enig i artiklens overskrift. Det gælder for øvrigt både for bilen og vognkommandøren på passagersædet – men lad nu det ligge…
    Det med alarmer og gode fra bilen er nu ikke en helt ny ting, der har været simple og nyttige funktioner i mange år. Min gamle Olds fra 1971 hyler, hvis nøglen sidder i når jeg åbner døren i førersiden. Og min 911 fra 76 hvæser af mig hvis lyset er tændt når jeg tager nøglen ud af tændingen. Den slags er OK, men jeg gider ikke høre “gode råd” under kørslen.

    Angående nye biler med unoder. Min BMW coupe er efterhånden blevet 7 år gammel. Jeg plejer at skifte ved 4-5 år, men denne gang har jeg ikke rigtig lyst til det. Hvad skulle jeg skifte til? Vi lever jo i et land, hvor vores gøren, laden og selv vores meninger styres af skatter og afgifter. Hvordan bliver bilafgifterne næste år?
    Vi bor langt ude på landet og er afhængig af to (hverdags)biler. Før i tiden havde fruen familiebilen og jeg en pickup eller noget lignende. I sidste uge kiggede jeg lige ind til den lokale Ford forhandler som havde en fræk og fed Ford Raptor i vinduet. Den går ikke så langt på literen, så det koster selvfølgelig lidt at køre i den. MEN – den koster også næsten 9000 i ejerafgift + 18000 i privat benyttelsesafgift!
    WTF!!! Bare for at eje bilen! For helvede da også…
    Angående det med at skifte til ny bil, så så jeg et facebook opslag, hvor Mikkel Thomsager skulle være med i kåringen af årets bil. Der var så vidt jeg husker 9 finalister – alle rene elbiler. Suk og snøft siger jeg bare…
    Mikkel fik lidt skældud i kommentarfeltet, men han kan jo ikke gør for at feltet ser ud som det gør.

    Nå, jeg kørte vist ud af et sidespor her, jeg undskylder.
    Og så ønsker jeg alle en rigtig god weekend. Måske vi ses i Fredericia.

    Svar
  8. Jørn Wentzel

    Det er fuldkonnen korrekt skrevet. Jeg har også en Mercedes-Benz 124 stationcar og det eneste den fortæller mig hvis jeg glemmer at slukke lyset når jeg åbner døren med nøglen ude af tændingen og et par blink i loftet der fortæller, at man skal spænde sikkerhedsselen når man starter bilen – de slukker dog af sig selv uanset om man har sele på eller ej!
    Jeg er også forundret/irriteret over FDM’s evindelige prøvekørsler af elbiler hvor de klager over at bilen ikke af sig selv går i P når man stopper bilen eller selv aktiverer håndbremsen på samme tid. Hvad med sloganet: Kør bil når Du kører bil. man skal vel for hulen selv kunne finde ud af at bremse bilen når man forlader den eller hvad?
    Min nabo har for resten fået ny elbil og viste den stolt frem, det var en nydelig bil, men med en kæmpe skærm på instrumentbordet mellem fører og forsædepassager med alle mulige oplysninger, jeg mente så, at jeg skulle køre bil og ikke se fjernsyn – det syntes han ikke om, men vi taler da stadig sammen:-)

    Svar
  9. Kai Bach Andersen

    Jeg vil bare gerne have fysiske knapper og håndtag, hvis jeg skal føre et køretøj der ikke er mit. På min egen bil skal jeg nok finde ind i menuer osv, men det vil jeg ikke på en lånebil.

    Svar
  10. Claus Ebberfeld

    Præcis derfor har jeg ofte bestilt en Opel Corsa som lejebil, @kai-bach-andersen: Der har jeg fundet ud af hvordan man stiller sproget om fra polsk! Men hvis dén så bliver til en BMW 5-serie, så har jeg problemer…

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    @lars-d, jeg er med på, at det godt kan læses sådan (og at det i øvrigt mske er rigtigt nok!) – men jeg bemærkede jo, at også de to yngre i bilen blev irriterede over lydene og blinkene. Og prøvede at slå det fra. Under kørslen :-)

    @bisgaard, det opslag så jeg også. Jeg havde lyst til at kommentere men lod være.

    @jørn-wentzel, de kæmpe skærme har jeg det også skidt med: Hvorimod jeg nyder de perfekte svagt rødligt belyste instrumenter i min Alpina hver eneste gang jeg kører i mørke. Og den har ikke EEN eneste advarselslyd for noget som helst. Oh, hvilken lise for sjælen!

    Svar
  12. Svend Carstensen

    Jeg kan erklære mig delvist enig i brokkeriet over blink, bip og co. Men når man er blevet en gammel mand, lærer man at sætte pris på noget af alt det moderne, jeg er fx. meget glad for både min vognbaneassistent (ja, den hiver i rattet Claus! – men kun hvis jeg selv forsømmer at gøre det), min adaptive fartpilot (lækker på langtur) og mit automatgear (lækkert i byen) . Den ekstra sikkerhed, som disse systemer også indebærer, er rar at have som snart halvsenil olding. MEN jeg elsker også at køre i min fuldt analoge klassiker uden disse hjælpesystemer. Nåh ja, helt uden hjælpesystemer er den ikke – den har både akustisk blinklysindikator, selvparkerende viskere og servostyring.
    Og Lars D, når din bil husker dig på mobiltelefonen, er det vel fordi telefonen kobler sig på bilens håndfri system, når du stiger ind? Så ved bilen jo, at du har telefonen med.

    Svar
  13. stefan

    Ærlig talt så tænker jeg over det. Ikke om bilen siger lyde (jeg har kun biler, der måske minder en om selen) Jeg tænker over det faktum, at jeg er for ung til at være så gammel, som jeg åbenbart er blevet. Jeg er træt af det meste nye – ingen ting betyder noget i dag, bilerne er fordummende, musikken er sgu lidt tam (igen jeg er blevet gammel?)
    Jeg prøver at bide mig i tungen, så min kone ikke siger, jeg er et gammelt fjols… men på arbejdet prøver jeg at påvirke de unge mennesker (jeg er erhvervsskolelærer) med Le mans (løbet og filmen) Bullitt, Spa six hours, GT40, Steve Mcqueen, 787B, BRM V16/H16, Napier Railton, Alfa Romeo , V8 osv…. og begrebet “god stil” – de unge kigger som om jeg er idiot, men jeg minder dem om, at god stil er gratis, så hvorfor ikke stile efter det

    Svar
  14. Claus Ebberfeld

    @svend-carstensen, jeg vil lige først erklære mig uenig i, at du er halvsenil! Dernæst uenig i, at vognbaneassisten “kun hiver i rattet, hvis man selv glemmer at gøre det”: Jeg fik (første gang) et chok, da jeg ville undvige en cyklist, og assistenten åbenbart synes jeg skulle pløje ham ned i stedet og prøvede at styre mig ind i cyklen igen. Jeg vandt, men udover chokket syntes jeg ikke det var ret smart lavet. Det samme med andre undvigemanøvrer eller given plads fordi man som bilist tænker lidt frem. Men jo, hvis man decideret falder i søvn bag rattet så har det nok en effekt.

    Svar
  15. Claus Ebberfeld

    @stefan, et ædelt mål og virke – tak for det! Jeg går ud fra, at du nogle gange har taget din klassiker ud på skolen? Det burde da illustrere en masse ting på een gang for den næste generation.

    Svar
  16. Henrik Kusk

    .. og alle de assistenter, elruder, etc. DE VEJER !

    Der er det mere simpelt at køre Morgan og Lotus Elise, her er kun køreglæden standardudstyr :-)

    Er generelt lidt træt af Motorpressens leflen for elbiler…

    Jeg er også i Fredericia i morgen, hvor jeg bl.a. har standvagt på Morgan Club Denmark`s stand.

    Svar
  17. Svend Carstensen

    @claus, tak for komplimenten om min mentale tilstand. Men jeg skrev jo “snart”, jeg mærker at det nærmer sig! Jeg har aldrig haft dårlige oplevelser med, at min bil (et VW-koncernprodukt) selv hiver i rattet på forkerte tidspunkter. Min assistent er i øvrigt ret nem at bestemme over – når jeg tager almindeligt (ikke hårdt) i rattet, slår assistenten fra, og da jeg kører bil, når jeg kører bil (endnu da – seniliteten lurer!), får jeg aldrig kedelige overraskelser fra automatikken.

    Svar
  18. Njal

    Det er meget fristende at besøge Fredericia igen. For det er omkring 8 – 9 år siden jeg sidst var dernede. Nu er det så midlertidig sådan at jeg faktisk havde glemt eventen og min bil tilfældigvis bliver undervognsbehandlet i disse dage. Det vil sige at jeg måske kan hente den i morgen formiddag. Kan jeg det er planen igen at stikke et smut forbi.

    Med hensyn til moderne teknologi har jeg en bekymring særligt omkring ansigtsgenkendelse, og ‘politistatens’ brug af teknologien i fremtiden. Jeg mener at gud skaber vilkårene for alt sameksistens og derned også voldsom aktivitet. Men nu er det jo også irritationen omkring hjælpeelektronik i moderne biler artiklen handler om.

    Hvorfor ser i ikke teknologierne som hjælpsomme og meningsfulde? Hvorfor var alting bedre i gamle dage undtagen internettet?
    Og hvorfor er klassikeren ikke det fortrukne køretøj mere?
    Jeg tror individets frihed i fremtiden vil blive overvåget konstant ubetinget. Ikke af gud som sådan, men af mennesket selv. Det er uhyggeligt, sygt og paranoid at konfronteres med at mennesket i form af ‘politistat’ eller virksomhed overvåger på sin befolkning. Men det er vist stadigvæk mere og mere nødvendigt end nogensinde før.
    Hvis nogen skulle finde på at modsige den slags i dag, vil man sandsynlig blive negligeret som en taber, tosse, eller et mælkebøttebarn og midlet ville være helliget målet endnu en gang.

    I morgen bliver en god dag.

    Svar
  19. Claus Ebberfeld

    Ja, det er jo til dit eget bedste, @njal :-). Men heldigvis er det da ikke så slemt som bogen “1984” forudsagde. Endnu. I Danmark. Tror jeg.

    Og klassikeren ER da det foretrukne køretøj, er det ikke? Messen i Fredericia ligger jo så smart i kalenderen, at det er fuldgyldig køresæson lidt endnu, og det er jo også derfor der er så mange klassikere at se på – ligeså mange på parkeringspladsen som indenfor.

    Svar
  20. Tony Wawryk

    What a fabulous collection of photographs at the top of the article! And so many wonderful colours on many of them, too!
    As for the “driver aids” in modern cars, last month we drove to El Escorial (near Madrid) and back in my superior half’s modern 520i Touring – we needed to bring a car full of stuff back – and we had beeps for all sorts of things, some useful, some not. I detest lane assist, and have been able to disable it including in rental cars, and the BMW insisted on informing us that the rear seats were not locked – perhaps because we had folded them flat, so we hardly needed reminding every time we started the car…Still, I have to say that it is by far the best all-around car I have driven, does everything with extreme competence and for a big 2.0 automatic, with excellent fuel efficiency, but even so is simply less fun than my classics, and that’s just a fact.

    Svar
  21. stefan

    Naturligvis tager jeg klassikeren i skole Claus. Både for at vise dem hvordan man byggede hestevogne i tredserne, men også for at lære dem om, hvad en udstødning er og hvor lyden kommer fra. Snart støder de jo på hæslige falske udstødninger og falsk udstødningslyd fra højtalere – hvordan skal den stakkels nye generation dog ellers navigere i ægte og falsk.
    @Njal Jeg har lige fået ny hverdagsbil – en alfa 159 3,2 Q4. Dejlig vogn, men ikke foretrukken i forhold til hverken min MC eller klassiker. I dag skal alt være nemt og billigt – være en god forretning. Derfor er det dejlig med alverdens systemer, der sørger for at man ikke krydser stregerne eller kører hurtigere end der står på skiltene… Begge dele burde nu være overkommeligt for alle voksne med kørekort.
    Jeg tror et problem (for mig) er at alt det falske og nannypjat fjerner passion og indlevelse hos chaufføren. det bliver tamt, men billigt og nemt… Forleden parkerede jeg min gode gamle klassiker på arbejdet – i bakspejlet så jeg en sølvsprængt herre tøffe forbi på el-løbehjul med hjelm.. Hvem gider b…e med sådan en skrælling – hav dog lidt selvrespekt – dog sikkert både smart og billigt.
    Nu kan man grine og fnise, men se Demolition Man med Sylvester Stallone… En 30 år gammel actionfilm med de klicheer, man kan forvente – men det føles som om vi er på vej derhen..

    Svar
  22. Michael Deichmann

    Ja men kom forbi Taunus M klubben på D 930 og sig hej. Motorhistorisk Samråd er denne gang på besøg hos denne lille klub og fordi jeg skal bruge strøm til min PC (så jeg kan hjælpe folk med at bestille en erklæring eller historisk nummerplade hos Motorstyrelsen) har de nu taget en kaffemaskine med så kaffen er friskbrygget.
    (De plejede at have kaffe med hjemmefra).

    Svar
  23. Sorensen

    “Kør bil når du kører bil!”

    – jojo, helt enig, men så er det jo bare paradoksalt at moderne biler sælges på alle deres “features” udover det vigtigste: faktisk at kunne køre 🤷‍♂️
    Det første din moderne bil gør når du nærmer dig den, er jo at hooke op med din smartphone..
    Selvfølgelig er det fint med alle de sikkerhedsanordninger – at bilen selv holder afstand, bliver på vejen osv., men omvendt kan det jo også nemt blive en “sovepude” for bilisten.
    Vores liv med dén (forbandede) telefon, som burde gøre det hele lettere har gjort at vi har fået for få timer i døgnet til se på – ,scrolle forbi og like alt muligt ligegyldigt l@rt, hvorfor tiden i f.eks. venteværelset, på lokummet og i bilen også skal udnyttes….
    “Slow riding” – alle unge bilister burde prøve en klassiker mindst een gang i deres liv…

    Svar
  24. holmen

    Det er længe siden at jeg har kørt en nyere bil – så nyder også stilheden in min 230CE så længe det varer 🙃
    Skal også et smut til Fredericia så der er alle de gode køb nok allerede handlet.
    Talte lige en 12-13 af de biler der var i billedegalleriet har jeg sku haft – sådan er det at være Bilswinger.
    Mon jeg snart skal finde et nyt hjem til min Mercedes 230CE – skal, skal ikke, skal, skal ikke …

    Svar
  25. Claus Ebberfeld

    Tak for kaffe, @michael-deichmann :-)

    Sådan, @stefan: Jeg tænker bestemt ikke det skader. Og tak for tippet om Demolition Man: Jeg har ikke set den før, men nu hvor den viser sig at være en samfundskritisk kommentar så giver jeg den lige en chance. Elsker også Sylvester Stallone!

    @tony-wawryk, jeg er glad for at du kunne lide galleriet. Og som tidligere chauffør på en 320d kan jeg genkende det du siger: Kompetent, ikke ophidsende. Jeg foretrækker så klart min fyrre år gamle Alpina!

    Svar
  26. Njal

    @stefan Demolition Man – må jeg også have købt og genset. Sylvester Stallone var et kæmpe idol måske et ikon for mig i min teenagetid, hvor han spillede i First Blood, og efterfølgende Rambo filmene. Han instruerede også selv den første af Rocky filmene, mener jeg. Som for mig står som en rigtig original historie omkring kaos, fattigdom, kejtethed/generthed, og ægte kærlighed. En meget dyb film bag en lidt barske facade.
    Senere blev karakteren jo meget professionel, og der forsvandt en del af før omtalt.

    @ce ja, min klassiker er kun opbevaret på nuværende tidspunk, det er et valg jeg har taget på grund af min nyresygdom og venteliste til en nyrer. Men jeg køre ud og kigger, starter den op, støver den af, og orientere mig lidt med den indimellem. :)

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.