Gamle biler holder bedre end da de var nye.

I hvert fald hvis man kun bruger dem som de fleste bruger deres klassiske biler i dag. Det gik op for mig, da jeg i går vaskede vores gamle familie-Triumph, der er fra 1966 og har været vores i medgang og modgang i efterhånden 26 år. Sådan så det ud umiddelbart derefter:

Efter vask i går morges – det tager ingen tid på sådan en lille bil uden tag. Trådfælgene er faktisk det værste.

26 år? Gad vide hvor mange nye biler, der vil nå den alder og stadig være nydelsesbare? Bevares, årene er da ikke gået ubemærket hen over Triumphen heller, men alligevel: Da min far fik den i fødselsdagsgave var den Royal Blue Spitfire forholdsvist nyligt restaureret og fremstod også rigtigt flot. Ikke perfekt, men flot. Og det vilde er, at det gør den også i dag.

Selvfølgelig mindre flot end for 26 år siden, men det er vel heller ikke urimeligt? Den har trods alt haft fire ejere siden – selvom de alle har været i samme familie. Og vigtigere endnu: Alle har nydt den! Og det gjorde min kone og jeg også i går, hvor den gamle roadster tog os endnu en tur til stranden. Jeg har ikke tal på hvor mange gange den har gjort det. OK, denne sæson måske en håndfuld ture eller så, men hver og een tur har vi nydt og da min bror spurgte hvordan den kørte i år kunne jeg kun svare “som den altid kører”. Og det er i overenstemmelse med sandheden.

Selvfølgelig har den fået lidt kærlighed undervejs, men det er bestemt ikke noget ekstravagant: En styrekugle hér og et karburatorpakningssæt dér – og rutinemæssige olieskift ved min bror og jeg dertil. Og ja, jeg har sikkert glemt noget igennem mine rosenrøde briller, men der har i hvert fald intet stort og ærgerligt været overhovedet – så kom ikke her med fordommene om de ringe britiske biler. Jeg tror ærligt talt først det kom senere.

Og så til stranden!

Eller også er det bare renoveringen af vores bil, der gjorde den bedre end Triumph selv kunne? Det kunne selvfølgelig også bare være det brugsmønster, som den gamle englænder har fået i vores familes ejerskab: Ingen vinterkørsel, få kilometer og – især i forhold til de få kilometer – masser af kærlighed. Jeg kender bilglade folk, der afskrev deres første Triumph, Folkevogn eller Alfa indenfor ti år af deres levetid – men vores Spitfire er nu blevet tres, og kører stadig som da vi fik den.

Den bliver i familien, og jeg tænker ikke det bliver noget stort problem med 26 år mere.

God weekend

Claus Ebberfeld

Jaguar XK8 – 30 år med britisk elegance og en amerikansk vinkel

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

Der findes biler, som ikke blot markerer et modelskifte, men et mentalt skifte. Jaguar XK8 var præcis sådan en bil. Da den blev præsenteret i 1996, stod Jaguar midt i en identitetskrise: XJ40‑æraen havde været turbulent, XJS var en forældet grand tourer, og verden omkring dem bevægede sig hurtigt mod moderne premium‑sportsvogne, hvor elektronik og andre avancerede sager havde holdt sit indtog. XK8 blev Jaguars svar – en bil, der både kiggede bagud ved at fastholde nogle traditionelle britiske dyder og fremad mod en ny tid, hvor Ford Motor Company lurede i kulissen med planer om at samle en eksklusiv portefølje under navnet Premier Automotive Group (PAG).

At XK8 i år fylder 30 år, er derfor mere end blot et rundt tal. Det er en påmindelse om, hvordan en bil kan blive et vendepunkt. Selv om Ford allerede havde købt Jaguar i 1989, var XK8 i høj grad en bil, Jaguar havde udviklet selv. Projektet startede som et internt ønske om at skabe en moderne afløser for XJS – en bil, der havde overlevet i hele 21 år, men som i 1990’erne fremstod som en anakronisme. Jaguar ville bevise, at de stadig kunne udvikle en sportsvogn fra bunden, uden at blive reduceret til en britisk afdeling i et amerikansk konglomerat.

Foto Jaguar Heritage Trust

Resultatet blev en bil, der kombinerede klassisk Jaguar‑æstetik med moderne teknik. Designet, anført af Geoff Lawson, trak linjer tilbage til E‑Type: den lange motorhjelm, de bløde kurver, den lave skulderlinje. Men proportionerne var mere GT end sportsvogn, og interiøret var en luksuriøs blanding af valnød, læder og britisk selvforståelse.

Under motorhjelmen lå Jaguars første egenudviklede V8 – AJ‑V8 – en 4,0 liters aluminiumsmotor, der leverede 284 hk i standardudgaven og 375 hk i den kompressorfødte XKR. Motoren var et teknologisk kvantespring for Jaguar, der hidtil havde været bundet til den aldrende V12 og den klassiske rækkesekser. AJ‑V8 blev fundamentet for Jaguars motorprogram i næsten to årtier.Chassiset var en videreudvikling af XJS‑platformen, men gennemgribende moderniseret. XK8 var udlagt som en GT og adresserede de samme kunder, som BMW med 8‑serien Mercedes med deres SL.

XK8 blev præsenteret på et tidspunkt, hvor Ford arbejdede intenst på at samle sine premium‑mærker i én division: Premier Automotive Group. Aston Martin var allerede ombord, og Volvo og Land Rover fulgte senere.
Wolfgang Reitzle blev med sin fortid hos BMW i første omgang sat i spidsen for Premier Automotive Group – Reitzle og PAG er et helt kapitel for sig og fortjener sin egen artikel på et tidspunkt.XK8 spillede en vigtig rolle i denne strategi. Den viste, at Jaguar stadig kunne skabe biler med sjæl, og at mærket ikke blot var en nostalgisk rest fra en svunden tid. Ford så i XK8 et bevis på, at Jaguar kunne levere moderne luksusbiler, og XK8 blev derfor et centralt element i Jaguars positionering i PAG.
Ironisk nok blev XK8 også symbolet på Jaguars dobbelte identitet: britisk tradition og amerikansk kapital. Men i stedet for at blive en konflikt blev det en styrke. XK8 var britisk i sin form og amerikansk i sin ambition – og det gjorde den til en bil, der kunne tale til både entusiaster og nye kunder, ikke mindst på det amerikanske marked.

At XK8 i dag kan erhverves for priser, der ofte starter omkring 120.000–180.000 kr. for pæne eksemplarer, er næsten absurd. Her får man en fuldblods GT med V8, klassisk design og komfort i særklasse. Driftsomkostningerne er rimelige, hvis man vælger et velholdt eksemplar og holder sig fra de tidlige motorer med nikasil‑problemer. Reservedele er tilgængelige, og entusiastmiljøet er stærkt.

Når Jaguar XK8 i år fylder 30 år og træder ind i veteranernes rækker, markerer vi ikke blot fødselsdagen. Vi markerer et øjeblik, hvor Jaguar fandt sig selv igen. XK8 var bilen, der viste, at britisk elegance stadig havde en plads i en globaliseret bilverden. Den var en kraftanstrengelse og et statement om, at Jaguar stadig kunne skabe biler med sjæl.

Derfor et stort tillykke med de 30 år til Jaguar XK8. Runde fødselsdage fejres for det meste med glæde, og det gælder også for XK8, men alligevel med er der et vist vemod. For er der noget fra Jaguar af i dag, der kan forventes at skulle fejres om 30 år? ViaRETRO er ganske vist magasin for klassiske biler, men alligevel ligger det lige for at stille spørgsmålet. Jeg hører ikke selv til dem, der synes, at alt var meget bedre i gamle dage, men her er jeg godt nok en anelse bekymret for, om Jaguar overhovedet har en fremtid …

Ugens Foto: Mantaeffekten

Ugens Fund: 1982 Talbot Tagora til 79.500 kroner

Jeg var lidt overrasket over hvor mange positive kommentarer Ford Scorpio fik med på vejen i går, for den har åbenbart en plads i historien og manges hjerter som “den sidste rigtige store Ford”. Vel, lad os se hvad I siger til dette Ugens Fund, der helt sikkert er den sidste rigtige store Talbot.

Udviklingen begyndte allerede i 1976, men designet blev undervejs tonet ned, så man til sidst slet ikke kunne se den var fransk.

Den kom ud af det store rod, der hed Chrýsler Europa, og som ViaRETRO har været inde på før var det en skønsom blanding af engelske og franske biler fra Rootes og Simca og det i en navneforvirring uden lige. Tagora blev født ind i det virvar lige efter af Chrysler havde købt Chrysler Europe i 1979, og den kom på markedet i 1980. Egentlig skulle den have været en Simca, men nu blev det så en Talbot. Det hjalp ikke: Den store franske sedan var i konkurrence med Peugeot 505, Citroën CX, Renault 20 og 30, Ford Granada – og mange andre.

I dag er Talbot Tagora derfor en ret diskret måde at være fransk på.

Den var ikke ringe, men hvor alle de andre franske havde hver deres særkender og styrker, så var Tagora mere sådan – middelmådig, måske? Selv designet er i sammenligning med de tre ret konservativt. Som følge af det (og måske den førnævnte forvirring om hvor man nu havde Talbot henne?) solgte den ikke ret godt og derfor stoppede Chrysler Europe produktionen af den allerede efter to år.

Det betyder til gengæld, at den er ret sjælden, for de nåede kun at bygge tyve tusinde. Da bilen som mange andre 1980’er biler ikke var særligt langtidsholdbar heller, så er der virkelig ikke mange overlevere derude.

Man skal så afgjort have sin Tagora med de originale alufælge.

Men se lige standen på på Ugens Fund! Ja, det og så farven selvfølgelig er meget afgørende for, at denne på overfladen knap så spektakulære franske flyder bliver ugens fund.Der står 126.000 kilometer på tælleren, interiøret med den sarte velour ser flot ud, plastikken hel og pæn, de utroligt funky alufælge fine – og så skinner lakken som katteskidt i måneskin i den skønneste orangebrunmetallic farve, som nogen lige bør fortælle mig også har et fantastisk fransk navn. Jeg elsker den!

79.500 kroner er ikke småpenge for en Tagora, men standen virker usandsynligt flot og sælger skriver den er “helt rustfri” – og han er en erfaren herre, der kender en hel del til biler. Jeg kunne på en måde godt se mig selv i sådan en komfortkonge og er spændt på at høre hvad I andre synes. Dengang den var ny blev Tagora nærmest betragtet som et flop, men det er jo sjovt hvordan det vender kortere over fyrre år senere, hvor den er en ægte klassiker, der fortæller fransk-europæisk-amerikansk bilhistorie ved sin blotte tilstedeværelse.

Tak for tip til Ole Sørensen (og to andre, der også pegede på samme). Find annoncen hér: Talbot Tagora

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Frækkert

Det her er en fin idé: At fotografere sin klassiker på een af de her nyere ladestationer for elbiler, der har sådan et lidt overdrevet naturlook. Kontrasten er fin – især måske i forhold til sådan en kartoffelkursklassiker som Skodaen, der er vant til mindre fine forhold.

Man skal bare sørge for, at der ikke holder nogle af her grimme elbiler og lader, men også dét er lykkedes her. Bravo!

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.