Medlem Søren Navntoft

Porches trebogstavsforkortelse må ikke forveksles med LFA, for den står for nærmest det stik modsatte af Datsuns moderne superbil: Porsches betyder Forschungsprojekt Langzeit Auto. Det lyder alvorligt og det var det også. FLA er måske den mest radikale Porsche nogensinde.

Baggrunden var også alvorlig nok: Den italienske tænketank Rom-klubben (som i byen, ikke drikken) havde i 1972 udgivet en rapport med det dystre navn “Grænser for Vækst”, der blandt andet forudsagde, at bilen ville være forældet og overflødig i det 21. århundrede: Det ville mangel på råvarer og brændstof simpelthen sørge for.

Den rapport tog Porsche meget alvorligt, og så gik ingeniørerne i deres tænkeboks. Svaret på truslen blev den måske mest radikale Porsche nogensinde, FLA.

Porsche FLA ved præsentationen på Frankurt Motorshow i 1973.

Målet var en bil, der havde en levetid på mindst tre dekader. Det var ligeså uhørt i 1973 som det er i dag, for ingeniørerne tænkte selvfølgelig ikke på et efterliv som klassiker men som rigtig brugsbil. Og derfor inkluderede designmålene også nem vedlighold og reparation. Og få reparationer, selvfølgelig.

Midlerne var enkel teknik, overdesignet udi det ekstreme. Motorens litereffekt var langt under Porsches sædvanlige niveau, for den 2,5 liter store sekscylindermotor skulle bare yde 75 hestekræfter ved 3500 omdrejninger. Økonomisk skulle den også være. Kræfterne gik igennem en ligeledes overdesignet gearkasse, der var automatisk i det helt bevidste valg, at man så udelukkede menneskelig fejlbetjening. Oliemængderne i både motor og gearkasse var kæmpestore, så serviceintervallerne kunne forlænges. Og der var kun tre fremadgående gear at slide på. Drivakslerne var både af rustfrit stål og forseglede fra elementernes hærgen. På samme måde var der brugt ægte sølv i det elektriske system – der yderligere var sektionsopdelt, så det nemt kunne reparere eller skiftes.

Se godt efter: Motoren ligger stadig bagi selvom FLA overordnet ligner den biltype, der få år senere dominerede det europæiske bilmarked.

Chassiset var af rustfrit stål (vistnok, for enkelte kilder siger galvaniseret blik) og karosseriet skulle være af aluminium. Det blev helt bevidst valgt frem for plast eller glasfiber, fordi aluminium er langt nemmere at genanvende, så den komplette livscyklus var også med i Langzeit-betragtningerne. Som det fremgår af billederne kom Porsche dog aldrig så langt som til at designe et karosseri, selvom chassiset antyder hvordan det i grove træk ville have set ud. Som en VW Golf-agtig bil – velvidende, at den først kom året efter. Og i øvrigt var forhjulstrukket.

Projekt FLA kom i det hele taget aldrig videre, selvom Porsche forsøgte at sælge det til andre bilfabrikanter. For hvis man tænker over det, så indebærer projektet jo et paradoks i sig selv: I jagten på holdbarhed og soliditet må man vælge løsninger, der gør bilen både dyrere og langsommere end konkurrenterne. En meget dyr 75 hestekræfters stærk og 1300 kilo tung Porsche ville ganske enkelt ikke kunne sælges. Og efter 30 års aktiv drift ville den i øvrigt også være håbløst bagud af dansen i forhold de til fremskridt, som biludviklingen havde gjort i de mellemliggende år.

I bagklogskabens lys har det siden vist sig, at Porsche allerede havde en Langzeit Auto i modelprogrammet: En 911 fra 1973 er på mange måder mere rigtig i dag end en FLA ville have været.