-
Indlæg
-
Længe, meget længe, havde jeg været på udkik efter en historisk rallybil til erstatning for den gamle, men ikke historisk korrekte Audi 80, som led en krank skæbne på en hastighedsprøve på sydfyn. Jeg har kørt rally på forskellige niveauer igennem en årrække, både som første- og som andenkører, men i 2002 flytte jeg med familien til Stockholm. Hurtigt kunne jeg konstatere at motorsport uden et netværk er ret svært, så det måtte lægges på hylden i en periode. I stedet kom jeg ved et tilfælde til at eje en tidlig Porsche 944 og siden en lidt nyere i turboudgaven og til sidst en 968 Cab., som vi i øvrigt stadig har, men det er en HELT anden historie. Efter 4 år flyttede vi sydpå og bosatte os i Skåne med arbejde i Danmark. Så kom netværket pludselig nærmere igen, og efter en stund – en lang stund, begyndte jeg på ny at deltage i rally, denne gang udelukkende som andenkører, eller kortlæser som det hed tidligere, da man læste kort. Det er en fantastisk udfordring for hjernen og for koncentrationsevnen – virkelig fedt. Som at styre en rutsjebane fra passagersædet og kun med ord!!! Lige noget for en, hvor det kun er kroppen der er nået at blive helt moden – og lidt til.
Nå, men for nogle år siden faldt jeg så over en annonce for en Triumph Spitfire historisk rallybil med HTP – international historisk vognbog. Som ung havde jeg haft en grøn Spitfire Mk III, og sidenhen et håbløst MkIV projekt overtaget fra et dødsbo. Den endte med at sælge videre – uden at tabe penge endda. Så et eller andet sted i mit store bilhjerte, har Spitfire en særlig plads. Det var en svensk forhandler af klassiske racerbiler, der havde den på sin hjemmeside. Det viste sig at den skulle sælges for en kunde i Finland!
Attachments:
Der gik flere måneder hvor jeg tumlede med ideen og læste annoncen og så på billederne. I følge oplysningerne var bilen stort set løbsklar. Sikkerhedsudstyret skulle opdateres, da der er udløbsdato på sådan noget, men ellers var den lige til at køre med – øhhh, mere om det senere!
Jeg fik endelig taget mig sammen til at ringe til forhandleren, Karsten Svensson – KM Motorsport. Karsten er velkendt indenfor historisk motorsport. Han er dansker, men har boet i Sverige i mange år. Karsten lovede at undersøge hvad der efterhånden var blevet af den lidt usædvanlige rallybil. Han vendte tilbage med besked om at den var solgt! Øv med øv på. Senere vendte han igen tilbage med at den faktisk var solgt til en finsk forhandler, som rigtig gerne ville sælge den videre. Det viste sig oven i købet at være til en lavere pris end oprindelig annonceret af ejeren, i øvrigt en ældre herre som var flyttet til Spanien. Jeg kan godt røbe, at det ikke lige er sådan det plejer at gå, for mig! Efter kontakt til den finske forhandler, fik jeg nogle flere billeder af bilens detaljer, undervogn, karosseri, instrumentering m.v.
Med god viden om hvordan en rallybil der har kørt på grus og sne, kan se ud, så alt ud til at være nogen lunde som forventet, entusiasmen voksede. Nu skulle der handles.
Forhandleren accepterede mit bud og i løbet af ingen tid havde jeg lavet aftale med en god kammerat, som jeg havde kørt rally sammen med i nogle år, og som havde både autotrailer og kørekort til at køre med den. Han og jeg ville kører til Waasa i Finland og hente en bil til mig. Det var sidst i juni 2013.
Attachments:
Halløj Michael.
Øh!.. Hvordan er det så gået siden du købte din rally-Spitfire 2013??
Njal.
Det er faktisk en længere historie med en hel del, skal vi kalde dem opgaver og ikke mindst ting som i lange perioder (desværre) har flyttet mit fokus, selvom det inderst inde ikke er med min gode vilje. Nå men jeg må så hellere fortsætte.
Vel ankommet med færgen fra Stockholm og her bør den helt fantastisk smukke indsejling til Turku/Åbo, med havblik og høj sol beskrives. Men nu er det jo ikke en rejsebeskrivelse, så det undlader jeg. Fra færgen kører vi et par hundrede km nord på. Forhandleren havde på forhånd modtaget restbetalingen og alt er klar. Vi har ikke megen tid, da vi skal nå natfærgen tilbage. Jeg vil dog gerne lige have en prøvetur. Det foregår med forhandleren ved rattet og mig i passagersædet. Det faktum at vi havde et meget presset tidsskema og ikke mindst at forhandleren KUN talte finsk, gjorde at jeg accepterede denne ordning, selvom det ikke var helt som jeg gerne ville. Det hele virker nu ganske fornuftigt og bilen ser ud som på billederne. Motoren var iskold og sprang i gang uden væsentlig tøven. Den både trak og lød som en rallybil skulle – stadig vurderet fra passagersædet. Han har tydeligvis ikke overdrevet sine beskrivelser og har før vi handlede, fortalt om de skavanker han kendte til. For eksempel at bilen har svært ved at blive i 1. gear, så gearkassen, en lidt sjælden racergearkasse, skal nok renoveres. Ikke overraskende med et usynkroniseret 1. gear anvendt til rally. Alt i alt finder vi ingen overraskelser, ud over mængden af gamle reservedele og hjul der følger med. Vi får hurtigt læsset bilen på traileren og alle reservedelene ind i den trækkende bil. Det kan lige være der.
Attachments:
Turen hjem til Skåne – igen ingen rejsebeskrivelse – går ubesværet og jeg har det som et lille barn, der lige har fået alle sine juleønsker opfyldt, på en gang! Det skulle selvfølgelig vise sig at være en MEGET mere tidskrævende julegave (i juni måned?) end forventet. Også det, er typisk for brugte rallybiler, men man tror hver gang, at man denne gang har fundet et nemmere projekt – naiviteten vil ingen ende tage og godt for det, for ellers havde jeg nok stadig ikke haft nogen Spirfire.
Inden vi når til de mere “garagemæssige” ting, må jeg lige fortælle lidt mere om hvad det egentlig er for en bil.
Bilen
Helt præcist er det en 1965 Triumph Spitfire 4 MkII med en tunet 1147 ccm motor, nedgearet bagtøj med spær og en racergearkasse. Det er en historisk rallybil, med historisk vognbog, HTP eller Historic Technical Passport. De nøjagtige specifikationer ligge lidt hen i det uvisse. Påstanden om at den yder omkring 100HK har jeg lige fra starten taget som salgsgas, men da ingen reelt ved det, gætter jeg på at det på en god dag, måske kan snige sig op omkring de 80HK og så måske ikke alligevel.Bilen er købt fra ny i England i 1965 og hjemtaget til Finland som flyttegods i 1966. Den daværende ejer var søn af grundlæggeren af Marimeko, et verdenskendt finsk designfirma. Den bliver samme dag som den indregistreres i Finland, solgt igen og har haft en del ejere siden. Jeg har en forholdsvis komplet liste over alle ejerne. I 1980’erne forsvinder bilen efter mange års tjeneste. Midt i 1990erne bliver den fundet i en garage eller lade, stadig i Finland. Dens nye ejer renoverer og ombygger bilen til venstrestyret og laver den samtidig om til rallybil, for at køre grus- og vinterrally i den. Der installeres et fuldt sikkerhedsbur, og alt unødigt udstyr, som tæpper og beklædninger fjernes. Lav vægt er den billigste tuning der findes. Bilen deltager sandsynligvis i sit første løb i 1998 eller 1999. Fra 2004 til 2006 bliver det kun til 4 løb, idet den daværende ejer som nævnt, havde bosat sig i Spanien, mens han lod bilen stå i Finland. Så vidt jeg kan konstatere har bilen frem til 2006 deltaget i ca. 45 løb. Siden da har den blot trillet en tur hver sommer, for at sikre at den ikke gik til. Tak for det.
Speedometeret er i øvrigt bare en tom skal uden indmad og den mekaniske omdrejningstæller er udskiftet med en elektronisk. I motorsport har man ikke tid til at sidde og kikke på hastigheden, så den er vist kun efterladt for at tilfredsstille det historiske reglement. Faktisk er jeg ikke sikker på at reglementet kræver det, men måske finnerne tolker anderledes på det punkt?
Attachments:
Jeg vidste at sikkerhedsudstyret skulle udskiftes, hvis bilen fortsat skulle bruges til motorsport. Det vil sige at sæder, sikkerhedsseler, sikkerhedstank og ildslukningsudstyr skal udskiftes, da disse ting alle er udløbet. Det skulle dog snart vise sig at det ikke var helt så enkelt som det lød – surprise surprise! Da jeg før har handlet ”næsten køreklar rallybil” så jeg var forberedt på at tingene næppe var så enkle som det lød. Man ved bare aldrig med sikkerhed, hvad der vil give de største udfordringer.
Nå men en lidt grundigere gennemgang af det mekaniske viste, at bremserne kun fungerede på 2 af hjulene. Der løb fedt ud i bremsetromlen i venstre bagbremse. Højre bremsekaliber foran var totalt opslidt og lækkede bremsevæske. Tandstangen havde så megen slør at det var uforsvarligt at køre med den til rally, eller til noget som helst andet for den sags skyld. Styrekuglerne havde slør og bøsningerne i ratstammen var defekte, så ratakslen kunne flyttes op og ned og til siden, inde i føringsrøret.
Der er intet galt med almindeligt slid, så det var bare med at få bestilt nogle nye dele og så ellers komme i gang. Her er det så man bliver overrasket. Stort set alt kan købes fra LAGER, selvom bilen er over 50 år gammel. Jeg fik hurtigt bestilt en ny hurtig tandstang, bremsekalibre og klodser, bremsebakker, pakdåse til baghjulslejet og flere andre småting. Bl.a. baglygteglas. Jeg kunne heller ikke stå for fristelsen til at bestille nye alufælge. Det blev de helt almindelige minilitekopier da det er de billigste og fælge lever et hårdt liv på rallybiler.
Jeg granskede markedet og det viste sig, at Lars Skotte fra Classic Car i Hørsholm, kunne levere det hele til samme pris som i England. Der er samtidig kun et sted man skal henvende sig, hvis der skulle vise sig problemer med levering eller med varerne. Faktisk går jeg meget ind for at købe så meget som muligt i Danmark, for ellers tror jeg lagrene forsvinder, med længere leveringstider og besværlige returnering som resultat.
Attachments:
Michael Christensen, stort tillykke herfra. Jeg startede min egen motorsportskarriere i en 1963 Spitfire 4 med tunet 1147 motor (den havde faktisk 85 heste på en god dag!), og selvom jeg kørte på bane, så virker din historie meget bekendt.
Jeg har haft ufattelig mange gode stunder bag rattet af min Spitfire på de danske baner og til hillclimbs, så igen – stort tillykke: Det kan nærmest ikke gå galt! I hvert fald ikke ret meget…
Tak Claus, jeg er sikker på du har ret – hmmm?
Jeg har med fornøjelse slugt hvert et ord du har skrevet om din Spitfire og jeg er i øvrigt meget misundelig over dit topstykke ;-). Så hvis den en dag skal ombygges til almindelig gadebil… Nå men det ville i hvert fald være dejligt at høre lidt mere om den – er det ikke længe siden den har været nævnt?
Som med det meste andet ude foran, er det lige til at skifte tandstangen på en Spitfire. Af med styrekugler og 4 bolte, samt forbindelsen til ratstammen og på med det nye. Man skal blot forsøge at få rattet så lige som muligt og tandstangen i midterpositionen. Tandstangen leveres endda med nye alublokke, bolte og møtrikker, så det kan ikke være bedre. Selvom der ikke havde været slør i styrekuglerne, så ville jeg alligevel have skiftet dem, nu hvor det hele var afmonteret. De koster i øvrigt ingen penge til sådan en gammel engelsk bil.
Så blev det også tid til bremserne. At skifte de forreste kalibre gik ganske problemfrit. Tidligere ejer havde allerede skiftet bremseslangerne til stålarmerede og med de nye kalibre fulgte også nye bremseklodser. Selvfølgelig standardklodser, men de blev monteret. På et senere tidspunkt kunne de jo let udskiftes med nogle som er mere passende til motorsport. Lige nu var opgaven at få bilen klar til syn og ny historisk vognbog. Ja ja da, naiviteten fortsætter med uændret tempo, men ellers havde man vel også mistet modet på dette tidlige tidspunkt i processen.
Til udskiftning af pakningen imellem venstre bagaksel og bagbremsen, havde jeg indkøbt den nødvendige specialaftrækker. Den gjorde jobbet som den var konstrueret til. Men først kunne jeg ikke få akslen langt nok ud til at aftrækkeren kunne få kontakt. Til sidst ringede jeg til Flemming Bendixen i Herlev og udstillede min totale uvidenhed. Man skal jo bare løfte op i hjulophænget, så kommer akslen længere ud. Godt han ikke kunne se de røde kinder igennem telefonen, for hold da helt k…. hvor jeg følte mig dum. Jeg har rodet med biler i det meste af mit liv og så sidder man der og glor sig blind på en helt igennem enkel opgave. Nå men pakningen blev skiftet og alt blev renset. Enkelte dele blev endog malet, nu jeg alligevel havde fat i dem. Nye bremsebakker blev monteret og tromlen blev rengjort og der kom bremsefedt på de bevægelige dele. Endelig blev bakkerne justeret ind, så det hele kørte som det skulle.
Så kunne de opgaver krydses af på den efter hånden lange liste. Hvor er det skønt at føle at der sker fremskridt.Vi er stadig i 2013 og jeg kan røbe at bilen stadig IKKE er køreklar den dag i dag. Det er der en masse ikke bilrelaterede årsager til, men der er også mange mange flere garagetimer, som jeg vil forsøge at beskrive i løbet af de næste dage. Det er for mig vældigt inspirerende at skrive om det og så kan I jo heldigvis selv vælge om I gider at læse med.
Det gider jeg i hvert fald.
Jeg er selv ved at lave rust i min veteranbil. Så det tager også om sig..Njal.
Tak Njal for den moralske støtte.
Ikke så længe inden jeg rejste til Finland og købte Spitfiren, havde jeg solgt min virksomhed. Jeg var endnu ikke rigtig involveret i nye projekter men det blev jeg så. Tiden blev knap og der gik længere og længer imellem garagetimerne. Indrømmet, jeg er ikke god til at få taget mig sammen, til at gå og rode med bilen alene. Selvom mit såkaldte “netværk” var kommet nærmere, efter flytningen fra Stockholm til Skåne, så var der stadig en bro imellem os. Den bro sætter en meget skarp psykisk barriere for alle, der ikke er daglige pendlere. Intet galt i det, sådan er det bare. Det lykkedes dog at få stablet enkelte skrueaftener (dage) sammen, hvor der blev gået til den med de mange opgaver på bilen.Som tidligere beskrevet, så var der problemer med 1.gearet og spærredifferentialet spærrede måske ikke som det skulle? De næste opgaver blev derfor, at få gearkasse og differentiale afmonteret. Også det er en del nemmere, end på de fleste andre biler. En Triumph Spitfire er virkelig en skruevenlig bil – fedt! Ud med papkassen, eller gearkasseindækningen som den vel egentlig hedder og så kan man komme til alle skruer og bolte, med undtagelse af de nederste, som man lettest kommer til nedefra.
Jeg valgte at tage gearkassen ud og lade motoren blive i bilen. Gearkassen bakser man så ud igennem kabinen. Det er lidt bøvlet første gang, men egentlig ikke svært når først passagersædet er ude. Næste gang er det sikkert MEGET nemmere. Det skal lige nævnes at bilen er udstyret med permanent hardtop. Til rally er åbne biler ikke tilladt. Det gør selvfølgelig hele processen med gearkassen lidt mere besværlig.
Differentialet kom også ud, selvom der også her skulle bakses og klemmes og vrides. Igen fordi det var første gang. Efterfølgende kan man gøre tingene i den rigtige rækkefølge og så er det hele sikkert meget lettere. Udstødningen skal selvfølgelig ned for at man kan komme til, men f.eks. ved jeg nu også, at boltene til kardanledene, KUN kan afmonteres når akslen står et bestemt sted, for hver bolt, ellers kan de ikke komme forbi klumpen. De kan også kun vende en vej, for ellers går de på når akslen drejer. Med såvel gearkasse som differentiale, var vi 2 om opgaven. Man kan godt gøre det alene, men så bliver det noget mere besværligt!
Vel ude af bilen, blev både gearkasse og differential kørt til Flemming Bendixen i Herlev. Flemming har i mange år drevet et Triumphværksted og har selv kørt race i en Spitfire, så han måtte helt sikkert være manden til jobbet. Nu var det så bare at vente spændt på, hvad han fandt, når han lukkede op for herlighederne.
Attachments:
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.