Blev det for meget med damerne i går, fransk og med bar hud? Så kan jeg berolige med, at det i dag handler om det stik modsatte: To fuldt påklædte mænd – og de er fra Italien.
Giovanni Agnelli kunne der skrives tykke bøger om – ja, det ER der faktisk. For manden var Fiats overhoved i tredive år og kontrollerede på sit højeste omkring fem procent af Italiens bruttonationalprodukt. Ja, han tilskrives endda en væsentlig rolle i Italiens transformation fra landbrugs- til industrisamfund, og er blevet kaldet mange ting – herunder den sande Konge af Italien.
Et pragtfuldt billede af Giovanni Agnelli for LIFE Magazine, formentligt i sluttresserne. Knivskarp stil...
Udover for sin forretningssans var Agnelli også kendt som et europæisk stilikon, og blev kåret som en af århundredets (det gamle, ikke det nuværende – han døde i 2003) bedst klædte mænd. Han dyrkede særligt den italienske “sprezzatura” – kunsten at få det svære til at se let ud. Det vil sige han brød reglerne, og for eksempel satte tern sammen med tern, gik med ruskindstøvler til jakkesæt, bar sine slips for korte – og en detalje med urene: Agnelli bar dem som regel over sit skjorteærme.
...men dette billede i en langt højere alder viser i højere grad "Sprezzatura": Herunder uret, bemærk lige det.
Og så er der Luca Cordero di Montezemolo: Uden at nå Agnellis vægtklasse er han jo heller ikke ligefrem en herr hvem-som-helst. Hans rolle i Niki Laudas verdensmesterskaber for Ferrari i Formel 1 er ikke lille, hans rolle for Michael Schumachers endnu større. Nåja, og hans plads i Ferrari i dag er jo heller ikke at forglemme – han er bestyrelsesformand.
1974: Monetezemolo i midten var da leder af Ferraris Formel 1-team.
Han bliver endda også kaldet et stilikon – men det er dels en ganske anden stil, dels siger det noget om en vis devaluering af “ikon”-begrebet. Han er i dag elegant som en italiener, men på en mere afdæmpet og næsten britisk måde – professionel forretningsmand, der ikke støder nogen. I halvfjerdserne var han mere sprælsk – og i øvrigt på vej op i hierakiet. Og se så på billedet herunder, hvordan han viste sin chef respekt – urene, ikke sandt? Nu har vi gentagne gange her på MotorRetro været inde på tilfældigheder, men kom ikke og sig, at dette er tilfældigt.
1970: Montezemolo var i den grad ved at lære af Agnelli - herunder det med uret.
[nggallery id=312]
Skønne billeder fra en skøn tid. Jeg læste for nyligt at Agnelli startede en trend med at få bygget gamle Cartier lommeure om til armbåndsure, og at han selv købte omkring halvdelen af dem Cartier konverterede. Måske det er sådan et han har på på billede nr 4? For øvrigt var han ud over at være elegantier også playboy og kvindeforfører før begrebet blev udvandet. Var der ikke noget med at han ankom til en fest ved at springe i swimmingpoolen fra en helikopter? Kom med historierne, jeg kan næsten ikke vente på at høre om kapelmesteren var med til festen med helikopteren…:-)
Nu går jeg ikke særligt meget op i tøjstil men the Agnelli style er åbenbart et begreb, der stadig hersker i italienske modekredse, kan man læse sig til. Hans signature var åbenbart ambåndsuret udenpå skjorten/trøjen/jakken. I mine øjne ser det lidt “noller” ud, i stil med slipsenåle og store bæltespænder, men vil helt sikkert vække opsigt på byens cafeer også idag. Ideen bag er jo nok at kunne flashe sit ur selv med skjorte på, det er vel næppe for at kunne se på uret uden at trække op i skjorteærmet. Et andet af hans påfund var efter sigende at gå med vandrestøvler til jakkesæt, se det er til gengæld noget jeg synes virker mere cool.
Er Montezemolo ikke også Agnellis barnebarn eller noget i den stil?
Det mener jeg og have læst? Agnelli’s Testarossa Cabriolet var tilsalg for ikke så længe siden.
En original conversion af Ferrari/pninfarina. Kun lavet til ham. En rigtig playboy bil.
http://www.cavallino.com/articles/agnelli.html
Endnu mere en Playboy bil
Første billede af Agnelli må være fra taget af Fiat fabrikken! Var i Torino for tre uger siden og søgte og søgte efter Fiat museum uden held. Fik dog set fabrikken med testbane på taget. Rigtig flot stykke industrihistorie.
Der findes også et historisk bilmuseum der er en tur værd og hvor de lige nu udstiller Bertone biler, Lancia Stratos, Lamborghini Countach og den grønne Carabo var klart favoritterne.
Ham Agnelli havde sgu god stil, men den med uret var ikke gået i dag.
Var dog skuffet over at det ikke lykkedes at finde Fiat museum.
Billede 2 er ihvertfald et Omega PloProf (plongeur professional)…
Personligt er jeg heller ikke vild med uret uden på manchetten. Men respekt for at have en personlig stil. Agnelli er vel indbegrebet af en italiensk gentleman.
Urdetaljen har undret mange gennem tiden, men der er vist enighed om, at det ikke handler om at blære sig med uret: Italiens mægtigste mand havde ligesom ikke behov for den slags.
Enig! Mener at erindre at der var en praktisk grund til at Agnelli bar uret uden på manchetten…vistnok noget med at remmen generede hans håndled.
Men ovenstående taget direkte fra hukommelsen så jeg kan tage fejl, det er set før;-)
Åååh jo, Claus. Italiens mægtigste mænd har netop ALTID haft et behov for at blære sig.
Og det er måske også godt sådan. Undtagen lige den lille, liderlige særling Berlusconi, der gik det lidt over gevind.
“Sprezzatura” herligt ord at tygge på, sådan en varm lørdag. I går gik det højt med det feminine, og i dag er der så gået maskulinitet i det. Interessant nok. “Sprezzatura” bruges måske i dag i en mere snævre betydning, som en “stil”, akkurat som Claus skriver. Som kunsten, at kunne klæde sig på en tilsyneladende afslappet måde, således at det konstruerede, alt det tillærte, de mange års erfaring, for omgivelserne fremstår, som noget helt naturligt. Pointen er egentlig en meget vanskelig indsigt i det menneskelige, som går helt tilbage til stoikerne og kynikerne i Grækenland og Rom: Nemlig det, at kunne fremtræde naturligt – faktisk kræve hårdt arbejde. Det ‘naturlige’ er ikke bare noget der findes, det er noget der ‘skabes’. Englænderne kalder det “self-fashioning” – hvilket vel betyder noget i retning af, “at gøre sig, til sig selv” eller “at skabe sig selv” (fashion – italiensk: verbet “fare”, dvs. at gøre). Nu var stoikerne og kynikerne også ironikere. Så hvis Agnelli er dannet efter “sprezzatura”, vil han også vide med sig selv, at der ikke under eller bag hans stil og hans fremtræden, findes noget, der bare er ‘rigtigt (virkeligt) naturligt’: altså noget mere grundliggende eller universelt.
Er det sådan, at det maskuline bedre kan forstås med et begreb, som “sprezzatura”? Hvis der er noget om det, så er det også langt nemmere at forstå, som mange har fremført, at vi lever i en periode domineret af feminine værdier.
Når vi nu snakker italiensk stil……
Er der nogen italomaner i Motorretro slænget der vil med ned og nyde lidt italiensk stil i oktober? Jeg planlægger at sadle giuliettaen og drage til Auto dèpoca i Padova den 26-27 oktober – italiens største klassiker messe. Det kunne jo være sjovet med en fælles tur og måske lige stikke snuden ind i det nye Ferrari museum og italienske bil museum også.
Sådan som Agnelli altid sørger for at holde ur-armen frem så alle kan se den, må han have haft et budskab. Er det i øvrigt ikke lidt for billige points Montezemolo prøver at score hos chefen ved at gøre det samme. Med mindre det er et godt råd han har fået fra mesteren.
Er det også et fashion statement, at Agnelli på billede to har brillestangen uden på øret?
Ja jeg lurende lidt på den “skibrille”…
Og den langærmede gule undertrøje… Eller er det en ekstra skjorte?
I don’t her it !
Jeg har ofte mit armbåndsur siddende i en bæltestrop, så jeg må jo. ære trend-opbygger :-)
For pokker, hvor har han tynde ben…
haha godt set med brillerne, men prøv så lige at se nærmere på billedet igen og I vil se at han har trukket en lang blå strømpe op over det ene bukseben. Nu begynder det at blive lidt interessant.
Måske han skulle ud og cykle?! ;-)
Hmm….. Tagbillede, med de mange Fiat 125ére, minder mig om, at jeg måske skulle have ledt efter en sådan. Altså fremfor den varevogn fra 1976, med bænksæde og 3 trins ratgear, som jeg “kom til” at købe i dag, efter salget at min metroseksuelle Vespa (jeg skal have Vespa igen – fik bare et godt bud på “knallerten”), der skabte lidt likvid kapital, der bare måtte ud og yngle – eller hvad det nu er, den gør ;-)
Selvindlysende d’herrer. Signor er på ski i St. Moritz.
Han ligner virkelig en gentleman med magt og stil, på billede 1.
Svanbjerg, er det den blå Toyota Stc. der har været linket til nogen gange, der nu er i dit ejerskab?
Har ikke set nogle link. Men har nu heller ikke, været særligt observant… Og jep det er den blå Toyota Corona Mark II Van, der er blevet indforskaffet, sammen med 3 bilautistkammerater, i Svanbjerklan regi. Den er nu noget rustik, så derfor har vi måttet forhandlet med sælger, over længere tid, sådan at alle ender kunne hænge sammen.
Og da vi har en fin Ford Granada Van i forvejen, er det meningen at Coronaén skal holdes i en fin teknisk og karrosserimæssig stand, uden at ødelægge den patina, en rigtig varevogn bør have :-)
Jeg har stort set lige købt en Audi :-) A6 2.6 Stc., billigere end din Corona :-)
Og, jeps, den er fra det helt rigtige område, lige op af 2100 Ø.
Svanbjerg, du (eller I?) er nok en mere rigtig ejer af den Corona end jeg. Og Kai, det gælder også din Audi!
Omvendt så har Agnellis stil med bæltet, strømpen og det hele virkelig givet lyst til en midthalvfjerdser bil igen: Hvad man ikke kunne slippe af med dengang!
Man kan stadig slippe afsted med det Claus. Men det er kun for viderekomne.
Mesteren kan slippe godt fra uret uden på skjorten. På trods af dets uklædelighed.
Han udstråler stil, selvsikkerhed, overlegenhed, ja nærmest arrogane.
Lærlingen derimod, bare ud som om han ikke forstår at klæde sig på. Som en
karikatur af mesteren. “Sprezzatura” kan ikke kopieres. Men er et lækkert ord der bruges om individer
der kan fortolke eller afvige fra de gængse regler for påklædning. På en overraskende
og positiv måde, vel at mærke. Går det galt, ligner man en klovn. Grænsen er hårfin.
Håret er fint….hårfint….
Også når jeg står på ski ….offpiste…sidder ure,højdemålere, og gps søger(……i tilfælde af laviner) uden på tøjet…..såre simpelt og effektivt uden kuldebroer….
Når jeg dykker under is ……sådan ;-) http://lesmala.net/plongee/cous03.jpg
Jeg går ellers ikke med ur til daglig …..en sjælden gang uret uden på tøjet… grundet bevarelse af mine behårede intakte latino-arme og ekstrem nikkel-eksem……
Når jeg cyklede i slut halvfjedserne/startfirserne havde vi overtræksstømper på og aviser på maven når det var koldt og flere på når det var rigtig koldt….det gør man vist også i dag….overtræksstrømper brugte vi også når vi stod på langrend.
I sand stil med Sprezaturra hvor tavshed kan tages som et udtryk for guld…..en åben mund fanger ikke fluer….
vil jeg lade det stå hen i det uvisse hvad denne påklædning var udtryk for indenfor sportsverdenen…..
Lars D, hvis du stadig er uden den italienske klassiker, som du SKAL have, så er Padova et godt sted at besøge. Jeg tage også selv derned igen, som kalenderen ser ud lige nu.
Med hensyn til det at blære sig, som Mads skrev om: ” Italiens mægtigste mænd har netop ALTID haft et behov for at blære sig.”.I sagen Berlusconi, som ganske rigtigt blærer sig ret meget, så tror jeg måske det bunder i, at han netop IKKE er Italiens mægtigste mand? Så vidt jeg kan læse om Agnelli, derimod, så var han lidt hævet over den slags.
Som Vincenzo skriver, så er grænsen hårfin, og Berlusconi udviser netop ikke sprezzatura. Enten skal man være mægtig eller også skal man hvile mægtigt i sig selv – to sider af samme sag, måske også.
Jeg tror sprezzatura bliver ugens ord.
Det minder mig om at det nu heller ikke er alle italienere, der mestrer sprezaturra. Sidste år havde jeg en flok italienere på besøg i Danmark, der skulle se nogle maskiner. Det var ikke varmt, da jeg samlede dem op på hotellet om morgenen, men den ene havde kun fået knappet de to nederste knapper i skjorten! Og det var ikke fordi han ikke havde nået det, fpr solbillerne hang og dinglede i åbningen ikke meget over navlen. Klart mere palermo end decideret sprezaturra. Senere på formiddagen, da vi stod og kiggede på maskiner i en iskold hal faldt mit blik på ham igen. Da havde han fået knappet ALLE knapper den skjorte havde og fundet en uldtrøje frem. Skandinavisk sprezaturra…
Forresten er der nogen her på bloggen, der kan historier om gamle krigsveteranpiloter og tendens til have lavet Sprezaturra ur-tricket…..altså uret uden på tøjet…..
Søren W….Gad vide hvordan man laver en Palermo?…..det må være noget Mads Christensen agtigt…. ;-)
Gauntlett galleriet i London laver Patek Philippe lommeure om til armbåndsure…… For en pris.
Den med uret udenpå ærmet, tror jeg hænger sammen med de tyske bombepiloter under 2.verdenskrig havde et ombygget lommeur spændt om overarmen, ikke håndleddet.
Disse kunne være af IWC, Junghans eller Glashütte fabrikat
Connoisseur…..der sidder min gps tracker også (i tilfælde af lavine)….
Hvorfor ikke bare købe en Angelo Galasso skjorte…..for alle os med behårede Palermo arme….. ;-)
http://lenoeudpapillon.blogspot.dk/2012/08/back-from-doldrums-oppenheimer-strikes.html
Sprezzatura, as described by Castiglione, and as used in art history, the only discipline where I’d encountered it prior to the Sprezzatourette’s outbreak, was an art of studied nonchalance. What this connoted was a delicate balance between giving the impression of both effortlessness and control in both dress and, particularly in painting, pose. This required art in the sense not only of taste and skill but of artifice, projecting this image of unself-conscious control despite the effort needed to achieve it and the actual mental, social and political health of the subject. Subjects could achieve nonchalance in question through a sort of artful disarray in details of their dressing. And, of course, in an ease in their pose, indicating their control of their surroundings. After all, someone who got every piece of his façade too perfect was clearly trying too hard and betraying his insecurity. ”
The internet is a turgid wash of opinions on men’s style – I will leave it to the reader to decide what ‘sprezaturra’ is rather than add my own two cents worth.
Egentlig enig….jeg er jo heller ikke til skjorter… ;-)