Boghjørnet: Med horn og lygter

Ny bog med veloplagt gennemgang af politiets bilhistorie.

Jakob Andresens og Erik Kristoffersens bog ramte boghandlerne kort før jul. I flere andre lande er der i tidens løb udkommet flere store bøger om politibiler, men mærkeligt nok har der i Danmark ikke været forsøgt noget tilsvarende. Ikke før nu. Forfatterparret Andresen og Kristoffersen er henhv. journalist og pensioneret vicepolitikommissær med en fortid som souschef i Rigspolitiets Færdselsafdeling, så der har været kyndige folk ved tasterne. Flere politifolk er blevet interviewet til bogen og giver deres uforbeholdne meninger til kende om de køretøjer, der har været deres arbejdsplads, og det er til tider ret sjovt. Bogen er kronologisk bygget op og gennemgår for hvert årti de biler og bilmodeller, der gjorde tjeneste som patruljevogne, mandskabsvogne eller civile køretøjer. Undervejs kan man i faktabokse læse om kriminalsager, hvor bilerne havde en vigtig rolle, og endvidere er der kapitler om teknik, specialkøretøjer, Færdselspolitiet samt om politibiler på Færøerne og i Grønland.

Motoriseringen af politiet begyndte for ret præcist 100 år siden – i oktober 1917. Da indkøbte Frederiksberg Politi en Ford T Patrouillevogn fra den navnkundige forhandler F. Bülow & Co. Prisen var 5.749 kr. og 40 øre. En pæn pris i datidens mønt, som dog skulle holdes op imod, at politikredsen i hele 1916 havde kørt taxi for 1.443 kr. Der skulle altså ikke meget hovedregning til at konkludere, at egen bil var langt at foretrække i det lange løb – også når man indregnede drift og afskrivninger.

Politiet kørte Ford fra starten. Frederiksbergs Politis nyerhvervelse, efteråret 1917.

Taxier og hestevogne måtte hyres efter behov når personel eller arrestanter skulle transporteres, og nogle gange kunne man dog nøjes med en trækvogn.

Et symptomatisk billede tegner denne rapport fra Aarhus, 4. november 1888:

Patrouillebetjent No. 29 Mathiesen indbragte i Nat kl. 12½ hertil Politistationen en Mandsperson, som han forklarer henlaa i Spanien (en gade i det centrale Aarhus) i en aldeles døddrukken Tilstand. Han indsattes i Detentionslokalet kl. 2½. Til Leje af Trækvogn til Transport af Hidbragte har Mathiesen haft et udlæg af 50 Øre.

Det var altså op til betjentene selv at lægge ud for lejen. Aarhus Politi indkøbte i 1897 cykler til udryknings- og patruljetjeneste, og fangetransporter blev klaret med hestevogn. Først i 1921 fik Aarhus Politi sin første bil, en Stoewer D6.

De Frederiksbergske erfaringer med automobilet var gode, og Københavns Politi fulgte efter i sommeren 1918, hvor Station 1 anskaffede en syvpersoners Hupmobile. Hurtigt stod det klart, at der måtte flere til, så i 1919 købtes et par udrykningsvogne fra Thrige. I 1929 talte vognparken 15 biler og tre motorcykler.

Københavns Politis Hupmobile beskytter en kultransport, ført af skruebrækkere under den store arbejdskonflikt i 1922.

Odense Politi blev motoriseret i 1921 med en ombygget Ford T, der var udstyret til at kunne klare gadekampe. Kraftige gitre omkransede førerhuset og køleren og beskyttede dermed mod kasteskyts. Under urolighederne i forbindelse med Påskekrisen i 1920 var Københavns Politis udrykningsvogne blevet slemt ramponerede af stenkast, og de odenseanske kolleger ville derfor træffe deres forholdsregler.

Odense Politis udrykningsvogn, Ford TT, kunne befordre 17 personer: ti i vognen og syv på trinbrædderne.

1920’ernes større motorisering medførte i 1926 etablering af Statens Færdselspoliti, som blev udstyret med kraftige Buick-modeller. Ellers var politiets køretøjer et meget mangfoldigt skue, hvor Ford, Opel og Chevrolet var dominerende. Under besættelsen blev også politiets kørsel indskrænket på grund af benzinmanglen, og i årene efter 1945 måtte man klare sig med en mere og mere nedslidt vognpark, hvor nogle biler blev brugt til reservedele for andre. Endvidere supplerede man op med private vogne, som politiet lejede af ejerene, der alligevel ikke kunne køre i dem, og med efterladte tyske militærkøretøjer. Sidstnævnte voldte problemer, da det var umuligt at skaffe tyske reservedele, og i 1946 stod en tredjedel af politiets bilpark stille. Hjælpen kom fra USA, hvor Ford V8’ere dukkede op fra 1947, og der blev holdt meget nøje regnskab med både reparationsomkostninger og benzinforbrug. I 1949 rådede dansk politi over i alt 588 køretøjer.

På Bornholm efterlod den tyske besættelsesmagt noget så eksotisk som en Folkevogn, som blev indrulleret i Rønne Politis garager. Gad vide, hvad der blev af den sidenhen?

I 1950’erne dominerede Opel og amerikansk Ford blandt patruljevognene. Den første af i alt 85 Opel Kaptajn’er blev indkøbt i 1950, og både Fairlane og Customline sikrede, at ordensmagten kunne føre sig frem med stil. Fra 1954 dukkede de først britiske Ford op. Specielt Zephyr blev meget udbredt, og sandelig om politiet ikke også brugte minibiler: fire Ford Prefect ses også at have gjort tjeneste omkring 1955, ligesom efterfølgeren Anglia var repræsenteret med 13 stk. I det hele taget blev Ford populær: Mk III-udgaven af Zephyr 6, som blev lanceret i 1962, og som med sin sekscylindrede 2,5 litermotor med 85 hk ikke var nogen svækling, blev leveret i nogle særudgaver med den store 109 hestes Zodiacmotor med dobbeltkarburator. Da politiets kørende opgaver i højere grad gik over til patrulje- og udrykningstjeneste, fremfor enkle transportopgaver, var hurtighed og styrke blevet en vigtig faktor i valget af biler. Og såvel den almindelige Zephyr 6 som den opgraderede var det meget vanskeligt for en flugtbillist at slippe fra. Blandt de kriminalsager, som bogen omtaler, er der historien om et flugtforsøg i september 1965, som gik fuldstændig galt: En københavnsk småforbryder ved navn Palle Sørensen blev efter et natligt indbrudstogt på Amager standset af en patrulje fra Tårnby Politi og havde resolut trukket en pistol og myrdet de to betjente. I sin vilde flugt ind ad Amager Strandvej blev han opdaget af en københavnsk patrulje, der i en Zephyr 6 ingen problemer havde med at indhente hans Simca Versailles. Simcaen blev i Vermlandsgade tvunget til standsning, og tragedien gentog sig, da Sørensen også her trak pistolen og myrdede de to politifolk. Efter den største menneskejagt på denne side af besættelsen meldte Palle Sørensen sig selv og blev idømt livsvarigt fængsel.

Chokerede politifolk ved drabsstedet i Vermlandsgade. Bagved Zephyr 6’eren holder en anden af datidens meget udbredte politibiler, Citroën HY. Begge har blåt rotorblink på taget, hvilket blev standard i november 1964.

Da Zephyr udgik rykkede de tyske Ford’er ind. Allerede fra 1960 kørte politiet Taunus 17M, og op igennem 60’erne og 70’erne brugte politiet Taunus i alle generationer og i stort antal – hovedsagelig de sekscylindrede udgaver.

Ford Taunus og Ford 20 M var i mange år indbegrebet af dansk patruljevogn. Selv den nu meget sjældne 68-årgang af 20 M blev anvendt.

Volvo indgik fra 1963 med PV 544 og Amazon, og specielt PV 544 210 blev populær som hundevogn og blev benyttet i mange år. Da 210 blev udfaset tog Volvo 145 og Ford Granada over.

Volvo PV 544/210 var meget brugt som hundevogn.

Amazon blev anskaffet frem til 1970 og afløstes af 144 og 164, hvor sidstnævnte kørte ved færdselspolitiet. Fordelingen var den samme med efterfølgerne fra 1975, 244 og 264. Herregårdsvognen 245 var også meget udbredt som hundevogn, og det siges, at Rigspolitiet købte stort ind op til at produktionen standsede i 1993.

Rigspolitiets Færdselsafdeling i Randers rådede i 1972 over tre Volvo-modeller.

Zephyr mk. IV blev aldrig vellidt af betjentene. Den var sidevindsfølsom og urolig ved hård kørsel. Det var derfor en stor forbedring, da Zephyr udgik til fordel for den tysk/britiske Granada/Consul. De store tre-literudgaver med 140 hk blev anvendt af færdselspolitiet, mens vognene til patruljetjeneste var med 2,3 l motoren med 108 hk. Begge V6’ere. Fra 1975 indkøbtes kun de tyske Granadamodeller.

Ford Consul 3000 var et potent køretøj, men når benzintanken er tom, kan det hele jo være ligemeget. Under en jagt på en boret knallert rev to uheldige betjente benzintanken på deres Consul op, da de røg hen over en stensætning. Knallertbøllen blev i øvrigt pågrebet. Undløse, maj 1974.

1974 blev året, hvor BMW rykkede ind i politiet. 525, som blev præsenteret i 1973, var en dyr bil, så der skulle flere overvejelser til, førend Rigspolitiets besluttede sig, og de første blev leveret i december 1974. Hurtigt viste det sig at være en god investering. 525’eren have en 2,5 liters sekscylindret rækkemotor med 143 hk. Tophastigheden på 193 km/t var imponerende i 1974 og er det sådan set stadig. Et kendetegn for både E 12-serien og E 28, der kom i 1981, var, at de kunne være meget levende i bagvognen og krævede en koldblodig fører ved voldsom kurvekørsel. Ellers var de meget populære ved mandskabet, de var solide og blev flittigt brugt. Den længstkørende var en 1988-model, der nåede at runde 322.873 km på seks år, uden at have fået udskiftet andet end støddæmpere og udstødningssystem. Også den mindre udgave 520 og 3-serien blev anvendt som patruljevogn og i civile udgaver. E 34-serien ses ikke at være brugt, og senest man ser noget til BMW i politiet, var i 1992, hvor et antal 320i blev indkøbt til Færdselspolitiets enkeltmandspatruljer.

BMW 525 var en både hurtig og hårdfør patruljevogn. Efterfølgeren 525i kunne runde 200 km/t.

Ved siden af Ford og BMW rykkede Opel ind med både Rekord C, D og E samt Ascona. Alle med 1,9 eller tolitermotorer. Specielt Asconaen var populær i det københavnske nærpoliti, for som en politibetjent fortæller, kunne den med sine 110 hk og baghjulstræk let ”svines rundt i byen”.

Opel Ascona 2,0 var handy og hurtig. Men ikke så rummelig som Rekordmodellerne. I årene 1984-85 gik man over til ensfarvede hvide patruljevogne. To farver var for dyrt.

I løbet af 1980’erne afløstes Ford Taunus og Granada af Sierra og Scorpio, som igen i midten af 90’erne afløstes af et stort antal Mondeo. 2,0-udgaven blev indkøbt til samtlige danske tjenestesteder, og det viste sig ikke helt uproblematisk. For det første var Mondeo forhjulstrukket, hvilket naturligvis er til gavn for retningsstabiliteten, men desværre også medfører en stor vendediameter. Den var svær at få rundt i snæver trafik og besværlig i hurtige U-vendinger. Det kunne man så lære at leve med. Hvad værre var, viste sig i 1998, hvor flere politifolk til deres rædsel konstaterede bremsesvigt ved udrykningskørsel. Statens Bilinspektion konkluderede med hjælp fra Ford i Köln, at bremsesvigtet skyldtes et overbelastet elsystem, så i første omgang blev batterierne udskiftet med kraftigere udgaver. Det hjalp ikke. På ni måneder blev der indrapporteret 15 tilfælde af bremsesvigt. Mandskabet var forståeligt nok oprørt, og i Aarhus kørte sagen så voldsomt op, at politifolkene i sommeren 2000 slet og ret nægtede at køre i Mondeo – hvilket var ret uheldigt, i og med at Ford Mondeo udgjorde næsten halvdelen af politikredsens vogne. Ford Motor Company, som var overordentlig irriteret over balladen og den stigende dårlige omtale, begyndte at skændes offentligt med Rigspolitiet, som til sidst måtte indrømme, at bilerne havde været i orden ved leveringen, og at det var politiets egen eftermontering af udstyr og mangelfulde vedligeholdelse, der var årsag til problemerne.

Ford Mondeo 2,0 CLX fra 1994. Bemærk Københavns våbenskjold, som i en periode prægede de københavnske patruljevogne.

Mondeoerne blev i 00’erne suppleret af Peugeot 406, 306 og – til repræsentationsbrug – 605, ligesom Skoda for første gang meldte sig på banen i 2009. Sydøstjyllands Politi fik med Superb 3,6 FSI 4×4 et 260 hestes firehjulstrukket monster, som både kunne rende 250 km/h og i kraft af sit firehjulstræk navigere sikkert. Politifolkene var meget glade for vognene, men da de var alt for dyre i drift – ikke mindst brændstoføkonomisk – blev deres virke i tjenesten kortvarigt. Til gengæld vendte politiet blikket mod dieselbiler, der i løbet af 00’erne viste sig både økonomiske og muskuløse. Fra 2013 kom Mercedes-Benz 220 CDI ind i vognparken, men viste sig snart for lille. Efter den stigende terrortrussel, hvor politifolk i stor stil konstant er iført skudsikker vest, blev det meget vanskeligt at finde ordentlig plads bag rattet med stjernen på. Selvom efterfølgermodellen blev lidt større, røg Mercedes ud i 2016 ved det følgende udbud til fordel for VW Touran og stationcarudgaver af VW Passat og Ford Mondeo. Alle i dieseludgaver og med automatgear.

Mercedes-Benz C-klasse kom ind i 2013 og markerede samtidig overgangen til et nyt patruljevognsdesign. De viste sig dog snart for små.

Ser vi på mandskabsvognene og de større varevogne var Citroën HY tjenestegørende fra 1953 og i mange år herefter anvendtes de som hundevogn, fangetransport og mandskabsvogne. Senere blev de afløst af flere generationer af Ford Transit og endnu senere af Renault Trafic, VW Caravelle og Mercedes-Benz Sprinter.

Ford Transit blev anskaffet fra 1966.

Til de større uroligheder viste de almindelige Ford Transit og Renault Trafic sig for sårbare overfor angreb under demonstrationer, og efter de omfattende gadekampe på Nørrebro i maj 1993 tog politiet sin taktik op til en grundlæggende revision. I Holland viste det sig, at man ved hjælp af nogle specielle køretøjer kunne bevæge sig helt ind i urolighedernes centrum og foretage anholdelser og slippe ud igen på trods af angribende folkemasser. Hollændervognene, som de herefter blev kaldt, er bygget på basis af Mercedes-Benz Sprinter og er beklædt med kulfiber og brandhæmmende lak. En ballast i bunden giver et meget lavt tyngdepunkt, og kombineret med vægten på seks tons (!) er den umulig at vælte for almindelige demonstranter. Dækkene er punktérfri, ruderne er pansrede og dækket med gitre. Og som et led i den psykologiske krigsførelse har den ekstra kraftige lygter og et enormt kraftigt horn, som kræver en del overvindelse ikke at stikke af fra. Den ni hollændervogne, som politiet råder over, er lokaliseret i København, hvor gadeuroligheder er hyppigst forekommende. De serviceres derfor af Københavns Politi.

I forbindelse med fejringen af ti-året for rydningen af ungdomshuset i København kom hollændervognene på en hård prøve. Selvom gitteret på denne her røg af, sikrede den skudsikre forrude, at kasteskyts og jernstænger ikke trængte igennem.

I modsætning til flere andre lande har det danske politi aldrig ønsket at benytte sig af vandkanoner ved voldsomme uroligheder. Argumenterne for dette har dels gået på, at vandkanoner kan virke eskalerende på uroligheder, dels, at vandkanoner giver mindelser om militærdiktaturer og borgerkrigssituationer, som er danske forhold fremmede. Københavns Politi har dog en vandvogn, ”Spule-Marie”, der kan bruges til brandslukning i akutte situationer, men man vil ikke sætte den ind mod personer.

Dansk politi råder i 2018 over ca. 2.500 biler af enhver slags. Tommelfingerreglen er, at de holder ca. 100.000 km., hvorefter de bliver solgt på auktion.

Bogen er nydeligt trykt med et væld af gode billeder, som både er officielle fotos og som stammer fra private samlinger. For mig var det meget overraskende at se en mængde bilmodeller, som jeg aldrig før havde set i polititrim. Det kom således bag på mig at se både Rekord C og Ford Escort Mk I. Ford Capri, Vauxhall Cresta, VW 1300, VW Golf og Opel Kadett ses også i det righoldige billedmateriale. Selv Ford Mustang i cabriolet-udgaver blev i 1965 lusket ind i Færdselspolitiet, hvor de var i tjeneste i ti år. Det kunne jeg godt have tænkt mig at høre lidt mere om, ligesom flere andre forhold under læsningen gav appetit på mere. Men på den anden side skal man jo heller ikke kimse ad begrænsningens kunst, og nu foreligger der i hvert fald en både velfortalt, velillustreret og underholdende bog, som må glæde alle med hang til historie, biler og blå blink.

Det skal tilføjes, at hvis man ikke har fået politibiler nok ved læsningen af bogen, så findes der en glimrende Facebook-gruppe, der hedder ”Politibiler i Danmark”.

BOGHJØRNET