Efterhånden som jeg har fået en alder, hvor jeg kan køre både Mercedes og Jaguar, så sætter jeg mere og mere pris på automatgear – uanset hvilken type.
Sådan har det selvfølgelig ikke altid været. Ja, faktisk har jeg sikkert mange gange udtalt, at jeg aldrig nogensinde skulle have en bil med automatgear. Formentlig første gang udtalt allerede før jeg fik kørekort. Akkompagneret af fordomme om at automatgear var til gamle mennesker, handicapbiler og især amerikanerbiler. Plus evige sandheder som at rigtige kørere skiftede selv. Altid. Og med stor fornøjelse.

Jeg har nok tænkt på sådan noget her som den ideelle normalsituation.
Det viser sig at sådan behøver det ikke være. Synes jeg i hvert fald nu et par millioner gearskift senere. Og det har nok mere noget med de mange gearskift at gøre end alderen som sådan. Håber jeg i hvert fald.
Bare lige for at få det på plads: Selvfølgelig nyder jeg et lækkert manuelt gearskifte, det siger da sig selv – hvilken bilentusiast og mekanikelsker gør ikke det? Den manuelle gearkasse er et af bilernes vidundere, og der er meget lidt i verden, der er lige så tilfredsstillende som et perfekt udført gearskiftet på det helt rette tidspunkt.

I praksis er dette noget af det bedste gearskifte jeg har prøvet: Honda NSX
Jeg har været heldig at eje et par biler med skønne gearkasser, og den bedste var nok i min gamle BMW 628 CSi: Tungt, præcist og mekanisk. Her var gearstangen også dirigentstok for en pragtfuldt musikalsk maskine (med en meget højlydt sportsudstødning), og så gik det jo virkelig op i en højere enhed. Det var en ren fornøjelse at være cykle rundt i den gearkasse – og nødvendigt, fordi motoren ikke havde det mest imponerende moment. Begge dele var bedre i min noget senere Honda Legend Coupé, i øvrigt.

Min gamle Stag var min første kørende bil med automatgear.
Men faktisk var det BMW’ens forgænger, der lærte mig nydelserne ved automatgear: Jeg havde budt på en 1973 Triumph Stag på Ebay, en flot bil i triple-blue og komplet med hardtop og renoveret motor. Den treliters V8’er med bare 145 hestekræfter viste sig at lyde endnu bedre end jeg havde regnet med, simpelthen himmelsk – og ja, den havde jo automatgear. Se, det kunne man jo godt tro ville ødelægge fornøjelsen ved den overraskende fritløbende motor med den lækre lyd, men øjenåbneren for mig var faktisk, at det bare gav en helt anden køreoplevelse end jeg havde været vant til. Mere afslappet, simpelthen. Men på en lækker måde: I min Triumph Stag var det lidt som at have en butler, der gjorde noget af arbejdet for mig. Skifte gear, så gerne!
Det var i nogle af mine mest bilswingeragtige år, og jeg havde kun Stag’en seks måneder, men mest fordi jeg skulle videre: Jeg kunne virkelig godt lide denne nye fornemmelse af luksus. Alligevel gik der faktisk mange år, før jeg fik en bil med automatgear igen – ogøh, den gav ikke helt samme fornemmelse: Det var en Daihatsu Charade, og den een liter lille trecylindermaskine igennem den totrins Daimatic-gearkasse gav ikke samme bølge af overskud at ride på som Stag’en. Måske var det derfor, at jeg havde den i endnu kortere tid.

MIn anden automatgearsbil var denne – med kun to gear.
Og måske også derfor, at da jeg sidste år endelig kom tilbage til automatgearsbiler igen, så var der slagvolumen bag de tre gear: Kan man sige som tommelfingerregel, at en tre-trins automatgearkasse skal have mindst en liter slagvolumen per trin? Det holder i hvert fald stik med både Rover 3500 og Mercedes SLC’eren, og fornemmelse af at surfe på en bølge af moment er genatableret. Og det er en dejlig fornemmelse.
Roveren har det karakteristika, at den skifter meget tidligt op i det tredie og højeste trin, og det giver en helt ualmindeligt afslappet fremfærd: Da den heller ikke er meget for at geare ned igen, så foregår det meste af kørslen simpelthen i tredie gear med meget lave omdrejninger. Mercedes’ens gearkasse er meget mere aktiv, herunder meget bedre til at mærke om den skal forblive i et lavere gear unde ren acceleration. Og også meget bedre til at geare ned igen – hvilket den i øvrigt gør med en dejlig lydkulisse til. Begge motorer lyder selvfølgelig godt, men sjovt nok ikke så godt som min gamle Triumph Stag, efter min mening.

Automatgearet i Mercedes SLC’eren fungerer endnu bedre.
Og så kan man selvfølgelig spekulere på, om ikke begge biler ville have været bedre med manuelle gearkasser? Men det synes jeg ikke man kan sige: Anderledes, ja – måske endda meget anderledes. Men ikke nødvendigvis bedre. Jeg har haft fornøjelsen af en manuel Rover Vitesse, og den var ikke bare hurtigere (den er jo også noget stærkere end den ordinære 3500 med karburatorer), men ikke mindst føltes den meget mere sporty – som det jo gør, når man dirigerer et velspillende 8-mands band med en femtrins dirigentstok. Mercedesen fandtes også som manuel, men de er sjældne – og jeg forstår godt hvorfor.

Som et lille kuriosum kørte Mercedes SLC i den stærkeste 5-liters udgave faktisk altid med automatgear – også i rally.
Mercedesen er ikke en køredynamisk løve, der vil dreje ned af enhver skarphjørnet sognevej. Og det er gearkassen heller ikke. Motoren er måske nok legesyg, men kun når den bliver provokeret – ellers er den især bare bomstærk på moment. Og den treenighed giver simpelthen et overskud uden lige. Et overskud der ligesom er stort nok til at sige, at “jeg kan da godt køre hurtigt hvis jeg skal – men jeg behøver det ikke, fordi jeg har så meget overskud”.

Her er det bag rattet af min gamle BMW 2002: Den havde et rigtigt lækkert manuelt gearskifte med fire gear.
Og der er jeg nødt til at sige, at det er altså også virkelig, virkelig behageligt: Butleren står diskret lige bagved hele tiden, og uden at man egentligt tænker over det, så hjælper han med kørslen. Man kan tænke over sine forretninger, mens han varmer de uldne slippers og nyde eftermiddagsteen mens han styrer de 200 heste sikkert på plads, uanset om der er kø, overhaling eller rastepladsstop på programmet.
Selvfølgelig er det sjovt at jage op og ned igennem de syv gear i racer-Spitfiren med dens diminutive moment, 7000-omdrejningers topeffekt og tilhørende højlydt brægende lydkulisse. Men ikke hele dagen og især ikke mens man er på vej til bestyrelsemøde i Hannover. Eller på vej til noget andet. Hvor selve turen faktisk ikke er hovedformålet. Som eksempelvis arbejde. Her er det faktisk rigtigt rart ikke at skulle skifte gear selv.
Summa summarum er, at i vores lille husstand er begge hverdagsbilerne (hhv. 17 og 21 år gamle) nu automatiske og to af klassikerne ligeså. Og det er helt bevidst. Fordi det nogle gange bare er det rigtige.
Subaru SVX var lavet til det amerikanske marked. Derfor blev den for tung og kunne kun fåes med 4-trins automatgear. De to faktorer ødelagde bilens dynamik. Balancen var fsv. fin, men det var svært at ramme apex med fuld hane, da gearet lige skulle tænke sig om og geare ned.
Tilsvarende oplevelse havde jeg i en Porsche 911 turbo, som jeg prøvede på bane. Det går legende let, men det er svært at ramme apex med acceleration ud af svinget.
I vores Jaguar XF fungerer det dog fint, men den er heller ikke beregnet til at udfordre apex.
En sportslig bil ville jeg til enhver tid vælge manuelt gear.
Mødte lige en eksakt klon af min første klassiker igår, på Sommers Automobile Museum, og må indrømme at jeg kom lidt til at savne automatgearet..
Elsker automatgear.
Det er stærkt vanedannende og ofte synes jeg det giver en mere afslappet kørsel for føreren.
Skulle jeg høvle rundt på Ringen, ville jeg nok foretrække et manuelt.
Men det skal jeg ikke, så jeg foretrækker et automatisk gear.
Det giver også overskud til at lade højrehånden finde vej over til det smukke køn på passagersædet uden at man så er fastlåst i 1′ gear ;-)
Jeg er enig, til sportslig kørsel skal det være manuelt gear, og når man er ung, tror man at al kørsel er sportslig!
Nu kører jeg 60.000 om året, og ville meget gerne have haft automatgear, men har desværre manuelt gear…
I mine to Jaguar XJ40 og min nuværende Jaguar XJ6 har jeg haft automatgear, og det passer perfekt til den komfortable kørestil de er skabt til.
I 1999 havde jeg en Alfa Romeo 156 2,0 Selespeed. Den havde begge dele, en sekventiel gearstang eller knapper på rattet til manuel gearskift eller en City knap til automatisk skift. Da jeg boede i London, kørte jeg faktisk mest i City…
Øh, automatgear i en Porsche 911 Turbo, @the-real-stig ? Det har jeg aldrig hørt om. Er der noget jeg har misforstået?
Enig, @ole-jagmann : Det med at de kan begge dele er faktisk noget af det allermest smarte ved de moderne gearkasser. Og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om at jeg i virkeligheden ville køre langt, langt, langt mest i automatic – ja, faktisk kun bruge det andet på en bane, nærmest. Jeg er vildt imponeret over hvor godt sådan nogle moderne 8-trinsgearkasser fungerer. Jeg gad godt prøve sådan en på en bane, faktisk :-)
Den hedder 911 på bagsmækken, men egentlig er det en 996 turbo med Tiptronic.
Automatgear er en komfortdetalje der kun overgås af servostyring og servobremser. Da jeg fik min første bil med automatisk gearkasse i 1976 – Peugeot 504 Coupe, på daværende tidspunkt den eneste i DK med automatgear – opstod en helt ny form for køreglæde: Meget mere afslappet kørsel og tid til at holde pigerne i hånden :-) under kørslen. Jeg har senere haft en enkelt bil med almindeligt gear – FIAT Cinquecento Sporting – og nogle firmabiler – Vauxhall Chevette – og de var også fine at køre i, men på en anden måde. Jeg har også prøvet en Chevrolet El Camino 1973 med almindelig 3-trins gearkasse og uden servostyring! Der skulle arbejdes hurtigt med begge hænder når man skulle dreje om hjørnerne med ratgear og et lille rat med stor udveksling – kan absolut ikke anbefales! Men min gamle Vauxhall 1923 uden servo styring og usynkroniseret 4-trins gearkasse var det en fornøjelse at kunne få den til at skifte gear både op og ned ved brug af dobbelt udkobling :-). Jeg anbefaler automatisk gearkasse til hver en tid! :-)
Behøver ikke alle de hjælpemidler, servostyring og- bremser, automatkasse, radio og alskens elektronik. Hmhm, faktisk har bette Dino elbagrude, men det må være ekstraudstyr. Et startbatteri er rigeligt til mig :-)
Eneste ulempe med automatgear, er at man ikke kan udøve den ædle kunst “at give mellemgas”….
I sagens natur villle det berøve helhedsindtrykket i en 50’er sportsvogn – hvis der ikke kunne gives mellemgas – og omvendt upassende i en 50’er limosine.
@claus-ebberfeld din gamle Stag ser godt nok flot ud. Super farve og super hjulkapsler. Og klædeligt med hard-top.
Hvorfor gik du dog af med den?
Hva’ med Daf milliongearet?
Har aldrig prøvet at køre med det selv. Det kunne være sjovt at prøve.
Jeg har læst at det er blevet brugt i motorsport way back. Og vist ikke kun i standardvogne.
Aaaah, @the-real-stig : For mig er der kun én 911 Turbo – den oprindelige, 930 kaldet. Nu forstår jeg.
Yes, @skaanning , den Stag var jeg også glad for: Blå lak, blå kabine og blåtonede ruder – lækker vogn, især med hardtop, der klæder den virkelig godt. Jeg solgte den, fordi jeg skulle videre – tror faktisk jeg købte den omtalte BMW 628 CSi efter Stag’en. Noget helt andet. Og efter dén en Mini 1100. Noget helt andet igen. Jeg havde ild i jernet!
@jens-holm , ViaRETROs arkiver kan hjælpe dig!
Jeg kørte og skrev om en DAF med milliongear her: https://viaretro.dk/2011/10/den-mest-automatiske-daf-coupe/
Og det med motorsporten er helt rigtigt husket: DAF’s milliongear blev brugt i en formel-racer, som du kan læse mere om her: https://viaretro.dk/2014/01/formelbil-med-milliongear-den-hurtigste-daf/
Dengang var jeg faktisk ikke overbevist om det, men det er jeg nu. Det tror jeg jeg vil skrive om i weekendmatinéen…
@lars-t-madsen Alfa Romeo Selespeed kan det hele. Ved manuel nedgearing giver den mellemgas, det lyder fantastisk!
Jeg svor også engang at jeg aldrig skulle have ‘tomatgear, men det var dengang det var træge og momentopslugende installationer beregnet på comfort cruising.
Selespeed var en revolution og et must – hvis man ellers boede på en alpetop, men dengang valgte jeg manuelt. Men så i Maserati QP var der ingen vej udenom – heldigvis! Mekanikken er ZF-6 som i BMW, Corvette mm – men elektronikken er en HELT anden historie.
I Corvette er den umanerligt sløv, men kan næsten reddes ved flittig brug af paddles, BMW er – hmmm – uraffineret, mens den i QP er helt utroligt fantastisk afstemt.
Ved rolig kørsel er den udpræget komfortabel og selv 0-200 med pedalen i kælderen er den helt og aldeles udramatisk. Kobles sportsprogrammet på åbnes en helt ny verden – differentialet mærkes diskret, skift tager nu kun 100ms og den holder gearet gennem kurverne op over 7000o/min. Så er der nærmest ingen grund til at blande sig – med mindre altså at man lige skal geare tre programmer ned og gøre klar til næste affyring ..
DSG, PDK, SMG, TCT og var en parantes med unødig kompleksistet – ZF-8 er – med den rette elektronik – lige så effektiv ..
Det afhænger vel af bilen. Min fars første E-type var en US Serie 1,5 2+2 med automatgear. En dejlig Jaguar, men ikke meget E-type – tror det passer bedre i Serie 3, V12.
En Stag med automat ville jeg gerne eje – var for nyligt også faldet for en MGC GT med auto, som var lige indenfor prisrammen ( og nu solgt)
Jeg har i en alder af 41 måttet sande at venstre knæ blir lidt ømt ved for meget overbelastning, hvilket nok er begyndende slidgigt. Mærkes ikke så meget i dagligdags øsen eller på turen på el-cyklen til og fra arbejde, men på alm cykel og efter en længere tur i TR6. Så tanken går på at skifte, men er i tvivl om til hvad – en /8 eller 123 coupé har været på tale…
@ole-jagmann , Selespeed har jeg nu ikke den store begejstring for: Netop afslappet kørsel er jo ikke dets force, så som “rigtigt” automatgear synes jeg ikke det slår til.
Derimod har jeg kørt flere biler med ZF-8, og fundet at det simpelthen fungerer så godt, at man nærmest tænker, hvad man egentlig skulle med andet? Kun lige ekstremnedgearinger kan det jo ikke finde ud af – det kan trods alt ikke læse tanker. Men det kommer nok. Det er dog alt for nyt til at kunne tåle megen omtale her…
@skaanning, en Stag med automatgear vil jeg til hver en tid anbefale, for jeg synes den lille V8’er passede SÅ godt til det. Men faktisk tror jeg også en /8 coupé med automatgear ville være rart – min coupé var manuel med fire gear på 280-motoren, og et i øvrigt overraskende godt gearskifte. Men jeg tænkte tit på om ikke automatgear passede bedre til bilens karakter – en vidunderligt afslappet vogn, som jeg var rigtigt glad for. Jeg kan ikke huske om du har læst med så længe, men det var den her:
https://viaretro.dk/2012/07/min-forste-mercedes-1970-250c/
,
jae behagelighed og funktion.
Den med at “sportsvogne og biler ” ikke rigtigt kan “køres” med føling,, er efterhånden,,, vel mere en konstatering af chaufførens evner.
Vi ser at selv “sport udøvelsen næsten uden for og af grænserne”,, som det også er meningen, jae selv disse “super chaufføre ,ikke kan gøre det så godt som “automatikken ” dog begrænset af at personalet der sidder og styre parameterne ,for nærmest alt vedr F 1 “,,,,men dog i både hurtigheden og holdbarheden,trods lotus oprindelige fader Colin Chapman,,,,udtaltet at den bedste racer bil , var den der faldt totalt sammen og var uanvendlig efter den passerede målstregen for sidste gang i løbet,,,eller via inertien passerede den som første .
At det så stadig hævedes at alle sport biler er bedst med manuelt gear ???
De tørre og uromantiske facts, er sagt lige ud sandheden ,dog uden de følelser vi alle som bil elskere, lever højt af og med.
Jeg ville som ung også forsværge ,,at jeg selv vil eje en med aut.gear,,,men alders erkendelse og magelighed,,, er jeg overhovedet ikke interesseret i en uden aut gear.
Selv pløre turbinerne,med det større forbrug osv,men med den magelighed og med de nye bla dsg eller dobbelt gear kasser og i forskellige udgaver,,men mangler at vi får konstateret,, om de med de mange gear 8++ efterhånden,er de overhovedet anvendelige ,,, for “normale ” trafikanter” og hvis det fastholdes, så på hvilke parametere, får vi nogen nytte af de mange gear ,udover at det igen ikke er HK,, men momentet ,der relt er afgørende.,,,Som også flere beskriver
Så hvem har så stor indsigt at de kan anbefale udover “prestigen” at 8 gears + gør bilerne bedre som person biler.