Aggersvold Concours & CHGP: Sikke et par weekender!

Jeg kom sent hjem til Fyn søndag aften – og det gjorde jeg også søndagen før. Men årsagen var et par skønne bilarrangementer, så det var køreturen værd.

Begge arrangementer fandt sted på Sjælland, så jeg var også tidligt oppe for at komme dertil. Men må indrømme, at sådan en tidlig-morgen-køretur i den opgående sols bløde lys faktisk var en fornøjelse i min nye gamle sportsvogn fra den opgående sols land. Tak for de pæne ord om min MR2, i øvrigt: Jeg ER glad for den. Som jeg jo er for rigtigt, rigtigt mange biler. Da jeg drejede ind på Klub ViaRETROs stand lørdag morgen klokken kvart i syv var den første bil jeg fik øje på en Fiat Seicento Sporting i glad gul (mere sol, jatak!), og den var gudhjælpemig til salg: Jeg kunne ikke lade være at tænke, at den ville være en fremragende (ny gammel…) konebil. Altså til MIN kone. Og lidt til mig. Det var den herunder:

Den havde bare ikke noget anhængertræk. Ligesom min MR2 ikke har det. Eller Keld Jørgensen superfunkyfede og møghamrende charmerende Fiat Panda 30 ikke har det. Til gengæld har den cerutter som standardudstyr. Eller – faktisk er det vist dens eneste udstyr? Jeg havde fornøjelsen af at flytte den lille tocylinder-charmør søndag morgen, og selvom jeg ikke kom over andet gear grinede jeg fra øre til øre: Tænk at så lidt bil kan vække så megen glæde.

Min MR2 har ikke noget anhængertræk (det findes vistnok, men jeg har ikke tænkt mig at lede efter eet…).

Kelds Panda 30 har heller ikke – men det passer fint i dens stil, hvor der bare er mange ting, der ikke er der.

Udover det manglende træk kunne jeg også mærke, at den ville blive lidt anstrengt på motorvej. Men Klub ViaRETROs stand var så bred som altid, og hvis spørgsmålet var Autobahn, så stod svaret redebon: 745i. I guldmetal og med stofsæder. Jeg kunne se for mig, hvordan den ville æde hele A1 i een mundfuld: Dén bil var toppen af BMW i de tidlige firserne og ja – skulle være velkommen i min drømmegarage.

Dén her var bare pragtfuld!

Ligesom det nyeste Klub ViaRETRO-medlems Autozam AZ-1. Ja, det ER den samme bil som jeg prøvekørte for snart to år siden. Overkskriften på artiklen var “Koncentreret Køreglæde” (jeg synes faktisk den er en genlæsning værd!), og jeg fik fortalt Rune hvordan det stadig er den sjoveste gadebil jeg har prøvet på offentlig vej. Og hvordan jeg havde tænkt på en AZ-1 som kandidat til Alpina-afløser. Kort. Den er stadig på min liste over biler jeg skal eje engang – men også dén er nok knap så Autobahn-egnet som MR2’eren. Til gengæld er den så endnu mere gejl når man ankommer til bjergene. Akja: De svære valg.

Det tog Rune et par timer at tøre bilen af lørdag morgen, da ALLE var henne og spørge hvad det var en en bil! Velkommen i klubben – og tillykke til os med (endnu!) en super ambassadør for mantraet “Enhver Klassiker er Bedre end Ingen Klassiker”.

Da jeg var endnu mere i speakerboksen end sædvanligt fik jeg til gengæld set mindre af CHGP (altså bortset fra selve racerløbene, selvfølgelig – det var jo dem jeg kommenterede på…) end jeg plejer, men det er uhyre tydeligt, at det for mange entusiaster handler om meget mere end motorsport. Der blev, så vidt jeg husker, ikke snakket eet ord om dagens race til ViaRETROs traditionelle fællesmiddag lørdag aften – men om alt muligt andet. Mest mindeværdigt for mig personligt var Keld Jørgensens tale for mig som grundlægger af ViaRETRO – og hans brug af benævnelsen “kulturbærer” i den forbindelse. Jeg var ærligt talt rørt. Og Lancia Delta-grafikken fra vores fælles idealdesigner Giorgetto Giugiaro var en smuk gave, som jeg nu dels skal finde et sted til at hænge – og vel nødvendigvis må finde en 1:1 Lancia Delta til også. Engang. Hvis ikke den allerede var på listen i forvejen, så er den i hvert fald nu.

Det er alt andet end tilfældigt at ViaRETRO-mærket sidder på en bil designet af Giugiaro.

Sammen med Ford Fiesta, MG som racerbil (det kunne være en B…), Triumph TR (som Ugens Fund…), Rover 3500 (jeg har godt nok haft een, men hverken en Vanden Plas eller en Vitesse…), Citroën CX og meget, meget andet. Hvad med en Formel Junior efter en Toyota Landcruiser?  Så i det mindste den ene af dem virker, tøhø. Jeg har ikke billeder af ret meget af det – udover oppe i mit hoved. Så det var efter min opfattelse et fremragende Copenhagen Historic Grand Prix, og det håber jeg også arrangørerne synes. Og at det kommer igen næste år. Der var masser af rygter men meget få fakta og i fraværet af dem vil jeg bare krydse fingre for, at Klub ViaRETRO også i 2026 mødes på indenbanen. Så ses vi dér, for hvor var det dog hyggeligt.

Jeg vil så ikke undlade at slå et slag for, at det var det virkelig også weekenden før – nemlig til Aggersvold Concours. Jeg var igen med i dommerpanelet til det fremragende arrangement, der kun finder sted for andet år. Og som for andet år i træk var ved at regne væk. Men da jeg langt fra var den eneste, der sidste år kunne se potentialet i at holde en concours på det smukke Aggersvold Gods nær Jyderup på Sjælland, så var der frit efter fornemmelsen heldigvis ti gange flere deltagere og besøgende end det første år – og dermed endnu flere, der kan se hvor godt dét her arrangement kan udvikle sig til at blive i 2026.

På arbejde sammen med meddommer Henning Thomsen – på et billede taget af Überdommer Anders Bilidt, der står bag kameraet. Man aner både, at vi er glade – og at det var vådt. Og at 300SL Roadsteren først kunne slå taget ned lidt senere.

Da dét arrangement finder sted på arrangørernes eget gods, så er der ingen fra Københavns Kommune (…) der kan så tvivl om, hvorvidt det finder sted igen næste år. Det gør det. Og vi i dommerpanelet er også enige om, at det er umuligt at vil regne igen for tredie år i træk, så vi betragter det allerede nu som en slags godt-vejrs-garanti.  Det fortjener det bestemt også, for med den bare 20-årige hovedarrangør Villads Troesfeldt som drivkraft spænder denne concours lige fra nye hyperbiler til Bugattis fineste Grand Prix-racere fra før krigen. Og alt fra Renault Clio Trophy (-lignende?) over Lotus Esprit til Ford Escort Cosworth derimellem. Det hele iscenesat på det smukke gods og omkringliggende gårdspladser, haver og bygninger, så der også er plads til at gå i læ. Næste år for solen, som sagt.

Vanvittigt flot opbud af Bugatti – mange af dem kørende til Aggersvold via landevejen.

Da familien Troesfeldt er store Bugattientusiaster, så fylder dét mærke også en del på Aggersvold – ikke bare deres egne (der efter familiens ønske ikke kan præmieres i concoursen, for god ordens skyld) , men også klubmedlemmernes og der er utroligt nok en del meget fine Bugatti selv indenfor landets grænser. Talte jeg lige FIRE Bugatti Type 51? Javist så. Og så var programmet komplet, da de klassiske Bugatti blev flot flankeret af en Veyron og en EB110 foran hovedbygningen. Der var styr på tingene, nemlig.

Carrera GT’en kom (ligesom MR2’eren i baggrunden) kørende fra Fyn…

Concoursklasserne var delt op efter biltyper – men som noget ret usædvanligt IKKE efter årgange. Jeg vil mene, at det er den unge Villads kreative hjerne, der hér har fat i noget rigtigt. Jeg skal være ærlig og sige, at det gjorde vores job som dommere sværere – men det gav omvendt også muligheden har at have en Ferrari SF90 XX som vinder i hyperbilsklassen og netop en Bugatti Type 51 som toer. Mens vi som dommere fik chancen for at forklare, at hyperbiler ganske vist er en ny klasse på Le Mans og et begreb i multimilliondollars samlerbilbranchen – men at der rent konceptuelt ikke er nogen forskel til den vogntype, som en Bugatti Type 51 var i sin samtid.

…og denne Esprit inspirerede en mand fra Fyn!

Den afgørelse var vi ret tilfredse med, i hvert fald – ligeså at en meget, meget mindre eksotisk Lotus Elise af den helt oprindelige, helt uspolerede og meget velholdte første generation vandt titlen som “Bedste åbne sportsvogn”: Konceptet som Lotus dengang chokerede verden så positivt med var nærmest genialt – og det er det jo utroligt nok stadig i dag. Og ja, vi skulle også lige sluge, at den halvmoderne Elise faktisk HAR fejret sin tredieårs dag som model – så jo, den er også rent teknisk set en klassiker. Og var som sagt bare flot i stand. Hvorfor det er en fejl, at jeg ikke har nogle billeder, hvilket jeg beklager meget. Når jeg engang selv får een, så skal jeg nok vise nogle billeder af den i stedet.

Standen på denne Ferrari 250 GTE var absurd flot.

Den allerflotteste vurderet rent ud fra stand var dog nok den guldmetallic Ferrari 250 GTE herover, og dens suveræne fremtoning var medvirkende til sejren i den lukkede kategori. Og dens farvekombination. Og dens motorgang. Man KAN ikke gå fejl med en Colombo-V12. Og mens dommere blev næsten flove over at høre ejeren fortælle, at dette var første gang den havse fået regn siden sin flere år lange restauering, så virkede det som om præmien var et plaster på såret. Jeg noterede mig, at både lys og viskere virkede perfekt, og at vi nok alligevel havde fundet en meget værdig vinder.

Apropos farver, så var bilen herover nok den, som jeg var mest paf over: Det er en Designo-udgave af en Mercedes-Benz i den noget nyere afdeling. I flot stand. Og med en stærk V8’er og alt muligt andet fornuftigt. Men farverne i kabinen: Blå læder og grønt indfarvet træ. Som ER træ. Jeg har aldrig set det før, men det var originalt og tro mig – jeg kunne næsten ikke stå for det. Een mere til listen? Præcis.

Dommer Claus og dommer Anders kørte begge firserkanoner – men så forskellige, at vi ikke kunne tage fejl af hinandens MR2 og M535i. Dommer Henning kørte Morgan, og slog selvfølgelig taget ned til turen hjem i regnvejret. Jamen, sådan gør Morgankørere!

Og det gik dermed som det plejer – og, vil jeg tilføje: Som det skal. Jeg kom, så og hyggede mig. Lærte noget. Blev inspireret. Og ikke mindst – kommer igen næste år. Det skønne Aggersvold Concours var nemlig rigtigt godt i år, og hvis arrangementet tager endnu et tiperspring til 2026, så bliver det virkelig godt. Med en placering i kalenderen senere på året end Gavnø kan det dermed blive et åndehul for de bilentusiaster, der ikke (kun) lever for motorsport, men også sætter pris på de (andre) fine ting i livet.

Samt måske kan lide noget nyt gammelt at samles om. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Aggersvold Concours kunne trække en delegation fra Klub ViaRETRO næste år. Hvad tænker I?