Langfredag aften kom jeg hjem efter næsten tusind kilometer i den nye firmabil: Det virker! Og jeg tror vores forhold bliver stor lykke.
Javist, påskesøndag havde måske været en bedre dag for afsløringen af den nye, for det føles virkelig som en slags genopstandelse. Men jeg har hygget mig for meget bag rattet, for jeg synes min nye bil er virkelig sjov at køre: Det er en 1984 Alpina C1/2.3 – og det kræver selvfølgelig en forklaring.
Den lille nye: En 1984 Alpina C1/2.3
Først og fremmest er Alpina jo kendt som et tuningsfirma, der er tæt forbundet til BMW – men deres tilgang til tuning er lidt anderledes end mange andre. Her er det måske passende at tænke tilbage på ordets oprindelige betydning, der stammer fra musikken og betyder en slags finafstemning. Hvilket sådan set er det Alpina har gjort til deres varemærke: De går ikke efter ultimativ hurtighed over alt, men mere efter at forbedre BMW’s oprindelige udgangspunkt. Så en Alpina er en slags bedre BMW end BMW selv kan lave den. Kort sagt. Men jeg skrev om mærket for nogle år siden, da de fyldte 50, og artiklen hed selvfølgelig 50 år med Alpina: BMW for feinschmeckere. Genlæs den engang for at sætte scenen for, hvad Alpina er.
Igennem årene har Alpina tunet på så vidt jeg ved samtlige BMW-modeller.
Og tillad mig så en tangent. Jeg plejer at sige, at den første rigtigt fine bil jeg prøvede at køre var en BMW 320i. Det var af E30-generationen, og anledningen var at jeg havde fået mit kørekort. Jeg var 18 år og havde kun kørt Volvo 240, Folkevogn Boble og Opel Ascona før det. BMW’en var en åbenbaring, og jeg var min onkel og moster evigt taknemmelige for at de lånte mig den den dag, da blækket på kørekortet næsten var vådt endnu. Derefter var det tilbage at køre Volvo 240 og senere en VW Polo og en Lancia A112. Det siger sig selv, at BMW’en med sin sekscylindrede maskine og overlegne præstationer gjorde et usletteligt indtryk.
Deres 320i var en todørs uden noget som helst udstyr – ingen hækspoiler, ingen alufælge, ingenting. Men det havde vores Volvo jo heller ikke…
Derfor var det en kæmpe omvej rundt omkring den varme grød indtil jeg i går var til påskefrokost med selvsamme moster og onkel, og kunne køre dertil i min Alpina C1/2.3 og forklare dem, hvor væsentligt et punkt i mit billiv deres 320i havde været dengang for 35 år siden. Jeg anede da også en nostalgisk tanke i deres øjne da de så Alpinaen, der jo tydeligvis er baseret på samme todørs E30-karosseri som deres 320i. Selvom min Alpina med sin dåbsbattest fra 1984 rent faktisk er tre år ældre end deres var.
“C” på Alpinasprog kom senere til at betyde, at motoren er den lille M20-rækkesekser. Men lad mig bare sige, at Alpinas navngivning ikke var ligeså stringent som BMW’s.
Så hvad er en C1 egentlig? Jo, med udgangspunkt i BMW’s daværende topmodel af E30-rækken 323i ville Alpina forfølge deres normale strategi og lave en bedre E30. Det indebar på klassisk Alpinafacon både bremser, undervogn og motor. Sidstnævnte bevarede de (for en gangs skyld) på 2,3 liter, men tunede den på traditionel vis med bearbejdning af topstykket, anden knastaksel og en fin bananmanifold og friere udstødning. Der er ikke meget at hente på den front, hvis man også skal bevare det civiliserede (og det skal man, hvis man er Alpina), så C1/2.3 ydede med 170 hestekræfter kun 20 mere end standard-323i’eren.
Til gengæld forfinede de også undervognen, og nu var det ikke fordi E30’eren kørte dårligt i forvejen. Dens standard dækmontering var 195/60 14, og hér gav Alpina den bundgas med en hele syv tommer bred 16-tommer fælg, der kunne forsynes med 205/50 16 eller endda 225/45 16-dæk. Det lyder måske ikke galt i dag, men i de tidlige firserne var det en ekstrem dækmontering. Den slags dæk kunne enhver tuner eller privatperson selvfølgelig montere på en E30, men Alpinas store kunststykke var, at de derefter fintunede videre på geometri, fjedre og dæmpningsrater og detaljer, der på utrolig vis gjorde, at Alpina C1 trods de store hjul stadig var både komfortabel og kontrollabel. Der var, helt som Alpina ønskede det, simpelthen mere af det hele.
På udstyrsfronten betød det også servostyring, elruder, elspejle og selvfølgelig Alpinas sportssæder med de karakteristiske striber. Og samme betræk bagtil, det er klart. I min bil er der desuden elektrisk soltag, som jeg allerede har brugt flittigt i cruisingetaperne af min tur, og som jeg tror jeg bliver ganske glad for: Det er både vandtæt og kan åbne og lukke igen – rigtigt smart. Under langsom crusing er det også godt at rulle sideruderne ned, da den lille M20-motor lyder endnu bedre end jeg husker det fra gamle dage – selvfølgelig også fordi moster og onkels 320i næppe havde en Alpina-sportsudstødning. Men lyden fra min er skøn harmoni af cremet tenor og harmonisk højomdrejningsmusik. Over 3500 omdrejninger får den en civiliseret snerren, der godt kan få det til at snurre i underlivet.
Soltaget bliver jeg glad for til sommer. Men den har faktisk også aircondition.
Men bevares, den er faktisk ikke hurtig som sådan: Selv i en bare 1100 kilo tung bil (ufatteligt i dag, men biler vejede ikke meget dengang) rækker de 170 heste kun til 213 km/t og o-100 km/t på knap otte sekunder. For mig er det inderligt lige meget, for C1’eren er simpelthen sjov at køre: Manuelt gear gør chaufføren til dirigent for M20-orkestret, og det er bare en udsøgt fornøjelse, netop fordi maskinen er sådan et pragtstykke. Nøjj, hvor lyder den godt!
Først og fremmest sidder man fremragende i disse sportssæder. Dernæst er betrækket bare møgfrækt!
Og det er selvfølgelig også heromme. Hvor der er overraskende godt plads for det man i dag synes er en lille bil.
Jeg har ikke prøvet at presse den til grænsen endnu – og har heller ikke brug for det: Allerede når man drejer nøglen til en koldstart snurrer den velafbalancerede sekser igang med en veloplagt brummen, og det bliver kun bedre derfra. C1/2.3 yder sin maksimale effekt ved de samme 6000 omdrejninger som den almindelige 323i, men det maksimale moment ligger ved 5000, tusind omdrejninger højere – så den er lidt mere spids i måde at levere kræfterne på, og kræver flere omdrejninger, når man kører. Ikke at det er nogen skade til!
Gearskiftet gør det til en leg at lade maskinen yde (og lyde!) sit bedste, for den kører nærmest som den klichéagtige varme kniv i smør. Bare mere præcist. Her er der en pudsig ting: Den er nemlig udleveret fra ny med automatgearkasse, der var virkelig populært i Japan og faktisk også er ret almindeligt på Alpinaer i det hele taget. Det er en afvigelse fra originaliteten, men for mig medvirkende til valget af bilen: Nu har jeg kørt automatisk i to år i S-klassen, og jeg trængte til motion i venstrebenet og den udsøgte fornøjelse at betjene en velfungerende gearkasse.
Og velfungerende, dét er den: Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke den bløde præcision gå hele vejen tilbage til min gamle BMW 2002: Let, elastisk, blødt og uanstrengt – men altid lækkert og præcist. Simpelthen en fornøjelse.
Den kom i godt selskab, og man kan tydeligt mærke at de to er i familie.
Det samme er bremserne, som er meget kraftigere end jeg husker den originale 320i’s jern. I min Alpina er der der meget kort pedalvandring, virkelig god servoforstærkning, kæmpe bremseeffekt, men stadig perfekt doserbarhed. Det er yderst tillidsvækkende at mærke de fire skiver holde styr på den lette bil – og de lækre bremser giver masser af tiltro til at Alpinaen kan klare sig uden ABS.
Sneploven af en frontspoiler hjælper sikkert med at holde Alpinaen til jorden ved den svimlende høje topfart på 213 km/t. Der kommer mere om patina senere i teksten…
Til gengæld har den servostyring, og det er et sjovt paradoks: Selve styretøjet på en E30 er ganske vist en fint præcist tandstangsting (den er også ny på min bil..), men med fire omdrejninger fra stop til stop er det temmeligt indirekte. Der er ellers virkelig fin feedback igennem det lækre Alpina sportsrat, men der skal i snævre sving drejes afsindigt meget på rattet, og styringen er måske bilens svageste punkt. Eller rettere – ikke selve styringen, men den meget ratdrejen, der skal til: Det er simpelthen lidt ude af trit med resten af bilens sportslige karakter.
Apropos karakter: Bilen er original. Altså ikke bare en original Alpina C1/2.3, men i mestendels original lak, med original kabine, hjul, hæk- og frontspoiler. Original lak på en 1984 E30 er ikke helt almindeligt, da modellen på trods af dens udprægede kvalitet ikke var vildt rustresistent. Men den her gik til Japan som ny, og deres klima er i sig selv temmelig antirust. Ligesom deres geografi er god i forhold til kilometertal: Min C1 stod på 134.000 km da vi købte den, og det virker helt plausibelt.
Alpina solgte rigtigt godt i Japan dengang, og min blev leveret som ny derude.
Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen: Den omtalte originale lak er siden 1984 blevet poleret på af diverse entusiaster i sikkert den bedste mening – men nu er der ikke meget tilbage, og der er faktisk flere steder (især på kanter), hvor den er decideret poleret igennem, og man aner den mørke grunder under. Jeg har prøvet at fotografere det, men det er ikke helt nemt at se. Jeg ved det, min kollega bemærkede det første gang vi kiggede på den – men eksempelvis min kone så ingenting, og flere andre har også sagt den er flot. Mens jeg ventede på nummerpladerne tog jeg ud på arbejdet og polerede lidt på den, men inden målte jeg laktykkelser mellem 70 og 110 my (bortset fra motorhjelmen, der trods alt viste sig at være efterlakeret), så jeg var overmåde forsigtig. Det blev også derefter: Lakken er flottest på afstand – men den er original.
Forsigtigt, forsigtigt: 39 års entusiastisk polering har tyndslidt lakken.
Dertil kommer at de meget karakteristiske Alpinastriber er noget vejrbidte også: På en 1984’er som min skal de være gennemfarvede grå med en tynd guldkant, mens de senere Alpina gik over til kun at være konturer i guld. Jeg er ret sikker på, at forklaringen på deres tilstand er ligetil: De er også originale. Det er ikke lak, men en dekal, og det er meget muligt at Alpina slet ikke havde forestillet sig, at de skulle have en levetid på (foreløbigt…) 39 år. De har de så heller ikke, da guldkanten er bleget og tyndslidt og på sine steder helt væk – mens det grå område generelt er plaget af lodrette striber, der måske/måske ikke er vand, der er løbet ned over siden af bilen over årene. Jeg har prøvet at rense det af og småpolere det, og jeg tror der er mere at hente – men det må komme, når der bliver en pause i kørslen.
Jeg har nemlig allerede kørt rigtigt meget i den – og det gjorde jeg også på prøveplader først. Sagen er nemlig, at genopstandelsesanalogien ikke er helt skæv, da bilen først ikke kørte ordentlig. Vi købte den sammen med nogle andre biler ud af en stor tysk samling, hvor ejeren var død og bilerne havde stået stille siden. C1’eren havde stået længe, men den startede let dengang vi så den, og så troede vi alt var godt. Det viste sig imidlertid, at når motoren blev varm, så druknede den sig selv – og dét problem løb flere dygtige mekanikere panden imod. Igennem flere måneder! Det kan slet ikke udelukkes, at det også var årsagen til, at den tyske samler havde stillet den hen.
Den er genopstået og kørsel i dårligt dansk vejr gør nu engang en bil beskidt.
Jeg prøvede det bedste jeg kunne at indgyde mekanikerne ro i maven med mine forsikringer om, at det jo måtte være en bagatel af en-eller-anden art, da sådan en M20-indsprøjtning ikke er voldsomt avanceret. Det var de i princippet helt enige i – de kunne bare ikke finde den bagatel. Selve elektronhjernen blev skiftet flere gange, men det var ikke den. Tredie mekaniker var lykkens mekaniker og sporede fejlen til en eftermonteret startknap, der på en-eller-anden måde fik koldstartdysen til at fyre op, når motoren blev fyrre grader varm. Så druknede den. Hvordan nogen er kommet frem til, at det skulle være smart er mig en gåde – men det var måske heller ikke med vilje. Det kostede desværre så mange timer at finde ud af (men ikke lang tid at rette, selvfølgelig), at jeg undervejs begyndte at tvivle noget på projektet – og det gjorde mine kolleger også.
Mine kollegers syn på sagen: Den er gammel. Det synes jeg så slet ikke, for 1984 er stadig en slags youngtimer i min bog.
Og dét var årsagen til, at jeg kørte en masse testkilometer i den, da den var blevet erklæret for rask. I kender sikkert fænomenet med, at jeres klassiker har spillet jer et puds, og så skal man lige have genetableret tilliden? I dette tilfælde havde vi ikke engang etableret den endnu!
Det fyrre år gamle E30-design er forbavsende tidløst, og trods dets funktionalisme er der mere varme i de oprette linier end i disse nye boligblokke i Aarhus.
Den forgangne uge har dog hjulpet på det: Jeg prøvede alt fra motorvej til bykørsel, kold- og varmstart, langsom og hurtig kørsel, og over de cirka tusind kilometer har Alpinaen ikke sat en fod forkert. Tværtimod: Den kører smaddergodt, lyder forrygende, jeg sidder godt, der er masser af plads, den kører længere på literen end S-klassen.
Et møde med noget, der ikke er en Alpina, men dog har striber på.
Åhja, S-klassen. Nogle onde tunger og gode venner (een og samme ting i dette tilfælde…), der tidligt erfarede om projektet, mente faktisk at Alpinaen er et tilbageskridt fra S-klassen. Det har de sådan set ret i: S-klassen var Mercedes’ topmodel i firserne, mens 3-serien var BMW’s indstigningsmodel, som det hedder. Det er faktisk ikke bare eet tilbageskridt, men hele to – BMW havde 5-serien og 7-serien over min nye, så de onde tunger har helt ret: Det er klassemæssigt gået tilbage for mig.
En E30 er to klasser under en S-klasse, men min Alpina har andre strenge at spille på.
Hvilket jeg egentligt også godt kan mærke på komforten over de tusind kilometer: S-klassen er på det punkt bedre. Og nåja, det er den også på kvaliteten generelt. Hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, når man sammenligner Mercedes’ dyreste med BMW’s billigste, for den grundlæggende kvalitet kunne Alpina jo ligesom ikke gøre meget ved. Men så er det også sagt: Alpinaen er jo ikke bare nogle klasser under, men er også en helt anden type bil, og i den sportslige kompaktklasse – dér hvor der gjaldt – var den i 1984 nok en af de bedste.
Og så er den sjælden. Min bil er er nummer 11 C1/2.3, og mens det lyder som en vildt tidlig bil, så er det nærmest midt i produktionen: Der er nemlig kun lavet 35 Alpina C1/2.3. Så kan man selvfølgelig sige, at den minder utroligt meget om efterfølgeren C1/2.5 (gæt selv den primære forskel…), men C1/2.3 har også en anden og vigtigere plads i historien: Den var den første Alpina lavet i deres eget navn. Indtil da havde Alpinaer nemlig været BMW’er tunet med Alpinastumper, men i 1984 fik Alpina Gmbh producentstatus, og C1/2.3 var den første “rigtige” Alpina.
For en ViaRETRO-redaktør og bilhandler udi samler- og investeringsbiler er min nye C1/2.3 derfor helt klart et skridt frem fra S-klassen, da det sådan set er præcis den slags biler vi handler med (bare dyrere, godt nok!). Så må jeg leve med, at Alpinaen er i lige knap så fin stand som S-klassen. Hvilket er nemt nok, da den er meget sjovere at køre i.
Forventningens glæde var enorm, og da det var mange år siden jeg havde kørt E30 sidst blev jeg undervejs nervøs for, om den kunne leve op til det. Det kan den.
Hvorfor jeg søndag morgen stævnede ud med kurs mod München i forventning om en masse morskab bag rattet! Mens jeg sidder dér havde jeg så rigeligt tid til at tænke over, om den tynde lak skal spotrepareres, efterlakeres eller om Alpinastriberne skal fornys – eller om den vitterligt bare skal forblive som den er nu: I god form men med sporene af 39 års sportsligt liv på bagen. Ikke helt ulig dens ejer!
Vi er stadig ved at lære hinanden at kende, og turen til Munchen kommer til at hjælpe på det.
Jeg kom dog ikke frem til et svar, så jeg er spændt på at høre jeres holdning. Samt hvad I egentlig synes om bilen. Søndag nåede jeg til Frankfurt, og der er allerede mere end een tysker der har fotograferet på motorvejn, giver tommelfingeren op og ved stop har komplimenteret med “Schönes Auto haben Sie da”.
Uha! Det er da en lækker skude! Tillykke med den. Håber, den kommer til at opføre sig pænt og give stor ejerglæde!
Tillykke med den nye firmabil – god og ærlig artikel uden filter.
Husker også de første udgaver af den serie som vist nok startede med 318iS som var med lettere M-tuning og en hidsig lille 4 cylindrer motor.
Skulle have købt dengang på Padova for mange år tilbage.
Stort tillykke!
Den er misundelsesværdig, altså på den gode måde :-)
E30 320i var en af de bedste biler der har været igennem min garage, og din er toppen af hverdags E30’ere (og nej jeg har ikke glemt M3, hvis man skal bruge bilen så vil jeg hellere have din)…
Håber du har det godt, og nyd din “nye” bil!
/Madirazza
Den skal forblive som den er!!!
39 års patina kan ikke genskabes
STORT tillykke med bilen. For ca. 35 år siden pendlede jeg lidt mellem København og Århus sammen med en skolekammerat i hans røde 320’er. Den rene luksus i forhold til hvad jeg ellers havde kørt i. Var vældig imponeret over motoren, især moment og lyd. Køreegenskaber var lidt “firkantet” – den var ikke særlig adræt i sving. MEN en rigtig dejlig bil.
@Claus, nu har du jo arbejdet hos originalpolitiet i mange år, så din bil skal vel også holdes original, … når du nu kan. Du er sikkert fristet til at male den brun, men hold den endelig i hvid !!
For mange år siden talte jeg firmabil med min chef, og havde fundet en fin 2-dørs sportslig coupé. Dét kunne ikke tillades, fik jeg at vide. Den skulle være bestemt være 4-dørs. Hvorfor? – jeg havde jo sådan set bare brug for 1 dør. Af repræsentative grunde, blev jeg fortalt. For jeg skulle jo være istand til at hente gæster/kunder i lufthavnen, køre dem til hotellet, og transportere dem til teatret – på anstændig vis. Tror chefen tænkte på damerne på bagsædet. Det løb ud i sandet, jeg fik ikke en præsentabel 4-dørs firmabil, men købte en lille coupé 😎🇮🇹🏁
Så du mangler 2 døre 🙂
Wow, den er “ebbermadme” fed og klart godkendt. Jeg husker også den årgang 320ere som særdeles velkørende. Den må være så meget sjovere end S klassen at køre i? Langturskomforten halter nok lidt, men så må man jo lige dreje ind og drikke en espresso en gang imellem…
Jeg ville også tænke længe over om originalitet og patina ikke skal bevares… Glæder mig til at høre mere om dine erfaringer. God tur.
Tillykke med Alpina’en 🤛🤜
Skøn vogn og skøn beretning! Hold den Jeg ville nok selv få reppet noget af lakken – om ikke andet i “pletter” hos en maler som kan skydes farven så den er fuldstændig samme farve. Hvad striberne angår… så lad dem for Guds skyld være… De viser netop at bilen har haft et liv… Var det min, ville jeg gå og drømme om at bringe den en tur “hjem” til Japan, og besøge sit første hjem… Men det er nostalgikeren i mig.
Var med en god ven ude og kigge på Alpina for at par dage siden og de er i sandhed skønne. Tror personligt at skrækken for at få den stjålet ville holde mig fra selv at købe en…
Dengang kunne en BMW se godt ud, på trods af et enkelt design og uden overflødige linjer. Det burde de kunne lære noget af nu.
Tillykke med bilen!
Først og fremmest, et kæmpe TILLYKKE med dit nye legetøj!
Federe køremaskine – uanset alder, markeds-segment og pris – skal man godt nok lede længe efter. Ja, den startede livet som en 323i, men at kalde noget som helst Alpina for indstigningsmodel, beviser kun at man ikke rigtig har forstået hele Alpina konceptet, og at man næppe heller har haft fornøjelsen at køre en. Nu er jeg som bekendt temmelig pjattet med BMW (også indstigningsmodellerne), men selv jeg må tilstå, at det er rystende hvor meget Alpina formåede at forbedre de Bayerske vogne ved brug af ganske traditionel tuning. Og dertil kan jeg tilføje at jeg personligt mener at Alpinas absolute storhedstid var i 80’erne og 90’erne, hvor de ganske enkelt producerede nogle af de mest vidunderlige Driver’s Cars der findes. De slags biler som måske ikke imponerer helt ekstremt på de første 20 kilometer, for det er de simpelthen for helstøbte til. De skal ind under huden. Man skal lære bilen at kende – såden helt i dybden. Først der forstår man til fulde at sætte pris på denne feinschmecker kunst.
Claus, du har ofte sagt at en klassisk 911 (nok fra ca. samme era som denne Alpina) er verdens bedste all-rounder. Jeg ved at der er mange som vil vende blikket mod himlen over denne næste påstand (og det skal de skam have lov til), men jeg vil mene at en Alpina E30 eller sågar en Alpina E28 er en hård konkurrent til den title. Endnu engang tillykke! :-)
Tillykke med den – spændende valg! Her har vi gået og troet, at “Det ender med en Lilly-model(Maserati Biturbo)”.😉
Med de kilometre den har på bagen, kan den tilmed tåle at køre nogle flere, uden værdien bliver anfægtet synderligt. Jeg synes den skal fremstå med patinaen, den har … men med mekanikken i orden inde bagved.
Fin fin vogn tillykke med valget!!
Dén er bare skøn. Ikke bare bilen og historien, men også måden du beskriver det på, er totalt “thumbs up” :D
Husker tydeligt E30’eren fra min tid i gymnasiet, hvor nogle få var så heldige at have adgang til den slags bilnøgle (om end ikke i Alpina udgave).
Det minder mig også om, jeg ikke nåede at få min BMW trukket ud af vinterhi før påske. Nu glæder jeg mig så meget mere til at holde det fede rat og nyde lyden af den seksbenede, mens sportssædet krammer de rigtige steder ;)
Lækker bil, jeg er personligt mere til originalen, men jeg ville bestemt ikke blive ked af at prøve en tur i din.
Sreten, M539 fra Youtube, har nok et andet indtryk af Alpina end du har, efter at have skruet ret meget på en, en nyere model :-)
3x👍 Herfra! Fedt valg
Tusind tak, allesammen. Da det jo er en firmabil tog jeg den straks på arbejde, og vi har lige været forbi her:
Jeg mødtes i øvrigt med en tysk ingeniør, der havde med til at udvikle E30-cabrioleten. Han kunne lide min Alpina, og mente det ville være en forbrydelse at lakere bilen – men at den burde få nye striber.
Hmmmm. Når en pensioneret tysk BMW-ingeniør taler, så lytter man jo og tænker bagefter grundigt over det. Det kan jeg gøre på vejen nordpå igen…
Tillykke med den lækre bil Claus. E30 har jeg altid fundet flot. Jeg har dog kun prøvet en een gang for ca 30 år siden. Det var en faceliftet 320i. Jeg fandt den lækker, men også en anelse bovlam. Jeg havde forventet mere af de seks cylindre, men to liter sætter jo begrænsninger, som jeg nok burde have forudset. Lyden var dog fantastisk – og mon ikke de ekstra 0.3 liter gør en stor forskel ?
Du har under alle omstændigheder fået et lille fint designikon og så i en meget fin og sjælden udgave. Godt set.
Soltaget er jeg sikker på, du får større glæde af, end du måske aner på nuværende tidspunkt. I 2002 købte vi en Audi 100 C4 fra ‘91. Den havde soltag. Det blev brugt op til i hvert fald 140, når vi drønede mod Perpignan med to små, søde døtre på bagsædet og fuldt nedrullede ruder. Herlig vindstøj og fantastisk ventilation. Vi brugte det også om vinteren og om natten. Soltag er undervurderede og overgås kun af Targa og tøjtag.
Slutteligt – det er jo en slags BMW, du har fået. Og BMW er altså lækkert !
Noget nær det perfekte, originale, kørbare valg af en veteranbil til daglig brug.
Tillykke!
Tilyk mæ a bil , den er da ik så ringe 😄
Mvh
Fra Nordjylland
Tillykke med den fine E30 Alpina. I like !!
Smuk bil og bare ren kører glæde.
Kan det passer jeg har set den i Varde, for nogen dage side ;)
Schönes Auto haben Sie da! Genau! Und die Gefingerpokenschnitzlern geweck fra både lak og striber! Måske bare spare lidt på pudsekluden, men den patina og dens åndelige såvel som økonomiske værdi skal ikke spoleres. En af mine første ture i en fremmed bil var i en alm 323i, der netop ugen forinden i aviserne var blevet dømt til at være den ultimative dræberbil forbi den var lidt for let i røven ved 180 kmt i skarpe sving.. Jeg holdt iskold af uvidenhed klampen halvt på i svinget nede på Vasevej og var lige ved at tisse i bukserne af begejstring. Hvis Alpina har forbedret på det så blir det bare ikke bedre! Og i øvrigt: Sådan skal en BMW bare se ud! væk med deller og kanintænder, vi vil ha skarpe kanter! Tillykke med den.
Velkommen i e30 flokken Claus
Du må med i https://www.facebook.com/groups/711513942310740/
og med til e30 træf til August.
En super fin bil du har købt..
Juhle
Godt rip, @juhle: Jeg har ansøgt!
@carsten-goth, det kan godt passe: Jeg kørte igennem Varde på vej til påskefrokost.
Tak for rådet, @nold: Jeg har mindst en uge til at tænke over det, da jeg er på messe fra i morgen.
@sophus, det er meget rosende ord fra dig, der om nogen ved hvordan det er at køre klassiker/youngtimer som primær bil: Tak!
Stort tillykke med Alpina E30eren – et fantastisk køretøj – jeg må iøvrigt melde mig enig med Anders B. en BMW E30 er en fantastisk “all- rounder”. Og den fine M20 motor er bare en perle – og når så Alpina har haft fingrene i den, tjaah så bliver det ikke meget bedre.
Igen, stort tillykke, håber at se den live på et tidspunkt!
Tillykke med Alpinaen, den er mega fed, og hvid var moderne i 80erne og er moderne igen!
Jeg synes klart at originaliteten skal bevares, selv om det ikke er en samlerbil men en firmabil der vil blive kørt en del kilometer for så at blive skiftet ud.
Det er i øvrigt et genialt koncept med 80er firmabil. Du kører i en gammel bil til hverdag, og hvis der er problemer bliver det fikset!
Tillykke med bilen! Hvis du beslutter dig for, at den skal males, vil jeg foreslå andre sideblink og en anden placering, men jeg er enig i, at den fortjener at være urørt. Se sideblink på denne B6 2.8.
Tillykke!
Visuelt lidt synd at den forreste sneskraber hænger så langt nede og ikke følges af noget tilsvarende bodykit langs siden og bagpå, ligesom på din og Plys’ SLC’er, så den bliver lidt næsetung udseende, der ellers ikke er noget man forbinder med gamle BMW’er. Kan godt se, at Alpina har prøvet Testarossafinten og maskeret den den nederste del – lidt. De havde dog god smag i klistermærker og var sikkert helt eminente til tuning.
Stort tillykke, Claus. Og selvfølgelig skal en klassisk BMW på en pilgrimsrejse til München. Det er netop på sådan en tur, at bil og chauffør får lært hinanden at ordentligt at kende. Jeg er helt enig i de foregående indlæg, der opfordrer til at holde den original.
Cool, giv en tur
Tillykke Claus, det ser jo ud til at blive et godt ægteskab.
Som input/ide eller måske irritation kunne det være spændende at høre hvordan livet med en klassiker som daily driver på Mercedes w126 var? Altså har jo læst de fleste indlæg om den men mere med daten und fakten som tyskerne godt kan li`? Gik den hele tiden i stykker, dyr at lave rep på, svær at få dele til, eller var livet bare simpelt og alt spillede osv. Tænkte måske at alle dem som drømmer om en klassiker som daily driver kunne få lidt mere inspiration eller skynde sig endnu mere over i en elbil:-)
Tillykke med den Claus. Male den ikke om, lad den blive som den er!
Udmærket valg @ce. Selv havde jeg nok valgt en E21 Alpina af en slags. Kan bedre li’ dens design.
Har kun én gang prøvet en E30’er, det var min kørelærers privatvogn, fordi hans skolevogn, en E28 520i, var på værksted. Husker desværre ikke meget om dem andet end, at E30’eren var satans hurtig på speederen. Meget hurtigere end E28’eren! Var dengang for uerfaren til at sætte pris på det og følte mig usikker.
Soltag og aircon er et must. Jeg savner meget et soltag i min vogn!
Og selvfølgelig tillykke med den nye vogn ;-)
@timsteren, her på Techno Classica bliver jeg mere og mere overbevist om, at den skal bevare sin lak i højest mulige grad, ja.
@peder-carstensen, der er andre der har påtalt sideblinkene, der ganske rigtigt ikke er så elegante som de europæiske. Men det lader til at være sådan de var monteret på mange Japanbiler, så jeg tænker ikke at gøre noget ved dem.
@claus-n, der var ikke noget at vælge imellem: Den stod i en stor bilsamling, og der var ingen E21 imellem, hverken Alpina eller ej. Til gengæld var der to Mercedes-Benz 450 SEL 6.9. Men dem ville jeg næppe få godkendt som firmabil…
That’s a very cool company car, Claus – and I agree with those who say that you should not repaint it. Wishing you many enjoyable and trouble-free kilometres in it!
Currently parked up in Essen for the whole week, @tony-wawryk. The car did not put a foot wrong on the trip from Denmark to Munich nor up again from Munich to Essen and after a week full of cars I will be looking forward to driving the Alpina back again.
Over Belgium. Maybe.