Det skulle have været en konkurrent til Aston Martin DB4, men dagens bil endte som en enlig svale.
Lad os lige starte med begyndelsen: Hvad er en Bristol 407? Jo, som tallet siger er det efterfølgeren til Bristol 406, der i serien af ultraelitære Bristols i de tidligere tressere havde nået grænsen for hvad den aldrende sekscylindrede motor kunne forventes at trække med et vist overskud.
Den første Bristol var 400-modellen, der kom i 1947.
Dels var Bristols størrelse og vægt vokset med producentens øgede krav til komfort og luksus, dels havde udviklingen i resten af bilverdenen ikke stået stille siden den første Bristol, 400-modellen fra 1947: Alle Bristols siden den første var dybest set motoriseret af videreudviklinger af BMW’s rækkesekser fra 328-modellen fra 1936 (arvegods fra krigen, som Bristol overtog som udgangspunkt for deres motor), der startede som en toliters maskine i Bristol 400 og endte som en 2,2’er i Bristol 406. Fin maskine, men i løbet af de fjorten år havde konkurrenterne i luksusbilsegmentet fundet nye kræfter (bogstaveligt talt) til deres biler, mens Bristol sakkede mere og mere bagud.
Denne franske Bristol 406-brochure siger godt nok “A la mode Bristol”, men det var egentlig aldrig briternes vision at være moderne.
Svaret kom i Bristol 407, der fik en V8-motor fra Chrysler. De 5,2 liters slagvolumen var mere end en fordobling fra den gamle rækkesekser, og det samme gjaldt for den tilgængelige kraft – 250 hestekræfter bragte pludselig Bristol tilbage i kampen. 407’eren lignede meget forgængeren 406, men dens vigtige plads i historien er, at det er den første af de ultraelitære Bristols, der fik en amerikansk V8. Den var en glimrende Bristol, konservativ som de nu var, men velkørende og nu igen hurtig.
Meget mere råstyrke løftede Bristol 407 op i en anden vægtklasse. Men hvad med designet?
Forgængeren 406 havde Bristol fået Zagato til at lave et karosseri til, og det var nærliggende at gøre det samme med 407’eren, der sandt at sige ikke ligefrem imponerede med sine former. Den stærke V8’er havde opgraderet Bristol til første klasse – men ikke på karosseriet, der stadig var meget opret og konservativt. Det blev Zagato så sat til at gøre noget ved, og resultatet er dagens bil – Bristol 407 Zagato.
Den blev bygget på et ordinært chassis fra 407’eren, men det var faktisk en slags plan, at der skulle bygges flere på et opkortet chassis. Det havde nok fungeret bedre, for 407 Zagato er en noget langstrakt bil at se på. Det er ikke Zagatos skyld, men jeg er sikker på at en 407 Zagato havde været smukkere, hvis den havde en ti-tyve centimeter kortere akselafstand.
Resten synes jeg Zagato har ramt ganske godt. Og med det mener jeg på den der klassiske Zagatofacon, hvor der er meget godt at sige og helhedsindtrykket er spændende, eksotisk og elegant – samtidigt med, at man tænker om ikke det og det kunne have været løst på en bedre måde. Køleråbningen er rigeligt stor, kurven henover baghjulene ligeså mens bagenden lige mangler lidt skarphed?
Altså, bare lige for at slå det helt fast: Jeg knuselsker den her bils kombination af Bristol, Zagato og Chrysler V8 samt alt hvad den står for. Bristols værdier som bilmærke er vel ikke langt fra Zagatos som designhus, og hvis bilen her virkelig var tænkt som en DB4-konkurrent, så må det jo næsten være DB4 Zagato, og så bliver det ikke vildere. Bevares, i dén sammenligning får Bristol-Zagatoen så kam til sit hår, da den trods alt aldrig var tænkt til motorsport – hvilket blandt andet fremgår af, at Chrysleren var koblet til en Torqueflite automatgearkasse. Men resten? Bare pragtfuldt.
Alligevel blev det kun til den ene bil i 1961, men den har til gengæld overlevet til i dag. Og hvad mere er: Den er nu til salg. 725.000 britiske pund er ganske vist ikke en pris til at spøge med, men så får man altså også en bil, der næppe bliver mere målrettet feinschmeckere. Jeg er ude af mig selv af begejstring over den, og hvis jeg kunne var det sådan noget jeg ville købe og køre til diverse concours, alpeture og engang imellem på arbejde i. I den sikre vished aldrig nogensinde at møde nogle andre – samt i øvrigt at skulle bruge timevis på at forklare folk hvad det er. Men det ville jeg tage med i handlen.
Hvad siger I, kære kræsne ViaRETRO-læsere?
Find annoncen her: 1961 Bristol 407 Zagato
Jeg deler begejstringen, og også ønsket om en kortere hjulafstand. Da designet vel har været Bristols største svaghed, er det en katastrofe, at der kun blev lavet 1 eksemplar.
Måske skulle den hedde BriZtol?
Ja, Bristol er tungt og konservativt. Zagatos design er altid godt, men de burde have forkortet den til at begynde med. Men da ville den nok komme for tæt på DB4 Zagato designet, men DB4Z er meget svær at slå, specielt med ‘tomatgear.
I min mening er “ultraelitære” Bristol en mærkelig størrelse, jeg aldrig har forstået. Konservativt design uden charme? Ultrabritisk ja, men det er TVR vel også? Nå men til dagens bil: Det er den eneste Bristol jeg gad eje, så lidt ærgerligt med prisen, men da en lækkerbidsken for en Zagato samler..? (Fik du den Keld?) Og jeg synes faktisk at den lange akselafstand er lidt cool, når nu der kun blev bygget en…
Interesting – the car most closely related to this was on show at the NEC last Autumn; I mentioned it in my report from that event – https://viaretro.com/2022/11/notes-from-the-nec-classic-part-two/
As Claus mentions, there was a 406 Zagato, but while half a dozen examples of the notchback design (not very successful, in my view) were built, this one – built in 1959 as an 18th birthday gift for the daughter of the owner of Bristol Cars – has a fastback style more like the 407, and like the 407 Zagato, it is also a unique car, and was surely the direct inspiration for the 407 Zagato. It was built on a shorter chassis than the 407, and has a slightly upgraded version of the 406’s 2.2-litre 6-cylinder engine – 115bhp i.l.o 105bp – to propel it along.
Interesting comparison Tony. So there are now two Bristol that I like…
Ved godt det ikke er alt Zagato der er lige godt… men jeg syns’ dagens bil er sprød alligevel, og jeg ville heller ikke blive ked af det hvis den var blevet kortet ned til noget hen a la AM DB4 GT Zagato….
Men Zagato eller ej, så er rigtig mange af bilernes farver fra dengang bare cool også…
@soren W Yep men jeg gad godt eje dem alle…Zagatos er aldrig kedelig …Jeg så denne 406 Bristol Zagato til deres 100 års fødselsdag , men den står ikke øverst på min Zagato ønske liste…
Bristol har jeg altid syntes er nogle fantastisk spændende biler – og når så de hedder Zagato til efternavn bliver det absolut ikke mindre spændende. Jeg er ikke helt sikker – men jeg mener at den eneste jeg nogensinde har set derude i den virkelige verden er en svenskregistreret 406 Zagato der deltog i det første Copenhagen Classic Car Cup tilbage i 1996. Var det ikke fordi der var både en 250 GTO og en Alfa 8C-35 til stede også, så havde den Bristol været højdepunktet.
Det er en meget interessant vogn. Hvorfor kunne man spørge?
Jeg så den første og hidtil eneste gang ved Nürburgring OGP i august 2018. Ejeren – en brite fortalte stolt om vognen og bekræftede´, hvad jeghavde læst mig til – der er kun den ene. Og ja, det var en 18 års fødselsdagsgave til Crook’s datter. Den blev efterfølgende solgt og briten jeg mødte var vist 3. ejer. Han havde måttet spørge konen til anskaffelsen, da den også var kostbar dengang. Da han hjembragte bilen spurgte konen meget sødt, om der da ikke var sket en skade på taget, der jo havde de for Zagato så kendte “double bubbles”.
Forhistorien var så, at Crook vist prøvede at få et samarbejde i stand med Zagato (der var startet med 406’eren) og i øvrigt promovere Zagato lidt. Zagato havde lavet lidt på britiske biler, AC, MG og senere også Mini og Hillmann Imp. Crook havde så overtalt John Wyer hos Aston Martin til at se bilen (407’eren), da han mente, at Zagato var svaret på Aston Martins udfordringer på det tidspunkt – at få lidt mere fart på DB4 GT.
Resultatet blev, at John Wyer inviterede på te.
Briten fortalte så, at Crook knapt nok var kommet indenfor portene på Newport Pagnell fabrikken førend John Wyer stak hovedet ud af vinduet på første sal og sagde “Thanks, I’ve seen enough”.
Og så blev der ikke mere ud af det skind.
Og så er vi tilbage til, hvorfor det er så interessant en bil.
Det er det fordi det er Ercole Spadas første design for Zagato. Jeg vil næsten gå så vidt som til at kalde den for den hellige gral. Spada var lige blevet ansat – den allerførste opgave for den dengang 22-årige. Den næste opgave blev så rent faktisk Aston Martin DB4 GTZ, som de fleste vist kender. Den er jo ret smuk, men var desværre ikke så succesfuld på banerne dengang. Kig på Simon Kidstons hjemmeside, hvor han har lavet en kort filmstrimmel med lydspor af netop en DB4 GTZ.
DB4 GTZ og Ercole Spada markerede i min optik et sporskifte for Zagato og jeg er en stor fan af de ting, som kom derfra i 60’erne.
Anthony Crook drev Bristol til højt oppe i årene. Han sad trofast på salgskontoret i West Kensington til oppe i sine 80’ere. Han var oprindelig RAF Spitfire pilot under krigen, men kundegrundlaget faldt bort og virksomheden eksisterer vist ikke mere. Det er vist mere end 10 år siden de lavede den sidste bil. På det sidste tilbød de også renoveringer.
Ercole Spada lever endnu. Han er omtrent 85 og da Keld og jeg mødte ham til fejringen af Aurelia 70 år i Torino i 2020 virkede han betydeligt yngre og ret adræt i bevægelser og tankesæt (det var bare ganske kort).
@jewer I 1996 var der også en nyrenoveret ex-Joachim Bonnier Alfa 1900 Zagato. Den kørte på norske plader. Ejeren fortalte om det mareridt det er at renovere et aluminimumskarosseri. Der var også den sølvfarvede Bristol 406 Z, som der vist blev lavet 6 af. Den var siden til salg i de engelske blade for omtrent kr. 300.000 – og var i anderledes fin stand end den, som Keld omtaler ovenfor.
Man kunne håbe, at bilen havnede et sted, hvor den fortsat bliver brugt. Standen i 2018 var, hvad jeg vil kalde original eller helt i tråd med Torino charteret. Det var ret charmerende, at den fortsat blev brugt til ture fra England til et pænt stykke ned i Europa.
@sport, tak for uddybningen af historien, som bestemt er yderligere et plus ved den: Jeg var ikke klar over, at det var Spadas første.
@soren-w, angående det med at du ikke forstår ultraelitære Bristol: Det er sjovt nok bare en fast del af det bilmærke! Og igen, for mig i hvert fald, helt klart en del af charmen.
Uha, nu får jeg helt røde ører….
Det viser sig, at der faktisk er lavet 2, men de er selvfølgelig ikke ens.
Den jeg tænker på er fra 1960 (det var der jeg fik mistanken) og er en 407 Z (med 2.2 l. rækkesekser) – denne er officielt en 407 GTZ 5.2 fra 1961.
Den fra 1960 er vist den i din artikels reklame (se forskellen på kølergrillen). Den kører på reg. nr. 3VPH og det er forskelligt fra den, der er til salg. Hvis ( @claus ) du plager, så kan jeg uploade et billede af den fra Tyskland i august 2018 :o)
@Sport – jøps, husker godt den 1900 Zagato. Der var ret meget automobilt guf det år. Norsk Bentley 3/8-Litre, Ecurie Ecosse transporteren, Hansa 1500 Rennsport osv. osv. Jeg skal vist se om jeg kan finde mine gamle papirbilleder fra dengang for lige at se hvad der ellers var – som jeg ikke kan huske lige hér og nu:>).
Spændende, interessant og finurlig bil. Men pæn er den ikke. Som alle er enige om, er akselafstanden et problem.
Selv om alt det her med historie og sjældenhed er en relevant ting, ville jeg aldrig købe en bil, der æstetisk ikke kunne være på bølgelængde med min smag. Altsammen subjektivt, ja, men det subjektive er vel det mest væsentlige…
Men nu er der jo også flere andre fine Bristol-modeller at kaste sig over..
Tror såmænd godt at jeg kunne leve med både akselafstand og Chryslermekanik og -gear. Tror såmænd nok også at evt. kritikere kunne tilgive dens små skavanker i den virkelige verden.
@skaanning, det bastante i dommen”pæn er den ikke” mener jeg virkelig ikke holder. Men den ville bare være endnu pænere med kortere akselafstand.
Denne kommentar er måske lidt uden for tråden, men jeg håber det går an.
Den norske forfatter Lars Mytting, som skrev bogen Hestekræfter, hvor en Facel Vega har en ret stor rolle, har også skrevet bogen Svøm med dem som drukner.
Heri er det så en Bristol 406 der optræder sammen med en Mercedes og et par Opeler.
Men det er en speciel 406, hvilket kan ses på det vedhæftede billede.