Jeg er blevet belært om, at i dag ikke er en helligdag. Men det burde det være. Sammen med en række andre.
Det er i dag den store Nationale Køre-i-din-klassiker-dag, og det må være årets helligste for vi klassikerentusiaster. Nu falder den så tilfældigvis sammen med Grundlovsdag, og det gør at mange faktisk har fri – eller tvunget fri eller hvad man skal kalde det. Jeg mener dog skridtet skal tages fuldt op og gøre den til en rigtig helligdag, så vi med klassikere alle sammen kan komme ud at gøre vores pligt: At vise flaget for hobbyen.
Jeg er med på, at en national fridag koster penge, men dels blev der vist fundet en pose penge mere et sted og dels tror jeg det kommer ind igen på den nationale lykkekonto. Er danskerne stadig verdens lykkeligste? Det her vil hjælpe med til det, helt sikkert.
Nu vi er igang mener jeg også, at datoerne for Monacos Grand Prix, Le Mans-weekenden og Daytona 500 bør ophøjes til helligdage, og at der netop på disse dage bør indføres, at alt er lukket – sådan rigtigt, så befolkningen kan koncentrere sig.

Yderligere bør Ferdinand Porsches fødselsdag 3. september have samme status af helligdag. Faktisk også Enzo Ferraris, men da der er lidt tvivl om selve dagen virker det lidt fjollet, så her kunne man tage dødsdagen 14. august i stedet for. Endelig bør samtlige den 27. i måneden være helligdage, da det var Gilles Villeneuves bedste startnummer.

Er der noget jeg har glemt? Så lad os diskutere det, når vi mødes ude i sommerlandet i klassikerne i dag: Afsted, hvis I ikke allerede er det!
Og den annn i annn!