Henrik har været på Le Mans 50 gange – og skal igen i weekenden

På lørdag starter Le Mans 24 timer igen, 100 år siden det første løb. Denne danske ViaRETRO-læser har været med til over halvdelen af løbene!

Forord af redaktør Claus Ebberfeld

Nogen af os tror nogle gange, at vi er erfarne udi biler og/eller motorløb og har oplevet dette eller hint hen ad vejen. Men der er altid nogle, der var der før og har oplevet mere. Denne ViaRETRO-læser overgår alle jeg kender: Hans første besøg til det store klassiske 24-timers løb på Le Mans var i 1972 (forsidefotoet er fra starten af det løb), hvormed han har set de biler køre dengang, som jeg om to uger besøger Le Mans Classic for at se. Og det er ikke helt det samme: Dengang var løbet bogstaveligt talt blodig alvor – og selv turen derned var et drama. Læs med her, hvor Henrik husker tilbage på det første år:

Jeg startede som 18-årig med at tage til Le Mans i 1972, og er kommet der hvert år siden, lige på nær 2020.

Undtagelsesåret var lidt af et traume for mig, for jeg har altid sagt, at jeg aldrig (som i ALDRIG), kommer til at se Le Mans på TV. Da alvoren gik op for mig, skrev jeg en e-mail til Pierre Fillon, præsident for ACO og begræd, at min ubrudte rekord nu skulle brydes af nogle kinesiske flagermus. Han svarede:

I fully understand your frustration and believe me, we are all very sad not to have spectators this year

Le Mans is not only a race but especially a great popular celebration. Unfortunately the french authorities do not allowed us dérogations. 

I’m very sorry about that 

Kind Regards
Pierre Fillon

Senere hørte jeg, at selv Tom Kristensen ikke fik lov til at komme, det hjalp alligevel lidt – Tom K og jeg!

+

I 1972 var det ikke bare en weekend med et motorløb, det var en rejse.

Jeg var 18 år gammel og havde en læreplads til kr. 1.000 om måneden. Dertil fandt jeg 2 venner, min gamle SAAB totakter og et landkort over Europa. Hvad kunne egentlig gå galt og så langt kan der da ikke være til Le Mans. Forkert!

I 1972 var SAAB 99 kommet frem – men Henrik var en ung mand med begrænsede midler, så han kørte til Le Mans i en gammel totakter.

I 1972 var der ingen motorveje før nord for Hamburg, og også kun begrænset udenfor Tyskland. Men før vi nåede halvvejs til Hamburg, skulle bilen gøre knuder. En venlig SAAB mand i Kiel løsnede et-eller-andet, og med et halv døgns forsinkelse blev vi sendt videre med to vigtige beskeder: Tag motorvejen over Bremen og kør ikke over 80 km/t. Og tro mig, der er meget, meget langt til Le Mans med 80 km/t.

I 1972 skulle man IGENNEM Hamburg for at komme længere sydpå.

Turen var mildest talt rædselsfuld. Elb-tunnellen kom først et par år senere, så man skulle igennem Hamburg, hvor vejene primært bestod af brosten. Motorvejen gik kun til Liége i Belgien, så der var dømt landevejen fra Liege over Ardennerne til Reims og videre til Paris. Paris var et chok at være ung bilist i. Ved lysreguleringerne dyttede taxaerne bag os, for at få os til at køre over for rødt – det gjorde alle jo!

Jeg husker ikke, hvordan vi fandt igennem Paris, men vi kørte noget rundt, indtil vi fattede at køre mod sydvest, så vi slap til sidst ud på nogenlunde den rigtige side.

Landevejen Paris-Chartres-Le Mans var meget lang, og man skulle ind gennem alle byer også de mindste landsbyer. Ude på landet var en gammel SAAB åbenbart fair game for franskmændene. En godt tunet Velo Solex kørte 75-80 km/t og alle med en Renault 8, Simca 1000 eller de meget eksotiske CG og Renault Alpine, skulle absolut køre om kap. Vi kunne ikke stille meget op mod hækmotorvogne på brosten.

På tankstationerne skulle totakts benzin pumpes op i en glasstander, som man brugte til knallerter. Ofte gad tankpasseren ikke gøre det, så vi måtte selv i gang – med 5 liter ad gangen. Det tog en hulens tid. Mad kunne ikke købes på tankstationerne, så vi levede af sodavand og chokolade i de to døgn, turen tog. På den sidste tank købte vi en flaske champagne, så vi kunne fejre præstationen, når vi kom frem.

Efter to døgns konstant kørsel ankom til vi banen lige over midnat til lørdag. En søvnig kontrollør anviste os parkering på en kæmpe mark – som de eneste. Nu kunne vi åbne champagnen!  Den var selvfølgelig varm, alkoholfri og smagte rædselsfuldt, men proppen sprang langt og landede lige foran en gendarm, som gloede surt på os.

Da vi vågnede næste morgen, var parkeringspladsen fyldt med biler og franskmænd med moustache, rødvin og baguette – og så startede oplevelserne: Aldrig havde vi set så mange mennesker på et sted! De officielle tal for 1972 var 316.000 tilskuere og 37.000 gendarmer. Men det mest fantastiske for vi tre unge danskere var bilerne.

316.000 tilskuere i 1972: Le Mans var også dengang en af verdens største motorsportsbegivenheder.

Selv om den almindelige franskmand kørte i noget gammelt skrammel, så vrimlede det med fine mærker, som vi ellers kun havde set i Bilen og Båden. Ferrari, Maserati, E-types og selvfølgelig Renault Alpine. En familie ankom i en firepersoners åben Bugatti. Det var selvfølgelig Ferrarierne der imponerede os mest, for åbenbart kørte alle franske playboys og racerkørere Daytona. Lamborghini så man ikke dengang, de havde nok ikke bygget så mange biler på det tidspunkt.

Det års Safety Car (jeg tror det hed Clerke de Course) var en Ferrari 365 GTC/4 sponseret af Storno (dansk radiotelefonselskab), og begge dele var meget, meget imponerende for os.

Før løbstart var der på bedste franske maner opvisning af militærorkestre og lignende uinteressante ting. Der var et enkelt opvisningsløb med racerbiler fra halvtredserne. Biler fra tressererne var alt for nye og blev stadig brugt aktivt i et vist omfang. Opvisningsfeltet bestod af Jaguar C og D-types, gamle Bentleys og især en bil gjorde et stort indtryk – en Pegaso. Præsident Georges Pompidou startede løbet, mens alle franskmændene buede så højt, at man knap kunne høre bilerne. Franske præsidenter har åbenbart aldrig været særlig populære.

Vi havde glædet os vældig meget til at se Ferrari vinde. De havde allerede vundet de foregående otte løb i kalenderen, men de valgte at trække sig i sidste øjeblik med begrundelsen, at deres motorer kun holdt til 1.000 km – upåagtet at havde vundet både 6 timers Daytona og 12 timers Sebring.

Alfa Romeo holdt fanen højt for Italien i Ferraris fravær.

Motorsituationen var blevet meget anderledes i 1972. I de foregående år var VM kørt med motorer op til fem liters slagvolumen, som Porsche 917, Ferrari 512 og tidligere Ford GT40, men i 1972 sæsonen var volumen begrænset til tre liter. Det betød, at de fleste stillede med detunede Formel 1-motorer (de var dengang også på tre liter), hvor der dog var skruet ned for omdrejningerne og dermed ydelsen for at opnå holdbarhed. 

Vi havde ikke råd til at købe et kamera i 1972, derfor lånte jeg min fars Leica smalfilmsapparat og et par filmruller.

Resultatet er rystet og elendigt, nogenlunde ligesom min hukommelse! Begge billeder her er den vindende bil med Hill/Pescarolo.

Da vi først hørte de franske hjemmebanehelte fra Matra, var vi fuldt overbeviste om, at de aldrig ville holde i 24 timer. Ikke nok med omdrejningerne, som var meget højere end, hvad vi nogensinde havde hørt på på hjemlige breddegrader som Jyllands-Ringen, men de skiftede også gear på et splitsekund, så hvis ikke motoren røg, så gjorde gearkassen i hvert fald – mente vi. Det gjorde de så ikke, og det var ikke fordi, der ikke var konkurrence, for Lola med Cosworths F1 motor var ret hurtige lige indtil søndag morgen, hvor Joakim Bonnier kørte galt og blev dræbt.

Lolaen med Jo Bonnier kørte rigtigt stærkt og førte en overgang løbet. Men forulykkede senere og Bonnier blev dræbt.

Bilerne larmede meget mere dengang. Lyden fra Matra’erne er i dag velkendt blandt alle jer, der har været til de store historiske løb, men til opvisningerne og selv i de historiske motorløb i dag kører de ikke med de samme omdrejninger, som de gjorde tilbage i 1972 – det var for alvor sindsoprivende!

Corvetter var der også med, og de kunne et særligt trick: En Corvette kunne meget imponerende få øllet til at skumme i flasken og bygninger til at ryste. Det var også før turboalderen, så udstødningen var direkte fra forbrændingskammeret og ud til fuglene.

Gruppe 4 bestod primært af Ferrari Daytonaer og Porsche 911, samt et par de Tomaso, føromtalte Corvette og en enkelt Dino 246. Daytonaerne dominerede gruppe 4 og den hurtigste sluttede på 5. pladsen generelt. Gruppe 2 var med for første gang, og det var ærligt talt temmelig uinteressant at se standardvogne sammen med de hurtige sports- og GT vogne.

NART stillede med 3 Daytona’er, en Corvette og denne Dino som sluttede på 17. pladsen

Natten på Le Mans har altid været noget specielt – støj, støv, alt for mange mennesker og selvfølgelig øl. Dengang var det en folkefest for den almindelige mand. Der var et rigtigt provinstivoli fra Dunlopbroen og ned mod S’erne. Det var mange gange større og slet ikke så sofistikeret, som det vi normalt ser. Der var alt fra Den Fede Dame, ulvemanden, slangemennesker, skydetelte med rigtig ammunition og selvfølgelig strip tease. Der blev drukket enorme mængder øl, og folk sov hvor de faldt, når solen stod op, lagde de bare en avis over hovedet og sov videre. For os kneb det heller ikke med at sove den nat, selvom det igen var i bilen. Hele natten kunne vi lytte til motorlyden og følge hvor mange Matra, Corvette og Cosworthbiler der stadig var med.

Nedenunder luftskibet var der en lysavis.

Derudover var det praktisk umuligt at følge løbets udvikling. Speakeren talte fransk, men én gang i timen opsummerede en englænder hvad tingenes tilstand var. Dog kom der altid biler forbi, så vi alligevel ikke kunne høre, hvad han sagde. Den moderne teknologi havde dog fundet vej til Le Mans i form af lysaviser. Over pitten kørte en, og Goodyear havde sendt et luftskib op, som også havde en lysavis på undersiden. Problemet var bare, at de kun blev opdateret én gang i timen. Der var også en sidste mulighed, som stadig eksisterer – man kunne købe aviser, som udkom hver anden time. Der kunne man også læse artikler fra løbet. Det var stadig på fransk, så i mange år måtte vi tilbage til Danmark, før vi fandt ud af, hvordan løbet var gået!

I 1972 vandt Henri Pescarolo og Graham Hill for Matra til stor jubel fra tilskuerne – men det var alligevel Matra’en på andenpladsen, kørt af Francois Cevert, der fik mest jubel. Cevert kørte F1 for Tyrrell, og var prototypen på en charmør, playboy og racerkører.

Henri Pescarolo krydser mållinjen med Francois Cevert på andenpladsen til stor jubel fra tilskuerpladserne

Tredjepladsen gik til en Porsche 908, kørt af en yngre tysker som tre årtier senere skulle komme til at betyde meget for Le Mans og dansk og international motorsport – Reinhold Jöst.

Turen hjem gik overraskende glat, vi fik både rigtig mad, et bad og sov i en rigtig seng efter 5 døgn i bilen. En enkelt fantastisk oplevelse står dog helt klart i min hukommelse – mellem Le Mans og Chartres blev vi overhalet af de to Ferrari Daytona nr. 39 og 75 fra Ch. Pozzi i Paris – med et ordentlig smæld!

På vejen hjem blev vi overhalet af denne her – på landevejen!

Da vi kom hjem til mine forældre, kunne vi slet ikke få lov til at fortælle om turen, for der var sket noget meget mere fantastisk hjemme i Danmark – min mor var kommet igennem til ”De ringer, vi spiller” og havde talt med Jørn Hjorting……. Det var helt anderledes tider dengang.

Le Mans blev efter denne start en form for besættelse for mig – ligesom det er blevet for en del af mine venner. Måske holder jeg nok den interne rekord med 50 løb, men Henning Hjorth fra Langeland (som mange af jer på ViaRETRO kender) har været af sted 44 gange, andre 33 og 25 gange, så vi har en del erfaring – hvis bare vi kan blive ved med at huske det! 

Herunder en lille opsamling af 1972-løbet set fra Matras side. Men som sagt er Le Mans meget mere end det – også efter halvtreds besøg.