Ugen der gik og den der også næsten er gået (del 77)

Hold da op der har været fart på. Og det fortsætter. Når jeg får tid til at samle op på noget af det hele er der dog gode historier i det meste.

Jeg er godt og vel halvvejs i en periode på to måneder, hvor jeg hver eneste weekend har været på racerbaner. Samtidigt med at jeg jo arbejder med biler hver dag også, selvfølgelig. Kombinationen førte til, at jeg søndag efterdag kørte direkte fra Ring Djursland til Tyskland og Belgien, og det er derfor der har været radiotavshed på ViaRETRO. Beklager. 

Afgang søndag sen eftermiddag via vandet.

Det skal der nok komme nogle gode historier ud af, dog. Engang. Ikke endnu, for i dag pakker jeg til Goodwood Revival – og ja, dér kommer der nok også nogle historier fra. Men helt kort allerede nu, så er de store nyheder fra ugen (og den før dem også), at jeg  elsker at køre Alpina C1/2.3! Devares, det er måske ikke nyt, men det holder stadigvæk hele vejen: I går kørte jeg syd for Kassel, og finurlige omkørsler førte mig og Alpina via næsten 100 kilometer af skønne tyske bugtede og bakkede landeveje. Med deres hastighedsgrænse på 100 km/t var det virkelig underholdende, sjovt og både jeg og Alpinaen elskede det.

Og det var EFTER 1500 kilometers almindelig og mindre ophidsende autobahn med mere kørsel, hvor man jo godt KUNNE være blevet lidt træt af det hele. Ikke Alpinaen og jeg, der hyggede os med en perfekt optakt til 700 kilometers hjemtur af primært Autobahn. Uanset hvor jeg kører får jeg tommelfingre op, blinkende lygter og glade smil: Alle elsker simpelthen den bil, så den er genial for mig i mit job. 

Alle elsker Alpinaen og jeg kan køre i den til en hvilkensomhelst bilperson, der straks kan afkode mig som bilmand også. Bedre end et visitkort!

Men det vidste I nok godt. Mere dramatiske nyheder er, at jeg har en ny bil på pladsen “Den bedste bil, jeg nogensinde har kørt”. Det var hidtil Honda NSX (som beskrevet i artiklen Den Bedste Bil – genlæs gerne!), men den er nu slået af pinden. Af en bil, der heldigvis er meget ældre, hvilket er en del af forklaringen – det er simpelthen en større teknisk bedrift. Men dén kommer jeg tilbage til, det lover jeg. Engang.

Du kører halvfjerdsernes laveste sportsvognskile og du vil ryge samtidigt: Det SKAL gå galt med det her askebæger.

I kategorien mindre nyheder har jeg nyt yndlingsaskebæger. OK, hvis ret skal være ret ikke selve askebægeret, men placeringen af det. Det sad i en Lotus Esprit fra 1975, og selvfølgelig havde en superkile fra halvfjerdserne et askebæger. Men hvem der har fundet på at placere det i sidevangen, gøre det lillebitte og dernæst omgivet af tæppe er et godt spørgsmål: Det er simpelthen dømt til at gå galt, og dermed er det en fantastisk placering og Lotus i en nøddeskal. Og en Esprit fra 1975 er en ULTRAFED bil! Den her var restaureret hvilket den profesionelle kan kende på, at der ikke er brændmærker omkring askebægeret.

Ting man ser på Autobahn. Af en ny bil at være var den da ret interessant, synes jeg.

Ugerne var stærke på halvfjerdserne, i det hele taget, og jeg har set flere af de bedste af de bedste biler fra den periode. Men dém kan jeg (endnu, i hvert fald…) ikke skrive om, så dét bliver ingen historier. Det var dog nok til at starte tankerækken dér bag rattet af Alpinaen, om jeg og firmaet er modige nok til at min næste firmabil lige er dén tand ældre, men gør jobbet ligeså godt? 

2.4S med 190 hestekræfter er helt sikkert end bedre bil end en Lotus Esprit. Og meget dyrere.

Svaret på alle den slags spørgsmål plejer at være Porsche 911, og dét fik jeg også lige bekræftet: En 1972 2.4S er en fantastisk allrounder. Men det vidste I jo også godt.

Rigtige nyheder igen: Jeg har også et nyt yndlingsbilmuseum, og dét kommer der en fuld reportage fra. Det åbnede i juli og flere af mine kræsne bekendte var meget begejstrede, og det blev jeg også. I kan roligt sætte Nationales Automuseum i Ewersbach på udflugtslisten, selvom min reportage først kommer i næste uge – eller hvornår den nu kommer. Det er vildt og vildt lækkert. 

Det er ikke kun bilerne, men også deres historier. GTO’en har tilhørt Uderzo, 959S’eren Walter Rörhl og Evoen Bruno Sacco. Man må bøje sig i støvet.

Og så en ældre nyhed ude fra den virkelige verden. Her er tingene fortsat af lave, for Volvo stopper med at sælge stationcars i England, kan jeg læse. Mærket Volvo er som ingen andre forbundet med stationcartypen, og min første reaktion var derfor, at de ikke er rigtigt kloge. Volvo reagerer dog bare på efterspørgslen, og den er for lille: Englænderne vil hellere købe Volvos SUV’er end deres stationcars. For mig illustrerer det, at englænderne nu officielt er Europas dummeste bilkøbere. 

Navnet “Duett” antyder jo en bil, der er to-i-een og er bestemt ikke uden evner, Men der mangler noget med Herregård…

Den bedste Herregårdsvogn nogensinde – Volvo Amazon. Elegant, stærk, praktisk og solid. Sådan, Volvo!

Herregårdsvognen som den erobrede verden. I en typisk situation for en Volvokører.

Til gengæld er de ligeså officielt de bedste til at fejre deres glorværdige fortid, og ingen andre steder foregår det bedre end på Goodwood Revival i weekenden. Så dét ser jeg frem til, for dér er alting stadig i orden. 

Den her var ikke helt færdig endnu – ligesom mine artikler.