Register

10 + ten =

A password will be e-mailed to you.

Vi skal tilbage Paris for et par uger siden, hvor denne blå eksotiker begejstrede mig mere end rigtigt meget andet.

Har der været for meget tysk de seneste dage? Og japansk i den seenste tid? Engelsk? Frygt ej, thi jeg har gået og gemt på en af de rigtigt gode. I min bog, i hvert fald. Den herunder:

Da jeg så den på Retromobile kunne jeg jo godt se, at det var en Matra Murena – og den har jeg kunnet lide lige siden Rogers Søgaard skrev om den store 2,2-liters udgave imponerede præstationer og avancerede centermotorkøreegenskaber. Selv var jeg mere begejstret for designet – og i nyere tid som klassiker for dens relativt beskedne pris.

Men den på Retromobile var ikke helt almindelig:

Først troede jeg ærligt talt bare den var bobbet lidt op med skørter og andet godt fra firserne – ja, det var jo egentlig heller ikke helt forkert. Men det var faktisk en ret officiel specialudgave af Murenaen, som jeg bare aldrig havde hverken set eller hørt om: JPB for “Jean-Pierre Beltoise”.

Helt ærligt gør tilføjelserne jo ikke den i forvejen meget kønne Murena spor kønnere. Men det gør den noget mere speciel – i dette tilfælde special nok til at stå i afsindigt godt selskab på en rigtig Matrastand flankeret af nogle af det lille mærkes største succeser. Matra vandt jo (ligesom Renault) i både Formel 1 og på Le Mans og er som sådan ikke sådan et moderne opståetud af ingenting-mærke, men har rigtig tung historie bag sig. Det franske Lotus, måske?

Jeg blev oprigtigt glad for at se den blå Murena udstillet i dét fine selskab – hvor den ER en del af historien. Samtidigt synes jeg stadig det er en uhyre flot bil, og den er jo faktisk temmeligt genialt konstrueret med sine tre sæder – måske det perfekte kompromis for en sportsvogn? Med den store motor går den over 200 km/t og dén del af teknikken er storserieteknik delt med andre biler, så jeg tænker stadig man kan holde sådan en Murena flot kørende i dag som klassiker.

Noget af det eneste, der er mere fransk end Matra er Vaillante. Menøh – det findes jo ikke i virkeligheden.

Og hvorfor tænker jeg så på det? Jo, fordi jeg blev inspireret. Begejstret. Fik LYST til en Murena. Helt specifikt ikke en JPB-udgave, hvilket nok også vil blive svært. Men en god original Murena med de rigtige fælge, velbevarede bløde veloursæder og måske et klistermærke fra Dijons Grand Prix 1982 i bagruden. Er det underligt?

7 kommentarer

  1. TOCOMAN

    Hej @ce. Nej det er overhovedet ikke underligt at være begejstret for Matra Murena. Min første drømmebil som pre-teenager var Matra Simca Bagheera, og med Murena blev det bare bedre. Alle “kloge bilmennesker” i 1980’erne og 1990’erne, sagde “hold dig fra franske biler – de ruster og går i stykker”. Men her 40 år efter viste det sig, at tyske, svenske og japanske biler også rustede og gik i stykker. Hvad holder så efter 40 år. Det går design, og her vinder de franske (og italienske) biler. Jeg er også fristet af en Murena, så jeg forstår også dit ønske om denne franske klassiker. Med et formel 1-VM i 1969 og 3 Le Mans sejre 1972-1973-1974 bliver historien om det franske mærke Matra ikke større. Vive le bleu.

    Svar
  2. Jensby

    Matra er godt!
    D’Jet
    Jet
    Bagheera
    Murena
    Rancho

    Er alle skønne og skæve biler.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    Så er jeg mere rolig, @tocoman :-). Og det er sjovt du skriver “Vive le bleu”, da standen for Matra Museets eget slogan var “Vivez Le Experience”.Udmærket pointe med designet. Og jeg tror også – som allerede skrevet – at det ER en af Murenaens helt store styrker. Jeg kigger på den i dag 45 år senere – og den er stadig flot. Ja, altså – den almindelige 1,6 eller 2,2.

    @alfahahn, nej – bilen var fra Matra Museum.

    @jensby, enig. Mange giver også Matra æren for Renault Espace – selvom dens tilblivelse nok er lidt mere kompliceret. I din liste bør man vel også nævne Matra MS670 for sin Le Mans-succes og Matra MS80 for sit Formel 1-VM.

    Svar
  4. Sport

    Ja Claus (@claus) – du havde jo selv en ferie-reportage fra Matra-museet i Ramorantin for et par år siden. Det kan klart anbefales.Museet er så afgjort et besøg værd.
    Jeg er også ret begejtret for de tidlige Djet/Jet.
    Med en yderst kort historie fik Matra succes som anført både i Formel 1 som i Le Mans. Det imponerer lidt på samme måde som da Lamborghini startede og havde lavet fantastiske biler indenfor 10 år.
    Underligt, at der aldrig blev fulgt mere op på Matras succes. Jeg kunne også godt fristes, men jeg synes, at de fleste er blevet ombygget eller “kørt flade”, så det bliver nok svært at finde en god vogn.

    Svar
  5. Jensby

    @claus fokuserede på dem som kan køres på gaden, men missede dog 530.

    Har jo haft en D’Jet så er lidt farvet. De kan i øvrigt ikke anbefales til nogen højere end 180 cm. Men bagagerummet er praktisk når der skal rodes med motor.
    Foto: Lennarth Sorth

    Svar
  6. The Real Stig

    Jeg havde en Murena 2,2 som daglig bil i 9 år.
    En centermotorbil kræver vinterdæk, og varmesystemet var underdimensioneret. Til sidst led den af el-problemer. Derudover var det en fornøjelse at have en bil næsten uden rustproblemer.
    Jeg nåede at importere 5 andre Murenaer, som nok stadig kører rundt derude.
    Reservedele får man fra Simon Auto i Tyskland.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.