Til Monacos historiske Grand Prix må man ikke snyde sig selv for en tur i paddockområdet, hvor man virkelig kan nørde igennem.
Så det gjorde jeg. Og det er helt ned i knæ. Nærstudere detaljer. I lang tid. Med alle sanser. Inklusiv forståelsen for historiens vingesus. Der bringer nogle fremskridt med sig. Men nogle gange også tilbageskridt, selvom det næsten er helligbrøde at sige det højt. Hvorfor jeg skriver det i stedet for – og det kun for det nøje udvalgte ViaRETRO-publikum af connoisseurs, som jeg tror forstår hvad jeg mener.
Paddockområdet ved havnen er et meget åbent sted, som man IKKE må glemme midt i al racet.
Motorsport handler selvfølgelig om at køre hurtigst muligt, holde længst og gerne også at vinde. Bevares. Det gør det til en vis grad også i den historiske motorsport, som jeg jo var der for at se, høre og mærke. Og jeg nød da også genhøret med de skrigende V10’ere i Monacos snævre gader, da de gjaldede tilbage fra væggene under en demonstration af nyere (i historisk sammenhæng, for nye er de jo ikke) Ferrari’er. Men faktisk hørte jeg dem på afstand, da jeg brugte tiden netop ovre i paddockområdet, hvor jeg imellem de rigtige racerbilers løb kunne fordybe mig i dem – i en paradoksal ro og mag, mens V10’erne skreg.
Man kan komme HELT tæt på…
Der var mange ting at nyde og meget at tage fat i – men lad mig for nu lige holde mig til min store kærlighed til aluminium. Som jeg gerne vil indrømme på mange måder er kulfiber underlegent. Måske især på måder, der faktisk har noget med hovedformålet med en racerbil at gøre. Men nu kommer jeg jo ærligt talt ikke til Monacos Historiske Grand Prix for at se racerløb som sådan – men for at se historie.
Mens nogle drikker champagne gør andre det beskidte arbejde.
Og teknik. Og håndværk. Og ikke mindst den rå æstetik, som de ting i bedste fald udmønter sig i, når det er lavet ordentligt. Hvilket der var MANGE eksempler på i paddockområdet. Især i aluminium. Jeg havde fået en smagsprøve på et lækkert stykke aluminium om fredagen, hvor en hækvinge, som Niki Lauda havde kørt med i 1975-sæsonen på sin Ferrari (og vandt titlen med – eller noget? Den var i hvert fald den ægte vare) blev solgt for 13.440 Euro. Fantastisk stykke aluminium:
Laudas hækvinge i 1975-sæsonen var af aluminium.
Det blev bare endnu bedre i paddockområdet. Nøj, der var meget lækkert aluminium! Og jeg labbede det i mig på en måde, som nærmest intet stykke carbon nogensinde har fået mig til. Nej, jeg kunne konkludere, at jeg på ingen måde er metaltræt, men tværtimod følte at jeg kunne indtage aluminium og for den sags skyld også titanium og magnesium råt. Det sidste skulle være godt for nattesøvnen, hører jeg?
Det tænker jeg også det vil være at besøge mit lille galleri af detaljer herunder. Nyd det:
Uh, hvor ville jeg osse gerne være i Monaco…
Kejser Napoleon III af Frankrig (der regerede 1852-1870) brugte aluminium som et statussymbol for at vise sin rigdom og teknologiske magt. Ved særlige banketter blev de mest fornemme gæster serveret på tallerkener og med bestik af aluminium, mens mindre prominente gæster måtte nøjes med tallerkener og bestik af guld eller sølv.
I dag skal man bare kravle ind under en Tesla for at se en halv undervogn udført i støbt aluminium. Eller kigge på chassiset fra en Lotus Elise. Teslaens kommer fra et smeltekar lavet her i Vojens og Lotusens fra Hydro i Tønder.
Aluminium kan nau, som vi siger i Sønderjylland.
Tak for de flotte billeder. Der er kompliceret teknisk design i lækre materialer. Man forstår, hvor farlige de biler er, hvis de ikke holdes serviceret på højt niveau. Og også er det, når de er. Og hvor er stormønstrede gammeldags racerdæk flotte og flottere end….
Slutteligt får jeg lyst til at begynde at ryge igen, når jeg ser Gitanes navnet presset i aluminium. Navnet er jo i forvejen det flotteste i tobaksindustrien
JA, dele af aluminium kan bare være så flot udført. Nyd blot detaljerne på en Lotus Elise næste gang du ser en, der er så mange flotte detaljer udført i aluminium.
Heldigvis er der i en Elise sparet på alt unødigt, herunder indvendig beklædning, for at spare vægt; her giver det jo blot mulighed for at se alle detaljer i aluminiumsarbejdet.
@Carsten W: Mig bekendt er det er kun til og med 1998, at chassiset er lavet i Tønder, derefter i UK.
@Claus: Elise blev lanceret i september 1996; måske det var tid for en “30 års jubilar” opslag/artikel på ViaRetro ?
De første Eliser var også en tur i Horsens
Jeg blev en dag mens jeg tankede min gule Elise 1997 i Horsens gjort opmærksom på at alle chassiserne fra Tønder kom til HAI (Horsens Aluxerings Industri) hvor de blev Aluxeret inden de blev sendt til England.
Det var en medarbejder fra HAI der gav mig oplysningen (med en vis stolthed over at have haft en lille andel i Elise, min kæreste gennem nu 19 år)
Fremragende historieundervisning, @carsten-w: Tak! Dén havde jeg godt nok aldrig hørt om i skolen.
@carsten-goth, sådan har jeg det også: For det er ikke kun navnet der er flot, også selve logoet er virkelig stiligt.
Enig, @henrik-kusk. Minimalisme før det blev en ting :-)
@jens-g, eloxering må være opfundet senere – eller være overflødigt på en racerbil? Ingen af dem jeg så derned havde eloxerede dele, men jeg synes jeg har set på det ligeså gamle Porsche 911’ere til gadebrug.
En rigtig Alfa Romeo har motor blok topstykke og bundkar i aluminium både de 4 cylindere og v6 De blev desværre afløst af en Fiat kloning i 4 cylinder og en Gm i v6 🥶
Jeg beundrer din entusiasme og viden om Alfa Romeo, @herluf. Og ja, et billede af Nord-maskinen kunne godt have passet ind i ovenstående galleri. Bortset fra, at den trods alle sine dyder ikke nåede til Formel 1 :-)