Beklager der har været lidt radiotavshed på kanalen, men jeg har været i Japan. Og kommer måske hjem med ny inspiration.
”Måske” med stort M. Nu er jeg jo bestemt ingen grønskolling med japanske klassikere, og fremhæver gerne og højlydt, at jeg (selvpromoverende!) mener min tidlige lovprisning af min gamle metalblå 1980 Mazda 626 Coupé har været medvirkende til at bryde isen. Den blev dengang for tolv-fjorten år siden ganske vist ikke helt brudt på ViaRETRO, der som det sig hør og bør for et retromedie selvfølgelig er konservativt, oldschool og decideret tilbageskuende. Og intet galt i det. Men kort derefter opstod Classic Mazda Club Danmark, og yderligere flere nogle år efter mødte jeg min gamle helt Mikkel Thomsager fra Bilmagasinet på Gavnø i hans klassiske (eller youngtimer?) Mazda pick-up. Det kan man da kalde influencing?
Jeg synes faktisk stadigvæk min Mazda var en cool klassiker.
Nåmen, det var alt sammen af egen fri vilje og for sjov og ballade, og jeg elskede den vej (eller de veje?) som mit bilswingeri dengang førte mig. Det tempo gik gevaldigt ned i gear da jeg blev professionel og fik både et regulært kørselsbehov og senere flere forskellige firmabiler. Som jeg her for nylig kom fri af, hvilket jeg har skrevet om før.
Er jeg så i Japan for at finde mig selv – ligesom man før tog til Tibet eller gik Caminoen? Nej, jeg er faktisk på arbejde, udsendt af samme firma der har stået bag alle mine firmabiler. For at kigge på biler, selvfølgelig. Ikke firmabiler, nej.
Men bevares: Ikke så lækker som den her, selvfølgelig.
Det er første gang jeg er i Japan, og den professionelle dagsorden har været altdominerende fra morgen til sen aften og jeg har set bogstaveligt talt hundreder af biler. Med den tanke i baghovedet, at jeg immerhen fandt Alpinaen, min seneste firmabil, under en lignede ekskursion i Tyskland for nogle år siden. Man skal aldrig sige aldrig.
Og det gør jeg heller ikke: Japan er, som også James Bond fandt ud af, noget helt andet.
Eller den her: Wow!
Jeg er helt klart stadig i en proces med at finde mig selv bilmæssigt igen. Det ”føler jeg”. I maven. Og de kosmiske energier har ikke leveret svaret på et sølvfad. Men Japan HAR leveret noget inspiration. Og en af åbenbaringerne var, at jeg skal have en Kei-car. Javist, det er måske ikke det åbenlyse førstevalg på papirfylden med Japangodter – men det bliver næppe mere JDM end det, og de findes i alle afskygninger: Fra sportsvogn til pickup, fra roadster til kassevogn. Og især de sidste synes jeg faktisk var charmerende. At nogen har fundet på at kalde en af de utallige varienter Suzuki Stingray er japansk humor.
Og mens jeg gaijin (japansk ord for udlænding) troede de kun trivedes i gigantiske Tokyo med deres 660 kubik og diminutive ydermål, så ved jeg nu efter at været blevet overhalet af dem på motorvejene ude på landet, at de kan mere end by. So Ein Ding Muss Ich Auch Haben. Det ved jeg bare.
Vi kørte i en næsten ny Prius – og bliver her på motorvejen overhalet af en Kei-car. De kan kendes på de gule nummerplader.
Engang: Senere skal jeg så have en Toyota Soarer 24 Valve DOHC Twin Turbo Coupé. Og en Starion. RX-8. En Hiace. En NSX. Og en Sapporo coupé. Samt sikkert en hel masse derimellem. Undervejs finder jeg så måske mig selv.
Japanske contra USA biler i personligt fordomsfyldt perspektiv
Rent personligt kan jeg ikke udstå hverken USA-biler eller Japanske biler. Begge er selvfølgelig præget af oprindelseslandet.
Japan har absolut et pladsproblem og i Japan drejer det sig om at få alt til at fungere på minimal plads. De Japanske biler er fantastiske xempler på effektiv udnyttelse, men når den effektive udnyttelse bliver målet, så bliver designet helt gak-gak.
USA vil gerne signalere overflod og derfor skal en USA-bil vise dette. USA-bilerne er ligeså fantastiske xempler på overflod, men når det at signalere overflod bliver målet, så bliver designet helt gak-gak.
Jeg har været flere gange i begge lande og har altid moret mig over deres typiske biler, og samtidigt rystet lidt på hovedet.
Jeg har derimod respekt for dengang Italienerne lavede smukt designede biler, dengang tyskerne lavede gennemprøvede biler, dengang franskmændene lavede tekniske nytænkninger og dengang briterne lavede suverænt opfindsomme biler. Jeg har altid været fascineret af disse 4 nationers typiske biler.
Jeg mangler dog stadig at have haft en fransk bil, men Matra Djet, Renault Alpine A 110, Simca CG har jeg været forelsket i siden min første frankrigstur i 1968.
Jeg forstår fuldstændigt hvad du mener, @jens-g! Udmærket pointe. Det paradoksale er jo bare, at det også virker den anden vej: Noget der er helt gak-gak kan jo godt være interessant på dén konto alene. I hvert fald for mig.
Især hvis det samtidigt fungerer som bil. Hvis det aspekt altså er noget man lægger vægt på! Og det gør jeg jo ret meget for tiden.