Faste læsere vil vide, at jeg engang har haft en Colt og var glad for den. Men ingen ved, at jeg for nylig var ude at se på en Carisma.
Colt’en var af den første generation, og undskyldningen var endnu engang, at det var en bil til min kone. Hun var da også selv med helt oppe på Skivekanten og kunne faktisk godt lide den. Som jeg husker det betalte vi bilen straks og kørte den hjem – og det var vist mig der kørte. Hvilket ikke var noget problem, for jeg kunne også lide den – det er den herunder:
Lækker metalblå lak, men ikke mindst et virkelig stiligt indre, der vel fik det bedste ud af plastik og vinyl. For halvfjerdserne og de tidlige firsere, i hvert fald. Var den ikke fra 1979 eller deromkring? Jeg synes den var en virkelig lækker hverdagskriger, der havde overlevet på trods af resten af verden. Ledte jeg ikke efter et sæt alufælge? Måske. Det fortaber sig i fortiden. Men min første Mitsubishioplevelse var god, og jeg vil slet ikke afsvise flere.
Vores Colt havde fire gear, men med Twin Stick-teknologien var der pludselig otte. Alt for mange, selvfølgelig – men fedt!
På min positivliste står selvfølgelig en Colt Turbo af samme generation, “twin stick”-gearskifte og det hele. Jeg er nærmest stensikker på, at den ikke er er bedre bil end min blå Colt – som sådan, i hvert fald. Hurtigere, klart – men som jeg husker motorjournalisternes dom, så var Turboen ikke en fin GTI, hvilket var den klasse den passede ind i. I dag er jeg ligeglad: Den er fed, sjælden og ikke alt for dyr.
For mig er det her jo en Lancer, men den hed åbenbart “Colt Lancer” på nogle markeder – og ja, fandtes som turbo. Fed!
Og så er den jo en turbo. Men når man siger Mitsubishi og turbo, så kommer man ikke uden om Starion, som også er på min positivliste og det før alle andre fra mærket: En rigtig drømmebil. Jeg har altid godt kunne lide den, for den var med sin turboladede firecylindermotor med over 170 hestekræfter faktisk ganske hurtig, og det gik jeg op i dengang – men i dag er det mere designet, der trækker: Starion er ligeså firserfed som den store konkurrent Toyota Supra – og i deres brede udgaver er det er svært valg. Jeg hælder til Starion, fordi den simpelten er mere sjælden.
Alle Starion var turboladede og knivskarpe i designet.
Hvis det primært skal komme an på det, så havde Mitsubishi faktisk et par andre kandidater på programmet, og her kommer en tilståelse: Cordia Turbo synes jeg kan noget. Hvad den eksakt kan er næsten ikke til at forklare, men jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde har set een – hverken med eller uden turbo. Måske er det dér?
For slet ikke at nævne Sapporo, der som coupé også er på min liste.
Men det skulle egentlig slet ikke handle om dem, men derimod om Carisma. Sjældent har et navn været mere forfejlet, for den var om muligt endnu mere kedelig end Lancia Dedra. Måske er det derfor, at der allerede nu er langt imellem de overlevende? Ikke desto mindre havde jeg fundet een annonceret som “Danmarks bedste Carisma” eller noget i den dur, og jeg tog ud at kigge på den – det kunne vel altid blive en ViaRTRO-historie om et overambitiøst navn til en jævnt kedelig slæde?
Carisma er så kedelig i alle dens varianter, at jeg dårligt kan skille dem fra hinanden – men jeg mener det var sådan en årgang her, jeg kiggede på.
Det viste sig, at den langt fra var Danmarks bedste. Eller rettere – at hvis den var, så står det i sandhed skidt til for Carismabestanden, og så vil jeg faktisk slet ikke have een. Altså min kone vil ikke…og jeg kom i øvrigt til at se på sædebetrækket, som nok sjældent er set værre.
Derfor leder jeg videre efter den om muligt endnu mere kikset navngivne Galant Limited Edition. Den var ingen af delene – men også dét har med tiden helt klart fået sin egen appel. Jeg har aldrig nogensinde set een til salg, så den kan sagtens være at de er rustet direkte ud af hænderne på den første ejer og ned i undergrunden. Og det kan også være, at det er bedre sådan.
Det kan sagtens være, at Galant var “Function and finesse”, men formen var ikke ngoet at skrive hjem om.
En Carisma Marianne Jelved Limited Edition måske – med håndtaske matchende interiøret?
@the-real-stig, jeg er simpelthen ikke med – hvad har Marianne Jelved med Mitsubishi at gøre? Overser jeg noget?
Havde i slut halvfemserne er Galant GTI i 5 dørs versionen.
Den var sgu lækker, kørte godt og hurtigt og der var god plads. Toppen røg på min og så var den skrot og kan ikke mindes at have set en på gaden.
@jensby, jeg kan dårligt nok huske hvad den der “Limited Edition” egentlig var for en model, men jeg vil bestemt tro, at en GTI var sin egen model. Det lyder dramatisk, at toppen røg: Kørte du under en for lav bom – eller en lastbils anhænger?
Ebberfeld, du har aktivt kigget på en Carisma? Det må være en joke. Hvis du vitterligt har, har du alvorligt brug for en mand fra min branche.
Jeg vil anbefale alle at søge på “Mitshubishi Carisma interior”. Jeg skal sgu lige tænke mig om i forhold til, hvilket præparat jeg skal udskrive….
Claus dog…godt nok er du nok mere åbensindet end os andre, men Carisma…? Må jeg gentage: En bil bliver ikke automatisk fed bare fordi den er gammel.
“A little less conversation, a little more action, please”, som Elvis sang (https://www.youtube.com/watch?v=rZLQpUxYkas&list=RDrZLQpUxYkas&start_radio=1)
Drop tanken (og snakken) om Toyota Hilux og enhver Mitsubishi. Køb den Lancia Dedra og gør den fin og original. Lej en varebil, når du har behov for at flytte noget stort. Ha’ fokus på dine egne biler og din egen garage i stedet for at have fokus på en gammel drøm eller noget til salg. Jeg tror, at mange gerne vil læse om (og se billeder fra) dit arbejde med dine egne biler og din egen garage.
@skaanning, det var præcist interiøret, der slog hiovedet på sømmet: Jeg har aldrig set noget mere ærgerligt betræk – som designet af en mormorsyerske, der er gået amok både på og i billige stoffer.
@uffe, altså hvis ikke det er om Mitsubishi, eller hvad?!? Men alvorligt talt: Det ville blive kedeligt hvis jeg kun skrev om ting fra og i min garage, for der sker faktisk ikke ret meget, der har noget med biler at gøre. Sådan har det i hvert fald været i meget lang tid – omend jeg gerne vil lave om på det. Vejen derhen ER dog også noget med at drømme, og ja – dér er bare meget stof at skrive om…