Morgensur Mandag: Honda Prelude var lækre biler

Men ikke mere: På Hondas stand på Retromobile stod en original, en tredie generation og den nye – og jeg har ingen billeder af den nye!

Overskriften kunne også være “far er ikke sur, far er skuffet”. Jeg elskede den oprindelige Honda Prelude fra 1978 og det var ikke kun fordi min hotte dansklærerinde kørte een. I metalbrun. Og gik med pels. Altså hende. Bilen var bare lækker (…) og jeg har senere tænkt mig frem til at det er fordi den var Europas svar på Amerikas Personal Luxury Coupé. Menøh, altså bare fra Japan.

Hendes var metalbrun, men jeg mener den også havde soltag.

Jeg har igennem tiden haft fire (klassiske? De fleste af dem – og idag er de i hvert fald…) Hondaer, og mærkets kvaliteter tiltaler mig virkelig. I nyere tid – som i helt aktuelt – er jeg derfor kommet frem til, at en Prelude af tredie generation (den fra 1987) ville være en fin allroundklassiker for mig: Komfortabel, chiq og i topmotorisering (op til 150 hestekræfter, d’herrer – det var nok dengang og er det stadig til mig idag) hurtig nok og ikke mindst ikke vanvittigt dyr endnu heller. Vigtigst er dog chiq: Jeg synes simpelthen netop dén Prelude er virkelig vellykket i al sin firseræstetik.

Lav, bred, velkørende og velbygget – der er INTET her, som jeg ikke kan lide!

De to stod så netop på Hondas stand i Retromobile i Paris sammen med den nye. Den nye så jeg faktisk allerede sidste sommer til Festival of Speed, men kun fordi den holdt foran en TWR Supercat i køen på vej ud til banen. Hvordan de to overhovedet var i samme kø går over min forstand – jeg ville have krævet mine billetpenge tilbage, hvis jeg havde betalt for at være der. Jeg ænsede den i det hele taget kun et ekstra blik, fordi jeg overhørte nogle andre diskutere, hvordan den var komplet uværdig til at bære Preludenavnet. Og dér så jeg, at der ganske rigtigt stod Prelude bagpå.

Tamiya har allerede lavet en model af den nye – men dén vil jeg heller ikke have.

Ellers havde jeg aldrig gættet det, og jeg må derfor i dag erklære mig helt enig: Erkendelsen er også helt enkelt baseret på, at jeg ikke tog et eneste billede af den nye Prelude – hverken på Goodwood eller i Paris. Og jeg vil gerne understrege, at der intet snobbet er i det overhovedet, ejheller er det fordi jeg af princip ikke fotograferer nyer biler: Jeg ER jo bilentusiast om en hals. Men dén der – den nye Prelude? Jamen, den talte bare ikke til mig som entusiast, og det uanset om vi fokuserer på design, teknik eller sågar pris.

Den fik af briterne faktisk generelt kritik for at være alt for dyr. Det sjove er, at det faktisk ikke gælder med danske øjne: En Honda Prelude var aldrig en billig bil, og jeg kan huske at jeg allerede dengang i firserne faktisk tænkte på hvordan en dansklærerinde kunne køre i så dyr en bil? Men hun var som sagt rigtigt dygtig, så måske hun fik noget bonus. Den tredie generation, som er min foretrukne som klassiker i dag, kostede i Danmark 350.000 kroner for topmodellen 2.0i-16V 4WS. Yes, firehjulstyring!

Den udstillede bil i Paris havde det hele!

Mens den nye i år koster 650.000 kroner. Ja, det er mange flere penge absolut set – men hvis man justerer for inflation siden 1987, så er den nye dyre Prelude faktisk billigere end den gamle topmodel!

Det bedste jeg kan finde på at sige om det er, at det måske forklarer hvorfor man også får en mindre lækker bil? Det næstbedste jeg kan sige er, at det faktisk slet ikke interesserer mig: Jeg kan ikke købe en ny bil til 650.000, og selv hvis jeg kunne ville jeg ikke – og da slet ikke den nye Prelude. Det har intet at gøre med at den er en hybrid og trods sine 184 heste ikke rigtigt hurtig – men alt med dens udseende at gøre: Sikke en klump japser-kvabser-slappert!

Nøj, det er ringe bildesign: De sorte fælge gør det endnu værre. 

Jeg beklager, men der er ikke rigtigt noget godt at sige om dens klumpfiskproportioner – andet end at det får alle andre Preluder til at se bedre ud. Især min foretrukne tredie generation, sjovt nok. Måske er det netop et tegn?