Ikke en hvilkensomhelst, selvfølgelig, for æren tilfalder amerikanske Singer. Men er det alligevel ikke et lille tegn på noget større i bilkulturen?
Det sker på Goodwood Festival of Speed, og det skal siges at det er klart den mest kommercielle og moderne af de tre store bilbegivenheder huser hvert år. Men alligevel: Efter over tredie år med Festival of Speed er det første gang at den store Central Feature foran Goodwood House ikke hylder originalitet og biler, der VIRKELIG har betydet meget i bilhistorien, og det kunne jeg ikke lade være med lige at tænke lidt over.
For netop dén placering er noget særligt. Det er ikke bare en god standplads eller en prominent scene. Det er festivalens symbolske centrum. Her hylder Goodwood det, man mener har en særlig plads i bilernes verden – det, der fortæller noget om fortid, nutid og den måde, vi som entusiaster ser bilen på. Og der har været vist nogle absolut fantastiske biler – på i øvrigt lige så fabelagtige strukturer – igennem årene.
Som jeg beundrede det sidste år med to af Murrays mesterværker.
Jeg var selv på Goodwood Festival of Speed sidste år, og noget af det, jeg nød allermest, var netop det centrale display med hyldesten til Gordon Murray. Det føltes rigtigt. Ikke bare fordi bilerne var fantastiske, men fordi Murray er en af de skikkelser, der gennem flere årtier faktisk har flyttet bilverdenen. I motorsporten, naturligvis, men også på gadebilerne. Han er en ægte nytænker. Når Goodwood bruger den centrale scene på den slags skikkelser, giver det mening for mig. Det føles som en hyldest til den dybe, langsigtede betydning.
Goodwood Festival of Speed spænder vidt – som eksempelvis fra Transit…
…til Trans-Am. Man kan jo diskutere længe, hvilken der har betydet mest?
I mange år har den klassiske bilverden jo i høj grad kredset om det oprindelige. Om den rigtige farve, den rigtige motor, de rigtige detaljer og den rigtige historie. Ikke af smålig pedanteri, men fordi originaliteten er en del af bilens sjæl. Eller måske ligefrem ER bilens sjæl. En klassisk bil er ikke bare form og teknik. Den er også et stykke bevaret tid. Noget, der har overlevet. Noget, man føler sig forpligtet over for.
Men den klassiske bilkultur har aldrig kun handlet om at bevare. Den har også altid handlet om at forstå, hvorfor nogle biler sætter sig så dybt i os. Hvorfor en bestemt linjeføring, en særlig motorkarakter eller en helt særlig kørefølelse kan blive ved med at fascinere årtier senere. Hvorfor nogle biler bliver mere end maskiner og i stedet bliver til stemninger, minder og idealer.
Singer har vist biler på Goodwood før – på egen hånd. Som denne Carrerafortolkning fra sidste år.
Og derfor er valget af Singer som tema for den centrale skulptur i år interessant. Det amerikanske firma har i over femten år bygget om på klassiske biler – i deres tilfælde en af sportsvognene over dem alle, Porsche 911. De siger godt nok at de gør det som en hyldest til udgangspunktet, og kalder helt bevidst slet ikke deres biler for Singers, men insisterer på, at de er Porscher.
Gør Singer i virkeligheden det samme som ham her – bare på en anden måde?
Ikke desto mindre er der ikke så meget tilbage fra bilernes fødsel i Stuttgart, når Singer er færdige med deres restaurering og modifikation. Konceptet er stadigvæk, at de tager en Porsche fra halvfemserne, får den til at se ældre ud men omvendt også til at køre mere moderne. Den cocktail er de blevet berømte og særdeles succesfulde på, og indenfor genren af restomods har Goodwood således helt klart valgt den ypperste bannerfører.
Som sagt spænder netop Festival of Speed vidt, og der er også masser af nye biler – som denne Jaguar, der måske også går over i historien.
Alligevel har jeg lidt blandede følelser overfor valget, der måske også virker som et ekstra brutalt skifte efter sidste års hyldest til Murray. Eller er det (igen) bare mig, der er en dinosaurus? Måske fortæller valget i virkeligheden bare, at den klassiske bilverden i dag er blevet en anelse mere rummelig i sit syn på, hvad kærlighed til bilen også kan være. At autenticitet ikke nødvendigvis kun findes i det urørte, men i visse tilfælde også kan ligge i det genfortolkede. Og dermed ikke, at originaliteten pludselig er blevet ligegyldig. Måske tværtimod. Den originale bil vil altid have en særlig aura. Der findes noget dybt fascinerende ved det uforstyrrede, det historisk korrekte og det ægte overleverede. Det ændrer sig næppe.
En meget original og meget berømt og meget, meget fed Porsche 917.
Men måske ser vi nu tydeligere end før, at der er plads til mere end ét ideal. Set sådan er Goodwoods beslutning måske ikke bare en hyldest til én bestemt virksomhed, men et tegn på, at bilkulturen som helhed er i bevægelse. Ikke væk fra historien, men måske hen imod en bredere forståelse af, hvordan historien kan holdes levende.
Og det er egentlig et smukt spørgsmål.
For hvad er det i sidste ende, vi elsker ved de klassiske biler? Er det først og fremmest deres urørlighed? Deres dokumenterede fortid? Eller er det også den følelse, de vækker i os – den idé om skønhed, mekanik og køreglæde, som nogle gange rækker ud over det rent originale?
En anden restomod vist på Goodwood sidste år: Som måske imellem linierne understreger, at Singer er et bedre valg.
ViaRETRO har i årevis kredset om de samme temaer, og mens jeg selv altid har hældet stærkt over imod det såkaldte Originalpoliti, så kan jeg sagtens mærke at mine egne præferencer også har ændret sig over årene. Herunder at jeg faktisk beundrer mangen en restomod, og må medgive at man næppe finder noget mere gennemført end en Singer-modificeret 911. Så måske ER det faktisk nytænkning og originalitet på en særlig bagvendt måde, som genren står for – og som vi om ti-femten-tyve år (eller nu?) vil vi se på som ægte klassiske biler, men en subgenre deraf.
Hvad tænker I? Er Goodwoods valg et naturligt udtryk for en levende og kærlig bilkultur – eller et tegn på, at balancen mellem bevaring og fortolkning er ved at flytte sig?
Restomods er mange ting og give rmange muligheder: Herunder for det indtræk man gerne vil have i sin Range Rover. Endnu een, som jeg godt kunne lide, og som rejser både spørgsmål og svar
Nå, det er måske kun mig der synes det er en stor ting? Interessant. Men OK, Festival of Speed er også det MINDST ViaRETRO-agtige af Goodwoods tre bilarrangementer. Eller overfortolker jeg bare?!? Jeg tænker videre over betydningen – og er selvfølgelig spændt på at se selve præsentationen.
Jeg synes at det er en relevant og interessant emne.
Først og fremmest så mener jeg at det er relevant at spørge sig selv – hvad er alternativet til at acceptere og anerkende den plads Singer har skabt sig som en del af bilhistorien?
Jeg glæder mig stort over restomods. For helt ærligt – hvilke bilnyheder skal man ellers glæde sig over og reelt synes er spændende?
Heldigvis er der enormt mange historier for fortiden at dykke ned i. Men i og med lovgivning og miljøkrav osv osv. gør det ualmindeligt svært at lave en ny bil som ikke er tung og enormt kompliceret.
Så virker det helt rigtigt at tage udgangspunkt i de biler man reelt elsker og brænder for – og videreudvikle dem sådan at de bliver til noget nyt.
Grundideen i restomods synes jeg tilmed er befriende – fordi jeg ofte synes at man tager udgangspunkt i det bedste fra to verdener. Fremelsker sugemotorens DNA – optimerer undervognen så den fungerer bedre i praksis. Dog synes jeg udfordringen bliver prissætningerne. Det er mit håb at restomods i højere grad reelt vil blive brugt af ejerne. Men bliver de købt blot som et bilkort til en samling, så synes jeg det bliver plat og så ville jeg foretrække en original 73 RS over en Singer any day. Men skulle jeg vælge en af de to biler uden på nogen måder at skæve til anden værdi end at jeg skulle bruge den. Så tog jeg en Singer og ville elske at bruge den til hverdag, på track og på alpetur.