Det har været en fantastisk biluge. Igen!

For en bilentusiast som mig kan en biluge blive fantastisk på mange måder. Ugen før denne solgte jeg min kones Lancia Musa, og det var jo egentlig en trist ting og det burde dermed have været en trist uge. Hvis ikke lige den nye ejer havde peget mig i retning af en anden Lancia, der stod til salg i Danmark. Jeg ringede dagen efter, og det lød lovende – men jeg kunne ikke nå at se den før Monaco, og måtte så trøste mig med, at hvis den var solgt når jeg kom hjem igen, så var det nok bare skæbnen.

Egentlig var det sådan en Ypsilon her, som jeg gerne ville have…

…og blev chokeret over at det her også skulle være en Lancia.

Det var den så ikke, hvorfor jeg kørte en omvej på vejen hjem, og så den mandag aften: Den var sådan set flot, men havde ikke det alcantarainteriør, som jeg gerne vil have i den næste Lancia. Og så havde den gået over dobbelt så mange kilometer som den gamle – og undervejs fået lidt ny lak. Men ikke overalt. Havde det nu været matchet perfekt, så var det intet problem – men det var det ikke, og to nuancer af orange er lidt iøjnefaldende.

De to foregående billeder var taget i Nice, mens det her faktisk er fra Monaco. Men det mindede mig ikke desto mindre om Nice – kan nogen gætte hvorfor? Svaret står til sidst i Matinéen.

Så jeg kørte igen. Og det med stor fornøjelse, da jeg var kørende i den nye konebil (det var meningen at det var hendes, men jeg synes den er SÅ sjov at køre i, at den er ligeså meget min), der i sin originallak, to ejere og lave kilometertal i virkeligheden også var meget bedre – nærmest uanset hvordan man vender og drejer det. Og så var den ældre end den Lancia, der med en dåbattest fra 2007 var samme årgang som Musaen – og det er jo ikke ret gammel. Omvendt var den nye konebil gammel og sjælden nok til at få lidt opmærksomhed, da vi fotograferede og filmede biler til det kommende Aggersvold Concours (der i år bliver den 1. august, hvilket man bør skrive sig i kalenderen allerede nu).

Aggersvold Concours finder i år sted den 1. august, og jeg er sikker på, at den får gas – det vil nå nye højder i år.

Der var i Ugens løb også lige en Ferrari “Daytona”, der skulle prøvekøres inden en køber kom for at se og prøve den – jamen, jeg skulle jo være sikker på at den virkede, ikke? Det gjorde den: OM den gjorde! Jeg var ærligt talt imponeret over, hvor letfodet den 4,4 liters V12’er slyngede afsted med den halvtreds år gamle super-GT. Uden at presse på overhovedet kunne man med denne eksotiske italiener rigtigt få nogle kilometer lagt bag sig, og det i stil, komfort og i øvrigt i et af verdens stærkeste bilmærker.

Jeg var så begejstret for at køre i Daytonaen, at jeg helt glemte at tage nogle billeder af den! Men det havde jeg dog åndsnærværelse nok til at gøre med denne: Pragtfuld vogn!

Ikke desto mindre var der på mange måder mere motorsport i en anden af ugens prøvekørsler: For mens Daytonaen senere blev brugt til motorsport, så var det aldrig fra undfangelsen en del af dens tiltænkte rolle. Det samme kan man ikke sige om Mercedes 190E 2.3-16, der er en ægte homologeringsspecial. Dén model har for mig altid stået som noget helt specielt – og det var den også at køre. Utroligt nok var den nyere Mercedes slet, slet ikke så hurtig som en Daytona – men den var hurtig nok til mig, og alt andet kunne jeg også lide. Selv farven var perfekt. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med min gamle Alpina C1/2.3, og det klarede den egentlig meget godt.

Endnu langsommere i Ugens Løb var en minibil med 1,4.liters sugemotor, der kom til salg. Men igen: En 815 kilos bil med 75 hestekræfter må være fint motoriseret, ikke? Min konebil viser i hvert fald, at stor køreglæde kan opnås også med mindre motorer end to liter og tolv cylindre. Mere følger – om lidt af det hele.

God weekend

Claus Ebberfeld

Køresæsonen 2026 er i gang

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

Til overskriften melder spørgsmålet sig næsten af sig selv: Eller er den? For foråret 2026 har temperaturmæssigt ladet vente på sig. Indtil for nylig har nattetemperaturerne sneget sig ned omkring frysepunktet, og flere steder har det betydet salt på vejene. Ganske vist er det blevet til et par ture – blandt andet til det revitaliserede Klassiske Biler på Toldboden i København – og enkelte kortere køreture i egne klassikere. Men sæsonfornemmelsen har ladet vente på sig.

Sidste søndag bød dog på sol og svag vind, og det faldt sammen med årets første SWAPMEET på Oplevelsescenter Nyvang ved Holbæk. SWAPMEET dækker over et stort stumpemarked, primært for biler, men også for meget andet. Ud over boderne er der parkering for klassiske biler inde på området, som har en charme med sine gamle forretninger, brugs, forsamlingshus, mejeri og redningsstation – kort sagt et miljø, der giver et fint indtryk af, hvordan en mindre by kunne tage sig ud op gennem 1960’erne og lidt længere endnu.

For at få bilen ind på området gælder det som udgangspunkt, at den skal være mindst 35 år gammel. At den regel kan tolkes lidt fleksibelt, blev bekræftet af denne hårdt tunede – ifølge ejeren selv – Toyota P90 Starlet, som gik i produktion i 1996. Mit blik faldt først på oliekøleren, der var monteret på frontkofangeren; den slags havde jeg aldrig set på en Starlet før. Dertil kom en ganske markant hækvinge, som vel kan holde bilen solidt plantet på vejen ved høj fart.

Jeg må indrømme, at jeg finder Starletten charmerende på den lidt humoristiske måde. Min egen erfaring med modellen er ellers ikke, at den ligefrem var nogen raket. En vinter lejede jeg en i et isnende koldt Stockholm, hvor den – helt til årstiden – var udstyret med pigdæk, eller dubbdäck, som svenskerne kalder dem. Har man ikke prøvet det, kan jeg oplyse, at vejgrebet på tør asfalt er temmelig begrænset.
Opgaven var at hente en canadisk bosiddende kinesisk forretningsforbindelse i Arlanda Lufthavn og køre videre til et møde hos Ericsson i Kista – Sveriges svar på Silicon Valley – syd for Stockholm. Arlanda ligger som bekendt nord for byen. Min passager var i forvejen i højt humør, og det blev kun forstærket under køreturen. Flere gange fik han fremhikstet: “My Toyota is fantastic”, og modelnavnet “Starlet” satte blot prikken over i’et.

Jeg må også erkende, at jeg med årene er kommet til at sætte større pris på Ford Escort MkIII/IV – især de sportslige versioner som denne MkIV XR3i.

Det er måske oplagt at falde for de sportslige udgaver, men lige bagefter kommer stationcars. Den form for praktisk anvendelighed har sin helt egen tiltrækning.

Det leder naturligt videre til Fiat Nuova 500 Giardiniera, som Asbjørn – en af bilvennerne – for nylig har anskaffet sig. Bilen fremstår som varevogn, da sideruderne er blændet af, og den har tidligere gjort tjeneste som slagterbil, hvilket stadig kan aflæses på siden.

Foto Tina Winther

Da Asbjørn fandt den, havde den stået stille længe og var langt fra præsentabel. Der blev lagt et betydeligt arbejde i at få den på ret køl igen, men ikke alt lod sig fjerne – blandt andet en markant plamage i lakken. “Hvorfor polere videre, til lakken forsvinder, når man i stedet kan se en figur i det?”, tænkte han. Resultatet blev, at plamagen nu forestiller en hund, der på italiensk tænker noget i retning af: “Mon ikke der falder et ben af til mig?” – helt i tråd med bilens fortid som slagtervogn.

Giardiniera-versionen er i øvrigt udstyret med plant gulv i varerummet. Hvordan Fiat fik det til at hænge sammen med den ellers lodretstående tocylindrede motor bagi Fiat Nuova 500? Man lagde den ganske enkelt ned. En anden fin detalje er de bagudhængslede døre, som modellen beholdt gennem hele sin levetid – praktisk, når kunderne skulle betjenes hurtigt.

Der er plads til endnu en stationcar: den blå Volvo Amazon herregårdsvogn, også kendt som 221, mens sedanudgaven bar betegnelsen 121. Hertil kom de kraftigere versioner med to SU-karburatorer – 122S og 222 – og netop sådan en var der tale om her. Et lille, men sigende hint fandtes i form af et “Overdrive”-skilt nederst på bagklappen.

Motorhjelmen stod åben, og et kig ned i motorrummet gav en næsten nostalgisk genkendelse – det lignede til forveksling motorrummet i min gamle Volvo 1800S. Amazonen indgik desuden som en del af et mindre vogntog på stumpemarkedet, hvor vareudbuddet bredte sig ud i forgrunden.

Og netop det er kernen i SWAPMEET: stumpemarkedet. For hvordan skulle man ellers holde liv i de gamle biler? Der produceres stadig reservedele til de mest udbredte modeller, og meget kan repareres, men det rækker ikke alene. Der ligger også et ansvar i ikke at kassere dele unødigt – der er altid nogen, der mangler præcis det, man selv har til overs.

Endelig er der alle de ting, der hører med rundt om bilerne: tidstypisk picnicgrej fra dengang, hvor søndagsturen blev toppet med frokost i vejkanten, mens man betragtede de forbipasserende biler. Gammelt måleudstyr fra før computerens tid – og måske endda et vikingeskib, hvis der lige er plads nederst på amagerhylden.

Eller, som tableauet her måske prøver at fortælle: “The one dollar man was here.”

Ugens Foto

Ugens Fund: 1966 Simca 1500 GL til 25.000 kroner

Det er virkelig, virkelig få penge for en bil, der tydeligvis har fået en del kærlighed på det seneste. Ud fra beskrivelsen lyder den vil at være i klassisk “køb og kør”-stand. Og igen: Til de 25.000 kan man have tre passagerer med! Måske fire? Og bagagerummet er stort i sådan en Simca!

Dertil kommer, at den er i en dejlig stilig farve med et skønt og ret kontrastrigt interiør til: Dog overtræk, men alligevel. Og for den virkelige samler af alt muligt, så følger den er række dele med også. Bonus! Det er den herunder:

Bevares, det er ingen Daytona og Simcaen har ejheller en eneste sportslig tone i livet. Men det er dælme er charmerende, komfortabel og yderst anvendelig klassiker til meget få penge. Jeg kunne selv være fristet, helt ærligt. Andre?

Tak for tip til Nicolai Jensen. Find annoncen hér: Simca 1500 

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Svaret på spørgsmålet fra indledningen:

I 1981 fotograferede Mercedes-Benz en Citrus Grün SLC foran Nice Matin. Og hvis man kniber øjnene i, så var det noget lignende syn i Monaco. Akja. Sådan fungerer min hjerne!

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.