Fredericia var godt. Jeg købte ikke noget. Men det skete lige efter.

Jeg har fortalt, at jeg elsker messer, ikke? Hvorfor jeg også allerede glæder mig til næste uge, hvor jeg skal være på benene stort set en uge, når vi med arbejdet udstiller på Retro Classics Essen. Men inden vi når så vidt lige en lynhurtig rapport fra den største danske messe sidste weekend.

Skal have sådan een engang. Men den her var solgt.

Der var efter min bedste overbevisning masser af gode biler, og især tre fristede mig gevaldigt: En Peugeot 405 MI16 – ligesom den der blev Ugens Fund for ikke så mange uger siden. Den kostede godt nok over det dobbelte, men den var måske også over dobbelt så god? Hvorom alting er, så var jeg her reddet af klokken, for da jeg så den var den allerede solgt. Dernæst var der sidste Ugens Fund, den grønne TVR 350i med rødt læderindtryk. Nej, hvor var det en fed farvekombination og i det hele taget en pragtfuld sommersportsvogn, som jeg glæder mig til at køre i til sommer. “Hva’ba’, købte du den?”, spørger nogle så måske. Nej, men det gjorde en af mine venner. Den kommer der derfor mere om engang.

Skal snart ud at køre i den her, for den blev også solgt – til en ven.

Den sidste fristelse var en rød Honda CRX af anden generation – præcis den model, som jeg havde udset mig som efterfølger til min gamle Toyota MR2, pre-VTEC og det hele. Den var ikke perfekt, men den var heller ikke dyr. Jeg elsker den model, og jeg var meget, meget fristet – og blev reddet igen, da en anden ven købte den. Akja.

Den her blev faktisk også solgt – men jeg tror alligevel godt jeg kan købe den, for her kender jeg også ejeren…

Også i afdelingen for uforklarlige forelskelser var der muligheder: En Vauxhall bygget til det fastlandseuropæiske marked, og derforvenstrestyret og i det hele taget bare lækkerbrun i ti nuancer. Jeg havde aldrig set den variant før, men det gav nervøse trækninger i jernet – så jeg skyndte mig hjem igen.

Kun for at finde svaret på et spørgsmål, der har rumsteret i mit hoved siden sommerferien, den dér talk om “Biler i Opbrud” i efteråret og hver gang jeg har set en moderne elbil siden. Ja, det var ikke bare et svar – det var en bil. Som jeg kørte hjem i går. Det kommer der også mere om. Så ja, det bliver en fin påske.

God weekend

Claus Ebberfeld

Lancia 120 år

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

For nylig faldt vejen forbi Brussels, der måske for de fleste mest er kendt som hjemsted for mange af EU‑institutionerne, men også er en by med sin egen charme og helt klart er et besøg værd. Som klassisk bilentusiast er der så meget desto mere anledning til det, da Brussels også huser flere forhandlere af klassiske biler og Autoworld. Det sidste ikke at forveksle med Motorworld i Tyskland. Autoworld er beliggende i den imposante Parc du Cinquantenaire, eller Jubelpark, som med triumfbue og det hele blev opført til fejring af 50‑året for den belgiske revolution.

Autoworld har sin egen bilsamling, der inkluderer belgiske mærker som Minerva og FN (i dag er FN først og fremmest kendt som producent af håndvåben), men afholder også særudstillinger og har netop indledt 2026 med en Lancia‑særudstilling i anledning af mærkets 120‑års fødselsdag. Jeg kan med det samme røbe, at der ikke er tale om en overlæsset udstilling, som det fremgår af oversigtsbilledet, men tværtimod om omhyggelige nedslag i den lange historie.

Lad os følge en aldersmæssig kronologi og starte med den ældste først, men jeg tillader mig at springe en 1924 Lancia Lambda over og går direkte til denne fuldstændig vidunderlige 1935 Pininfarina‑designede cabriolet i art deco‑stil, baseret på Lancia Astura.

Jeg er egentlig ikke så meget til biler fra før 2. Verdenskrig, men denne her er en af de få undtagelser.

Men ok, vi kan godt snuppe en undtagelse til, nemlig Lancia Aprilia fra 1937. Særdeles moderne, alderen taget i betragtning, og naturligvis med den snævert vinklede V4 under hjelmen. Mange år skulle gå, før VW indså, at konceptet ikke var så tosset endda, og lavede deres VR6‑motor.

Jeg har også et godt øje til Lancia Aprilia, fordi Abdallahs far, emiren, i Tintin‑historien “Det Sorte Guld” netop har sådan en.

Næste bil er Lancia Aurelia B20 fra 1950, og en bil, der både i form og teknik var forud for sin tid. Motoren, i dette tilfælde en V6, var koblet via en transaksel til transmissionen, sammenbygget med differentialet bagi. Desuden var der indenbords bremser og uafhængigt baghjulsophæng.

1950’erne var årtiet, hvor verden gik ind i jetalderen, og Pininfarina ville gerne, som mange andre, vise, at de var med på noderne, og lod konceptbilen PF200 fra 1952 bygge. Teknikken kom fra Lancia Aurelia og var, som nævnt, moderne; alligevel skulle PF200 se ud, som om V6’eren var blevet erstattet med en gasturbine.

Lancia forsøgte sig også med en Formel 1‑racer i 1954: Lancia D50, konstrueret af Vittorio Jano. Men det kom aldrig rigtig til at blive til noget, fordi Lancia manglede penge. Den fortsatte hos Ferrari, som modificerede den, men stadig med modelnavnet D50. Juan Fangio vandt verdensmesterskabet for kørere i 1956 i D50.

I 1956 var Pininfarina klar med endnu en prototype, Florida, der var en forsmag på den nye Flaminia‑model som afløseren til Aurelia. Motoren var stadig en V6, men undervognen var moderniseret med et mere moderne forhjulsophæng. Lancia Florida har med sine selvmordsbagdøre, ”wrap around”‑forrude og farvesammensætning bare en fremtoning, man ikke kan sige andet end wauw til!

Senere kom Lancia Flaminia i hænderne på Zagato, som i 1960 var klar med Lancia Flaminia Sport Zagato. Ikke Zagato‑underlig, men Zagato‑flot – måske lige bilen for Keld Jørgensen!?

Herefter springer udstillingen godt 10 år, hvor vi er fremme ved 1973 og Lancia Stratos – ViaRETRO’s yndlingsbil og rallyvinder, inden det hele blev firehjulstræk. Kombinationen af Marcello Gandini‑design og 2,4‑liter Ferrari Dino V6‑motoren er svær at modstå. Det var så endnu en gang, Lancia var involveret med Ferrari, og det skulle ikke blive den sidste.

Vi springer direkte videre til 1987 og Lancia 8.32, som også har Ferrari‑motor. Lancia Thema var et af bladene i firkløveret, der byggede på Tipo 4‑platformen. De tre andre var Alfa Romeo 164, Fiat Croma og Saab 9000. Vi kan så slås om, hvilken af fortolkningerne der er den fedeste. Selv er jeg en stor fan af Lancia Thema.

V8‑motoren er som sagt fra Ferrari og i princippet den samme som den i Ferrari 308, men i Lancia 8.32 har den en krydsplan‑krumtap i stedet for fladplan‑krumtap, når den sidder i Ferrari 308. Den kendte V8‑gurglen passer bedre til en luksussedan end en, der vræler som en overtravl firecylindret, hvilket omvendt passer til en sportsbil.

Den sidste og nyeste bil i udstillingen er Lancia Delta Integrale fra 1990, og her er vi ovre i en rallyvinder, hvor der kan hakkes af ved både firehjulstræk og turboladning.

Ikke en kæmpestor udstilling, men gode valg, som allerede antydet i indledningen. Stellantis har selv haft en finger med i spillet. Måske har de planer med 120‑års‑fødselaren? Vi har jo lov at håbe!

Udstillingen løber frem til den 19. april 2026, så det kan nås endnu!

Autoworld Brussels
Parc du Cinquantenaire 11
BE‑1000 Brussels, Belgium

Ugens Foto

Hilsen fra Numerologisk Afdeling: Peugeot 605

Hver gang jeg ser een af ovenstående, så har jeg det med at blive forelsket. Jeg har ALTID godt kunne lide denne model, hvis klassiske Pininfarinalinier jeg finder uendeligt meget mere behagelige end dens forgænger 604. Hvis man da kan kalde den 605’erens forgænger?

For faktisk var der et tomrum imellem de to, da 604’eren udgik i 1986 og 605’eren først kom i 1989. I den mellemliggende år havde Peugeot simpelthen ikke en stor sedan, som de ellers havde haft tradition for i mange år. Måske var det derfor at 605’eren ikke solgte ret godt? Man glemmer ofte, at den var en slags samkonstruktion med den meget anderledes og langt mere futuristiske Citroën XM, og jeg synes det var noget af en bedrift, at den mere kontroversielle XM solgte bedre.

Jovist var XM helt klart mere sexet – men var det en bedre bil?

Firserne var en fremragende tid for de store limousiner, faktisk – sådan i grove træk fra Volvo 760 GLE til BMW 5-serie af E34-årgangen. Og apropos samkonstruktion er skoleeksemplet ved Alfa Romeo 164, Fiat Croma, Lancia Thema og SAAB 9000? Alle de nævnte er limousiner, som jeg egentlig gerne vil eje engang – og som det er meget realistisk at eje, faktisk, da de stort set deler samme skæbne: De var fine biler som nye og deres luksus kostede ret mange penge dengang, mens de i dag som klassiske biler/youngtimers ikke koster mere end en bette bybil. Uden luksus.

Men lige præcis Peugeot 605 er en af dem, som jeg er allermest bange for at bide til bolle på – også mere end en XM, der teknisk set er mere avanceret. Som sagt synes jeg 605 er mere klassisk smuk og har nemt ved at blive forelsket i een, når jeg ser dem – hvilket er mere og mere sjældent. Men det skyldes simpelthen min angst for, om den eksploderer mellem hænderne på mig. Jeg kan ikke forklare det anderledes – ejheller hvorfor jeg ikke har samme uro i kroppen ved XM, 164 eller 535i. Er det berettiget? Jeg ved det simpelthen ikke, og måske finder jeg heller aldrig ud af det. Hvis I kloge læsere ved bedre, så oplys endelig de tvivlende i kommentarerne herunder.

Min angst for 605 udtrykt i eet billede…

Ugens Fund: 1972 Fiat 124 Special T til 45.000 kroner

Lad os lige tage motoren først, for det er måske en af Fiats fineste konstruktioner nogensinde: Den såkaldte Lampredi-twincam. Som jeg har skrevet før, så er motorer med navne bare mere cool end dem med numre. Konstruktøren Lampredi kender man også fra Ferraris tidlige år, hvis man skulle have brug for en undskyldning – men det har man ikke, for Fiatens maskine her bare en lille juvel.

Fiat var fortåeligt nok meget stolte af den nye twincammotor:

Her i sin oprindelige inkarnation bogstaveligt talt lille, for 1438 kubik er selvfølgelig ikke alverden, men med sine dobbelte overliggende knastaksler og gennemtænkte afstemning leverede den 80 hestekræfter med både temperament, lyd, kørbarhed og sågar holdbarhed. Ligesom konstruktion skulle vise sig at have enormt potentiale for videreudvikling og derfor levede langt op i firserne.

Og kontrasten til karosseriet er slående! Hvor motoren var topmoderne kunne man sagtens tænke at karosseriet var stinkende konservativt. Ikke mindst fordi formen er så uendelig velkendt, da det levede videre i Herrens mange år som licensproducerede Ladaer. Men egentlig var det kantede og oprette design bare stringent og funktionalistisk i en grad man sjældent havde set fra italienske bildesignere på dét tidspunkt, og jeg synes ærligt talt bedre og bedre om det her halvtreds år senere.

Det bedste af det hele er måske at cocktailen bare virker på den bedst tænkelige Fiat-facon: Det er en virkelig velkørende bil med en skøn karakterfuld motor, og med sit firedørs karosseri og store bagagerum topkarakter for funktionalisme for den italienske familiefader, der gerne ville gøre både konen, børnene og sig selv glad. Nøjagtigt er det også i dag – nu bare til en dansk familiefader.

For at gøre historien komplet er det konkrete bil dansk fra ny, står på lækre alu-(eller er det magnesium?)fælge, sorte plader og har sågar anhængertræk. Akja, man får det hele for 45.000 kroner og selvom sælgeren i annoncen beskriver den som patineret, så ser den overordnet set fin ud og den har fået rigtigt meget kærlighed over årene. Jeg ville selve være parat til at give den mere – mere har som sagt lige handlet. Så over til jer: Et skønt Ugens Fund, synes jeg!

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Fiat 124 Special T

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.