En anerkendt og ikonisk klassiker – og en kommende. Men hvilken er vinder og hvilken er taber?
Udover alle de fantastiske racerbiler på banen, så var der også en hel del biler til salg henover weekenden til Grand Prix Historique de Monaco – og også her kan man egentlig forsøge sig med at udpege vindere og tabere. Det er knap så objektivt opgjort som inde på racerbanens lukkede mikrokosmos, men jeg synes her er to gode bud:
Om fredagen havde Bonham’s en auktion, hvor nedenstående blev solgt for 29.900 Euro:
Den konkrete bil. (foto: Bonhams)
Det er en 2015 Volkswagen XL-1, og den havde kørt godt 1.400 kilometer. Hvis man ikke lige kender den, så kan man vel sige, at den var VAG-koncernens diametrale modstykke til deres prestigeprojekt med det modsatte fortegn, Bugatti Veyron. Mens Veyron partout skulle være verdens hurtigste gadebil, så skulle XL-1 være verdens mest økonomiske. Det interessante er, at begge var kæleprojekter for den store ingeniørchef i koncernen, Ferdinand Piëch – og ikke mindst, at begge lykkedes med at nå deres mål. Veyron nåede over 400 km/t, og XL-1 nåede det mål, der havde givet den navnet: At køre over 100 kilometer på een liter.
Dørene er ren gejl. Men resten er ren efficiens.
Bevares, den ene liter var diesel, Djævelens Brændstof, men det var ikke desto mindre revolutionerende langt. Og dertil kommer, at jeg altid har syntes godt om Xl-1’erens design, der bare oser af efficiens. Igen, det pure modstykke til steroidebomben Veyron. Begge er tosæders, og mens XL-1 bestemt ikke er nogen sportsvogn, så ville det ultraefficiente køretøj alligevel kunne nå over 200 km/t på toppen – hvis ikke lige den var elektronisk begrænset til 160 km/t. Jeg har altid syntes, at dette kombineret med den 100 km/l var mere imponerende end Veyrons 400 km/t topfart. Der jo også er overgået mange gange siden – mens XL-1 stadig er enerådende konge på økonomiområdet. Og pudsigt nok med 250 byggede biler også er mere sjælden end Veyron.
Sæderne i en XL-1 er svagt forskuf for hinanden – ligesom i en McLaren F1, kunne man sige.(foto: VW)
Nyprisen var over 110.000 Euro, og det er selvfølgelig vildt mange penge for en totalt spartansk tosæders sparebil. Ikke desto mindre har de også derefter været solgt for endnu mere, frit efter hukommelsen til noget mere end nyprisen. Og der er i skrivende stund også flere annonceret til salg til meget mere end det – den dyreste jeg kunne finde koster 139.000 Euro. Hvortil man bare må sige, at den på auktionen til 29.000 ligner et røverkøb.
Det gjorde den herunder derimod ikke:
Der stod ret tydeligt, at den her Lotus var en “film prop display” – altså ikke en rigtig bil.
Jeg er med på, at det ligner en Lotus Esprit – men det er det ikke. En “prop” er bare noget der ligner – forkortelsen står for “theatrical property”, og kan være alt fra våben til kufferter til i dette tilfælde en hel bil. Eller rettere – IKKE en hel bil, men bare noget der ligner. Der var som bekendt flere Lotus Esprit i brug i filmen “The Spy Who loved Me”, herunder nogle af dem ganske ægte biler, der kunne køre og havde interiørs og det hele.
Fin film, ellers.
Men den her kunne ingen af delene, og det burde man heller ikke kunne være i tvivl om, eftersom der både i kataloget, online og live på storskærme under auktionen blev vist billeder af, hvordan den hverken havde motor, hjulophæng eller interiør, glas og meget andet. Der stod højt og tydeligt også i beskrivelsen, at den vejede omkring 400 kilo, og her burde det måske have dæmret for selv de mest tungnemme: Det var IKKE en Lotus Esprit.
Sådan så den ud indeni:
Men den havde James Bond-historie, og “believed to be used” i optagelserne til “The Spy who loved me”. Under optagelserne var der henved ti Esprits i brug – de fleste af dem dog netop ikke rigtige biler, men bare noget der skulle bruges som props i filmen. Lad os bare lade tvivlen komme den her til gode og sige, at det sikkert var een af dem. Som sådan var den allerede estimeret til at indbringe mere end en ægte, kørende og flot Esprit S1 ville kunne sælges for.
Den fik hammerslag ved 710.000 Euro.
Det overgik det med nogle længder, for hammerslaget ved 710.000 Euro svarer til en slutpris på godt 850.000 Euro. Det er så i øvrigt plus moms, af en eller anden årsag. Så en stakkels privat køber, der havde budt på den her ville ende nærmere en rund million.
Man må så i objektivitetens hellige navn medgive, at der også var moms på den førnævnte XL-1, så i dén henseende var de to sådan set præcis lige gode om det. I andre henseender kan man derimod godt debattere, hvilken der var vinder og hvilken der var taber. Værs’go’, kommentarfeltet er frit:
Ville nok bare have holdt portemonnæen i lommen og købt noget tredje.
F.eks Fangios gamle Suixtil bukser……….Not!
Bond-proppen henvender sig nok ikke til bil-freaks, men til film-freaks. Dem med penge i banken vel at mærke.
VW’en ryger vel direkte ind i en samling, hvor den så kan stå stille resten af sine dage.
Personligt ville jeg ikke bruge penge på nogen af dem. Men nu er der heldigvis mange mennesker, der ikke er så indskrænkede, som jeg er….
Xl-1 bød vi faktisk med på, @jensby og @skaanning – mens jeg lavede hovedregning på, hvad den mon ville koste i leasing per måned: I min optik er det ikke en samlerbil, men et stykke ingeniørarbejde, der stadig ikke er overgået her ti år senere. Jeg havde engang – som I måske husker – en Audi A2 3L, der kørte over 30 km/l og vel stadig er en af verdens mest økonomiske biler overhovedet. Men XL-1 kører TRE gange længere på literen! Og, kan jeg sagntens godt indrømme, ser meget bedre ud :-)
Jo, en XL-1 gad jeg godt have i min garage!
Til den pris er jeg villig til at strippe min Esprit. Den har næsten været med i en James Bond film, for jeg så engang Roger More i Brugsen i Hornbæk – hans kone Kiki’s familie havde sommerhus i Hornbæk. Så tæt på og alligevel ikke.
Eller noget i den dur, @the-real-stig :-)