Det kan være farligt at prøve nye biler.

Altså jeg mener ikke nye som i spritnye, naturligvis – selvom nogle vil mene, at netop den her er meget ny. Jeg mener andre – klassiske biler, som man kender og har læst om men af forskellige årsager måske aldrig har kørt. Og sådan har jeg det med Mercedes-Benz 190E 2.6.

Selve modellen er jeg som bekendt meget stor fan af, alene på grund af dens design. Men jeg har faktisk aldrig kørt længere ture i sådan en – uanset variant. Det kommer helt sikkert – ligesom jeg er sikker på, at modellen faktisk vil ende i min garage en dag. Drømme-190E’eren har altid været 2.3-16 for mig (og mange andre), og det er sådan een jeg vil have. I Rauch-Silber metallic og med stofsæder. Så ved I det!

Men jeg må indrømme, at den kørte 2.6 var et meget interessant alternativ. Uden skørter og vinger er den jo tættere på det oprindelige elegante Bruno Sacco-design, og det ER bare ufatteligt vellykket. Hvem skulle tro, at de former er over fyrre år gamle?

Det var dog køreoplevelsen, der var den store øjenåbner, for den lille Mercedes med den store motor mindede mig allermest om min gamle S-klasse. Bare mindre. Og dén var jeg jo kisteglad for. Da jeg også foretrækker mindre biler (i dagligdagen gør de jo alt nemmere) så er det klart, at jeg lige tænkte ekstra over dén her. Især fordi den var lidt speciel på præcis de to måder, som jeg ville foretrække – hvis jeg skulle have een: Den havde stofsæder og manuelt gear. Begge dele er usædvanligt at finde i den topmodel, der om noget vel var netop en lomme-S-klasse i karakter.

Bortset fra, at den er meget mere køreaktiv med manuelt gear. Bevares, stadig ikke spor sportslig, men den ualmindeligt cremet lydende rækkesekser leverer 160 hestekræfter og det sender den lille Mercedes til hundrede km/t på 8,9 sekunder og videre til 212 km/t på toppen. Hvis man vil. Det vil jeg ikke. Men det er da rart at vide, at man kunne.

Ligesom jeg i det hele taget godt kunne modellen. Hvilket jeg som sagt godt vidste, men det var nyt for mig, hvor fin en pakke modellen er med den sekscylindrede. Så endnu engang: Noget nyt at tænke over. Selvom jeg har kendt modellen i fyrre år. Fantastisk hobby vi har, som jeg vidst har sagt før.

God weekend

Claus Ebberfeld

The Aurora om lørdagen

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

The Aurora er kommet til at fylde ret meget på ViaRETRO; noget er positivt, men andet er også blevet til under temaet “Morgensur Mandag: M3 er død” denne uges mandag, hvor chefredaktøren hudfletter BMW M3 i den seneste aftapning, fordi den er blevet elektrisk. Chefredaktøren var på The Aurora om fredagen, mens jeg lagde vejen forbi om lørdagen. Det kunne også være endt under temaet Morgensur Mandag, men den er ikke dækkende, for jeg var ærlig talt frådende af raseri.

Jeg har hørt meget godt om The Aurora, og jeg er også enig med chefredaktøren i, at flere af de udstillede biler var af meget høj standard i forhold til, hvad vi er vant til i det nordlige Europa. Som overskriften indikerer, havde jeg besluttet at tage til The Aurora om lørdagen, og med forventningen om en god oplevelse satte jeg mig bag rattet i dagligbilen (lige den del skulle jeg senere komme til at værdsætte) og kørte mod Helsingør for at tage over med færgen. Turen til Båstad gik glimrende uden for meget trafik på vejen. Hjemmefra havde jeg købt billet til både The Aurora for 995 SEK og 150 SEK for parkering, hvor jeg landede præcis kl. 10:00. Det hed sig, at frem til kl. 11:00 var der forbindelse med shuttlebus til The Aurora. Der kom til at gå 1 time, før jeg kom med bussen, og yderligere 1 time, før jeg var fremme ved The Aurora – længere tid end det tog mig at køre nord for København inkl. færge til Båstad! Bedre blev det ikke af, at temperaturen på det tidspunkt havde sneget sig op på 33 grader. Lige den del kan arrangørerne ikke klandres for, men eftersom billetter til både The Aurora og parkering foregår i dag opdelt i forsalg, burde det give arrangørerne et fingerpeg om antallet af besøgende på de dage, arrangementet løber. Men åbenbart ikke, for der var tale om en logistisk katastrofe. Således var stemningen allerede dårlig for mange inklusive mig selv ved ankomsten.

Mange af bilerne var der absolut intet i vejen med, og jeg kan kun repetere flere af chefredaktørens billeder, hvor jeg for billedernes vedkommende rationelt tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i gang, for der var sandelig en perlerække af fantastiske biler.

Men så var der de øvrige biler, som var nye. For det drejer sig om at sælge biler, og det siger sig selv, at bilproducenter som netop BMW og Mercedes fuldt ud vil udnytte deres historie, da den del i deres storytelling er noget, de fremadstormende kinesiske bilproducenter mangler.

Det giver også god mening for den lokale producent af hyperbiler, Koenigsegg, at stille op.

Og italienske Kimera, kendt for Lancia-restomods, var der også, fordi Koenigsegg har udviklet motoren i deres K-39.

Men det handlede ikke bare om biler, men også alt muligt andet, der med de positive briller på kan udnævnes til livsstil og uden dem, dårlig smag. Et godt eksempel må være Bang & Olufsen, som på deres stand viste højttalere belagt med “Trump-guld” – der er måske en grund til, at det ikke går så godt for Bang & Olufsen …

Og mens vi er ved lyd, var der masser af “knald i potten” og andet, der lød som en motorsav med startproblemer.

Efter 1 time på området, som egentlig er til at overskue, var jeg tilbage ved indgangen, hvor jeg spottede en shuttlebus, der var klar til afgang om 5 minutter. Den snuppede jeg sammen med nogle andre, for som vi var enige om, ville mareridtet sikkert gentage sig senere på eftermiddagen, når de mange ville vende snuden hjemad. Efter et kvarter var jeg tilbage på parkeringspladsen og hurtigt bag rattet i dagligbilen på vej hjem. Hjemturen gik tillige en anelse hurtigere end udturen, da jeg var heldig at ramme en færge i Helsingborg, hvor jeg kunne køre direkte ombord.

Jeg står tilbage med konstateringen, at The Aurora ikke er pengene værd, selvom der var mange fine biler. Problemet er bare, at det er der også på andre udstillinger nede i Europa, som ikke på samme måde er afhængige af vejret, da The Aurora jo er en udendørs udstilling – en anden fordel ved indendørs udstillinger er, at “knald i potten” er begrænset. Hverken Båstad eller de øvrige omgivelser, der på mange måder er spektakulære, kan der siges noget på. Måske jeg kan komme med på vandflyveren, hvis jeg skal med på The Aurora en anden gang …

Utroligt at to personer kan have så forskellige opfattelser

Det var trods alt samme event Michael S. Lund og jeg var til. Og mans skulle ikke tro, at forskellen på éen dag kunne gøre så meget, vel? Og så alligevel: Jeg fulgte den klassiske grundregel jeg altid går efter og kom på den første åbningsdag – og det en time før åbningen! Det sidste var godt nok en fejl fra min side, for på min billet stod der kl. 10, og i en e-mail med billetten, at jeg skulle være der en time før portene åbnede. Det viste sig at være kl. 11, og at der således var taget højde for det på billetten. Men det har logistisk set helt sikkert ikke været nogen ulempe, at jeg var der kl. 9.

Og så har jeg været til events nok til at vide, at der nemt kan opstå logistisk kaos til sådan – og jeg er heller ikke stor fan af shuttlebusser. Præcis derfor havde jeg flottet mig og meldt mig til The Showfield – egentlig ikke fordi jeg regnede med at vinde noget eller havde speciel lyst til at udstille konebilen ved siden af en Ferrari 430 Scuderia og en Porsche 930, men alene fordi jeg så kunne parkere i bilen inde på området. Bevares, det bragte billetprisen op til cirka 1.700 svenske kroner for een dag for een person – men til gengæld køre jeg direkte ind på pladsen og fik de første kopper kaffer helt uden kø. Det kom der senere, men der var nu stadig færre mennesker om fredagen end om lørdagen – og sidstedagen af et tredagesevent vil jeg aldrig anbefale nogen at tage til.

Så mit Aurora var fremragende, og jeg er helt med på at Mercedes-Benz muligvis gerne vil sælge mig en ny ellert – men jeg brugte hele mit hjerte på den herover, og det er jo lige før at den var det hele værd i sig selv.

Jeg vandt ikke noget med konebilen, kan jeg da lige tilføje.

Ugens Fund: 1980 Honda Civic med 6.700 kilometer til 68.000 kroner

Så bliver det ikke bedre – næsten. Hondaen her ser så jomfruelig og uberørt ud som man har ret til at forvente med det kilometertal. Ja, for en gangs skyld i forbindelse med Ugens Fund er vi helt nede i det som man kunne kalde samlerkilometer. Om det så er en fordel for almindelige bilentusiaster er en anden sag – som I er velkomne til at diskutere.

Men det er i hvert fald uhyre sjældent på en 46 år gammel bil, der da den var ny “bare” var en lille famileslider, for de fleste er selvfølgelig blevet netop det – slidt op af familier. Eksakt hvordan denne har undgået det? Ved at stå på museumi de 43 år af dens levetid, såmænd. Men lidt har den dog kørt og man kunne jo derfor håbe at den ikke en masse usynige standskader, så den vil kræve en masse knofedt og kroner inden den kan bruges (lidt…) på landevejen igen.

Jeg elsker i øvrigt også farven, der er ret eventyrlig for en lille billig familiebil – især indvendigt ville den ikke overleve uvorne ungers tumlen og spisen og fedtfingre ret længe: Den er så hvid, at det må være som at komme i himlen!

Som jo er dér, hvor træerne ikke vokser ind, og det gør de heller ikke her: Den har automatgear. Men OK, i den her bil vil man nok alligevel aldrig køre oppe på dæksiderne – og ja, måske er spørgsmålet egentlig, hvor meget den i det hele taget mon vil komme til at køre? Prisen synes jeg derimod ikke man kan stille spørgsmålstegn ved. Prøv at finde en billigere!

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Honda Civic

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens hilsen fra Numerologisk Afdeling

Mazda 618 Coupé i en helt rigtig farve.

Skal denne franske Pantera-racer tilbage til Danmark?

Hvis du er dansker med interesse for historiske racerbiler, så har du nok set den her før: I de tidlige nullere var der nemlig hele tre danskere der omtrent samtidigt fik bygget hver deres De Tomaso Pantera op til historisk race – de to til Gruppe 5-specifikationer og den tredie til Gruppe 4. Selv om de blev flittigt brugt som racerbil så var det langt fra altid på de danske baner, som ikke rigtigt passer til den langbenede Pantera. Men en par gæsteoptrædener blev det til, og jeg så dem selv første gang på Ring Djurland og glemmer det aldrig: Sikke et V8-spektakel! I dag mener jeg de alle er solgt ud af landet.

Men det kan der laves om på, for bilen herover er den sidste af trekløveret. Som jeg husker den var den dengang hvid og blå og sort. Med lidt rødt på også? Den var møgfræk – og det er den stadig.  Den har netop været på auktion i Frankrig, men solgte ikke – så chancen er der stadig. Og dens forhistorie kendte jeg ikke engang, men den fremgår af det næstsidste billede i galleriet herover: Den har engang kørt hastighedsrekorder på Bonneville. Meget sjovt, faktisk: En Pantera, der er blevet brugt. Undervejs har den så også fået meget kærlighed og tid og penge investeret, herunder i sit danske ejerskab. Og siden den blev solgt ud af landet er bilen igen brugt flittigt og herunder blevet teknisk frisket op. Den har deltaget flere gange i både baneløb men ikke mindst det fantastiske Tour Auto, der er en slags kombination af alt det gode i verden: Frisk kørsel på offentlig vej, besøg på en håndfuld racerløb, lækker mad. En cocktail ligesom en Pantera er det med sit italienske design og Ford V8-motor, ikke?

Hvis nogen har lyst, så kan man jo bare tage fat på auktionshuset og give et bud. Den står her: De Tomaso Pantra Grp 4

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.

God weekend