Jeg elsker Datsun!

Men har aldrig haft en. Jeg har virkelig ofte tænkt (og skrevet), at hvis jeg skulle starte helt forfra i denne hobby, så ville det blive med en Datsun Z. Men indrømmet, det var dengang man kunne få en fin 240 eller 260Z for 125.000 kroner – hvilket ikke er ret længe siden. Det kan man ikke længere – og det er egentlig bilen velundt, for den er stadig en rigtig fin sportsvogn og ikke mindst et bilhistorisk vendepunkt (i hvert fald rent imagemæssigt) for japansk bilindustri: En masseproduceret bil der markerede, at Japan ikke kun lavede kopiprodukter.

En fin bil, Datsun Z. Rigtig fin, faktisk.

Men ViaRETROs numerologiske afdeling lader hilse med en lille historie om, at Z fra efteråret 1969 faktisk ikke var den første ordentlige bil Datsun lavede: Det var 510 fra 1967.

Eller. Selvfølgelig lavede Datsun også biler før den, herunder også flere andre interessante som jeg som redaktør gerne ville både eje og køre. Men nu kommer beskeden altså fra numerologisk afdeling, og i Weekend Matiné 510 er det selvfølgelig kun 510 der duer. Og den var sådan set næsten ligeså fantastisk som Z – bare i et segment, der sjældent løber med de overskrifter som sportsvognene gør: Hverdagsbiler.

Datsun 510. Kunne hedde lidt forskellige på de forskellige markeder i verden – men fra 1967 og flere år frem var den Datsuns bud på en fin mellemklassebil.

Ikke desto mindre var 510’eren på mange måder en ligeså fin bil som Z – måske endda bedre? De kan I gerne diskutere i kommentarerne. I hvert fald kan man ikke komme uden om, at den bevægede sig i et segment, hvor styktallene var væsentligt højere, og succes på salgssiden derfor er endnu vigtigere: 510’eren var ikke et stykke prestige- og PR-værktøj.

Men det blev den på en måde. Med 510’eren kunne Datsun næppe beskyldes for at kopiere, men de havde i hvert fald ladet sig inspirere kraftigt af BMW’s Neue Klasse, og trods sit lidt bastante treboksdesign havde 510 derfor også en sportslig åre. Hvilket bedst kommer til udtryk ved, at Datsun i 1971 og 1972 slog netop BMW (og Alfa Romeo, der også kæmpede med om titlen) i den amerikanske Trans Am-series klasse under 2,5 liter. Sådan!

Så standardbilen ikke bare solgte – men var faktisk også med til at forbedre japanske bilers image. I Amerika blev den kendt som den fattige mands BMW, men man skal jo starte et sted.

Det skal jeg også, når jeg engang skal have en Datsun. Og en 510/Bluebird kunne godt være sådan et sted. Den er et langt mindre oplagt valg end en Z – og nåja, er jo også en helt anden biltype. Nu kan jeg faktisk rigtigt godt lide sportsvogne og GT-biler som Z, men der er ikke meget jeg elsker mere end en klassisk stationcar heller.

Og sådan kunne man – i modsætning til både BMW og Alfa Romeo – også få 510’eren, og jeg synes den er skøn. Klart, jeg ville som sædvanligt foretrække en 510 som Datsun havde bygget den, herunder gerne på stålfælge. Men den kantede japaner har faktisk en anden side også – formentligt hjulpet lidt af den racerhistorie: Den egner sig virkelig fint til modifikationer.

Der er og bliver bygget en masse mere eller mindre gode kopier af Brock Racing Enterprises’ 510 Trans Am-racer (og modellen er også stadig meget populær i historisk motorsport derovre), men det kantede design egner sig på en-eller-anden magisk måde også godt til den moderne tilgang med voldsænkning og alt for brede hjul. Og et righoldigt udvalg af tilbehør, der kan købes og skrues på den engang uskyldige lille familiebil giver masser af muligheder for individualisering.

Det ville jeg ikke gøre, men jeg er sikker på, at de unge med guldfælgene vil forstå alligevel. En Datsun 510 er faktisk også i standardudførsel en rigtig fin vogn. Og en pæn måde at være ViaRETRO-provokatør på: “BMW og Alfa? Nej, det kører alle de andre jo. Jeg synes jeg ville vælge en lidt mere ungdommelig klassiker. Og så kan den jo fås som stationcar”.

God weekend

Claus Ebberfeld

National Køredag igen igen

Tekst og foto Michael S. Lund

Traditionen tro var der National Køredag på Grundlovsdag d. 5. juni og igen igen lagde deres udsendte vejen forbi Sorø, da der typisk er et godt udvalg af klassiske biler, som mødes i unikke gengivelser. Selvfølgelig er det altid spændende med nye oplevelser, men en tradition er jo netop en gentagelse af noget allerede kendt. Til gengæld behøver det kun at være rammen, indholdet kan godt ændre sig.

Men, det handler jo om, at de klassiske biler skal køre på Grundlovsdag og ikke bare stå stille. Og da vi tilfældigvis var fem, som bor i en køreafstand på ca. 1 time fra Sorø, var det også en passende destination for os. I dagens anledning havde vi sadlet fem biler med rødder i 1950’erne op. Italien, Sverige og Tyskland var repræsenteret, hvis vi skal tage det alfabetisk. Det gav en harmonisk opstilling både på vejen og på pladsen.

Hvad pladsen angår er det, som jeg har nævnt ved tidligere lejligheder, et godt tip at søge mod akademigrunden, der ligger for enden af hovedgaden Storgade i Sorø. På akademigrunden ligger Sorø Akademi og Klosterkirken, det hele smukt beliggende ned til Sorø Sø.

Men man kan jo også godt tage en tur op ad Storgade og se på bilerne der. Bl.a. holdt der en fin Citroën XM V6 – ejeren kender vi godt!

Sjældenheder på gaden var der også, som denne godt patinerede Vauxhall Ventora FE; Vauxhalls pendant til Opel Commodore. Den blev der ikke produceret mange af og endnu færre er tilbage …

Vi havde jo også selv sjældenhed iblandt os, som sikkert allerede bemærket, en 1963 Alfa Romeo Giulia Sprint Speciale, der tiltrak sig god opmærksomhed.

Der kan også være sjældenheder blandt amerikanske biler, som jeg så to eksempler på. Den første var denne AMC Javelin AMX. Den Dick Teague designede Javelin i muskeludgave – hvis nogen skulle have glemt det, var Dick Teague også manden bag AMC Pacer.

Den næste var en 1968 Imperial Crown Convertible. Imperial var Chryslers luksusmærke på den tid, som Cadillac og Lincoln var det for GM og Ford. Jeg fik mig en lille snak med ejerens søn, som fortalte, at netop den model kun blev produceret i 470 eksemplarer og i Norden, findes der bare den ene, som blev produceret som nr. 49. Designet, som Elwood Engel stod for, er fyldt med tidens sjove detaljer. På den tid var det jo stadig comme il faut at ryge. Askebæger og tænder ved hver siddeplads var derfor naturligt i en luksusbil. Motoren, en V8’er, er på beskedne 7,2 liter.

Det siger sig selv, at det kan være noget af en udfordring at skaffe dele til sådan en sjælden bil, så nogle af delene har det derfor været nødvendigt at 3D printe.

Ved mange træf ser jeg knallerter og også her. Alle de gamle kendinge: Honda, Kreidler, Puch, Suzuki og Yamaha. Selv har jeg haft en Yamaha FS1 i en af de tidligere udgaver med drejeventil. Tænk, hvis jeg ikke havde solgt den, så havde den rask væk været 50.000 kr. værd i dag!

Som vi så i gårsdagens artikel tilbragte chefredaktøren selv National Køredag på Wedelslund Gods, derfor gik han glip af flere Triumph 2000 og en 2.5PI, der her begge ses i tidlige udgaver.

Dette var så National Køredag i den sjællandske udgave (den jyske havde vi i går) og mens vi nærmer os midsommer, kommer arrangementerne som perler på en snor. Denne weekend er der Gavnø Classic Autojumble, hvor ViaRETRO deltager med en stand – måske ses vi der!?

Ugens Foto

Ugens Fund: 1991 Honda NSX til 749.000 norske kroner

Jeg elsker også Honda! Men det er nu helt tilfældigt, at også Ugens Fund bliver en japaner efter indledningen med Datsun 510: Dén kom fra numerologien, mens Hondaen her kommer fra Norge og tallene taler deres eget sprog. 749.000 NOK er cirka 486.000 DKK og det er billigt for en NSX med 114.000 kilometer og tilsyneladende fin stand.Man skal huske, at fra Norge kommer der transport på og told oveni, men en NSX er i mellemtiden et samlerobjekt og bliver også snart (…) veteranbil. Bevares, den fungerer med de nye danske veteranafgiftregler stadig langt fra optimalt i vores bilforskrækkede land, men det er jo ikke bilens skyld. Man kunne jo vælge at lave den på sæsonleasing som så mange andre gør.

Bilen som sådan er bare kræs. Og helt ærligt i dag en bil, som jeg ville foretrække frem for den samtidige konkurrent Ferrari 348: Jeg synes godt nok stadig at Ferrarien er pænere (og kunne fås som både coupé, targa og helt åben cabriolet), men Hondaen har sit eget moderne japanerlook, sine egne proportioner og er simpelthen en bedre bil. Det er ikke altid det sidste er særligt vigtigt for mig, men i NSX’ens tilfælde er det hele årsagen til bilens ry og berømmelse: Den slog Ferrari.

Ikke i interiøret, dog – og jeg kan aldrig se mig fri for at se kabinen i en NSX og tænke “Civic” – men det fungerer fantastisk godt, kvaliteten er høj og man sidder eminent i en NSX. Og så kører den ligesådan. Når man sidder bag rattet af en NSX så kan man derfor ikke have en dårlig dag. Man kan tænke mange tænker om hvordan man laver en sportsvogn. Mens man kan være sikker på, at man sidder i en af de bedste, der nogensinde er lavet. Det er meget for en halv million.

Bilen er nyserviceret i maj 2024, og man kører den selvfølgelig bare hjem fra Norge. Det bliver en god tur. Kan ikke andet, faktisk.

Tak for tip til Rasmus Søndergaard. Find annoncen hér: 1991 Honda NSX

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens modgift: Matra Simca Bagheera

Vi kan ikke have en Matiné kun med gode biler, så her er en Bagheera. Kendt for sin ringe kvalitet, svage motor og rusttilbøjelighed, vandindtrægning og andet. Det eneste den har vundet er nok titlen som Tysklands ringeste bil engang i halvfjerdserne.

Men den er fed. Kunne været blevet god, så måske skulle nogen lave en restomod af dén i stedet for af alle mulige i forvejen gode biler? Eller måske skal man bare nyde som bilentusiast, at der er forskel på biler og at nogle har mere karakter end egentlige kvaliteter? Og huske på, at man godt kan elske dem alligevel.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God Weekend