Jeg tankede i går. For første gang i år.

Udover at det rimer, så er det også ret tragisk. Forudsat at jeg husker rigtigt, selvfølgelig – men jeg tankede i hvert fald Triumphen fuld i går. Og ligeså tragikomisk: Helt bevidst med 100 oktan, der kun har 5% indhold af slapvansstoffer, og derfor er bedre egnet til den kommende vinters stilstand. Selvom en lavkomprimeret 1966 motor sikkert fint kan køre på russisk 80 oktan.

Triumphen er stadig Royal Blue, men resten af farvepaletten er dansk efterår.

Hvad? Kan jeg ikke nå at bruge en tankfuld mere inden den danske formelle officielle køresæson er omme?!? Åbenbart ikke, hvis jeg har været en hel sommer om at bruge een tank. Som sagt, så husker jeg ikke at have tanket før nu, og det betyder i praksis, at jeg ikke har kørt over 300-400 kilometer. Ja, undskyld, men det skuffer også mig selv!

Som Keld Jørgensen skrev i en kommenatar i ugens løb: “Svært at nå alt”. Det er selvfølgeligt rigtigt nok. Men som en bekendt sagde i samme uge: “Jeg har brug for flere timer i døgnet”. Imidlertid så ved jeg som lommefilosof, at vi har samme antal timer alle sammen, hvorfor lommelogikeren i mig siger, at det må være hvordan vi vælger at bruge de timer. Læs: I hvilken bil.

For det er bestemt ikke fordi jeg ikke har kørt bil, som artiklen i onsdag med de bedste 2000 kilometer i år fortalte: Det er fire-fem gange mere på een lang weekends tur end hele året i den gamle Triumph. Og ja, jeg tankede mindst to gange på dén tur – nok nærmere fire! Min forsigtige ambition er nu, at jeg skal nå at tanke mindst een gang mere i Triumph’en også.

Såeh – hvis jeg tager den til Fredericia om et par uger, så skal jeg nok køre en kæmpe omvej. Ses vi?

God Weekend

Claus Ebberfeld

Kode 78

Tekst og fotos Michael Sehested Lund

Overskriften på denne artikel kunne også have været: Hvorfor køber vi egentlig gamle biler? Det kommer vi til, men Kode 78 kan være en showstopper, for står der Kode 78 i kørekortet, giver det kun adgang til at føre bil med automatgear eller elbil.

For at føre bil med manuelt gear skal der stå Kode 148 i kørekortet. Sådan har det ganske vist været i USA i masser af år, og det har ikke hindret en interesse for klassiske biler derovre, men det er værd at nævne. Alligevel lægger væksten i kørekort med Kode 78 en begrænsning. Det vil nok være mindre fremmed, end det ville være for mig, hvis jeg kom bag styrepinden i Cugnots dampbil. Med den indledning har jeg måske unødigt malet fanden på væggen.

Lad os i stedet begynde med at aflive en myte, for klassiske biler handler ikke om transport. Hvis de gjorde, ville ingen med åbne øjne købe en 45 år gammel bil med håndchoker, korroderet elnet og en benzinøkonomi, der giver et sug i maven, når man ser på pristælleren efter at have tanket op i denne tid.
Nej, klassiske biler handler om noget helt andet: De handler om følelser og om nostalgi. Mest af alt handler de om, at vi på et tidspunkt i livet får råd til de biler, vi ikke havde råd til, da vi virkelig ønskede os dem.

Efter mange års studier ved træf og åbne motorhjelme tør jeg godt præsentere følgende videnskabelige forklaring på veteranhobbyen: Fortæl mig, hvor gammel du er, og jeg fortæller dig, hvilken bil du drømmer om.

• Er du omkring 40 år, leder du måske efter en BMW E36 M3, en Golf GTI eller noget japansk med turbo og pop-up-lygter.
• Er du omkring 60 år, går pulsen stadig lidt op ved synet af en Chevrolet Corvette C3, en Jaguar XJ-S eller en Volvo 240.
• Er du 75 år, leder du måske efter en Austin Big Healey, en Jaguar MK 2 eller en Volvo Amazon.
• Er du på jagt efter en Ford T, er du knap i live længere …

Spøg til side med det sidste, for selvfølgelig findes der undtagelser, men sådan er det med alle modeller, som forsøger at beskrive virkeligheden. Vi forelsker os nemlig ikke i de biler, der er moderne i dag. Vi forelsker os i de biler, der var moderne, da vi selv var unge. Voksne køber biler. Børn og unge køber drømme. Når nogen spørger en veteranbilejer, hvorfor han købte netop dén bil, får man sjældent et rationelt svar.

• Ingen siger: “Jeg foretog en grundig analyse af markedet og vurderede, at netop denne model optimerede forholdet mellem kapitalbinding og transportbehov.”
  
• Svaret er typisk: “Min far havde en magen til.”
• Eller: “Min nabo havde sådan én, og jeg syntes, den var megasej.”
• Eller den helt klassiske: “Den hang på væggen over min seng.”

I virkeligheden er mange klassiske biler 1:1-materialiseringen af en teenageforelskelse, der nægtede at dø. Forskellen er blot, at ejeren nu har fået gråt hår, læsebriller og en pensionsopsparing.

Der findes en regel i veteranverdenen, som sjældent bliver skrevet ned, men som næsten altid passer. Bilen er typisk mellem 15 og 30 år yngre end ejeren. Det er derfor, 1990’ernes sportsvogne i dag bliver slæbt ind i haller, poleret med vatpinde og omtalt som kulturarv af mennesker, der engang læste blade om præcis de samme biler eller havde billeder af dem hængende på væggen. På den måde flytter veteranhobbyen sig hele tiden. Mens nogle stadig mener, at en rigtig veteranbil skal have fritstående skærme, står næste generation allerede klar med drømme om Audi TT, Toyota Supra og en BMW med M-mærke på bagklappen. Historien gentager sig, men bilerne ændrer sig.

En anden sandhed er, at mange klassiske bilejere påstår, at de elsker at køre. Men hvis man studerer dem nærmere, bruger de ofte mindst lige så meget tid på at skrue. For mange entusiaster er køreturen faktisk blot pausen mellem to sessioner i værkstedet. Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved mekanik fra en tid, hvor problemer kunne løses med en skruetrækker, lidt snilde og enkelte mindre bandeord. Moderne biler fortæller via en lampe, nogle gange akkompagneret af et lydsignal, at noget er galt, mens gamle biler fortæller det ved at gå i stå – det er på en måde ærligt.

Udefra ser det ud, som om veterantræf handler om biler, men det er ikke det eneste. En af bilernes vigtigste funktioner er at få mennesker til at falde i snak. Stil en gammel bil på en parkeringsplads, og der går fem minutter, før tre fremmede står og fortæller historier. Den ene har haft en magen til, og den anden kender en, der har haft en magen til. Den tredje er overbevist om, at hans onkel havde en magen til, men det viser sig senere at have været en helt anden model. Sådan fortsætter det.

Ingen har travlt, ingen ser på uret, og ingen bemærker, at samtalen for længst er gledet væk fra biler.

Måske er det derfor, veteranhobbyen bliver ved med at fascinere. For når alt kommer til alt, handler den ikke om stål, krom eller hestekræfter. Den handler om minder, ungdom, den første køretur og den første gang, man så en bil, som fik hjertet til at slå lidt hurtigere. Vi fortæller gerne os selv, at vi køber klassiske biler af tekniske eller historiske årsager, men sandheden er nok langt enklere. Vi køber dem, fordi de minder os om, hvem vi var.

Hermed er vi tilbage ved begyndelsen, for hvad så med Kode 78? Interesserer nutidens unge sig slet ikke for biler på samme måde, men kun for dem som et transportmiddel, der kan bringe dem fra A til B?

Men selv jeg kører i en elbil til daglig. Den kører stille og komfortabelt, gør mange ting selv og passer til mit kørselsbehov i hverdagen. Jeg griber mig selv i at tænke, at det gør den sgu’ godt. Men det er bare lige indtil det øjeblik, jeg kommer bag rattet i en af de gamle biler. De larmer, kontakten til vejen opleves på en helt anden måde, og det bliver sjovt at køre blot for at køre. Hvad tror I om fremtiden for klassiske biler?

Redaktøren drømmer både om…

…så gæt hvem han er – og hvor gammel!

Et lille tip: Han foretrækker Audien uden den lille spoiler bagtil, da han mener at have overlevet en masse andet uden den slags livrem og seler. Og tjah, Jaguaren havde aldrig den slags – selvom den var hurtigere. Tænk lidt over det.

Ugens Grafik

Ugens Fund: 1989 Peugeot 205 XS til 44.500 kroner

XS? Jamen annoncen beskriver den som “den uofficielle “lillebror” til 205 GTI” og det er måske ikke helt forkert. Som det manglende i afslører, så har den ikke indsprøjtning og motoren er også kun på 1,4 liter. Men den har to karburatorer, en dejlig lyd og en udpræget sporty karakter – og leverer 85 hestekræfter hvilket i sidste ende er rigeligt til at have sjov i den cirka 800 kilo lette bil.

Altså præcis min kop te! Andres også, og det er vel ikke for meget sagt, at den kendte motorjournalist Chris Harris er modellens største fortaler. Jeg mener han har tre af dem! Og det er altså en mand, der har haft Ferrari Testarossa, Porsche 993 GT2 RS og som journalist kørt alt fra McLaren F1 til  Bugatti Veyron. Han elsker sine XS’er!

Det ved jeg også jeg ville – men jeg elsker også min nuværende, der også er sjov at køre. I princippet ville jeg gerne bytte, dog – så hvad med at nogen af jer ringer til sælgeren inden jeg ikke kan styre mig mere?

Det ser virkelig fin ud i standen og kilometertallet på 143.000 kan der heller ikke sættes en finger på. Og nåja, som 1989’er er den såmænd også ægte veteran. Hvad er der lige at betænke sig på?

Tak for tip til Claus Nielsen. Find annoncen hér: Peugeot 205 XS

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens restaurering

Det er ikke kun biler, der kan restaureres, film kan også. Og ikke mindst så kan de gamle film på rigtig celluloid bagefter forbedres digitalt. Og stadig være ægte! Det skulle den her således (det ærger mig at måtte tage forbehold, men der er så meget fake derude at jeg er ved at vænne mig til det…) være, og halvtredsernes gaderace i Italien er der ikke for meget matereriale af.

Men her er der hele fyrre minutters skønhed, der bør nydes senere i aften med et passende glas italiensk vin til:

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.