To franske herrer sprang i 1967 ud af skabet – i Paris naturligvis. Sammen havde de skabt modstykket til de italienske biler, og efter sigende også et af forbillederne for den senere så altdominerende hatchback: VW Golf.
Ved en test af noget IT i går kom jeg ved en fejl til at publicere et billede på min personlige Facebook-profil. Billedet forestillede en uskyldig lille bil, jeg havde fotograferet på sidste års BossaNova Picasso Tour. Et par venner var på vej hjem i omtalte bil fra et træf i Tyskland. Bilerne, de kørte i, var totalt fyldte med reservedele, de havde købt på træffet, da der var sparsomme leverancer af disse reservedele i Danmark. Så turen hjem var foregået med udstødningerne gnisterne hen ad asfalten på grund af den tunge last. Nu kunne det lyde som om der var tale om eksotika biler fra det ydre rum, men det handlede såmænd bare om et par yderst beskedne Simca modeller – dog i nærmest concoursstand. Efter en del kiggen bilerne an blev det til en længere snak på rastepladsen om deres næsten glemte franske biler.
En andet møde med en frankofil bil-ejer blev det også til i sommerens løb. Astronomen Jørgen, som nogle har læst om i Tournesol – en slags fransk elegance, var noget mere bramfri i sin begejstring over sine franske biler. Ved min ankomst nær Malaga på BossaNova turen, havde Jørgen arrangeret en lille velkomst-komité på byens lille torv. Efter udstigning af min Alfa 1750 stillede jeg det retoriske spørgsmål til den ventende skare: “er den ikke bare lækker ?” – hvorefter Jørgen svarende, med den nu berømte og berygtede replik: “sådan en italiener er da noget af det mest anale og fascistoide fremdriftsmiddel verden endnu havde set”…
Billedet af de frankofile herrer i deres sømkasser.
På Facebook i går var det ikke just overstrømmende positive kommentarer, der blev budt op med: “Jeg mangler en dislike knap”- skrev en bruger, en anden skrev “Svært at kalde den lækker, ik? Men den var vist hammerfarlig at sidde i, hvis man kom til at køre ind i noget. Crossed fingers for faster!”. Dog fandt en tredie en mere nostalgisk betragtning frem: “En af de glemte hverdagsbiler fra min barndom. Jeg kan lide den. I øvrigt havde tæppehandleren, som var nabo til mine bedsteforældre, sådan en som privatbil. Som led i et optog til en byfest blev den beklædt med gulvtæppe på alle lakerede flader OG hjulkapslerne”. Så var der Martin Holm som skrev : “Sådan én havde faster Lis i Viborg. En Sømkasse. Var vist fra ’76”. Martins kommentar fik mig faktisk til at grine, for det er præcis sådan jeg tror, de fleste kender Simca 1100: Et køretøj fra en fjern fortid, i et familiemedlems eje, og sikkert fyldt med gode minder.
Selv er min egen store oplevelse med en Simca 1100 mere traditionel: Et par venner og jeg var blevet involveret i et meget ekcentrisk bøssepars ægteskabelige problemer. De var blevet uvenner, og den ene var stukket af med en påstået formue. Vi var blevet bedt om at hjælpe formuen hjem igen til den forsmåede mand. Da vi ikke selv havde en bil på daværende tidspunkt, fik vi stillet hans metalbrune Simca 1100 til rådighed: “Pas godt på Flintstone” var afskedsreplikken, da Rip,Rap og Rup inkasso kørte ud i det københavnske natteliv, rustet til tænderne med vilje og snarrådighed. “Det skulle blive en nem sag at opspore formuen og den bortløbne kæreste”. Og således bragte den brune Simca 1100 os på casino, til alverdens barer, natklubber og skumle baggårde. Alt sammen uden held, og 6 timer senere afleverede vi “Flintstone” tilbage med en tom benzintank, ingen formue og ikke mindst en kraftig fornemmelse af, at vi var blevet holdt for nar. “De havde sgu lavet sjov med os”. En svær kamel at sluge dengang, og først lang tid efter måtte vi indrømme “at i bøssekredse har de da humor”.
Historen kan jeg stadig grine af, ikke mindst fordi den foregik i den helt igennem åndsvage bil, med den dengang helt håbløse metalbrune farve. I dag finder jeg farven aldeles fremragende – men Simca 1100 er stadig ikke i nærheden af min drømmegarage. Jeg kan nu godt lide den alligevel. Måske fordi den er så skæv og umulig.
Det var så i 1967 Simca sprang ud af skabet. De havde taget sig god tid, for allerede i 1962 var arbejdet begyndt for de to ingenører Philippe Grundeler og Charles Scales. De havde som så mange andre på den tid bemærket den stigende popularitet af små biler med god pladsudnyttelse og forhjulstræk. Ved Paris Auto Show i 1967 præsenterede Simca et større program for 1100-serien. Modellen kom i varianterne hatchback med tre og fem døre, en van, en pick-up og en mere luxuriøs Estate-variant. Specielt den femdørs så ud til at blive populær, ikke mindst på grund af bagsædet, som kunne foldes ned. Det siges, at Volkswagen kiggede den variant grundigt efter i sømmene, da de påbegyndte udviklingen af Golf’en.
Simca 1100 bød dengang på forholdvis avanceret teknik: Skivebremser, tandstangsstyretøj og uafhængig affjedring med torsionsfjedre. Motorene begyndte som 1000 ccm og voksede til 1200 ccm, indtil modellen blev taget af programmet i 1985. De små motorer med en enkelt knastaksel var notorisk kendte for at skulle have justeret ventiler regelmæssigt, hvilket nok var årsagen til deres karakteristiske lyd lød – som ja, en kasse søm.
Enorme rustproblemer og en ikke ubetydelig mangel på kærlighed har gjort Simca 1100 til en sjælden fugl efterhånden. Efter alt at dømme ser det ikke ud til, at tiden har gavnet den lille franskmand: Der venter sikkert ikke en tid som en lille fræk, fransk mademoiselle-bil om hjørnet.
Men jeg kan jo tage fejl?
Har den lille Simca tiden foran sig? Kunne man ikke køre Rallye Monte Carlo Historiqué på budgetklasse i en 1100 – og med en vis portion stil?
Her lidt tidsfordriv til en kold aften: Print, klip, klister og forær din kone en servicefri Simca 1100.
Højreklik på billedet, klik på “Åbn billedet i ny fane”. Print billedet herfra.
Noget så sjældent som en ældre fransker, hvis udseende jeg godt kan lide.
Den får virkelig smilet frem, bare jeg tænker på den.
Jeg har hørt at det eneste der ikke rustede væk på 4 år, var nummerpladerne, så der er nok ikke mange tilbage på de her breddegrader.
Den kan jeg faktisk rigtig godt lide udseendet af !! Med 4 døre en fin familiebil – med 2 døre rigeligt plads til weekendtaskerne…
Synes iøvrigt det er utrolig god stil med en concours simca!!
Har ikke selv nogle indoor-oplevelser af Simca 1100, men som outdoor-oplevelse havde jeg omkring 1980-1981 en tåbelig matematiklærer, som kører i sådan en. Med til at gøre ham tåbelig var ikke blot hans hyppige sygefravær og dårlige pædagogik, men også det faktum, at familiens Simca 1100 havde et kælenavn, som fremgik af bagklappen på bilen. Det var med de let kursive sorte blokbogstaver, man dengang kunne købe på en gul(d)baggrund og sætte sammen.
Så var der mere stil over vores tysklærer. Han havde en Fiat 127, hvor der under bagkofangeren stod ‘Duckhams’, selv om jeg godt kunne have den forrige ejer af den bil mistænkt for at have anbragt klistermærket, for tysklæreren virkede ikke synderlig bil- og motorsportsinteresseret.
Hvad hed den så, Simca’en som tilhørte din lærer ?
Jeg kan lide, at straks jeg læste overskriften med sømkasser, vidste jeg hvilken bil det handlede om. Selv husker jeg motorlyden som en konstant baggrundsraslen i min barndoms gadebillede.
Muligvis ikke verdens bedste bil, afgjort meget stålorms-modtagelig og meget fransk… Det sidste tæller for mig, der er vokset op på bagsædet af franske biler, sammen med sjældenheden! Derfor gad jeg godt have en sømkasse i laden…
Min mor arbejdede hos en forhandler af Simca og Rootes/Chrysler da jeg var knægt og jeg arbejdede der også selv en enkelt sommer i midten af 70’erne. Jeg kan pudsigt nok intet huske om sådan en 1100 fra dengang den var ny. Jeg mener der blev solgt en del af dem, så der må da også have været en del omkring værkstedet til service o. lign. Det har åbenbart været en – for mig – dybt uinteressant bil dengang. Min far valgte den også fra da han handlede ny bil i ’73 – det blev til en Sunbeam 1500 i stedet – og i ‘ 76 en Sunbeam 1600. Da den så blev skiftet ud i 1982-83 blev det dog til en Horizon – nu Talbot – og den beholdte han i noget der ligner 12 år. Den lille 1100-motor i den var overhovedet ikke ramt af ‘sømkasse’-syndromet. Den gik simpelthen som et urværk – også efter 200.000 km.
@5 Claus: Lige præcis, sådan havde jeg det også.
(skønt at midvejs reply er væk :-) )
Sådan én havde mine forældre tilbage i midt/slut 70’erne; vi havde den da jeg fik kørekort i 1976. En Simca 1100 TI. 3-dørs. Orange. Med alu-fælge, frontspoiler for og bag, 4 Cibie ekstralygter, “læder”sportsrat. 6 Veglia instrumenter – speedometer, omdrejningstæller, benzinmåler, temperatur, olietryk og amperemeter. Det hele standard. Dertil en motor på 1294 ccm med 2 Weber der ydede 82 hk.
Den blev vist præsenteret i 1974 og er således 2 år før Golf GTI og burde vel retteligt betegnes som den første Hot-Hatch. Den havde hele pakken – bortset fra navnet…
Det kan godt være at den i brede kredse blev betegnet som Sømkasse, men for mig var det en “racer” i familieklæder.
Ville meget gerne have sådan en stående i garagen i dag. Men der er desværre langt imellem dem. De rustede hurtigere end Alfasud’en…
René
Er der ikke ligheder/sammenfald med den store Yugo, hed vist Zaztava eller Yugo 55?
Jeg mener at kunne huske noget familie der kørte rally i sådan en, og i en Datsun 100a, og at de 2 vist delte nogen dele, og at sønnens senere “store Yugo” senere også brugt nogen af delene.
(det her er virkelig rodet op fra bagerst i hukommelsen, og sikkert forkert)
VaiRetro er åbenbart blevet rigtig retro – motorRetro – så det bliver med tal, at jeg svarer:
#4
Kan jeg ikke huske … men det var noget i stil med ‘Trunte’ eller sådan noget andet lidet flatterende
Det er da besynderligt…, for jeg sad i går og kiggede på gamle Simca-modeller ( via curbsideclassic) og måtte indrømme, at jeg egentlig syntes, at er var noget kiksetkært ved sådan en 1100.
Oplagt som familliebil.
ikke at jeg vil ha’ en, for den kan jo kun køres, iført fløjlsbukser og islandsk sweater.
Mine ældre folkeskolelærere kørte i sådan nogle Simca’er, i 70’erne.
Der kunne vist proppes en 7-8 unger ind i sådan én.
Selv dengang havde den en umiskendelig lyd af Fransk Blik & Motor, men var 1000 gange mere komfortabel, end mine forældres gamle Boble.
For at skille sig lidt ud, kunne den da være sjov at ha’ som “Klassisk Bil” i dag. Men så skal det være som hverddagsslider, og da jeg mener at huske, at rustormene stød i kø og klappede entusiastisk i poterne, når sådan en Simca nærmede sig, så du’er det vist alligevel ikke (?).
Så kunne jeg bedre li’ den senere Horizon, men den gider jeg ikke ha’ i dag!
Har kørt en hel del i sådan en Horizon. Det husker jeg kun som en rigtig god oplevelse. Det var kun en 1100-kubikker, så lagde asfalten i folder gjorde den ikke ligefrem men så vidt jeg husker var den meget komfortabel og støjsvag.
Dem er der da heldigvis ikke mange af tilbage – de er jo rustet op.
Må vi så bede om kammertonen “anale italienere”, hvad er det for et sprog.
Jeg gir AlfaHahn absolut ret.
Men en sjov historie Søren om ‘bøssernes vagtparade’. Det er nu mindre sjovt at andre med interesse for gamle biler kan udtale sig sådan: “noget af det mest anale og fascistoide fremdriftsmiddel verden endnu havde set” om en underskøn Alfa klassiker. Hvor bor de, hvad er adresen – jeg ringer straks til vennerne i Corleone!
hm, jeg tygger stadig på om der ligger noget skjult betydning, når du også anvender ordet ‘Hatchback’ i denne her sammenhæng …..?
Nu tog jeg mig et par forfattermæssige friheder i beretningen om mødet med de 2 entusiaster på tanken den dag. Det var nu ikke dem som fremturende den uædle bemærkning, men derimod en anden frankofil som kendes her på bloggen. Jeg tillod mig at svejse de to historier sammen. Lidt beklageligt at den ene af ejerne altså også læser ViaRETRO og har fået en lidt dårlig oplevelse, Han har kommenteret dagens indlæg på Facebook.
Under alle omstændigheder var mit sigte sympatisk og altså ikke at fornærme nogen.
Bøssernes vagtparade er derimod ganske sandfærdig.
Hmmm… Som ejer af verdens ENESTE tilbageværende (måske!) 1976 Simca 1307S, i en meget fin og urørt stand, er jeg måske en smule upartisk i dette anliggende.
Men jeg kan tydeligt høre ejeren af den fine blå Simca 1100, når han kommer med, den måske korrekte udtalelse, om Alfa Romeo´s anale kvaliteter.
For uanset hvordan man vender sagen, så vil der altid være flere, der har haft en personlig relation, til en hverdagsslider som Simca 1100, fremfor Alfa Romeo (Alfasud og 33 undtaget), der nok mere tilhørte en dengang urealistisk drømmeverden, ihvertfald for menigmand, og som derfor fortrinsvis appelerede til entusiasten, og dermed måtte forventes, at blive passet bedre på.
Ergo – vil der sansynligvis også, være flere fine Alfaér at vælge imellem, nu 30 – 40 – 50 år senere, da de ikke på samme måde, som Simcaérne, er gået til i saltslask, strandture med is, som børnecontainer, eller med dårligt, eller manglende vedligehold.
Derfor kan det da godt ærgre mig lidt, hvis der kommer en af disse “bilracister” forbi, der ikke kan se lyksaligheden, af en simpel og ydmyg hverdagsklassiker, der mod alle odds, har overlevet førnævnte automotive helvede. Men ærgrelsen går nu ikke så meget, på den manglende anerkendelse, men nærmere på “bilracistens” manglende opfattelsesevne, da han ikke ved, hvad han går glip af, ved så kategoriske holdninger.
Og godt nok, var Simca 1100 en yderst fremadskuende konstruktion, men der på INGEN måde, tale om en OHC motor, men derimod en OHV. Og passede man serviceintervallet for ventiljustering, så gik motoren fint og støjsvagt. Men sprang man over, hvor gærdet var lavest, så blev man forholdsvis hurtigt bellønnet, med en pose “rasle-søm”, ude i motoren… Og min Simca 1307 (samme motor, som i 1100), har nu kørt 46.000 km. og den rasler ikke endnu.
Og Johannes altså:
“noget af det mest anale og fascistoide fremdriftsmiddel verden endnu havde set”
Det siger man da ikke, til fremmede folk, uanset om det passer? ;-)
Jeg henviser til min sidste kommentar. Johannes sagde altså ikke denne uædle bemærkning. Denne udtalelse er nu helt min egen.
Så ka’ jeg lære dét ka’ jeg
Bliver selve udtalelsens indhold, så mere, eller mindre sandfærdigt, af denne faktualitetsjustering? ;-)
Endnu en af hverdagens slidere der gerne måtte holde i min garage. Hvorfor? Fordi den er fed :) den er fransk, den er tilpas sprælsk. Om det nu havde været en Alfa havde ikke gjort nogen forskel, ville stadig synes den er fed. Den Matra Simca Rancho der er baseret på en 1100’er er heller ikke helt ueffen ;)
Svanberg har ret i ventilarrangementer var sideliggende knastaksel, stødstænger og vippearme (af blik, deraf ventil klapren, hvis ikke ventilerne blev justeret ofte).
Simca startede med at bygge Fiat biler på licens i 30’erne, senere, i 50’erne, kom model Aronde, som have en Fiat motor på 1200 cc (Fiat 1100), den blev afløst ca. 1960 af modellerne 1300/1500 også med Fiat motorer.
Først da den lille Simca 1000 kom, var motoren konstruerer af Simca. Reelt var 1000 på ca. 950 cc. Det var den motor som blev boret op og fik forøgede slanglængder til hhv. 1100, 1200, 1300 i 1100 modellerne og 1300, 1450 og sidst 1600 in Simca 1307/1308 og også i Simca/Crysler/Talbot Horizon.
Alle disse modeller var forholdsvis moderne konstruktioner med forhjulstræk, tværvendt motor og gearkasse, og havde gode køreegenskaber, men krængede meget i svingene pga. bløde fjedre og lange fjedervandringer.
Da jeg var teenager i 1978, kom min far en februar-søndag hjem efter et biltogt til bilernes by…Silkeborg!
Jeg arbejdede efter skoletid på et autogenbrug og var meget interesseret i biler…det var min far så til gengæld slet ikke og han ville ikke ofre penge på det…så jeg hørte pludselig en højlydt raslen i indkørselen.
Stolt hjembragte han en Simca 1100 GLS fra 1970 i lyseblå metallic…og den så da umiddelbart fin ud alt taget i betragtning…især prisen på 9.800,00 inkl plader.
Her slukkedes alle mine drømme om at et snarligt kørekort betød night-cruises med damer i fars fede øse..det var bare med at holde lav profil…for med den bil, lå håneretten lige for hos kammeraterne.
Nå men…
Efter en uge røg koblingen!
Efter 3 uger døde generatoren!
På en køretur, sad jeg på bagsædet og følte trang til at åbne sidevinduet…klask..så lå det ude på asfalten.
På en anden tur virkede vinduesviskerne ikke…de stoppede da vi kørte igennem en vandpyt..men startede da efter nogle dage igen, da de igen havde besluttet sig for at virke.
Vi havde om sommeren familiebesøg fra USA…og det var bare piiinligt, da min far skulle køre dem på sightseeing på egnen…de små amerikanerbørn sad på bagsædet og fniste “this is a junk car”
På et år knaldede rusten bare voldsomt igennem alle steder…og pludseligt..engang vi var 3 børn på bagsædet, sagde det knase knase..og noget gav MEGETefter bagtil..det var de to støddæmpertårne som var pilrådne og nu gav efter…heldigvis i lav fart i den by vi boede…så mig og en kollega hentede liget dagen efter med firmaets Heden dieseltruck.
Jeg var selv med til at skille bilen ad…faktisk havde motoren flot kompression på alle 4 cylindre, ligesom der faktisk forekom at være en helt ny gearkasse monteret…disse dele fik vi solgt “sort” og jeg donerede pengene til kagekassen…og det var nok det bedste dén bil bragte..nemlig min popularitet i ugevis på autogenbruget, hvor tirsdagbrødet blev hentet hos bageren på “sømkassens”
regning!
Peugeot 309, skulle have heddet Talbot Arizona, og var beregnet til at afløse Horizon modellen…
Nogen der kender Dodge Omni GLH-S? Det var en amerikansk bygget Talbot Horizon, der havde fået hele turen, af selveste Carrol Shelby. Så den gik til 100 km/t på ca. 6.5 sek. og toppede på 217 km/t!
GLH-S spørger du – måske? Og iflg. Shelby, stod forkortelsen for: Goes Like Hell S’more! ;-)
Måske lider jeg bare af homofobi. Trods Simca’ens mere forbrugervenlige og moderne hatchback udformning, er jeg stadig mest til den traditionelle og borgerlige Fiat 1100 fra 1967. Hvorfor? Skal først lige sige, at jeg ellers har meget positive erindringer om en Simca – eller også var det et Chrysler – 1307 i slutningen 1970’erne, fantastisk komfort, bortset fra, at den bogstaveligt rustede bort omkring en, medens man kørte i den. Der var altid mindre bil tilbage, selv efter en kort tur. Og en dag var den helt væk. Kun nummerpladerne lå tilbage i carporten. Nå, det jeg ikke kan leve med ved 1100’eren, er afslutningen på bilen. Man må have tænkt: Bagagerum eller ikke-bagagerum, ved ikke rigtig, så giver vi den bare lidt af begge dele, hvorfor en massiv blikplade udgør det for c-posten (hedder det ikke sådan?). Måske lider jeg så også af en slags frankofobi. Lige meget: Sådan en Simca 1100′ er sgu lidt tung i det, mest bagfra.
Syntes jeg svagt kan huske at der var en test af en Simca 1100 4×4 i Bilen Motor & Sport tilbage i 70’erne ? Eller husker jeg helt forkert ?
Der stod en orange Simca 1100 TI på nogle ret brede fælge foran vores yndling- forhandler. Han havde få år tidligere solgt flere Mini Coopere og andre “sjove” biler. Jeg husker Lancia 1300 Zagato’en som ingen ville købe. Den var i fin stand men vi var ikke modne til dens anderledes facon.
Nå, men der stod altså en brugt TI med 1300 motor og dobbelte Weber IDF karburatorer. Indtrækket var sort og instrumentbordet var ligeledes sort og med fuld Jaeger instrumentering. Omdrejningstæller, spedometer, mindre ure til, vand benzin ladestrøm etc. Der var noget ved den bil som tiltalte mig. Det var midt i halvfjerdserne og jeg skulle bruge en bil til at køre i når 750’er Guzzien stod i vinterhi.
Hjemme på værkstedet blev bilen gjort klar til farveforandring. Den skulle være sort/sort. Jeg satte et stålskydetag i fra min brors aflagte Peugeot 204. De brede fælge var kommet på fordi nogle tyveknægte havde stjålet de originale alu-fælge og efterladt bilen på forhandlerens fliser uden hjul.
Fælgene som forhandleren havde sat på var så brede at de ikke kunne være i skærmene. Derfor købte jeg reparationskanter til Alfa Sud og tilpassede. Der var mange der undrende betragtede bilen efter den var færdig. Den så mere rå ud end de andre med de skærme, men det var ikke til at se der var lavet om på den, undtagen når den stod ved siden af en anden 1100. Alt crome var blevet matsort og med sine gule “pariser-lygter” så den skummel ud. det eneste som stod i blank metal var de flotte brede hjul.
Det var verdens nemmeste sag at sænke den nogle tommer. Den var jo fransk og med torsionsstænger som dengang var til at stille på.
Med et par sorte Corbau sæder var den rigtig rar at køre i og egentligt pænt rap. Motoren lå også i den trepersoners Matra Simca.
Det var en rigtig dejlig bil og helt personlig.
Vi VIL se billeder Hr.Fritz Hansen! ;-)
Jeg har en svaghed for mange af 70’ernes glemte hverdagsslidere. Denne er én af dem, og iøvrigt én af mine mange favoritter. Husker ikke at have kendt nogen der har haft en, men husker den tydeligt fra min barndom, nok godt hjulpet på vej af gardin- og tæppemandens gulvtæppeternede bil. Falder let for den skæve franske charme der er ved en 1100, især TI.
Bliver så glad når jeg ser en sådan bil fra dengang, og synes det er så dejligt at nogle få entusiaster passer på dem, og at de ikke er helt glemt af vi andre.
Når jeg tænker tilbage på biler ejet af forskellige familiemedlemmer i min barndom, er der jo mange af den slags biler: Renault 4,5,12 og 16. Fiat 127 og 128, Simca 1307, Volvo 66 og 144, 1.generation Audi 80, Saab 96 og 99, Austin Allegro, VW Golf 1 er dem jeg lige umiddelbart husker. Flere af dem er jo i dag stort set lige så glemte og sjældne.
Svanbjerg spørger efter billeder af den sorte TI. Jeg tror ikke jeg har nogen. Desværre er jeg ikke så god til at tage billeder af mine frembringelser så…
Jeg ved ikke engang hvor jeg skal lede.
@ 10: Kai, jeg mener den der ZZZazzstava(aner ikke hvordan det staves, AL MAKT TE DI ORBLINNE) var baseret på Fiat 128. Men jeg kan (ud fra hukommelsen) godt se ligheden med Simca 1100, især bagenden.
Skønne, skønne historier, d’herrer: Den med autogenbruget virker typisk for en godt brugt Simca som jeg husker dem. Jeg krøller tæer med 1750giallo ved de amerikanske børns kommentar.
Men jeg kan i dag bestemt se charmen ved en af de sjældne overlevere: Gule lygter skal den have, metalbrun og gerne beige indtræk – magnesiumfælge, måske? Men foran dén står to hundrede andre biler…
Søren, vil det sige at du selv har kaldt din Alfa for anal og fascistoid?
Tak for nyskabelsen, jeg vil printe et par Simcaer ud til børnene.
Sådanne udklipsbiler ville passe fint til lørdagsmatine…
Ja, udklipsbilen er sjov.
Der er flere her:
http://www.mossmotoring.com/paper-car-cut-outs/
Det er jo min barndom det her :)
I 73 købte min fader en grønmetalic 1100 Special som havde lidt færre heste en TI’en men ellers var topmodellen på det tidspunkt. Den tog os alle fem på sommerferie rundt i Skandinavien og gjorde det i det hele taget rigtigt godt. Den var jo ikke nogen racer, men havde ganske udmærket plads for de ca 4 meter bil som var middelstørrelsen dengang. Den blev afløst af en guldmetal 1307 som fik en flot staffering hen af siden og op ad C stolpen. Den var der endnu mere plads i og det vækker gode minder når Svanbjergs engang imellem er parkeret nedenfor på gaden (han bor i nr 21 og jeg i 25). 1307 kostede vistnok i 77 ca 51000 kr og min far var noget forbandet over at prisen uden afgift var ca 19000!!! Senere kom Horizon GLS og Premium som var øverste model efter at SX var udgået. Min far lod stolt klistermærket med 5 speed blive siddende i bagruden og med elruder foran var det jo ren luksus.
De havde Horizon GLS da jeg blev 18 og fik kørekort og det var jo ikke den trak hurtigst ud af krydset når vi gjorde Hernings gader usikre og især gearskiftet var et mareridt når den var kold. Den var nærmest umuligt , ihvertfald for mig, at få den i 1 gear, så der blev filet godt og afsted i 2 indtil den var varm.
Så jeg har fine minder om Simca, de gav ikke meget street cred, men var rummelige og billige slider biler som vel i dag svarer til Kia eller “Chevyer”, det er desuden skønt at disse hverdagens helte heldigvis bliver holdt kørende af Leth, Johannes, Svanbjerg og andre.
Jeg bliver ihvertfald glad i låget når jeg ser en Audi 60, Opel Kadett, Skoda eller andre af de biler som nok ellers ikke har den store klassiker appel
erik
Frits Hansen (#27), din omtale af en Fulvia Sport interesserer mig. Jeg har tidligere hørt, at der var en i landet for mange år siden – og ville selvfølgelig gerne høre mere. Der var godtnok en englænder, der for en stund kørte i en hvid højrestyret, som han havde med hjemmefra. Men det er “kun” omtrent 20 år siden. Han boede i Virum nord for København.
Hvilken forhandler beskriver du?
/Sport
Sport spørger om hvor jeg så den gamle Lancia.
Forhandleren lå på en villavej i Herlev. I området mellem Ringvejen og Slotsherrensvej. Måske Røngårds allé . Den blev solgt og den nye ejer nåede at male den en hæslig perlemoreffekt hvid og nogle lyseblå og lyserøde stafferinger der vel var tænkt “psychedeliske”. Den var bestemt ikke mere attraktiv da den igen stod på fliserne foran forretningen. Jeg erindrer ikke at den var højrestyret, hvilket jeg helt sikkert ville have bemærket dengang.
Det har nok været Per Christensen, som dengang lå ved Islev Torv, som med lidt god vilje er der hvor forlængelsen af Røngård Alle ender.
Røngård Alle ligger i Rødovre, men grænsen til Herlev er ikke altid let at gennemskue.
Per C havde, dengang, ind i mellem nogen spændende biler.
På Røngårds alle holder der ikke andet end alm. familiebiler, ellers havde jeg set eller hørt om det.
Svanbjergs udtryk “bilracist” må næsten blive årets udtryk – også selvom vi kun er i februar.
Men hurra for tante Lis!
Hun bidrager til gode minder om 70’ernes trafik- og lydbillede. Og en bronzemetalfarvet 1100 med gule forlygter kunne da være sjov at have.
Altså – Min barndoms tante Lis, hed altså Karen Nielsen, var enkefrue, arbejdede som skolesekretær, og var genbo til mine forældre! ;-)
Hun havde en af de sene Simca 1100, i sort, med de flotteste orange stafferinger. Og var man RIGTIG heldig, og timede afgangstiden om morgenen, gav hun MÅSKE et lift til skolen ;-)
Min ungdoms Simca 1100, var en 5 dørs grøn 1100 GLS, jeg købte af en baggårdsforhandler, da jeg var omkring de 18 år. Vognen var kun 11 år gammel, men var allerede så færdig i pladen, at den kørte på gravens rand. Og da så starter og kobling, opgav ævred kort efter købet, tog jeg 4 af mine største venner, og fik derigennem overtalt forhandleren til at tage vognen retur, endda på aldeles rimelige vilkår – men pænt var det besøg nu ikke ;-)
Og begrebet “bilracisme”, synes jeg bestemt ikke, vi skal forherlige alt for meget, da det desværre, er temmeligt udbredt i veterankredse. Og jeg bliver altså træt i låget, når dem der kører tysk Ford, ikke kan hilse på dem, der kører engelsk Ford – OG omvendt. Eller at de phrankophile bitcher over tyskerelskerne og de anglophile, ELLER omvendt.
Selvfølgelig skal man ikke kunne lide det hele (som jeg ellers nææsten kan), men kan man da ikke bare tie, hvis ikke man har noget pænt at sige? Eller i det mindste sige det, med et glimt i øjet? Så det ikke bliver så selvhøjtideligt alt sammen :-)
Øh Claus. 1000 i en 1100, kan jeg ikke lige huske. Heller ikke en 1200.
Der er sagt meget, skidt, om Sømkassen. Jeg kørte i en 1100 Special årg. 1972,
1100’eren var en – ja 1100 på ca 60 HK afhængigt af årgang.
1100 special var en 1295 cc på 75 HK. Motoren var med én dobbelt Weber. Efterfølgeren var 1100 TI som var med to dobbelt weber og 82 HK.
Min Simca, var købt af min mor, som ny. Da min ældre bror blev 18, overtog han den og kørte den som en vanvitig. Den blev tæsket over og igennem alt og røg flere gange ud på marken, fordi han fejlbedømte et sving. En gang stod der et træ i vejen, så der måtte en større reperation til.
De jeg blev 18, overtog jeg bilen og kørte videre i 3 år. Bilen havde ingen nævneværdig rust, men blev slidt op. Undren :-) Jeg var udsat for an påkørsel, hvor venstre bagskærm kom til at ligne en våd sommerhat, men det afslørede, at der var blankt metal under lakken. Ingen rust. Der var dog et område bag hvert forhjul, hvor rusten havde bortført et stykke plade. Fejl var, som alle franske køretøjer, el-anlæg, der fungerede som lykkehjulet. Motorophæng var lidt svagt, så de blev jævnligt udskiftet.
Jeg undrede mig noget over oliefilterets placering, da jeg skulle skifte dette. Meget enkelt, sagde de på værkstedet. Du skal bare tage højre forhjul af! Så kan du stikke armen ind igennem hullet bag støddæmperen, så er det let :-o
Bilen kørte komfortabelt og entydigt. Intet at klage over her.
Men den endte i skrotpressen. Savner den stadig.
Tak for historien, DAFmanden: Men forvent ingen tak for at have givet mig lyst til en bronzemetalfarvet 1100 med gule forlygter, Martin!
Claus, jeg ved hvor der står en sådan 5 dørs GLS, med kun 7.000 km. på tælleren… Men den er vel nærmest kobbermetallic…
P.S. Jeg har også billeder ;-)
Vil du ikke nok lade være med at sende dem til mig – på ce “at” viaretro.dk?!? Eller fortælle, hvad den skal koste.
Den har forhåbentlig ikke gule forlygter, vel?
Jo Jo…. Første ejer var skam ANSAT på Simca fabrikken i Poissy, men kort efter han havde fået sin nye vogn, valgte han desværre at himle! Da konen ikke havde kørekort, blev vognen så stående i den varme garage, indtil 2009, hvor den blev hevet frem i dagens lys igen, og sat i en anden garage, så den er ikke køreklar, men sælger opererer både med en gds og en turn key pris – Og jeg kender begge to (den er ikke billig, men helller ikke urimeligt dyr), og har MASSER af billeder…. Men du ville jo ikke vide mere – vel? ;-)
@44+45 Øhm, jeg ville da gerne vide mere… :-) :-) :-)
Iøvrigt er jeg enig med dig, Svanbjerg: Bilracisme skal absolut ikke forherliges. Jeg synes bare, at udtrykket er godt. Men praktiseret bilracisme er lige så modbydelig og latterlig som racisme over for mennesker. Jeg får også hovedpine over dine eksempler på, at ejere af britiske Ford’er ikke vil hilse på dem i tyske. Vorherrebevar’s!
“46” Martin LW
svanbjerg@icloud.co
Bevis at du ER værdig! ;-)
prøver lige igen – svanbjerg@icloud.com