Nytårsaftensdag skal det handle om – raketter, selvfølgelig. Men det har alle dage været tvivlsomt, hvor meget man egentligt kan kalde et raketdrevet hjulkøretøj for en “bil”, og i dagens anledning udvider vi derfor området til også at omfatte fly og både – ganske enkelt: En hyldest til raketdrevne køretøjer og deres førere.
Raketbiler på landjorden har mig bekendt aldrig været brugt til andet end at sætte hastighedsrekorder: Udover de manglende bak-muligheder har de simpelthen så mange ulemper, at de får selv en jetmotoriseret bil til at virke praktisk. I princippet tilhører begge motorer ellers familien af jet-motorer, men den vi almindeligvis kalder en jetmotor kræver atmosfærisk luft (eller rettere ilten deri) til sin forbrænding, mens raketmotoren kan klare sig uden: Den medbringer selv sin ilt. Begge er reaktionsmotorer, jævnfør Newtons tredie lov. Og allerede her er det ved at føre for vidt, selvfølgelig.
Principperne bag reaktionsfremdrift havde været kendt i tusind år, men først i trediverne fandt de en ufornuftig anvendelse. Billedet er fra tresserne, og motoren skulle være en RL-10 fra en Saturn-raket.
Så lad os bare konstatere, at raketmotorer i forhold til deres størrelse og vægt er de kraftigste motorer menneskeheden har opfundet. De er også blandt de mest uøkonomiske, larmende og som sagt upraktiske. Men nærmest ideelle til fartrekorder, og dem kommer vi altså i dag omkring både til land, til vands og i luften, og lad os lige komme tilbage på landjorden.
Den her er desværre ret kendt: I 1944 fløj de tyske V2-raketter næsten 90 kilometer op og 5.000 km/t stærkt. Men ramte heldigvis ad Pommern til: Flere mennesker døde under produktionen af dem, siges det. Men se lige hvor meget af den, der er brændstof, og hvor kompakt motoren er.
Og tilbage i tiden: Til dengang hastighedsrekorder på land havde den store offentligheds bevågenhed, midten- og sluttresserne. Kampen om rekorden var nådesløs i midttresserne, og da stempelmotorerne havde nået deres grænse (inklusiv, hvor mange af dem man kunne montere i en rekordbil på en gang – se under “Goldenrod”), så dukkede jet- og raketmotorerne op. Ofte var rekordjægerne ikke-videre-velbeslåede fartfanatikerne, der købte udrangerede jetfly og brugte motorerne derfra – men ikke Blue Flame: Dens motor var en ægte raketmotor, konstrueret af firmaet Reaction Dynamics og hele projektet som helhed var sponseret af The American Gas Association.
Meget mere sympatisk. Men ikke meget mindre farlig! Blue Flame kørte 1000 kilometer i timen i 1970.
Årsagen var naturligvis, at Blue Flame brugte naturgas i sin raketmotor. Samt flydende ilt og brintoverilte, angiveligt – og det var en meget kraftig motor: Under tests havde den ydet et tryk på omkring 22.000 pund, hvilket på en-eller-anden-facon åbenbart kan regnes om til et antal gode gamle hestekræfter på omkring 58.000! Blue Flame vejede godt to tons og lignede også sådan cirka et missil på hjul, og selvfølgelig ville den være hurtig. Selve rekordforsøgene forløb dog ikke uden besvær, og først efter næsten et års udsættelser sad den i skabet: 23. oktober 1970 blev Gary Gabelich noteret for rekorderne på 1001 km/t over en mil og 1014 over en kilometer.
Chaufføren var ham her, Gary Gabelich. Som man nok aner var han ligeglad med det meste, og bar ofte en fjer på sin hjelm på denne måde. Her er han i en dragbåd.
Det pudsige er, at Blue Flame nok kunne have kørt meget hurtigere: Til selve rekordkørslerne havde Reaction Dynamics nemlig droslet motoren ned til omkring den halve ydelse af det, den havde kørt med i testbænken. Gary Gabelich var overbevist om, at Blue Flame kunne havde kørt over hundrede kilometer i timen hurtigere – og han var villig til at gøre forsøget. Det var gasselskabet imidlertid ikke: Det siger næsten sig selv, at rekordforsøgene var ret farlige, og de mente at en død ville give dem dårlig omtale. Blue Flame blev derfor stillet hen, og rekorden først slået af Richard Noble tretten år senere. Gabelich døde omtrent samtidigt efter at have udfordret sit held fire gange: De fleste af hans bekendte var efter sigende overbeviste om, at han aldrig ville blive ret gammel, og det fik de ret i. De fire nærdødsoplevelser var under forskellige former for dragracing – men manden med leen tog ham en dag han kørte på en gademotorcykel. Hurtigt.
Blue Flame var det hotteste på hjul i 1970. Og det hurtigste.
Den ene af hans alvorlige ulykker var i en dragbåd, og hvis man skulle nævne noget, der var farligere end dragracing og hastighedsrekorder i gamle dage, så kunne samme disciplin på vand være relevant at bringe op. Så lad os gå direkte til raketbåden Discovery II, som i 1980 skulle gøre Lee Taylor til den hurtigste mand på vandet. Også han havde levet livet farligt (en vandskirekord i tresserne på 148 km/t siger måske noget om det…), og mange år tidligere havde døden været ude efter ham: I 1964 havde han i jetbåden Hustler fejlbedømt afstanden til land, og det var ret katastrofalt med de omkring 300 km/t Hustler kunne nå. Men ikke alene ramte han land og overlevede det – han overlevede også det utroligt mislykkede redningsforsøg, hvor helikopteren styrtede ned med den netop fastsurrede og bevidstløse Taylor ombord!
Dette er derimod en båd, nemlig Discovery 2 fra 1980. Forskellen er slående…
Han overlevede også mange mellemliggende års dragracing på vandet, og i 1980 gik han så efter rekorden med Discovery II. Den var resultatet af mange, mange års forberedelser og angiveligt 200.000 frivillige arbejdstimer (!), og med sin raketmotor på 8000 punds tryk skulle kunne nå de 511 km/t, som rekorden krævede. Sjovt nok var bådens design efter sigende inspireret af Blue Flame, og ligesom bilfolk diskuterer om den var en bil, så diskuterer bådfolk også, om Discovery II var en båd. I praksis har et rekordforsøg på vand da heller ikke meget med sejlads at gøre, og svarer på mange måder nærmere til at flyve meget lavt. Bare farligere.
…men Discovery kunne flyde.
Rekordforsøget foregik på Lake Tahoe, der med sin beliggenhed i et par kilometers højde i Sierra-bjergene havde tyndere luft, der gav lidt mere fart. Og generelt gode klimatiske forhold, omend varierende vandybder under visse vejrforhold skulle kunne give nogle særlige hvirvler. Under alle omstændigheder er vand jo meget, meget sjældent helt fladt. Til gengæld slår det ligeså hårdt som beton, når man rammer det med høj fart. Den grimme side af den kombination har utallige vand-rekordfarere erfaret på den hårde måde. Alligevel var Discovery II ikke udstyret med redningsgrej af betydning (udover at skroget som sådan var foret med flydeskum), og Lee Taylor kaldte den selv et “zero-defect-design”.
Undervejs på vandet kunne det ligesåvel være et fly – og konsekvenserne af et styrt var også de samme.
Netop det aspekt havde han såmænd diskuteret med Gary Gabelich aftenen før rekordforsøget, men det var ifølge Gabelich ikke noget, der bekymrede Taylor: Han følte sig velforberedt og overbevist om bådens kvaliteter. Men Gabelich citerede ham dog efterfølgende for ordene “either let me set the record or let me check out with dignity”.
Det blev det sidste: Rekordforsøget så godt ud, da han passerede startpunktet med cirka 400 km/t, men halvejs igennem kilometerdistancen blev båden urolig og to sekunder efter disintegrerede den bogstaveligt talt mod vandoverfladen. Ingen redningshelikopter kunne havde gjort nogen forskel. Årsagen til uheldet er ikke helt klare, men man må formode, at Lee Taylor tjekkede ud med det samme.
Det gjorde han.
Den sidste raketmand i dag lever derimod stadig: Chuck Yeager-legenden ligger nogle årtier længere tilbage end de to første herrer, og alene det har gjort hans verden til et om muligt endnu farligere sted. Som det fremgår er der formentligt få ting farligere end hastighedsrekorder på vand – men at flyve jagerfly under Anden Verdenskrig er nok en af dem. Og det gjorde Yeager i forskellige North American P51-jagere.
Som den eneste af dagens tre raketmænd er ham her stadig iblandt os.
Yeager viste sig som en fabelagtig dygtig flyver, både under uddannelsen og da han blev udstationeret i England i slutningen af 1943: Selv efter en ufrivillig pause efter en nedskydning over Frankrig blev han noteret for 11,5 nedskydninger, fem af dem på én mission. Han var også en af de første piloter, der fik ram på en af de hurtige jet-Messerschmitt Me-262, og trods hans åbenbare dødelighed for tyskerne vinder han i mine øjne på ikke at være stolt af krigen.
Og han er nok mest kendt i denne positur: Chuck Yeager foran rekordflyet Bell X-1.
Stolt havde han derimod al mulig grund til at være efterfølgende: Hans flyveevner var allerede lige efter krigen en legende, i øvrigt ligesom hans uhørte syn, som sagdes at være cirka dobbelt så godt som det man normalt kalder “perfekt syn”. Den kombination gav ham et job som testpilot, og her fik han fornøjelsen af raketfremdrift. Lydmuren var dengang den store barriere, både praktisk og teoretisk: Ingen Anden Verdenskrig-fly havde endnu været i nærheden af Mach 1, lydens hastighed, under vandret flyvning, men nogle havde været tæt på under dyk. Og oplevet forurolignede stabilitetsproblemer.
Yeagers forskellige fly hed Glamorous Glennis efter hans kone.
Man vidste simpelthen ikke rigtigt, hvad der ville ske, når luftstrømmene pludseligt blev supersoniske, men noget tydede på, at det ville være farligt. Eksperimentalflyet Bell X-1 skulle udforske det på den måde, man nu brugte dengang: Ved at prøve det. Flyet lignede ingen andre fly, men var i grove træk modelleret over et Browning .50-kaliber projektil (en størrelse, der i Danmark er bedre kendt som 12,7 mm), som man dog vidste var stabilt ved supersoniske hastigheder.
Fra denne vinkel fremgår det tydeligt, at X-1 ikke ligefrem havde et fremragende udsyn. Og i øvrigt ingen muligheder for at undslippe via katapultsæde eller lignende.
Tilliden til X-1 var dog ikke større, end at Bells egen testpilot ville have 150.00$ for forsøget – mens Yeagers forsøg som i flyvevåbnet næppe udløste så meget som en bonus. Til gengæld gjorde det ham så efterfølgende til en legende, for hans forsøg lykkedes i 1947, hvor X-1 fløj lige over Mach 1 i godt 13 kilometers højde. Det kom senere frem, at Yeager to dage før rekordforsøget havde brækket et par ribben ved et fald fra en hest: Han fortalte det kun til sin kone og den nære pilotven Jack Ridley, fik noget smertestillende af en dyrlæge – men opdagede så, at smerten gjorde, at han ikke kunne forsegle X-1’s cockpitluge! Ridley riggede en forlænger til i cockpittet, og Yeager fløj fra smerterne med lydens hast. Legendestof, ikke sandt?
Der blev ikke taget billeder af de første mange drop af X-1, og dette er fra 1950.
Hvad ikke så mange ved er at X-1 ikke lod det blive ved den oprindelige marginale overvindelse af lydens fart: Året efter nåede X-1 Mach 1,26, og en variant af samme design med større tank og derfor mere brændtid på raketmotoren (der i første udgave ydede omkring 6000 punds tryk) nåede i 1953 op omkring Mach 2,4. Yeager sad også ved roret på denne rekordflyvning, der nær var gået galt. På grund af flyets haletunge konstruktion blev det ustabilt og de små kontrolflader gjorde det næsten umuligt at rette op. I en (også) legendarisk redning styrtede Yeager mod jorden fra 23 kilometers højde, men genvandt mod alle odds kontrollen syv kilometer oppe – efter at have splintret cockpitglasset med sin hjelm under tumulten. Scenen er gengivet i filmen “Mænd af den rette Støbning”, som jeg så som følsom teenager, og har I ikke set den, så gør det.
Sådan så Bell X-1 ud i fuld flugt.
Filmen er lavet over Tom Wolfes ligeså fremragende bog af samme titel, og jeg kan ikke huske, hvad jeg faldt over først – formentligt bogen, faktisk. I hvert fald har Chuck Yeager lige siden stået for mig som et af de barskeste mandfolk verden nogensinde har set. Først mange år senere opdagede jeg at halvtredsernes og tressernes motorsport rummede lignende heltehistorier og ikke mindst maskineri, der i dag tiltaler mig endnu mere. Men den første helt glemmer man aldrig, og min var Charles Elwood Yeager.
Og sådan ser en helt ud.
Skøn, velskrevet og spændende artikel.
Godt nytår, alle mand.
Utroligt, lige mens jeg sidder og læser dagens indlæg, spiller de “Rocket man” (Elton John), i radioen. That’s timing.. :-)
Nå men iøvrigt godt nytår til alle!
Da jeg så overskriften, tænkte jeg:” kan vi ikke snart få en helt almindelig artikel om en…..måske ikke helt almindelig bil. Nu har der været velkomst, fredagspiger, lørdagsmatiné, og film. Giv os nu en helt almindelig artikel”.
Nå men det ér jo nytårsaftensdag, så raketter er måske ok, og til den pris jeg betaler, kan man jo ikke kræve det store, så man må jo hellere læse det.
Det er jeg glad for jeg gjorde. Det ér jo en helt almindelig artikel. Bare om et lidt alternativt emne, men yderst spændende og velskrevet. Med en masse oplysninger jeg ikke kendte. Faktisk kunne jeg godt finde på, selv at søge endnu mere viden om det. Tak for god morgenlæsning, og godt nytår til alle.
Kim, således tænkte jeg også, men ville ikke være den første til at skrive det.
Hvis man vender kritik til ros, håber jeg da ikke man gør nogen kede af det. Derfor turde jeg godt.
Hvis I vil have en aktuel rakethistorie må jeg introducere Jer til Peter Madsen & Christian von Bengtson på Refshaleøen, se mere hér: http://www.copenhagensuborbitals.com/
I går brændte de nytårsraketten af med 500 liter brændstof på 15 sekunder :-)
Gad vide om Dollerup så var derude i går? Det er vist én af hans fætre eller noget, den ene af de, der går og roder med det raketværk.
Der er nu noget fascinerende ved dette emne – eller tangent af bilisme om man vil.
Jeg har således Chuck Yeagers selvbiografi stående på hylden. God læsning, men den kunne nu godt bruge et nyt hjem, så hvis der er nogle, som vil hente den eller betale portoen, så er den indflytningsklar.
Som skrevet lidt længere nede, så tager jeg den gerne til låns.
Med mindre stafetten allerede er givet videre
Du er første mand, og Herr Alstrup vil kontakte dig per elektronisk post.
God og velskrevet artikel til at slutte året med :) herligt og en fin tangent. Der er nu noget fasinerende over disse voldsomme kræfter uanset om de bruges til vands til lands eller i luften.
Virkelig god artikel!
Jeg husker tydeligt “The Blue Flame” fra vores bilspils kort da jeg var en lille knægt, den var en sikker vinder, min ven og jeg var dybt fascinerede at det raketdrevne monster fra Amerika.
Har man lyst til at støtte det danske raketeventyr så bliv medlem på http://www.raketvenner.dk det koster kun 100 kr pr måned.
Herlig artikel at slutte året af med.
Godt nytår hérfra også – og pas på fingrene derude!
Der er mere mellem himmel og jord end raketter, Uno!
Derfor glæder Kims ord mig også meget: Artiklen er er selvfølgelig ikke ret meget om biler, men dog hundrede procent om gamle dages motorkøre(og far-)tøjer. Og min fascination af transportmidler startede med de luftbårne, og i den mytologi fylder Yeager det halve himmelrum.
At Morten Alstrup så ligefrem vil donerede Yeagers biografi er jo ren donorRETRO, og én burde være kvik på tangenterne og tage imod det…
Derudover kan jeg love, at viaRETRO om ganske kort tid er helt nede på jorden igen, og at der kommer masser og atter masser af biler i starten af det nye år. Og resten af året, for den sags skyld.
Claus, det er en utrolig dejlig artikel du har skrevet til i dag. Min egen raket fascination har stået på hele livet, og det var skønt at få myterne frisket op og ny viden på plads. En ven- som nok skal finde vej til kommentarerne idag – og jeg ser én gang årligt “Mænd af rette støbning”, og bliver hver gang imponeret over hvor meget stof der er i emnet.
“Barnlig begejstring” er inkluderet i viaRETRO’s beskrivelse. Din raket artikel her opfylder til fulde begrebet.
Herlig læsning, det er bare flot, takker!
Nu sidder jeg og spekulerer på hvad aftenens “raketter” er….Jetter eller raketter? ;-)
Pøj, pøj til de tre musketerer; Niels, Søren og Claus….det tegner rigtig godt.
Godt nytår til jer alle!
Let me check out with dignity…. http://www.youtube.com/watch?v=B1pNEhVcumU
Jeg ser at der er en “related posts” i højre side. Så jeg smækker lige en tidligere ikke nævnt “post” op. Når vi nu er i luften.
https://viaretro.dk/2012/11/supersonisk-excellence/
Der var da også engang en tråd med Starfighter, hvor det hele gik op i kugler og kanoner….igen godt nytår!
Biografien sender du bare forbi mig – den kan så gå videre når jeg har læst den ;-)
Godt nytår – glæder mig til det næste år i selskab med viaRETRO.
Per
KNALD god nytårs raket historie, Claus. Tak for den, og jeg synes bare det er skønt, at den slags “mandehørm” historier og legender, også kan finde frem til artiklerne.
GODT NYTÅR til alle !
Fin artikel. Jeg kan huske filmen, og den lille detalje med kosteskaftet, som måtte bruges til at lukke døren med.
De hastighedskonkurrencer var ikke for svage sjæle.
De allerførste raketbiler var vel Opel, som har æren for dem ?
Den lille vignette med prof. Tournesol’s måneraket er ikke tosset i dagens anledning. Fin detalje fra redaktørens side.
Apropos Opel;
https://viaretro.dk/2012/12/rocketscience-og-sa-lidt-mercedes/
Og mere Opel…https://viaretro.dk/2012/09/16997/
Glimrende skriv, glimrende!
Godt Nytår!!
Fin artikel, sundt at lære om lidt andet end biler.
Hvad med Donald Campbell, skulle han ikke have været med?
Godt nytår til alle.