Medlem holmen

Tænk lige over det: Har der nogensinde fandtes en forhjulstrækker med virkelig prestige? Nej, vel? For ægte prestige hører simpelthen sammen med træk på baghjulene.

Tanken kom sig af, at Jesper René fornogle uger siden kommenterede et Facebookopslag, hvor jeg skrev at jeg var ved at prøvekøre en baghjulstrukket FIAT.

Har det nogensinde været nødvendigt at tilføje, at man skulle prøvekøre en baghjulstrukket Mercedes-Benz, f. eks?

Det er et godt spørgsmål. Men i øvrigt er svaret nu “Ja” og har været det siden den famøse A-klasse, der kunne vælte i en elg-test. Og det er jo sjovt, at det lige faldt sammen med introduktionen af forhjulstrækket hos den tyske bilgigant. Omend Mercedes næppe har syntes, at der var særligt sjovt. I hvert fald fejlede A-klassen også i prestigespørgsmålet, og blev den første Mercedes, der bare var en almindelig familiecontainer ligesom alle de andre.

Rigtig prestige er baghjulstrukket.

Naturligvis kan det forsvares med, at det ikke nødvendigvis var forhjulstrækkets skyld, for der har været – selvfølgelig, thi ikke meget er uprøvet i bilverdenen efterhånden – forsøg på at bygge virkelige prestigebiler med forhjulstræk. Men efter min bedste automotive paratviden har de alle fejlet i forsøget på at nå så højt i motorsamfundshierakiet, at de kan kaldes ægte prestigebiler. Igen kan det sagtens anfægtes, og man kan sige, at det ikke nødvendigvis var forhjulstrækkets skyld, at eksempelvis Cord 810 fejlede i 1936. En prestigevogn skal nemlig også helst fungere, og Cord havde visse jo problemer med basisydelsen. Det samme kan man sige om Citroën SM, som i alle øvrige henseender er det bedste bud jeg kender på en virkelig prestigevogn med forhjulstræk.

Det er heller ikke nok at KALDE noget prestige.

Men sagen er, at prestige er et spørgsmål om langt mere end selve funktionen af en vogn: Ordet og begrebet dækker over den anseelse, en vogn eller noget andet nyder i en bredere kreds af samfundet, og derfor er der også en slags konservatisme indbygget i begrebet. Man kan ikke banke prestige ud af den blå luft med eksempelvis et nyt bilmærke, og derfor kommer signalerne ind og spiller en stor rolle: Baghjulstræk er simpelthen et af de mest tydelige tegn på prestige overhovedet.

Den 5. juni 2014 er national motorhistorisk køredag. Det lyder lidt tungt, men ViaRETRO har sammenfattet meningen i overskriften. Kom også ihu, at verden fortsætter efter den 5., så her er yderligere et par muli […]

Lå der er en skattekiste i øst, da jerntæppet faldt? Hvilke bilplakater havde drenge i Sovjet på drengeværelset? Og blev der bygget en Lamborghini i Rusland?

Sovjetunionen nåede inden jerntæppets fald et indbyggertal på 294 millioner sjæle. Og plads havde de nok af. En befolkningstæthed på 13 indbyggere pr. kvadratkilometer fortæller lidt om unionens enorme størrelse. Det basale tranportmiddel var jernbanen og kun de mere privilegerede kunne nyde et ejerskab af et automobil. Alligevel producerede man omkring 2 millioner biler om året før unionens opløsning og var dermed verdens sjette største bilproducerende nation.  Propagandaapparatet forsynede verden udenfor med fornemmelser af Sovjets store tekniske formåen og fremskridt under den kolde krig og fastholdt verden i et frygtens jerngreb i flere årtier. Da Berlinmuren faldt i 1989, begyndte de virkelige forhold at vise sig, og mere end tydligt var det, at der ikke var meget at komme efter. Der var noget grinagtigt og forstilt over virkeligheden bag jerntæppet.

Bilreklamerne fra Sovjet illustrerer at biler med tilhørende damer, ligesom i Vesten, var et effektivt middel til at vække opsigt hos køberne, som man må formode hovedsageligt har været mænd. Der er  imidlertid ikke megen fri sex og konebytteri over reklamerne.

Som du ser, er det ikke just ophidsende sager på en ViaRETRO fredag. Bilerne kan virke interessante, og farverne kan synes hippe i dag, men noget særligt stort bidrag til motivation af parringsakten, er de altså ikke.

Denne reklame kan muligvis sætte noget igang alligevel…

…og denne kan måske give inspiration til sæsonens nye køredragt?

Man kan forstille sig et drengeværelse i Sovjet og undres over, om drenge også dér havde plakater med biler på væggen? Og hvilke?

Alexander Kulygin må have haft nogle plakater hængende, da hans interesse for biler var ekstraordinær. I begyndelsen af firserne byggede han sin version af den ultimative sportsvogn. Det se ud som om nogen må have forsynet ham med billeder af en Lamborghini Countach, for inspirationen herfra er tydelig. Han kaldte sin bil for Pangolina 444GT

Alexander Kulygin og hans Pangolina 444GT

Kulgins koncept var, udover kiledesignet, at hele sektionen med fordøre, forude og taget kunne vippes op. Det gav ikke alene adgang for passagerene, men også adgang til motoren. Dog skulle instrumentbordet vippes op før, der var adgang til motorrummet.

Der blev kun bygget en Pangolina, og vognen blev senere ombygget med mere konventionelle døre og malet rød. Pangolina’en medvirkede i flere film – som nok kunne være interessante at se. Måske der indgår det bedste fra Sovjet i handlingen: Den kvindelige russiske spion. Skønheder hårdt trænet til at få hemmeligheder ud af vigtige mænd ved hjælp af slagkraftige våben, høje kindben og absurd veludviklede talenter på overdådige hotelværelser.

Spionen Xenia Sergeyevna Onatopp